Anmeldelse: Færgen af Mats Strandberg er en rædselsroman, der er absolut indtagende. Eller voldsom gåsehudspoesi, som min kære afdøde mormor ville have kaldt romanen.

Som barn læste svenske Mats Strandberg Stephen King og fik omgående mareridt og stress-eksem. Men også en stor kærlighed til gysergenren. Færgen er hans første roman for voksne – udkommet på Modtryk.

Som gymnasieelev sejlede jeg fra Sverige til Finland med en af Finlandsfærgerne, og selvom det er mere end 25 år siden, så har jeg stadig en mosaik af minder fra den sejlads: Berusede og hæmningsløse mennesker, en velbesøgt taxfree-shop, tykke røde tæpper med spor af opkast og et band, der udførte en meget skandinavisk version af Elvis’ Return To Sender.

Med de minder i bagagen kan jeg fastslå, at i hvert fald en del af svenske Mats Strandbergs første roman for voksne, Færgen, er realistisk.

I Færgen hopper vi ombord på den udtjente og luvslidte færge Baltic Charisma, der sejler mellem Stockholm og finske Åbro. Passagererne har stort set ét til fælles: De slipper hæmningerne, glemmer hverdagens problemer, skruer op for fråseriet og fester, æder, drikker, danser, scorer og horer sig igennem den 24 timer lange tur til Finland og tilbage til Sverige igen.

I små korte kapitler følger vi en god håndfuld mennesker – både ansatte og passagerer. Og endda færgen selv. Forfatteren leverer kærlige, humoristiske og skarpe portrætter af bl.a. Marianne, der er fraskilt, og som føler sig frygtelig ensom.

Vi møder også de 12-årige tweens Lo og Albin, der er fætter og kusine i en familie med mange hemmeligheder, og vi møder den bitre melodigrandprix-stjerne Dan, der arbejder på færgen, og som er nødt til at tage stoffer for at kunne holde sig selv – og de berusede gæster – ud.

Der er ikke sparret på blodige detaljer.

Der var én, der var to vampyrer…

To passagerer har dog en anden agenda. Og her forsvinder realismen, og der går vold og blod og overnaturlige elementer i den midt ude på Østersøen.

Og ved I hvad? Det er skidegodt. Jeg har haft det temmelig stramt med magisk realisme og overnaturlige elementer i krimier, og jeg har sjældent klappet begejstret i hænderne over horror. Eller vampyrer. Men jeg sejler velvilligt med Færgen og er vidne til katastrofen. For hvordan slipper man væk fra blodbadet, når man er fanget i en klaustrofobisk kahyt under havets overflade?

Færgen er spændende, velfortalt og original. Og giver et både morsomt og tragikomisk portræt af Baltic Charisma og folkene ombord. Derfor er det interessant at følge personernes skæbner og reaktioner, hvad enten vi følger den overvægtige, hæmningsløse og feststemte Madde eller Calle, der har arbejdet på færgen engang og kun er vendt tilbage for at fri til kæresten Vincent.

Indimellem kunne jeg godt have undværet en blodig passage eller tre, men historien  – hvor grotesk den end er – fungerer, og jeg var vanvittig godt underholdt undervejs.

Romanen er brutal på den tænder-flænser-pulsåre-agtige måde. Nu er du advaret.