Bogforum søndag – i ord og billeder 2


" Nogle snakker om at skrive bøger. Og nogle gør det. Jeg vidste, at jeg måtte tage det alvorligt, hvis jeg ville skrive en bog," siger Lone Theils, der er i gang med en efterfølger til Pigerne fra Englandsbåden. Foto: Rebekka Andreasen

” Nogle snakker om at skrive bøger. Og nogle gør det. Jeg vidste, at jeg måtte tage det alvorligt, hvis jeg ville skrive en bog,” siger Lone Theils, der er i gang med en efterfølger til Pigerne fra Englandsbåden. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2015: Søndag på bogmessen bød på poetry-slam, familieknus, kendiskokke og krimiforfattere. Her ord og billeder fra 3. dag på BogForum.

Lindhardt og Ringhof-kaffen, som krimiforfatter og London-korrespondent for Politiken, Lone Theils, byder på, er pænt stærk. Men den passer egentlig godt til vores snak her søndag formiddag, hvor vi sætter os ved et cafebord netop som bogmessen har slået dørene op til tredje og sidste dag. Det er nemlig gået stærkt, siden Lone Theils debutkrimi Pigerne fra Englandsbåden udkom i marts i år. Bogen er solgt i omkring 10.000 eksemplarer, og historien om Nora – danske journalist og London-baseret korrespondent for et dansk magasin – er ved at blive oversat til svensk. Desuden er bogen solgt til Holland, Estland, Grækenland, Tjekkiet, Rusland og Tyskland. Og der er forhandlinger i gang med flere andre lande.

Kort efter at bogen udkom, fløj Lone Theils tilbage til London, og der gik derfor lidt tid, inden hun havde et klart billede af omfanget. Af succesen. Hun er overvældet over, at læsere har taget overordentligt godt imod Nora og kalder det uvirkeligt og overvældende. Du kan i nær fremtid læse et længere interview med Lone Theils her på bloggen.

Allerede som 15-årig debuterede Lene Kaaberbøl med Den første bog om Tina og hestene. Foto: Rebekka Andreasen

Allerede som 15-årig debuterede Lene Kaaberbøl med Den første bog om Tina og hestene. Foto: Rebekka Andreasen.

Efter kaffe og snak med Lone Theils er det tid til familiekram. Min søster, svoger og to niecer er blandt søndagens gæster. Mine niecer på 11, der har følgeskab af en veninde, kaster sig straks ud i en større jagt på autografer. De får bl.a. Lene Kaaberbøls autograf. Kaaberbøl, der på messens første dag havde favnen fuld af blomster. Blomster, hun fik som tak for at holde årets åbningstale. Og blomster, der markerer, at hun har 40 års jubilæum som forfatter. Det er cool i en alder af 55.

Da jeg senere møder Agnete Friis, der sammen med Kaaberbøl har skrevet krimiserien om Nina Borg, efterspørger jeg en ny Borg-krimi. Bogen vil i hvert fald være velkommen i min reol.

Personligt vil jeg klappe i mine hænder, hvis litteratur fik lige så meget sendetid som madprogrammer. Her skuespiller, kok, tv-vært mm Timm Vladimir og Tobias Hamann, der i 2014 vandt Den Store Bagedyst. Foto: Ellen Marie Andreasen

Kunne det ikke være herligt, hvis litteratur fik lige så meget sendetid i tv som madprogrammer? Her skuespiller, kok, tv-vært m.m. Timm Vladimir og Tobias Hamann, der i 2014 vandt Den Store Bagedyst. Foto: Ellen Marie Andreasen

Niecerne får også autografer af YouTube-stjernerne, selfie-reporterne og bogaktuelle Adam og Noah, og vi ser både Timm Vladimir og Tobias Hamann (Bagedystvinder) svinge med gryderne. Jeg ville ønske, at litteratur fik lige så meget sendetid i tv som madprogrammer.

Jeg hører lidt spøjst poetry-slam med medlemmer af Håbefulde Unge Forfattere, inden jeg interviewer krimiforfatter Lotte Petri.

