Anmeldelse: I lige linje af Anna Grue 4


Anmeldelse: Cykelsport har fået lov til at fylde lidt i I lige linje, der er Anna Grues syvende Dan Sommerdahl-krimi. Forfatteren får sin skaldede detektiv sikkert og effektivt over mållinjen, selvom tempoet er adstadigt og krimisporet smallere end i de øvrige Sommerdahl-romaner. Anna Grue er stærkt kørende.

I lige linje er den syvende Anna Grue-krimi om Dan Sommerdahl. Foto: Rebekka Andreasen

Dan Sommerdahl er nødt til at sadle om i livet nu, hvor hans unger er store og selvstændige, og hvor han er blevet skilt fra sin kone, Marianne. Desuden skal hans plejekrævende mor på plejehjem. Han har ikke længere den gule førertrøje på og har svært ved at finde vej i terrænet. Reklameopgaver har han ikke mange af, pengene er små, og han føler sig smådeprimeret og melankolsk.

Og nu stopper jeg med cykelterminologi, for bogen handler ikke om cykling, men om at finde nye veje i livet, om adskillelse, tab og opbrud. Og nye begyndelser.

Reklamemanden Dan Sommerdahl er stadig detektiv, men i forfatterens syvende krimi om den skaldede detektiv fra den fiktive fjordby Christianssund et sted i det nordsjællandske, har Dan mere fokus på at løse et mysterium i sin egen familie, end han er interesseret i at følge de begivenheder, der giver politiet med vennen Flemming i spidsen overarbejdstimer. Men ingen Sommerdahl-krimi uden at Dan selvfølgelig alligevel blander sig i politiets arbejde.

Jagten på en morder – og en far

Gennem livet har Dan omgivet sig med mange kvinder. Han har aldrig kendt sin far og beslutter sig pludselig for at finde ud af, hvor de dér gnistrende blå øjne kommer fra. Han aner ikke engang, hvad faderen hedder/hed, og da hans mor på grund af en hjerneblødning ikke evner at tale længere, må Dan Sommerdahl selv grave i sin fortid.

Samtidig dør den lokale fotohandler i et cykelstyrt. Det ligner et uheld, men inden længe er der endnu et dødsfald i byen. Måske der ligefrem er tale om to mord? Derudover har fotohandlerens enke mistet kontakten til sin datter og beder Dan om at hjælpe hende i en svær situation.

Dan Sommerdahl er “the man”

Som krimifreak slugte jeg fornøjet bogen, selvom krimiintrigen ikke er romanens drivkraft, det er derimod Dans behov for at finde sit fædrene ophav. Det er en herlig bog, fordi Dan bare er “the man” og jeg befinder mig uhyggelig godt i hans selskab. Han udvikler sig i denne roman og har noget på spil. Der er ikke længere så meget drengerøv over Dan, og det klæder ham. Anna Grue har i den grad talent for at tegne vedkommende personportrætter og beskrive menneskelige relationer, og hun skriver både humoristisk og skarpt.

Og så elsker jeg, at selvom Dans gravearbejde bringer ham til Oxford i England (aner vi en Oxford-nørd i forfatteren?), så er vi også med på gulvet blandt lokale sosu-assistenter og små erhvervsdrivende i Christianssund, så der ikke går akademiker-krimi i den. Og så er der selvfølgelig et par hunderacer med i bogen – det er jo en Anna Grue-krimi.

Ruten, Anna Grue har lagt for sin detektiv, er balanceret. Og underholdende. Men forbered dig på en knap så tempofyldt tur.

PS: Fik du læst interviewet med Anna Grue, som blev bragt her på bloggen for et par år siden?

PPS: Anmeldelser på vej af Karin Fossum-krimi og domestic noir af Nina Vad Holtum.


Skriv et svar til Rebekka Andreasen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

4 thoughts on “Anmeldelse: I lige linje af Anna Grue