Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Fuglekongen og andre kriminoveller af Erik Frandsen

Forfatter Erik Frandsen har skrevet fire bøger og novellesamlingen her. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: At skrive kort og stramt er ikke nødvendigvis nemmere end at folde sig ud på 300 romansider. På ganske få sider skal forfatteren kreere en interessant historie med personer, vi som læsere bliver nysgerrige efter at følge. Og gerne med et raffineret plot nu vi er i krimigenren.

Det er et sympatisk projekt, Erik Frandsen har kastet sig ud i: Han har skrevet 12 kriminoveller, som tager læserne med til meget forskellige steder i verden. Som læser kommer du med til et polsk hospital, besøger en nationalpark i det sydlige Afrika, fiskermiljøet i Hirtshals, ligesom du færdes blandt velhavere i Chicago og kommer med bus til Venedig. Og i en af novellerne kommer du et smut til Høver ved Skanderborg, hvor forfatteren selv bor. Det er i øvrigt den novelle, der er mest voldsom.

Tidligere har jeg været godt underholdt af novellesamlinger bl.a. Liv for Liv fra 2011, hvor forfattere som Anna Grue, Christian Mørk og Tornbjerg og Øbro har bidraget med spændingshistorier.

Desværre blev jeg aldrig grebet af Frandsens noveller.

Hvor geografien er godt spredt ud, så har novellerne mange fælles træk: Der er mange mænd, der drikker alt for meget, og personer, der bliver ramt af varmen, når de stiger ud fra fly. Og I to af novellerne er mænd “friske som havørne”.

Sproget er præget af en del slidte formuleringer, der ikke bidrager med meget originalitet. Og når to danske veninder stiger ud af landroveren og iagttager naturen i Kruger National Park, så ville jeg hellere selv opleve, hvad de ser, og at forfatteren havde vist mig det, end at få at vide, at naturen var et “imponerende syn.”

Heldigvis er der sprækker, hvor humoren får lov til at spire frem, og der er masser af fart og tempo over novellerne.

Fælles for historier er dog, at jeg aldrig får empati med personerne og derfor også er lidt ligeglad med, hvad der sker dem. Jeg savner, at der er kælet mere for personkarakteristikkerne. Og strammere dialoger.

Når en ægtefælle kvæler sin kone impulsivt og ikke har den store anger, men som det første tænker: “Hvad pokker skal jeg gøre med liget?”, så har jeg svært ved at blive grebet af historien. Personerne bliver for karikerede, og de onde er virkelig grumme. Selvfølgelig kan man få sympati med en skurk, hvis man kommer mere end en millimeter ind under huden på personen og forstå, hvorfor han/hun handler. Men det får jeg desværre heller ikke. Jeg savner også både overraskelser og finesse. Hvad nu hvis narkokureren ikke var underlig, ikke skilte sig ud og ikke var som limet fast til sin kuffert?

Novellesamlingens to bedste historier er Voldens spiral, hvor politikerne sætter militæret ind i den københavnske bandekrig, og Rapporten, der har tråde til Grønlands undergrund, og hvor vi møder en professor på Aarhus Universitet, der underviser i mineralogi. Og det trods en privatdetektiv, der har en flaske whisky i skrivebordsskuffen.

En indholdsfortegnelse ville også have været rart, da man som læser (sådan en som mig i hvert fald) ofte hopper rundt og ikke nødvendigvis læser noveller i kronologisk rækkefølge.

Det er Erik Frandsens første novellesamling. Tidligere har han udgivet fire romaner på Forlaget Mellemgaard, som også Fuglekongen og andre kriminoveller er udkommet på.

Bogen er et anmeldereksemplar.

 

Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup

Kastanjemanden er en smuk bog både med og uden cover. Og indholdet er pissegodt. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup er på 528 sider. Bum. Heldigvis er Sveistrups kolos af en debutkrimi lige så helstøbt, dramatisk og fuldendt, som den er tyk.

