Jeg har boet tre år i Uganda og kender flere, der har haft malaria. Det gule kort er mit internationale vaccinationskort, der indeholder en lang advarsel om malaria. Har du penge, kan du betale for medicin, hvis du bliver smittet. Psykopater derimod findes der ingen medicin eller vaccine imod. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Jens Strandbygaard har skrevet en hurtiglæst spændingsroman med især et fint portræt af et far/søn-forhold. Desværre virker bogens humor og sarkasme mange steder som et værn mod at komme helt tæt på bogens karakterer.

Malaria er titlen på Jens Strandbygaards anden krimi, en selvstændig roman, der udkom i 2017 på Byens Forlag.

Bogen begynder lige på og brutalt i Kirawa på grænsen mellem Nigeria og Cameoun tilbage i 2002, hvor lægen Oskar Plum og et par kolleger tages som gidsler af den på det tidspunkt netop nystartede militante islamistiske gruppe Boko Haram.

Tilbage til nutiden er bogens hovedperson, Oskar, i gang med at udvikle en ny malariamedicin, der behandler sygdommen, der kan være dødelig, på en billigere og mere effektiv måde end hidtil set. Lidt af en revolution inden for medicinalindustrien.

Oskar har brug for millioner til at få godkendt medicinen og få den på markedet. Men malariamyggen er ikke den eneste farlige parasit i romanen.

Den entreprenante læge tvinges nemlig til at ansætte eksperten Dan Felling, der skal få godkendt medicinen. Og så kommer Oskar for alvor tæt på en livsfarlig snylter. Det får store konsekvenser for den sympatiske læge, der har en fortid i Læger uden Grænser.

Forfatteren har selv oplevet på et tidspunkt at have en forretningspartner, der viste sig at være en helt anden, end han havde forventet, hvilket har inspireret ham til historien. Det er dog ikke kun en bog om psykopater, men også om bl.a. kærlighed.

Måske morede du dig over Jens Strandbygaards opfindsomme Facebook-video som optakt til Krimimessen i Horsens? I videoen, der er ret sjov, interviewer han sig selv. Det er tydeligt, at humor og selvironi er en stor del af forfatteren. Det smitter af på de linjer, han former.

Bogen er propfuld af humor og sarkasme. Jeg synes desværre, at det flere steder spænder ben for spændingen. Og skaber en distance, der gør, at jeg aldrig får lov til at komme helt tæt på, netop dér, hvor det gør allermest ondt – og hvor det også, synes jeg, er allermest interessant.

“… og jeg kunne mærke pistolløbet i siden. Ud over at det gjorde ondt, var jeg heller ikke vild med, at nogen pegede på mig med et ladt våben.”

Flere ting fungerer godt i romanen. Forfatteren slynger historien rundt i en centrifuge, så man ikke aner, hvad der kommer ud i den anden ende. Plottet overrasker. Og de mange tråde, der flager, forenes til sidst, hvor du som læser også finder ud af, hvordan de breve, en afrikansk mor skriver til sin søn, bidrager til historien.

Der er også fine beskrivelser af et kærligt far/søn-forhold. Oskar har et tæt og forholdsvis uproblematisk forhold til sin hippie af en far, der har en fortid i Thylejren. Begge mænd deler en glødende interesse for at gå på jagt. Og pludselig bliver Oskar selv den, der er i skudlinjen.

Forfatteren, der også er iværksætter, har tjek på økonomi og venturekapital og investeringsselskaber. Og formår at gøre klausuler og investeringsstrategier interessant. Det er vanvittig dyrt at få godkendt et nyt lægemiddel, og ja, der er nogle dilemmaer i den forbindelse. Kan medicin f.eks. blive så effektivt, at den gør sig selv overflødig?

Malaria er i øvrigt på pensum for de litteraturstuderende på Aarhus Universitet i dette semester. Sejt. Men når jeg ofte er en armslængde fra at komme helt tæt på personerne, så mangler Malaria en del for at begejstre mig for alvor og være rigtig spændende.

PS: Jeg har fået bogen som et anmeldereksemplar fra forfatteren. Jens Strandbygaards første roman hedder Mekkalinjen