Anmeldelser

Anmeldelse: Enken fra Kiev af Mogens Blom

Anmeldelse: Mogens Bloms tredje politiske thriller om Maiken Tarp udkommer i dag. Enken fra Kiev  tager dig bl.a. med til gangene i Udenrigsministeriet, hvor forfatteren har arbejdet som embedsmand i 17 år.

Politisk spændingsroman om bl.a. den glemte krig i det østlige Ukraine. Udkommer i dag.

Hvor Gidsel i Ammam og Arven fra Basra, de to første bøger om efterretningskvinden Maiken Tarp, havde fokus på Mellemøsten, vender forfatteren nu blikket mod Ukraine.

For et par år siden mødte jeg på et kursus en ukrainer, der var flyttet til Danmark. Hun fortalte, at hun havde fjern familie, der boede midt i en krigszone. Hvilken krig?, spurgte jeg dumt.

Selvom jeg selvfølgelig havde læst i avisen om massive kampe mellem pro-russiske separatister og regeringsstyrker.

Og selvom jeg har set DR’s Matilde Kimer berette om uhyrligheder på tv, så var det ikke krigen i den østlige del af Ukraine, jeg først kom i tanke om – heller ikke i samtale med en ukrainer.

Det gjorde mig lidt flov. Hendes familie havde en hverdag i en krig, som lå langt væk i min bevidsthed. Selvom krigen ufortrødent fortsætter på fjerde år.

Det er netop den glemte (i hvert fald for mig) krig, der er afsættet i Mogens Bloms tredje spændingsroman om Maiken Tarp, selvom den foregår i Danmark.

En nat flygter en ukrainsk kvinde til Danmark, og med sig har hun en bunke fortrolige papirer, der kan skade separatisterne og deres russiske allierede.

Visse personer er så ivrige efter at få fat i papirerne, at de sender en lejemorder til Danmark. Ham står Maiken Tarp pludselig ansigt til ansigt med på en stor international konference, da hun er vidne til et drab.

Lettere modvilligt er hun blevet udpeget til en lille sikkerhedsenhed med base i Udenrigsministeriet. Og mens PET efterforsker drabet som terror og har fokus rettet mod ISIS, fornemmer Maiken, at drabet peger i en helt anden retning. Og det er ikke ufarligt arbejde.

Ikke kun jobbet presser Maiken. Hun er blevet gravid med journalistkæresten Kåre, der gerne vil have barnet, men tanken om at blive mor er uendelig fjern for hende.

Enken fra Kiev er en hurtiglæst spændingsbog om konflikten i Ukraine, men også en bog om intriger, interne magtkampe og skjulte dagsordener på Asiatisk Plads i København, hvor Udenrigsministeriet ligger. Og ja, ikke alle har samme mål. Og melet i posen er heller ikke lige rent hos alle.

Det er en bog om både diplomati, kærlighed, en kompliceret relation mellem far og søn – og storpolitik. At forfatteren har indsigt i stoffet smitter af på historien, der er både realistisk og veltilrettelagt.

Der er fin balance mellem Maikens indre konflikter og den ydre handling. Med en mor, der aldrig rigtig gav kærlighed, har Maikens svar på barndomstraumet været at begrave sig i arbejde, og da hun går mod PET, får hun problemer. Om mon fjenden altid kommer udefra?

(Og apropos mangel på kærlighed, så læs Leonora Christina Skovs Den, der lever stille – ikke en krimi, men bragende god bog om netop at være barn i et hjem med en mor, der ikke viser kærlighed. Jeg tudede mig igennem bogen.)

Forfatteren disker ikke op med masser af lækkerbiskner rent sprogligt. Læs ikke bogen for sproglig opfindsomhed og honningbløde sætninger, det er ikke der, bogens styrke ligger. Læs historien, fordi den er solid og vedkommende underholdning, Maiken Tarp og co. er godt selskab, og læs bogen, fordi de emner, forfatteren tager fat på, er interessante.