Som hovedforfatter på alle tre sæsoner af Forbrydelsen er Søren Sveistrup manden, der har skabt Sarah Lund. Også tv-serier som Nikolaj og Julie, Hotellet og Taxa har han på sit imponerende CV. Og så har Sveistrup skrevet manuskript til filmen Der kommer en dag, ligesom han var med til at forvandle Jo Nesbøs Snemanden til film.

I dag debuterer den erfarne manuskriptforfatter som krimiforfatter. Og altså ikke med et forsigtigt forsøg på en krimi, men med en omfangsrig og voldsom kriminalroman. Og undskyld mit sprog: Kastanjemanden er pissegod, ekstrem interessant og meget intens. Og læsere i 21 lande kan allerede nu glæde sig til, at Kastanjemanden ikke kun udkommer i Danmark.

I korte kapitler følger vi især de to efterforskere Naia Thulin og Mark Hess, der ufrivilligt bliver makkere. Hess er blevet smidt hjem fra Haag, hvor han har arbejdet for Europol. Og han venter kun på at få lov til at vende tilbage til livet som flyvende efterforsker i hele Europa.

Naia bor alene med sin datter Le og står på spring for at komme over i en anden afdeling hos Københavns Politi. Men Thulin og Hess må blive i drabsafdelingen og sættes på sagen om den såkaldte kastanjemand. Hvem er det, der er i gang med at bygge en grotesk kastanjemand ud af kropsdele fra de kvinder, der findes dræbt i og omkring København?

Og hvordan kan det være, at sagen trækker spor til en drabsmand, der er i fængsel og dømt for at have dræbt socialministerens datter et år tidligere?

I en artikel i Berlingske fra 2016 er Piv Bernth, der dengang var dramachef på DR, citeret for at sige: “Han (Sveistrup) er meget dedikeret, hvilket betyder, at historien i princippet aldrig er god nok. Han vender altid tilbage til historien for at undersøge, om der er noget, han har overset, eller som kan spidses til”.

Hun hentydede bl.a. til samarbejdet omkring Forbrydelsen. Men man kan bruge nøjagtig de samme ord i en anmeldelse af Kastanjemanden.

Det er en eminent godt fortalt krimi, der sprutter af fortællemæssig overskud. Historien er modeleret så præcist og professionelt og samtidig med masser af nerve og hittepåsomhed, at det er vanskeligt at være utilfreds med noget. Overhovedet. Måske fordi Sveistrup har det, han i en forrygende Lotte Thorsen-artikel i Politiken for nylig kaldte Ferrari-genet. Han vil lave det bedste produkt på markedet.

Og Kastanjemanden er saftsuseme en af de bedste og mest interessante krimier, jeg har læst i år – og hav lige i baghovedet, at skønne kvalitetskrimier som Elly Griffiths Løgnens hus og Anne Mette Hancocks Mercedes-snittet også for nylig har ramt krimihylderne og er læst. Det siger lidt om, hvor effen en bog Sveistrup har skrevet.

Kastanjemanden er en krimi, der går lige i maven – og hjertet. Sveistrup tager noget barnligt og godmodigt og gør gysende uhyggeligt. Og når mine børn til efteråret laver kastanjedyr, popper mørke scener fra bogen formentlig op. Puha.

For første gang skal jeg danne mine egne billeder til Søren Sveistrups ord. Ingen producer, instruktør eller skuespiller fortolker hans ord. Og det er ikke vanskeligt. Naia Thulin og Mark Hess står stærkt for mit indre blik. Det slår gnister, når de to mødes.

Bogen griber fat i nogle af de klassiske krimitemaer: Sorg, hævn, tilgivelse, selvtægt, dysfunktionelle familier, traumer, og det er en mørk og heftig bog, der måske vil sortere krimi-light læsere fra. Det er stærke sager, Sveistrup skriver om. Der er ingen “hyggelige” giftmord ala Agatha Christie i Sveistrups mørke univers, men tragiske skæbner, voldsomme traumer, overgreb og vold.

