Åh, disse krimi-minder

To dejlige krimier, der bl.a. minder mig om at være gravid. Og at bo tæt på ækvator.

En rem af huden. Den standhaftige gartner. Snemanden. Drengen i kufferten. Fire bøger, der vækker minder.

Når jeg tænker på krimier, jeg har læst, så er de ofte forbundet med minder. Minder om hvor jeg fysisk var, da jeg læste bøgerne. Og minder om, hvor jeg var i mit liv på det tidspunkt.

Jeg har været på ferie i Egypten fem gange, og pudsigt nok tænker jeg altid på sne, når jeg sætter foden på egyptisk jord. Det var nemlig på min første ferie i landet, at jeg stiftede bekendtskab med en krimi af Jo Nesbø. Jeg sprang ind i serien med krimien: Snemanden. Jeg var fuldstændig opslugt af bogen, og jeg mærkede Oslos isnende kulde, mens jeg i virkeligheden var fedtet ind i solcreme og salt fra Det Røde Hav. Snemanden minder mig også om lange nætter på hotellet i selskab med Harry Hole, mens resten af familien sov. Og jeg kan genkalde mig en utryghed over at falde i søvn, hvor hvad nu hvis den dødbringende snemand vovede sig frem?

Den standhaftige gartner, der er skrevet af John Le Carré, minder mig om Afrika. Bogen foregår i Kenya, og jeg boede i Uganda, mens jeg læste bogen. Jeg var meget optaget af forfatterens hårde kritik af de multinationale selskabers grove udnyttelse af ulande og af en af hovedpersonernes kompromisløse kamp for at hjælpe folk fra slummen. Med palmer, slanger og rødt støv i haven gjorde den bog et kolossalt indtryk på mig. Den standhaftige gartner er en fremragende thriller. Læs den, hvis du har den til gode. Filmatiseringen af bogen med Ralph Fiennes og Rachel Weisz kan også anbefales. Du kan se den gratis på din pc ved at logge ind med dit bibliotekskort på Filmstriben

Drengen i kufferten af Kaaberbøl/Friis læste jeg, da jeg var gravid med mit tredje barn. Lykkelig og sårbar og propfuld af hormoner. Jeg tudede flere gange undervejs og gjorde mig tanker om, hvad det dog var for en frygtelig barsk verden, mit ufødte barn skulle vokse op i. Det er dog en fantastisk krimi. I øvrigt har makkerparret bag bøgerne om Nina Borg stor succes i USA lige nu. Du kan læse om deres pr-tur i USA lige her:

Bjarne Reuters spændingsroman: En rem af huden minder mig om, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg fik den til en indflytterfest, hvor jeg fejrede, at jeg havde fået ny adresse. Bogen står stadig i min reol, og siden har den fået følgeskab af endnu flere krimier, der, udover de historier, de indeholder, også minder mig om episoder i mit liv.

Vil du dele minder fra dit krimi-liv?

4 kommentarer til Åh, disse krimi-minder

  • Linse skriver:

    Jeg har ikke på samme måde krimier, hvor læsningen af dem er forbundet med bestemte minder, men der er krimier jeg har valgt at læse ud fra interesser. Min interesse for antikken blev grundlagt i gymnasiet i oldævlstimerne, og derfor synes jeg Lindsay Davis’ serie med den romerske detektiv Falco er sjov. Som de fleste drenge, tror jeg, har 2. Verdenskrig fascineret mig, og jeg har rejst meget i Tyskland, især Berlin, derfor synes jeg Berlin Noir triologien (som det var dengang) af Philip Kerr var spændende at gå igang med. At den så også er skide godt skrevet og spændende, var bare ren bonus. Og min politiske interesse kombineret med deres klassiker status, gjorde at jeg ikke kom uden om Sjôwall og Wahlôô. Og så minder Leonardo Paduras fremragende krimier mig om et besøg på Cuba for snart mange år siden. På en måde ender det jo så alligevel at handle om minder 🙂

    • Rebekka Andreasen skriver:

      Ja, Linse, det vrimler da frem med minder alligevel. Leonardo Padura kender jeg ikke. Men det er da på tide at læse en cubansk krimiforfatter.

  • Karen skriver:

    Ha, når jeg tænker på Elsebeth Egholms bøger så hører jeg altid sangen fra Rasmus Klump videoerne i baghovedet. Jeg læste dem alle mens vi boede i Spanien, jeg fik mit Århus-fix og ungerne fik et skud dansk børnekultur i baggrunden…

  • Rebekka Andreasen skriver:

    Nu har jeg læst Leonardo Padura – Linse. Tak for inspiration. Nu får jeg jo helt lyst til en tur til Cuba. Og Karen – når man bor en periode i udlandet, så husker man måske endnu bedre hvilke danske bøger, man læser..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her