Anmeldelser

Anmeldelse: Gæsten af Robert Zola Christensen

Billedet her tog jeg på BogForum i 2013, hvor Jógvan Isaksen, Robert Zola Christensen (nr. to fra venstre) og Gunnar Staalesen (th) talte med Jannik Lunn om krimier i Norden. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: I tyve år har Robert Zola Christensen skrevet bøger, og han er ikke til at sætte i bås. Hans bibliografi rummer både fagbøger, børnebøger, noveller og digte. At han de senere år har kastet sig over krimigenren glæder mig. For det gør han underholdende og præcist. Også i sin tredje bog – en campus-krimi.

Læserne mødte efterforsker Bent Kastrup første gang i Is i blodet og efterfølgende i Adams forbandelse. I Gæsten er han på jagt efter en drabsmand, der, i bogstaveligste forstand, har skåret en kvindelig forsker fra Syddansk Universitet, hvor forfatteren i øvrigt selv har været ansat, i småstumper.

Med andre ord er kvinden, der arbejdede som sprogforsker, blevet parteret. I sagens natur på en voldsom og brutal måde, men samtidig er der noget metodisk og klinisk over drabsmandens fremgangsmåde.

Da kollegaen Rikke Larsen, som Kastrup har en nær relation til, pludselig forsvinder i forbindelse med efterforskningen, bliver arbejdet med ét personligt, og Kastrup smuldrer næsten for øjnene af læserne. Han er ved at gå i opløsning.

Ikke sjældent er krimier skrevet i datid, men Robert Zola Christensen skriver i nutid i rappe, korte kapitler med masser af fremdrift og action. Og han skriver godt, stramt og præcist med den ene smagfulde sproghaps efter den anden. Mums.

Coveret er skab af grafiker Peter Stotze, der har sat fem-seks billeder sammen for at skabe det udtryk, du ser her. Læs hvilke overvejelser Stoltze havde, da han skulle skabe coveret her

Man kan næsten mærke den tidligere PET-mands pulsslag, når han løber en tur i skoven ved Kolding Midtby, eller når han er i hælene på drabsmanden.

Der er kvikt tempo, hurtige, snappe dialoger og fart over fortællingen, der også bringer Kastrup et smut til Lund i Sydsverige, hvor offerets mand bor. Og hvor forfatteren i øvrigt bor og arbejder som lektor på Lunds Universitet.

En anelse mere kød på nogle af kapitlerne kunne jeg godt have ønsket mig, hvilket også ville styrke det i forvejen fine portræt af en fortvivlet mand, der også tumler med problemer i privatlivet.

Bogen handler bl.a. om svigt og skyld, hemmeligheder og hævn. Og uden at røbe for meget kan jeg godt slå fast, at selvom hovedpersonen er hankøn og de fleste, der er i politiets søgelys, også er mænd, så handler bogen i høj grad også om kvinder. Og om kærlighed.

I et radiointerview i Radio 24/7 i forbindelse med, at bogen udkom i oktober, sagde forfatteren noget a la: “Mænd myrder kvinder. Sådan er det i virkeligheden. Og hvor mænd kan dø bang bang i en bandekrig eller lignende, så er der i virkeligheden noget mere menneskeligt indblandet, når kvinder bliver myrdet. Måske svigt, hævn, begær og alt muligt andet. Et levet liv, vi rækker ud efter. ”

Læs bogen og bliv klogere på, hvorfor forskeren er død. For hun er ikke medlem af en bande, tør jeg godt afsløre.

Som et smukt designet halstørklæde hænger historien fint og stramt sammen og tager en uventet drejning.

PS: Inden længe kan du her på bloggen læse et interview med forfatteren Robert Zola Christensen.

 

 

Anmeldelse: Pagten af Michael Katz Krefeld

Sidste år blev Michael Katz Krefeld kåret som danskernes yndlingsforfatter, da han modtog Martha Prisen.

Anmeldelse: På torsdag udkommer Pagten, der er Michael Katz Krefelds femte bog om Thomas ‘Ravn’ Ravnsholdt, der bor på en slidt motorbåd i Christianshavns Kanal med den engelske bulldog Møffe. En fandenivoldsk og grusom god krimi, der spurter derud ad i et vanvittigt tempo og giver selv Usain Bolt kamp til målstregen.

