Amerikansk podcast tryllebinder millioner


Podcasten Serial er radio, der rykker.

Podcasten Serial er radio, der rykker.

Vild Med Krimi handler mest om litteratur. Om fiktion. I går skrev jeg dog om James Bond. Og i dag fremhæver jeg en radioføljeton – den amerikanske podcast-serie Serial. Men der skal nok komme masser af bogstof igen.

Man tager en 15 år gammel autentisk mordsag fra den amerikanske by Baltimore. Så tilsætter man en række nysgerrige radiojournalister og en imponerende mængde interviews og research og blander det hele sammen. Resultatet er podcasten Serial i 11 episoder, der alle handler om en mordsag fra 1999.  En ung kvindelig High School-elev findes kvalt. Hendes 17-årige ekskæreste bliver dømt for mordet. Men måske/måske ikke er han offer for justitsmord? Det er fremragende journalistik. Fremragende radio. Og en utrolig spændende og skræmmende historie fra virkelighedens verden. Podcasten om sagen og de nye informationer, der er kommet frem, er årsag til, at den dømte nu muligvis kan få sin sag prøvet igen ved retten i Baltimore.

Tænk, at i disse digitale multimedie-tider, så er det radio, der tryllebinder millioner af mennesker. For over fem millioner mennesker har hentet Serial som podcast på nettjenesten iTunes, hvilket er det højeste antal for nogen podcast overhovedet. Du behøver ikke bruge iTunes. Du kan lytte til historien gratis lige her Det er vigtigt at høre fortællingen i rækkefølge. De første sekunder kan godt lige forvirre – fortvivl ej, det er en radioreklame. Podcasten er på engelsk.

PS: Wikipedia forklarer podcast sådan her: Podcasting eller podcast er en metode til udgivelse af lyd- eller videofiler på internettet, podcasts. Oprindelig en sammentrækning af ordene iPod og broadcasting, men senere har udtrykket “pod” ændret betydning til “Personal On Demand”, sådan at “podcasting” betyder “Personal On Demand Casting” eller “personlige udsendelser til afhentning”

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.