Bogen kan læses uafhængigt af de andre bøger i serien. Er du vild med Helle Vincentz Stjålne liv, vil du sikkert også synes om Enken fra Kiev.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.

PS: Mogens Blom er udover at være forfatter en erfaren diplomat og har rejst og arbejdet meget især i Mellemøsten. Han har bl.a. arbejdet med Danidas udviklingsprojekter til fremme af menneskerettigheder og demokratisering. Allerede i 1983 debuterede han som forfatter med spændingsromanen Dræbt af en vildfaren kugle, Forlaget Vindrose. Året efter fulgte Aftenholdet på samme forlag. Læs mere om forfatteren her

Anmeldelse: Dødens kode af Michael Larsen

Mon ikke der kommer endnu en Jan Folmer-bog? Jeg håber.

Anmeldelse: Dødens kode er den slags krimi, som du ikke skal læse i små bidder. For så mister du overblikket. Tager du dig derimod tid og læser bogen komprimeret, så venter en svært underholdende læseoplevelse og en kompliceret, snørklet krimigåde, der er begavet fortalt, og som bader i overlegen research, uden at den gode historie drukner i fakta.

Uanset om Michael Larsen skriver om fugle, film, fotoudstyr eller franske veje, så føler jeg mig som læser overbevist om, at han har sin research i orden. Han har styr på de små skønne og vigtige detaljer, der blandet med en god portion fantasi bidrager til et brag af en krimithriller. For der er både en mordgåde, der skal opklares, og et eller andet i gære i horisonten, som skal afværges.

Larsens baggrund som bl.a. filmjournalist og hans interesse for Ærø, natur og fugle smitter af på bogens univers. Her er indlevende miljøbeskrivelser af den lille ø i det sydfynske øhav, og de koder, titlen hentyder til, er hentet fra mørke filmklassikere. Men hvad er det, som koderne varsler?

At genfortælle hvad Dødens kode handler om er ikke nemt, for det er en temmelig kringlet og ret indviklet historie. Som jeg skrev i indledningen, så kræver historien en læsers fulde opmærksomhed.

Kort fortalt er kriminalkommissær Jan Folmer fra Drabsafdelingen i København tilbage på Ærø. En 14-årig pige er brutalt blevet myrdet på havnen i Marstal, og Folmer får en fornemmelse af, at mordet hænger sammen med de dramatiske begivenheder i Mordet på øen, som bogen er en forsættelse af.

Selvom bogen begynder med et fyldigt referat af den første Folmer-krimi, er det en kolossal fordel at have læst Michael Larsens første Ærø-krimi. Der er konstant tråde, der væver tilbage til den første bog i serien.

Udover den sympatiske efterforsker følger vi især Charlotte Monson, der frygter for sit liv og derfor er flygtet fra Danmark. Hun skjuler sig i udlandet og forsøger samtidig at skrabe så mange penge som muligt sammen ved at brillere i poker.

Og vi følger den københavnske journalist Mikkel Thorsboe, der fornemmer, at noget ikke er, som det giver sig ud for at være. Mon ikke manden har ret?

Folmer. Monson. Thorsboe. Det fungerer. Larsen har skabet et galleri af personer, som er interessante og sammensatte, og som er ret godt selskab. Og liget af den 14-årige pige er ikke det eneste lig i fortællingen. I dette tilfælde kommer Folmer for sent. Og indsmurt i blod fra afdøde tager han en smøg.

“Folmer slog en cigaret frem, tændte den og inhalerede dybt. Lige omkring filteret fik blodet aftrykket til at ligne læbestift”.

Dødens kode er en skøn kombination af dansk vandkantskrimi med landbetjent, endeløs horisont, alle-kender-alle og huse-hvor-kragerne-vender, og en krimi med store armbevægelser, der ligeså godt kunne være skrevet af en fransk eller engelsk forfatter.