Hvis dommerne fra tv-programmet Bagedysten skulle bedømme Pagten, som de bedømmer en lagkage, ville de sige, at udtrykket er dybt professionelt, at snittet står knivskarpt og præcist, og at ingredienserne komplementerer hinanden.

At Michael Katz Krefeld evner at skære tingene krystalklart og effektivt bliver igen slået fast i den femte bog om Ravn. Plot, spændingskurver, fremdrift – Krefeld kan sit krimikram og tilsætter dertil en skvis humor og et rapt sprog. Pagten er en fandenivoldsk krimi, fuld af tempo og pokkers underholdende.

Billedet her tog jeg, da Michael Katz Krefeld åbnede Krimimessen i Horsens i 2015. Foto: Rebekka Andreasen

I flere interviews har Krefeld fortalt, at netop tempoet sætter han pris på ved krimigenren, og halleluja det lever han selv op til med næsten filmiske scener uden megen fikumdik, men med korte, klare dialoger og rappe scener.

Det er ikke i Pagten, at du kan plukke store sprøde buketter af farverige sprogblomster, men det har du heller ikke tid til.

Der går ikke mange sider, før Krefeld spoler tiden fem år tilbage, og læserne bliver vidne til, at Ravns kæreste Eva bliver dræbt. Så er vi i gang. Og endelig får vi opklaret, hvem der står bag drabet, så på den måde er bogen en slags sæsonafslutning på første del af serien, som er planlagt til ti bind.

Som en hærget og utilpasset James Bond hopper Ravn frem og tilbage på begge sider af loven, og han indgår nødtvungen en pagt med storgangsteren Kaminsky, der ikke kun sidder inde, men også sidder inde med en viden om drabet på Eva. Og pludselig eksploderer det hele, bogstaveligt talt.

Siden Michael Katz Krefeld debuterede som krimiforfatter for ti år siden med Før Stormen, som han i øvrigt fik Det Danske Kriminalakademis debutantpris for, har han skrevet ni bøger – heraf fem om Ravn, der efter en karriere i politiet slår sig ned som privat efterforsker.

Tidligere har Krefeld skrevet om bl.a. trafficking, terror og om hævn. Pagten handler bl.a. om korruption og kærlighed. Men uanset tema så er vægten i vanlig Krefeld-stil lagt på karakterernes personlige historie og motivation for at handle, som de gør – uanset konsekvenser, der følger i det ofte kaotiske kølvand. Og Krefeld tvinger sin hovedperson helt derud, hvor han må holde vejret under vand – for ikke at blive dræbt.

Der er skønt gensyn med Ravns skæve og kulørte vennekreds fra nærmiljøet: journalistnaboen med det varme blod i årerne, Eduardo, som også er ferm med en pc og som snart skal giftes, Victoria som ejer et antikvariat og boksecoach og hundepasser Johnson fra værtshuset Havodderen, hvor Ravn – efter at have drukket sig til en skrumpelever – nu får langet danskvand over disken.

Jeg ved, at mange læsere knuselsker Ravns bulldog Møffe, men ikke jeg. Det virker ofte som om, Møffe er proppet ind i en scene – bare fordi. Den hund er den eneste ingrediens i bogen, som ikke siger mig noget overhovedet. Resten smager – som en veltillavet lagkage – af endnu mere.

Bøgerne om Ravn i rækkefølge:

  • Afsporet
  • Savnet
  • Sekten
  • Dybet
  • Pagten

PS: Du ved måske, at Michael Katz Krefeld har en fortid som manuskriptforfatter. Men vidste du også, at han som 20-årig var såkaldt runner på spillefilmen Mord i mørket efter Dan Turells krimi?

Kærlighed til Dan Brown – fra en bloglæser

Gæsteanmeldelse: Kære Rebekka. Jeg ved, at du ikke er meget for at læse om Robert Langdon, men da du har inspireret mig til at læse så mange bøger, fik jeg lyst til at prøve at gøre gengæld.

Sådan står der i en mail, jeg netop har modtaget fra Birthe Sonne, der trofast følger bloggen.

Igen blev jeg benovet over Browns grundige research og hans måde at beskrive bygninger, kunstværker og gadebilleder i korrekte detaljer. Sådan skriver Birthe Sonne om Oprindelse.