Men er du Vild Med Krimi, så turbolæser du grådigt og nyder et råt gennemtænkt og vildt plot og de stærke portrætter af to interessante og langtidsholdbare efterforskere, der simpelthen må have mange flere historier i sig.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

 

 

 

 

 

Clinton som krimiforfatter og et par heldige vindere

Ny bog: I dag udkommer thrilleren Præsidenten er forsvundet på forlaget Gyldendal. Læs også, om du er blandt de to heldige bloglæsere, der har vundet biografbilletter til thriller med Jakob Cedergren.

Præsidenten er forsvundet er en amerikansk thriller, der er skrevet i et samarbejde mellem den forhenværende amerikanske præsident Bill Clinton og bestsellerforfatteren James Patterson.

Og mon ikke Clinton og Patterson er næsten lige kendte? Clinton var præsident i USA i to perioder fra 1993 – 2001.

Den amerikanske forfatter James Patterson har solgt millioner af bøger. Han er især kendt for to krimiserier om henholdsvis psykologen og politibetjenten Alex Cross og om kriminalbetjenten Lindsay Boxer. To af bøgerne om Cross er filmatiseret: Along came a spider (Edderkoppens spind) og Kiss the girls (Dødskysset) med Morgan Freeman i rollen som Alex Cross.

Det er ikke første gang, at den amerikanske forfatter har samarbejdet med andre. I 2010 udgav Patterson i samarbejde med svenske Liza Marklund krimien Postkortmordene. Historien i detaljer husker jeg ikke, men jeg erindrer, at jeg var svært skuffet over den historie om en svensk journalist og en amerikansk politimand, som de to bestseller-forfattere havde skrevet.

Forhåbentlig er Præsidenten er forsvundet bedre. Bogen skal i øvrigt forvandles til en tv-serie.

Det Hvide Hus er som bekendt base for USA’s præsident og dermed domicil for en af verdens bedst bevogtede og mest overvågede personer. Hvordan er det så overhovedet muligt for præsidenten at forsvinde uden at efterlade sig et eneste spor? Og hvis han, der i bogen hedder Jonathan Lincoln Duncan, er forsvundet frivilligt – hvorfor?

Ifølge forlaget er Præsidenten er forsvundet (The President is Missing ) en spektakulær thriller fra den absolutte magts korridorer. Den giver et enestående indblik i, hvordan det opleves at være leder af verdens førende supermagt: det massive pres, de umulige beslutninger, men også de uendelige muligheder for at forandre spillets regler.

Har du vundet?

Og nu til noget helt andet.

Tak til alle jer der har deltaget i konkurrencen sponsoreret af Nordisk Film om 2 x 2 billetter til thrilleren Den skyldige med Jakob Cedergren, der får premiere den 14. juni. En film, jeg selv glæder mig meget til at se.

Jeg har trukket lod blandt jer, der har deltaget på bloggen, på Facebook og på Vild Med Krimis Instagram. De to heldige vindere, der hver kan invitere en ven med i biografen, er:

Helle K. og Berit Lund Christensen

Send en mail med jeres postadresse til mail@rebekkaand.dk – så sender jeg billetterne med posten.

Når du deltager i konkurrencer her på bloggen, beder jeg dig aldrig om at dele eller like opslag eller indlæg. Men kender du en, der er vild med krimi, og som du tror vil blive inspireret af at læse med, så bliver jeg altid glad og taknemmelig, hvis du anbefaler bloggen til andre.

På forhånd tak. Og tak til alle, der læser med. Især til alle jer hardcore og trofaste bloglæsere.

