Krimiforfattere styrker politiets image

Hanne Bech Hansen, Jannik Lunn og Sara Blædel

Panelet var enigt om, at det er no-go, hvis morderen først optræder i fortællingen på side 250. Man kan ikke så sent komme ind fra sidelinjen og have en afgørende betydning for plottet. Det er “snyd”.

Det skete på BogForum 2012: Eks-politichef Hanne Bech Hansen og krimiforfatter Sara Blædel mener, at politiet og krimiforfattere har gavn af hinanden.

BogForum 2012 blev et overflødighedshorn af gode grin, snak om krimilitteratur, nye udgivelser, forfattere, forlagsfolk, bogelskere, spændende interviews og foredrag. Og meget meget mere. Flere oplæg var uhyre interessante, når man er vild med krimi. Et af dem var en samtale mellem tidligere politichef Hanne Bech Hansen, krimiekspert Jannik Lunn og krimiforfatter Sara Blædel.

Da Hanne Bech Hansen var chef for Københavns Politi, gav hun ikke sjældent forfattere lov til at følge politiets arbejde fra sidelinjen. På den måde kunne forfattere som Sara Blædel få researchen helt på plads og skabe et realistisk billede af f.eks. opklaringsarbejde i forbindelse med en drabssag.

– Af gode grunde ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan det er i dag, men år tilbage nøjedes forfatterne med at ringe for at stille et par spørgsmål. Det udviklede sig, og pludselig vrimlede det med forfattere og tv-hold, der ville følge politiets arbejde. Det tager tid at være coach, og det begyndte at være belastende og tog næsten overhånd. Politigården er jo en arbejdsplads. Der var sågar en forfatter, der på et tidspunkt havde et kontor på politigården, forklarede Hanne Bech Hansen.

Med et glimt i øjet udbrød Sara Blædel, at hun var misundelig over, at en kollega åbenbart har boet permanent på politigården. Den populære krimiforfatter gør selv meget ud af at beskrive betjente, retsmedicinere etc. så troværdige som muligt i sine bøger. Og hun forklarede, at da politireformen kom ved årsskiftet til 2007, skulle hun pludselig til at lære helt nye titler og arbejdsstrukturer at kende.

Hanne Bech Hansen understregede, at det omvendt også er godt for politiets image at være gavmild med informationer og delagtiggøre krimiforfattere i politiets arbejdsprocesser.

– Det er de færreste, der kommer i kontakt med politiet i virkeligheden, og derfor skabes politiets image også gennem kriminalromaner, fastslog Hanne Bech Hansen, der selv er forfatter til to kriminalromaner: Operation Dacapo og Lasten.

Selv om den tidligere politichef om nogen har sin research i orden og kender til politiets arbejde, så skriver hun fiktion.

– Folk tror på det, jeg skriver. Det kan godt være en belastning, lo Hanne Bech Hansen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her