En januaraften i 2015 sidder jeg i et IC3-tog på vej hjem til Aarhus efter at have været til møde i København. Tilfældet vil, at jeg får pladsen ved siden af Birthe Sonne, der er i gang med en af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-krimier. Vi falder i snak. Og siden har Birthe Sonne entusiastisk fulgt bloggen. Indimellem har hun sendt mails eller billeder fra sine mange rejser – bl.a. disse fotos fra en japansk boghandel

Brown er et verdensnavn og har et gigantisk publikum over hele verden. Birthe har dog ret i, at jeg ikke er stor Brown-fan. Jeg anerkender, at den amerikanske forfatter er ekstrem god til research og til at skabe spænding. Han er sublim til at servere cliffhangere, der får læserne til at ile videre i hidsigt tempo. Men sprogligt overhaler hundredvis af andre forfattere ham.

Her får du resten af Birthe Sonnes mail:

“Jeg har læst alle Dan Browns bøger, også de to, der ikke handler om den gode universitetsprofessor og symbolforsker. Man kan sige meget – og de forskellige anmeldere gør det sandelig – men jeg er fascineret af den research, der ligger bag bøgerne.

 

Den første Dan Brown bog, jeg læste, var Da Vinci Mysteriet. Som så mange andre blev jeg grebet af plottet og susede gennem bogen på ingen tid. Da jeg holder meget af Paris, syntes jeg, det var en fornøjelse at læse om alt det, jeg kendte så godt – jeg har selv gået mange af de steder, hvor personerne bevægede sig rundt. Brown beskrev kunstværker og bygninger, som jeg kendte, og en del jeg ikke kendte. Det fik mig til at læse bogen endnu en gang med en guide til Paris i hånden og Google indenfor rækkevidde, så jeg med bykort og billeder kunne konstatere, at alt passede. Måske er det derfor, der senere blev udgivet en illustreret udgave af bogen?

 

Denne anden gennemlæsning gjorde mig nysgerrig efter at læse den originale udgave på engelsk, og det var med glæde, jeg konstaterede, at oversætteren havde udført sit job til perfektion.

 

På en efterfølgende rejse til Paris, der havde været planlagt i længere tid, kunne jeg ikke dy mig for at lægge nogle af de omtalte steder på listen over must see. Det gjaldt bl.a. Saint Sulpice-kirken, hvor vi sad og filosoferede til den smukkeste orgelmusik på det klokkeslæt, hvor vi skulle have deltaget i en nær vens bisættelse i Danmark.

 

Da vi passerede en boghandel og så Da Vinci Code i vinduet, hviskede Robert Langdon til mig, om ikke jeg havde lyst til at læse om ham på fransk, og som hvisket så gjort. Jeg læser normalt ikke bøger på fransk, men jeg holder meget af sproget, og da jeg efterhånden kan bogen udenad, kastede jeg mig ud i forsøget. Det gik ganske fint, men til min store forbløffelse havde den franske oversætter sin egen dagsorden. Bois de Boulogne, parken med sit specielle natteliv med prostituerede og homoseksuelle, blev nedtonet, og som følge deraf blev Paris’ bykort også ændret. Da ydermere lidt af plottet blev røbet, før det var forfatterens mening, blev min skepsis overfor oversættere grundlagt.

 

Oprindelse udkom tidligere på måneden. Her følger vi igen Robert Langdon på en hæsblæsende ekspedition, denne gang gennem det nordlige Spanien og igen i følgeskab med en smuk og intelligent yngre kvinde. Jeg er ikke stedkendt, hverken i Bilbao eller Barcelona, så min Samsungtelefon blev brugt som et bogmærke, der samtidig fungerede som illustration til det læste. Igen blev jeg benovet over Dan Browns grundige research og hans måde at beskrive bygninger, kunstværker og gadebilleder i korrekte detaljer.

 

Plottet er fantasifuldt. Browns opfindsomhed fornægter sig ikke. Han formår at presse det alleryderste ud af den ypperste moderne it-teknologi, og det er også her, de store overraskelser ligger gemt. Når det fikst blandes med alt det, vi ved er korrekt og virkeligt, bliver vi let forført til at tro, at svaret på bogens undertitel Hvor kommer vi fra? Hvor er vi på vej hen? også er korrekt.