 

 

Streaming på C More: Stephen Kings Mr. Mercedes

Tv-serien Mr. Mercedes er baseret på Stephen Kings krimi af samme navn. Foto: PR/C More

Streaming: Åbningsscenen i tv-serien Mr. Mercedes, som du kan streame på C More, er voldsom. Det er nat i Ohio. Året er 2011. Finanskrisen flår i økonomien og en gruppe arbejdsløse står i kø for at blive de første, der kommer ind til en jobmesse. Blandt dem en helt ung mor med sin baby. Men så…

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse min anmeldelse af en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 2 ud af 12. )

 

Anmeldelse: Er der en forfatter, der har fået filmatiseret sine bøger, så er det amerikanske Stephen King: The Dark Tower, instrueret af danske Nikolaj Arcel, Stand by me, Carrie, Ondskabens hotel og mange flere. Den amerikanske forfatter har skrevet temmelig mange bøger, så der er nok for filmfolk at kaste sig over.

Tv-serien Mr. Mercedes er baseret på Stephen Kings krimi af samme navn fra 2014. En krimi og netop ikke en gyser, som King ellers har skrevet mange af. Folk som Jack Bender ( Lost, Game of Thrones ) og David E. Kelley ( Big Little Lies ) står bag.

Brendan Gleeson, som du måske kender fra filmene om Harry Potter, spiller med skøn irsk accent og intens nærvær den pensionerede efterforsker Bill Hodges. Han plages af en uopklaret sag år tilbage, hvor en mand i en Mercedes iført klovnemaske (det er jo King) kører ind i en kø foran et jobcenter i høj fart. Med fuldt overlæg dræber manden i bilen 16 mennesker.

Hodges er fraskilt, har et kompliceret forhold til sin voksne datter og bor alene med sin skildpadde i et hus i et søvnigt kvarter. Han er i det hele taget mellemfornøjet. Han råber af kvarterets unger, vrisser af nabokonen, der ikke er helt uinteresseret i ham, og falder i søvn med whiskeyflasken i favnen foran tv. Og har mistet lidt af sig selv, da han mistede sin identitet som aktiv politimand.

Men da Mr. Mercedes, som massemorderen døbes, kontakter ham først via et brev og siden via mystiske beskeder online, begynder en klassisk katten-efter-musen-jagt.

Hodges ønsker inderligt at opklare den sag, der medvirkede til, at han blev sendt på pension slidt, alkoholiseret, frustreret og træt. Og besat af sagen.

Hurtigt finder du som seer ud af, at morderen er den unge mand Brady Hartsfield – skræmmende og dæmonisk godt spillet af Harry Treadaway. En engelsk skuespiller jeg ikke husker at have set før, men som i denne serie gør et kæmpe indtryk.

Man bliver næsten skræmt af billedet ikke? Harry Treadaway spiller seriemorderen Brady i Mr. Mercedes. Foto: PR/ C More

Det mørke blik, de øjne – waw altså. Jeg måtte minde mig selv om, at Treadaway ikke var en traumatiseret, psykopatisk amerikanske ung mand, men en nogle og trediveårig skuespiller på arbejde.

At du hurtigt kender massemorderens identitet, gør ikke serien mindre seværdig. Brady er en lidt underlig, stille type, der ikke gør meget væsen af sig i jobbet som medarbejder med særdeles gode IT-evner i et elektronikfirma. Han har et ekstra job som ismand, hvilket giver ham uforstyrret adgang til Hodges kvarter.

Og der er noget aldeles skræmmende ved at se en smilende ismand sælges is til sukkertrængende glade børn, når man ved, at han er rablende sindssyg og i gang med at planlægge et nyt vanvittigt blodbad. Netop i scener som  denne er serien allerbedst.

Det er ikke en tv-serie, der handlingsmæssigt spurter afsted, men en psykologisk krimi, hvor uhyggen omfavner dig med en intens og dyster stemning. Indimellem dukker groteske scener op, men det er ikke en serie med fokus på overnaturlige elementer, som man måske kunne forvente af en King-filmatisering. Den er rå og barsk og realistisk i al sin gru.

Jo, der er hæsblæsende og voldsomme scener i de ti afsnit, der udgør 1. sæson, men ofte er det hovedpersonernes indre kaos, indre konflikter og dæmoner, du som seer bliver indviet i. Frustrationen er stor hos både gerningsmand og den pensionerede politimand. Personportrætterne er lige så skarpe som den kniv, gerningsmanden på et tidspunkt benytter sig af.