Psykofarmaka over middagsbordet

Lotte Petri fortæller, at hun er opvokset i en embedsbolig til Avnstrup Plejehospital under Skt. Hans Hospital, hvor hendes far var psykiatrisk overlæge. Familien var tæt knyttet til hospitalet, og som barn blev forfatteren af og til passet af patienter, der var på vej til at blive sluset ud i samfundet igen.

Der blev også snakket om psykofarmaka over middagsbordet. Måske er det ikke så underligt, at Lotte Petri har kastet sig over psykiatrien i sin fjerde krimi Hvidt snit. Det er en bog, der bl.a. krævede en researchtur til Sikringen, hvor patienterne er vurderet for farlige til almindelige fængsler og lukkede psykiatriske afdelinger.

Fælles for Lotte Petris fire krimier er, at de ... Foto: Ellen Marie Andreasen

I sin research til Hvidt snit har Lotte Petri bl.a. besøgt Anstalten ved Herstedvester, Statsfængslet i Vridsløselille og Retsmedicinsk Institut. Foto: Ellen Marie Andreasen.

Også Dan Jørgensen (S) besøgte BogForum. Foto: Ellen Marie Andreasen

Også Dan Jørgensen (S) besøgte BogForum. Foto: Ellen Marie Andreasen.

Politisk psykolog Michael Bang Petersen taler med socialdemokraten Dan Jørgensen om, hvordan vi tænker politik. Og eks-ministeren får også tid til at kigge lidt på bøger.

Der er godt gang i den hos de dygtige folk fra Skriveværkstedet, der dagen igennem har forskellige workshops om at skrive bøger. Og som altid er det en fryd at hilse på andre bloggere, bloglæsere, forlagsfolk etc.

Det er herligt at mærke, at kærligheden til digitale såvel som fysiske bøger lever. Hvad enten du er til krimigenren eller foretrækker at læse om europæisk musikhistorie fra antikken til første verdenskrig. (Er du interesseret i det sidste, så læs her )

Axel Steen stadig våd på fødderne

Inden jeg sætter kur mod Jylland, når jeg at høre Jesper Stein fortælle om sin seneste krimi, Aisha.

Det er sjældent, jeg bander her på bloggen, men hold nu kæft: Aisha er en af de allerbedste danske krimier, jeg længe har læst. Axel Steen er en uhyre interessant hovedperson, og bogen har et suverænt plot med overraskelser, kødfulde temaer og tonsvis af spænding. Selvom forfatteren fortæller, at han har skruet gevaldigt ned for metafor-suppen, så mener jeg, at der er masser af gode billeder og stemninger i bogen.

Henrik Palle interviewer Jesper Stein om Aisha. Foto: Rebekka Andreasen

Henrik Palle interviewer Jesper Stein om Aisha. – PET i mine bøger er det tætteste, man kommer på diktatur i en demokratisk stat, fortæller Jesper Stein. Foto: Rebekka Andreasen

“Denne gang er jeg startet et nyt sted med Axel Steen. Det viste sig at være svære at skrive om, end jeg troede. Noget af fortællingens dynamik har været nedturen. Jeg synes, jeg har fået Axel et sted hen, der er interessant. Han er kommet lidt op på land, men han er stadig våd på fødderne,” fortæller Jesper Stein.

Da jeg sætter mig i toget på vej hjem mod Aarhus, går min mobil helt død. Batteriet er fladt. Tre herlige dage på BogForum sætter åbenbart også sit spor på min iPhone. Men jeg er klar igen til BogForum 2016.

PS: BogForum satte i år publikumsrekord med 29.822 besøgende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Bogforum søndag – i ord og billeder

  • Tove Hornbek

    Fint at få lov at deltage i Bogmessen gennem din artkel derfra. Jeg har tilbragt det halve af natten sammen med Aisha og læst i den hele dagen. Den er fantastisk og efter min mening den bedste i serien. Jeg er fuldstændig med i Alex Steens kamp for at holde sig clean og for at lave ordentlig politiarbejde. Jesper Stein er min “Hero”, ingen over og ingen ved siden af.