 

Det er netop spørgsmålet om det, der videnskabeligt kan bevises kontra verdensreligionernes tro, som bogens fremtidsforsker, computergeni og rigmand Edmond Kirsch beskæftiger sig med, og det er hans opfindelse, opdagelse, der sætter gang i handlingen. Kirsch bor og arbejder i Barcelona, men det er så heldigt, at han er elev af og god ven til Robert Langdon, der derfor er inviteret til den storslåede offentliggørelse af resultatet af Kirsch’s arbejde.

 

Det vi ser gennem den gode symbolforskers øjne er som altid pudsigt, og det fik i hvert fald mig til at trække på smilebåndet flere gange. Et enkelt verdenskendt logo kommer også med i bogen, men uden at blive forklaret. Det lader Langdon drilagtigt sin kvindelige ledsager selv spekulere over.

 

Hvad er det så, Edmond Kirsch har opdaget, som vil have en enorm effekt på alle mennesker i fremtiden? Det kan jeg naturligvis ikke røbe, men jeg vil sende fremtidsforskeren en tanke, hver gang jeg i gadebilledet ser en mobiltelefon fungere næsten som en fast og ekstra legemsdel.

 

Jeg tror, at Dan Brown, ud over at udtænke spændende handlinger til sine bøger, har en mission. Da Vinci Mysteriet var fyldt med små franske sætninger, og i Oprindelse ser det ud som om, han har tænkt sig at lære os alle sammen spansk. Det må være en udfordring for enhver oversætter, og netop oversætteren af denne bog skal have et par ord med på vejen.

 

Dan Browns måde at skrive på gør hans bøger let læselige, og sproget flyder, også selv om han ind i mellem er proffessoragtig. I Jakob Levinsens oversættelse snublede jeg flere gange over ord og sætninger på grund af stavefejl, slåfejl og manglende korrekturlæsning. Når han tilmed insisterer på at oversætte en tablet til tavlecomputer, får det mig til at tænke på, om han overhovedet skulle have givet sig i kast med at oversætte denne bog. Jeg overvejer at anskaffe mig den engelske udgave til min e-reader.”

Birthes begejstring smitter, så måske jeg engang i fremtiden giver Brown en chance mere.

PS: Den første november bliver det offentliggjort, om vildmedkrimi.dk går videre i finalen om at vinde Plusbog.dks Danish Book Blog Award 2017. Det kan sagtens være, bloggen ikke når finalefeltet, men en ting er sikkert. Jeg har verdens bedste bloglæsere. Tak til Birthe og alle jer, der læser med.

 

Anmeldelse: Den Permanente af Thomas Bagger

Hvad hovedpersonen Ask Hjortheede og et californisk jordegern har til fælles, må du læse bogen for at finde ud af: Foto: E.C. Edition.

Anmeldelse: Jeg jubler. Den permanente af Thomas Bagger er en usædvanlig god krimidebut, der både har knippelgodt sprog, fantasifuldt og underholdende plot og en nuanceret hovedperson, man har lyst til at være i selskab med. Aarhus har fået en ny krimiforfatter med kæmpe K.

Da jeg for snart fem år siden begyndte bloggen, var det netop fordi jeg gerne ville dele mine gode læseoplevelser og inspirere andre til at dykke ned i skønne bøger inden for krimigenren. Derfor er det en stor fornøjelse at skrive anmeldelsen her, som jeg håber inspirerer dig.

Den Permanente, der er 35-årige Thomas Baggers debutkrimi, overrumplede mig fuldstændig. Bagger skriver i ofte korte, rappe sætninger med åbenlyse skarpe og sylespidse ord, der er skrevet med omhu og kreativitet. Jeg labbede grådigt ordene i mig. Forfatteren, der har læst medievidenskab, har tidligere skrevet filmmanuskripter, og det smitter af på teksten. Kort, stramt, præcist, men samtidig med krølle på halen. Og plads til eftertænksomhed.

Og så har Bagger fundet på en ret god og kringlet historie, der foregår i Aarhus og i de nordlige forstæder: Trøjborg, Risskov, Egå og Skæring.

I Den Permanente, der er ikke kun er bogens titel, men også navnet på Aarhus’ gamle havbadeanstalt ved stranden i Risskov nord for byen, møder vi chefefterforsker Ask Hjortheede fra Østjyllands Politi.