Brady bor stadig hjemme hos sin mor – selvfølgelig. Kelly Lynch spiller eminent som Brady Hartsfields traumatiserede mor, der både er bange for sin søn samtidig med, at hun er afhængig af ham, krænker ham og har svigtet ham voldsomt.

Også talentfulde Jharrell Jerome Moonlight og Mary-Louise Parker Weeds medvirker i serien, som både min mand og jeg slugte med stor fornøjelse – jeg med en pude for ansigtet indimellem. Endelig en serie, vi begge var optaget af – det sker sjældent.

Krimiserien indeholder også en rørende, men tragisk kærlighedshistorie.

– Er der noget, der skræmmer dig? Sådan blev Stephen King spurgt i et interview i det amerikanske brancheblad Variety sidste år. Og efter at have fortalt, at han ikke er vild med at flyve og at en sygdom som Alzheimers også virker skræmmende, sagde Stephen King:

Men jeg er også bange for folk som Brady Hartsfield, de er derude. Og det krydser mit sind hver gang jeg optræder offentligt.

Måske monsteret lurer i os alle?

Hele sæson 1 af Mr. Mercedes er nu tilgængelig på C More. Der kommer en sæson 2, som muligvis får premiere på den skandinaviske streamingtjeneste til august i år.

PS: Fik du læst min anmeldelse af den svenske krimiserie Inden vi dør?

 

Anmeldelse: Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock

Taperuller og saks medfølger ikke, når du køber Mercedes-snittet. Dem der ser et ansigt, rækker hænderne op. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Anne Mette Hancocks debutkrimi blev en dundrende succes. I dag udkommer efterfølgeren Mercedes-snittet. Er den god? Ja. Hancock skriver krimier, der gør indtryk. Er den lige så suveræn som Ligblomsten? Det synes jeg ikke.

Synsbedrag. At ikke alt er, hvad det ved første øjekast ser ud til at være. At drage forhastede konklusioner uden at se sig virkelig godt omkring.

Det griber Anne Mette Hancock fat i i Mercedes-snittet – den anden storbykrimi om journalisten Heloise Kaldan og efterforsker Erik Schäfer.

Umiddelbart kan man som læser tro, at forfatteren har års erfaring med durkdrevne plot, struktur, flow og personkarakteristikker, der lever og spræller, at hun har en årelang produktion af kvalitetskrimier bag sig, men lad dig ikke snyde.

Det er Hancocks krimi nr. 2 og efterfølgeren til bestselleren Ligblomsten. En debutkrimi, der i øvrigt udkom i Frankrig i sidste måned i et blæret førsteoplag for en krimidebutant på over 10.000 eksemplarer.

Mercedes-snittet virker nemlig som et produkt af en forfatter, der har kreeret solide kriminalromaner i årevis. Ikke på den rutineprægede måde. Men på den måde, hvor plottet er gennemarbejdet og kælet for ned til mindste lille overraskelse. Og hvor det forfatterknofedt, der skal til for at skabe en læseværdig, troværdig og underholdende krimi med personer, vi holder af og får empati for, i den grad er kommet i spil og på effektivt arbejde.

Titlen, der ligesom Ligblomsten er sat sammen af to ord, der ikke umiddelbart hænger sammen, hentyder til det snit, en retsmediciner i forbindelse med en obduktion laver, når han/hun skærer i hjerteblokken med tre snit, der mødes på midten som i Mercedes berømte logo. Unik titel og sjovt fundet på. Og så passer den godt til historien.

Ved at lave et Mercedes-snit kan man undersøge, om afdøde har arvæv i hjertet. Det er netop en historie om ar i hjertet, ar i sjælen. Det er en krimi om hævn, om dysfunktionelle familier, om sorg, men også om kærlighed. Og om hemmeligheder og traumer, der er så fæle, at selvom man gør alt for at drukne dem, så insisterer de på at poppe op på et tidspunkt.