Han leder det såkaldte Task Force Den Permanente. Hvorfor er unge homoseksuelle mænd siden firserne forsvundet og aldrig dukket op? Altså indtil et lig skyller op på den aarhusianske badeanstalt, og politiet aner et mønster.

Et spor i sagen fører Ask og en ung kollega til havnen i Aarhus. Men i en grim brandulykke dør den unge betjent. Ask overlever med svære fysiske mén, men den nogle og fyrreårige betjent udskriver sig selv fra hospitalet før tid for at få svar på de spørgsmål, der hober sig op i kølvandet på ulykken.

Men pludselig er Hjortheede selv anklaget for den unge betjents død, og samtidig ånder et par ukendte mænd ham tungt og klamt i nakken.

Ask Hjortheede er ikke en alkoholiseret efterforsker Tværtimod har han, for at støtte sin kone Julie, gået med hende til AA-møder i årevis. Efter 17 år som ædru alkoholiker, falder hun igen i. Og Hjortheede begynder at tvivle. På sin kone. Og på sig selv.

Den aarhusianske efterforsker er netop så sammensat og interessant, at jeg hellere end gerne vil være i selskab med ham gennem bogens 360 sider.

Thomas Bagger er født og opvokset i Aarhus, hvor han også bor i dag. Bogen foregår i og omkring Aarhus. Den Permanente er hans debutkrimi. Foto: PR

Thomas Bagger har skabt en broget palet af interessante bipersoner, og vi kommer godt rundt i samfundet. Fra den omsorgssvigtede unge kriminelle, til Hjortheedes universitetsuddannede kollega Camilla Staal og til den magtfulde og svimlende rige rederiejer, som Dronningen takker i sin nytårstale.

Forfatteren styrer sikkert, men overraskende, sine personer igennem et snørklet plot i kulisser i min baghave.

Det gav mig lidt ekstra krimiguf at jeg selv bor i Risskov, men hvad enten du bor i Glyngøre, Faaborg eller Helsingør, så giv krimidebutanten en chance. Du får en skarp underholdende Aarhuskrimi med både tjubang og en dyb tanke eller to til gengæld.

Den permanente er en krimi om bl.a. svigt, hævn, seksualitet, korruption, familiehemmeligheder, kærlighed og tilgivelse.

Et par småting irriterede: I den korte prolog er hovedpersonens navn stavet forkert. Det er en ommer. Og i et par kapitler blander forfatteren synsvinkler, altså fortællestemmer, i samme afsnit. Det forvirrer. Heldigvis er det korte afsnit, men mon ikke der bliver luget ud i de småfejl i bog nummer to og tre i serien, som forfatteren stort set allerede har skrevet færdig? Jeg håber.

Elsebeth Egholm, Inger Wolf og Inger Gammelgaard Madsen: gør fluks plads til endnu en aarhusiansk krimiforfatter med format. Navnet er Bagger. Thomas Bagger.

PS: Ifølge E.C. Edition, der er det lille aarhusianske forlag, der udgiver bogen, er et produktionsselskab og en manuskriptforfatter i gang med at forvandle serien til en tv-serie.

Anmeldelse af Millennium 5: Manden der søgte sin skygge af David Lagercrantz

Anmeldelse: Mens anmeldere i udlandet har været svært begejstrede for David Lagercrantzs seneste Salander/Blomkvist-krimi og har haft de helt store sprudlende ord fremme, har danske anmeldere været lunkne over for Manden der søgte sin skygge. Jeg lander et sted midt imellem.

I Manden der søgte sin skygge er der gensyn med seriens mange karakterer, men også nye interessante personer kommer på banen.

I den femte bog i Millenniumserien møder vi Lisbeth Salander bag tremmer, da hun afsoner et par måneders fængsel. I fængslet får hun besøg af sin gamle formynder Holger Palmgren, der har fået fingre i dokumenter fra Salanders barndom, og hun kaster sig atter ud i en desperat kamp for at fylde de sorte huller i fortiden ud. Og selvfølgelig får Lisbeth Salander hjælp af Mikael Blomkvist.

Sammen, men hver for sig, graver de sig dybere ned i en historie om magtmisbrug, tvillingeforsøg, arv og miljø og overgreb, og handlingen har også tråde til æresrelateret vold.

Som i Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt optræder Salander og Blomkvist igen sjældent i samme scene. Det er troværdigt og derfor også læseværdigt, når Lagercrantz giver os lov til at komme ind i hovedet på Salander og Blomkvist.

Da Salander redder en muslimsk kvinde fra at bliver stukket ned af fængslets magtfulde indsatte, skal hun nu se sig om til flere sider, for modstanderne hober sig op.

Millennium 5 er en god krimi

Manden der søgte sin skygge er klart værd at læse, og den er overlegen i forhold til mange andre krimiudgivelser herhjemme. Og i bedste Stig Larsson-ånd er der masser af statslige overgreb, hemmeligstemplede papirer, barndomstraumer, magtfulde mænd, fascister (endda en kvinde, der deler kælenavn med Italiens diktator frem til 1943 Benito Mussolini) og selvtægt og kompromisløshed a la Lisbeth Salander.  Også Lagercrantz gennemtæsker den skandinaviske idyl, som Larsson gjorde det.

Og jeg synes stadig, at David Lagercrantz er tro mod det univers, Stieg Larsson skabte. Samtidig finder den svenske forfatter sine egne veje for at udvikle personerne.  Han lader f.eks. Lisbeth Salander dyrke matematikken i højere grad, og han har skabt en troværdig og interessant forklaring på, hvorfor Salander lader en gigantisk dragetatovering fylde hele hendes spinkle ryg. For er dragen gerningsmand eller offer? Eller måske en kraft, der gør, at man kan slå fra sig?

Det er også herligt, at vi i ganske små biroller bl.a. møder it-geniet Plauge igen og den sympatiske politikommissær Jan Bublanski.

Hvor skal vi hen, du?

Hvorfor strør jeg ikke om mig med ord som aldeles fremragende og eminent? Fordi handlingen indimellem snegler sig af sted og flakker rundt, så man som læser har lyst til at kalde på skærmtrolden Hugo fra det hedengangne tv-program Eleva2ren, og få ham til at spørge: Hvor skal vi hen, du?

Lagercrantz kan af gode grunde ikke være Larsson, der var antiracist og feminist til fingerspidserne og kæmpede en utrættelige kamp for retfærdighed. Men før den afdøde forfatter indhylles i alt for lyserødt skær og hans forfatterskab idylliseres, vil jeg lige minde om, at Larsson ofte skrev indviklet, knudret og af og til var for nærig med punktummer.  Også han kunne skrive alenlange svinkeærinder.

Og Lagercrantz skriver altså godt.

PS: En af mine bloglæsere har for nylig mødt David Lagercrantz to gange. Det kan du læse om på hendes blog lige her

Anmeldelse: Lucy af Lotte Dalgaard

Anmeldelse: Journalist og forfatter Lotte Dalgaard har udgivet tre spændingsromaner om journalisten Line Lyng siden 2014. Lucy, den tredje bog i serien, er en hurtig- og letlæst spændingsroman, der giver mig lyst til at besøge kanaløen Jersey.

Lucy er netop udkommet på Byens Forlag og er Lotte Dalgaards tredje bog om journalisten Line Lyng.

Lucy er væsentlig bedre end Lotte Dalgaards debutroman Tvillingesagen, der også har avisjournalisten Line Lyng som hovedperson.

Sproget flyder bedre, og hovedpersonen har fået mere fylde og dybde. Dejligt. Og så er det herligt at komme en tur til kanaløen Jersey, der ligger ud for Normandiets kyst, og som jeg ikke har skænket mange tanker, siden jeg så tv-serien Bergerac i slutningen af 1980’erne.

At Lotte Dalgaard også har været begejstret for øen, smitter af på siderne, selvom hun tager os med til bl.a. øens fængsel, som Visit Jersey nok ikke har på programmet.

Som journalist på en nordsjællandsk avis er Line Lyng i gang med at researche til en artikel om et 25 år gammelt uopklaret mord. En lastbilchauffør blev myrdet på en rasteplads, og drabsmanden er aldrig fundet. Samtidig planlægger Lyng en tur til Jersey for at besøge en nordsjællandsk kvinde, der er sigtet for narkosmugling. Kvinden forsvandt fra Danmark, da hun var teenager. Hvad er det, hun er flygtet fra? Og hvad skjuler kvinden? Selvfølgelig hænger de to sager sammen på mærkværdig vis, og plottet har et par elegante tråde.