Der er en mørk tone gennem hele bogen, selv om der er masser af sprækker, hvor humoren sniger sig ind. Der er ingen, der har sagt, at det skal være nemt at være menneske, og karaktererne lider på hver deres måde i Mercedes-snittet, der tager dig med til bidende kolde februardage i København.

Heloise brænder ikke for at få det barn, der spirer i hendes mave, og allerede i bogens anden kapitel er hun ved lægen for at få piller, der kan stoppe den graviditet, hun endnu ikke har fortalt sin kæreste om. Og da tiårige Lukas forsvinder fra skole, bekræfter det kun Heloise (med stumt h) i, at det er farligt og alt for risikabelt at sætte børn i verden. Hun har overhovedet ikke lyst til at være mor.

Avisen dirigerer Heloise, der ellers er i gang med at researche til en dybdeborende historie om PTSD-ramte soldater, på sagen om den forsvundne dreng. Erik Schäfer står i spidsen for efterforskningen. Og igen krydser de to igen hinanden på jobbet. De er blevet så gode venner, at Heloise og kæresten Martin inviteres til middag hos Schäfer og hans livslange kærlighed Connie, der stammer fra Caribien. Da en fløs af en soldat bliver dræbt, flettes de to sager alligevel ind i hinanden.

Der er skruet lidt ned for tempoet i forhold til den forrige bog. Det er især de indre dramaer og dilemmaer, der er i fokus i denne psykologiske krimi, der også er en rørende fortælling.

Som læser bliver du klogere på bl.a. fænomenet pareidolia – at hjernen snyder dig, så du tror, du ser ansigter i f.eks. døre, stikkontakter eller billygter. Fascinerende. Google selv.

Schäfer fylder mere. Han er noget så usædvanligt som en strømer med et godt, stabilt og kærligt ægteskab. Et barnløst et af slagsen, og derfor er Heloise nærmest blevet den datter, han aldrig fik. Et godt makkerpar, det er de to.

Hancock bøjer og vrider sproget originalt. Men overdrivelse fremmer ikke altid forståelsen, og det havde klædt sætninger som…

skuldre, der var brede som motorveje, lægge så store som juleskinker og nakker, man kunne kløve brænde på…

at blive tonet en anelse ned. Vi forstår pointen. Også at Schäfer spiser en reje større end gennemsnittet, når han:

Stak gaflen i en reje på størrelse med en shetlandspony

Det er detaljer i en ellers medrivende og yderst velkomponeret krimi. Jeg er begejstret for bogen. Mercedes-snittet er krimiguf.

Men hånden på hjertet, ar eller ej: Ligblomsten er et nøk bedre. Den havde noget fandenivoldsk over sig, som Mercedes-snittet ikke har. Og selvom Heloise er gravid i denne roman og  tumler med tanker om sin fremtid og sit parforhold, så havde hun endnu mere på spil i den første fabelagtige bog.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.

PS: Der er Mercedes på bloggen disse dage. I morgen kan du læse min anmeldelse af tv-serien Mr. Mercedes  efter en roman af Stephen King. Husk også, at du stadig kan deltage i konkurrence om biografbiller. Søg på Den skyldige, så popper konkurrencen op.

Anmeldelse: Løgnens hus af Elly Griffiths

Løgnens hus er den anden krimi i serien om arkæologen Ruth Galloway. Pigen under jorden hedder første bog i serien. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Løgnens hus af Elly Griffiths er en karakterbåren krimi. En solid britisk krimi i sindigt tempo, med en intelligent og lun tone og et bragende interessant persongalleri.

Jeg har en veninde omkring de 40 år, der hedder Ruth. Hun har en skøn underspillet humor, hun er uhøjtidelig, akademiker, stolt af sit fag, dygtig og skarp. Hun har et anstrengt forhold til sine forældre og ser sjældent sin bror, der bor i London.