Line Lyng vejer alt for meget og har tendens til at trøstespise i stedet for at mærke efter, hvad hun føler. Samarbejdet med ekskæresten, der er far til hendes lille datter, fungerer ikke specielt godt, og hun jonglerer konstant mellem job og livet som enlig mor. Line Lyng er helt almindelig og sympatisk. Der er ikke meget actionhelt over hende.

Forvent ikke hæsblæsende action. Lucy er lige så meget en roman om Line Lyngs udvikling og liv, som det er en spændingsroman. Jeg ville gerne have været endnu mere inde i hovedet på Lyng, hvilket også ville have gavnet spændingsforløbet, for det går lidt rigeligt stærkt indimellem. Det havde klædt fortællingen med plads og mere dybde, når der sker noget dramatisk og skæbnesvangert for karaktererne.

Lucy er en letlæst spændingsroman med tryk på roman om bl.a. vold, hævn og tilgivelse.

Nummer to i serien hedder Det svageste led. Læs mere om Lotte Dalgaard her

PS: Filmselskabet Zentropa har købt filmrettighederne til Tvillingesagen, Lotte Dalgaards første bog i serien om Line Lyng.

 

 

 

 

Anmeldelse: Djævelens værk af Lotte Petri

Anmeldelse: Velresearchet, interessant emnevalg om bl.a. etik, psykiatri og tro, mørk københavnerkrimi med strejf af noget rigtig godt, men desværre fræser historien alt for hurtigt derud ad og mangler dybde og sammenhæng. Havde jeg kun én sætning til at anmelde Lotte Petris krimi Djævelens værk, lød den sådan.

Det enkelte cover viser en djævlemønt – en sølvmønt, der er en slags bærer af det onde.

Hvor jeg er meget begejstret for danske Lotte Petris krimiserie om lægen Selma Eliassen, så blev jeg aldrig rigtig grebet af forfatterens seneste krimi.

Djævelens Værk er skrevet (eller redigeret) alt for stramt. Så stramt, at jeg som læser i flere situationer ikke kommer tæt nok på bogens karakterer, så jeg forstår, hvorfor de reagerer eller tænker, som de gør. Det går lidt rigeligt stærkt med synsvinklerne i ultrakorte afsnit og kapitler.

Historien skøjter i turbofart hen over isen i stedet for at sætte mere markante og dybe spor.

Indimellem er bogen spændende, og nogle sider vendte sig selv i forrygende fart, men jeg mangler mere dybde i personkarakteristikkerne og bedre sammenhæng i handlingsforløbet for at blive rigtig begejstret.

Men ih, hvor kunne det have været godt. De helt rigtige ingredienser er til stede:

  • Retsantropolog og forsker Josefine Jespersen, der leder et forskningsprojekt, hvor hun skal katalogisere og undersøge knogler fra en gravrydning
  • En sympatisk politiefterforsker
  • En katolsk præst, der er certificeret af selveste paven til at uddrive djævelen i Danmark. Altså en eksorcist.

For at give plads til metrobyggeriet ved Nørrebro i København skal over 1000 skeletter flyttes fra Assistens Kirkegård. Josefine Jespersen har ansvaret for gravrydningen, og en aften bliver arkæologen Rita Magnussen, der er Josefines kollega, dræbt og smidt ned i en åben grav. Med et såkaldt Peterskors ridset ind i kraniet – djævelens tegn. Sammen med vicepolitiinspektør Alexander Damgaard bliver knogleeksperten involveret i sagen.

Og så er spørgsmålet: Er morderen, der hurtigt slår flere ihjel, sindssyg? Eller måske besat?

Præsten i bogen skelner mellem, om folk er psykisk syge eller besatte ved bl.a. at dryppe nogle dråber helligt, indviet vand på personen. Er han/hun besat er reaktionen voldsom – som var vandet syre. Det lyder vildt, og det er det, men netop den del af bogen er også ret interessant.

Er onde kræfter sluppet løs, fordi skeletterne bliver begravet et andet sted uden et kristent ritual? Læs selv og find ud af det.

Eller kast dig i stedet over forfatterens fire solide og gode krimier om lægen Selma Eliassen.

PS: Lotte Petri er en produktiv forfatter og i gang med en ny krimiføljeton, Black Notice, om en grænseløs seriemorder, som står bag en række uhyggelige mord i Europa. Historien er baseret på virkelige begivenheder og udkommer senere på året.

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her