Til gengæld har hun en løjerlig ven i en lilla kappe, der betragter sig selv som shaman og konstant fabler om mytologi og ceremonier.

Ruth har en plakat med Indiana Jones hængende på sit universitetskontor, og hun køber børnebøger til sig selv om ballet uden at danse eller selv være mor (endnu). Og så bor hun alene med sin nu ene kat helt derude, hvor kun stjernerne (og det irriterende sikkerhedslys, hendes politiven har installeret) forstyrrer det totale mørke i saltmarsken.

Der er lige knap 1200 kilometer (via Harwich) fra mit hjem nord for Aarhus til Norfolk et par timers kørsel nordøst for London. Ruth er en fiktiv person, men i mit hoved er hun spillevende. Og jeg har lige nydt at være sammen med hende gennem de knap 330 sider, Løgnens hus udspiller sig.

Glem alt om blodige detaljer og storby-tristesse a la Jo Nesbø eller tempofyldt action og nervepirrende spænding a la Michael Katz Krefeld.

Britiske Elly Griffiths, som jeg her har knipset på Krimimessen i Horsens 2018, fik ideen til den første bog om Ruth Galloway, da hun besøgte et marskområde i Norfolk et par timer nord fra London. Netop her har seriens heltinde bosat sig. Foto: Rebekka Andreasen

Løgnens hus er en karakterbåren krimi. En solid britisk krimi i sindigt tempo, med en intelligent tone og et bragende godt persongalleri. Det er Elly Griffiths brogede og skønne persongalleri, der gør bogen interessant.

Og på sin vis er plottet mere gennemarbejdet og mindre gennemskueligt end i den første bog i serien Pigen under jorden, der udkom tidligere på året på Gads Forlag. Der er flere personer at mistænke. Og fine karakteristikker også af bogens bipersoner.

Og så er der masser af skøn britisk humor i bogen.

I hvert bind om arkæologen og knogleeksperten Ruth Galloway er der tråde til en arkæologisk opdagelse. I den første bog i serien var der tråde til jern- og bronzeealderen. I Løgnens hus er det romertiden, der er i fokus.

Og heldigvis, for det er kun ekstra smagfuld krydderi på en skøn læseoplevelse, er det særlige landskab omkring Norfolk igen i centrum med massiv tåge, smalle flodløb, utæmmet natur og en saltmarsk med øde vidder, der vrimler med fugle i stedet for mennesker – akkurat som Ruth foretrækker det.

I forbindelse med nedrivningen af et gammelt fornemt palælignende hus i Norfolk finder arkæologer nogle barneknogler under et dørtrin. Et skelet uden hoved vel at mærke. Er det en rituel ofring af en slags? Eller er det et tragisk levn fra dengang, rummene blev beboet af børnehjemsbørn?

Sammen med vicekriminalkommissær Nelson, der er en fornøjelig modsætning til bogens heltinde med sin hasarderede kørsel, utålmodighed og Blackpool-accent,  bliver Ruth involveret i sagen. Udover de faglige udfordringer skal Ruth også personligt til at håndtere helt nye omstændigheder.

Dagbogsnoterne, som indimellem dukker op, kunne jeg dog godt have undværet. Det er set tusinde gange før, og de små tekststykker bidrager hverken med særlig spænding eller fremdrift i fortællingen. Bogen er dog fra 2009, så det skal ikke klandres forfatteren, at mange efterfølgende har brugt samme struktur.

Til gengæld har forfatteren skrevet historien i nutid – ikke en nem form at mestre uden at det kan virke en smule kunstigt, men her fungerer det og gør teksten levende.

Jeg ser frem til, at jeg igen skal både græde og le, blive klogere og gyse en smule med min særlige britiske veninde. Og heldigvis skal jeg, og du, ikke vente længe.

Egentlig kan det undre, at et dansk forlag ikke tidligere har fået øjnene op for Elly Griffiths forfatterskab, men Gads Forlag, der har de danske rettigheder, iler med at tilfredsstille danske Ruth Galloway-fans. Den tredje bog i serien udkommer allerede til oktober i år og den fjerde i serien udkommer op til Krimimessen i Horsens 2019.

Forfatteren har netop færdiggjort den 11. bog i serien, der udkommer i England i begyndelsen af 2019.

Jeg har læst bogen både på engelsk og som et anmeldereksemplar på dansk fra Gads Forlag.

PS: På engelsk hedder bogen The Janus Stone, og Janus er den romerske gud for al begyndelse og afslutning. Janus symboliserede forandring og overgange. Og man må sige, at for Ruth begynder noget nyt. Og som den krimi, Løgnens hus er, er der selvfølgelig nogle, der oplever ret så bratte afslutninger.

Vind bio-billetter til thriller med Jakob Cedergren

Jakob Cedergren er født i Sverige og har svenske forældre, men han flyttede til Danmark som ganske lille. I Den skyldige spiller han politimanden Asger Holm. Foto: Nikolaj Møller

Konkurrence: Den 14. juni får den psykologiske thriller Den Skyldige premiere i danske biografer. Vind billetter til filmen. To bloglæsere kan invitere en ven med i biografen.

Konkurrencen er sponsoreret af Nordisk Film.

 

I thrilleren Den skyldige spiller Jakob Cedergren politibetjenten Asger Holm, der en nat besvarer et 112-alarmopkald fra en kvinde, der er blevet kidnappet. Forbindelsen bliver pludselig afbrudt, og nu begynder en jagt på kvinden og hendes kidnapper. Med telefonen som eneste redskab kæmper Asger imod tiden for at redde kvinden. Snart viser det sig, at forbrydelsen er større, end Asger først troede.

Filmen foregår på én nat, på én location, med én hovedkarakter. Du kan nemlig glemme alt om biljagter eller panoramabilleder af en dyster skov. Vi ser kun betjenten Asger Holm i billedet og møder kun filmens øvrige karakterer gennem betjentens telefonsamtaler. Filmen leger i den grad med publikums forestillingsevne, og det bliver interessant at se, hvordan holdet bag filmen har løst den opgave.

Bag filmen står instruktør Gustav Möller i samarbejde med medforfatter Emil Nygaard Albertsen og producer Lina Flint. Alle er de fra Nordisk Films talentprogram kaldet Spring. Den skyldige er Möllers debutfilm.

Allerede inden den danske premiere har filmen vundet en række prestigefulde priser på filmfestivaler rundt omkring i verden. Filmen fik publikumsprisen i den internationale spillefilmskonkurrence på Sundance Film Festival i USA, ligesom filmen bl.a. også har modtaget kritikernes pris på Beaune International Thriller Film Festival i Frankrig.

Jakob Cedergren har film som Fuglene over sundet, Sorg og glæde og Frygtelig lykkelig på sit cv, ligesom du måske kender den danske skuespiller fra tv-serier som Edderkoppen, Den som dræber og den svenske tv-serie Mord i skærgården.

Hvordan du deltager i konkurrencen:

For at deltage i konkurrencen om 2 x 2 billetter til Den Skyldige skal du skrive en kommentar under indlægget her. Du kan også vælge at skrive en kommentar under konkurrenceopslaget på Vild Med Krimis Facebookprofil eller på bloggens Instagram. Ja, hele tre muligheder, men kun én chance pr. bloglæser. Du bestemmer selv, hvad du vil skrive – måske du har lyst til at anbefale en thriller hvad enten det er en bog eller film?

Husk: Der kan gå lidt tid, fra du skriver en kommentar, til den er synlig på bloggen.

Jeg skal have din kommentar senest mandag den 4. juni 2018 klokken 12. Senere samme dag kan du på bloggen læse, om netop du har vundet 2 billetter. Fribilletterne gælder fra den 18. juni til biografer over hele landet, der viser filmen.

Tak til Nordisk Film for at sponsorere konkurrencen.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her