Det er bl.a. en bog om terror, fanatisme, krigsveteraner, statshemmeligheder og de klassiske gnidninger mellem PET og politiet. Og det er en krimi om en verden, der er uoverskuelig og kaotisk, selvom alle kan overvåge alle – og gør det.

Føj for en fed og vild finale. Hvis du synes, at indledningen var en anelse tung og forvirrende, så er jeg enig med dig. En let redigering ville have klædt de første 70 sider, selvom man gerne må stille krav til læserne. Men læs endelig videre. Det bliver godt. Rigtig godt. Og dramatisk.

Mon ikke der kommer endnu en Jan Folmer-bog? Jeg er klar.

SF Film har købt rettighederne til bøgerne, så måske vi engang i fremtiden møder Jan Folmer på tv eller i en film.

 

 

 

Anmeldelse: Med alle midler af Thomas C. Krohn

Gæsteanmelder Lotte Hindsberg har læst Thomas C. Krohns thriller Med alle midler, der netop er udkommet.

Anmeldelse: Mød gæsteanmelder Lotte Hindsberg på 46 år, der bor i København med sine to børn. Hun elsker chili, at lave mad – og at læse. Som hun selv formulerer det: “Jeg har altid snotten i en bog, også når jeg er på toilettet.”

Engang for hundrede år siden (næsten) var jeg i netværksgruppe med Lotte Hindsberg. Dengang vidste jeg ikke, at hun sluger bøger i samme tempo, som hun spiser chili.

Og da jeg begyndte at blogge for (næsten) hundrede år siden, så var Lotte en af de første, der trofast læste med. Nu giver jeg ordet til den 46-årige chilielskende bogfreak:

Jeg har haft fornøjelsen af at læse Thomas C. Krohns bog Med alle midler, der handler om den ambitiøse og narcissistiske Sara, der ikke skyr nogle midler for at nå sine mål.

Den psykologiske thriller starter med, at dyrelægen Sara Neuville, der ikke kan lide dyr og arbejder på Panum Instituttet med sin ph.d., ikke har opnået de forventede mål med sine dyreforsøg. Hun kan altså ikke sige, at hun er en genial forsker. Og for at fremstå netop sådan, ændrer hun i sine resultater, så de er banebrydende.

Inspirationen fra sagen om hjerneforsker Milena Penkowa er til at få øje på. Herfra fortsætter romanen med, at Sara forsætter i samme stil, og forbrydelserne bliver grovere og grovere, så hun kan opnå de mål og drømme, hun mener, at hun har ret til.

Med alle midler er velskrevet med en ironisk distance til Sara, der er meget charmerende. Sara fremstår som den ultimative usympatiske person, og man sidder faktisk og håber på, at det går galt for hende. Der er ingen Frank Underwood (House of Cards) i hende – altså, hvor du ender med at sidde og håbe på, at forbryderen vinder til sidst.

Eneste formildende omstændigheder ved hende er nogle flashbacks til en barndom, som til dels forklarer, hvorfor hun måske er endt som det menneske, hun er.

Jeg kunne godt have tænkt mig, at forfatteren havde gjort lidt mere ud af den vinkel, det ville have givet bogen noget ekstra, frem for at bruge relativt meget plads på at beskrive, hvor smuk og veldrejet Sara er – og på at vise hendes seksuelle appetit.

En bog med på toilettet? Ja da, mener dagens gæsteblogger Lotte Hindsberg. Foto: Lotte Hindsberg.

Det er dog relevant, for Sara bruger sit køn, sit udseende og sex til at opnå det, hun ville have. Men jeg synes, at den anden psykologiske vinkel og mere fokus på barndommen og faderen er mere spændende.

Var jeg godt underholdt? Absolut.

Vil jeg anbefale dig at læse den? Absolut.

Men det er ikke en thriller, der efterlader dig med et sus i maven, eller en roman, du går og tænker over længe efter, at du har læst den. Men som underholdning er den absolut værd at læse.

Venlig boghilsen fra

Lotte Hindsberg, der har fået et anmeldereksemplar af forfatteren.

PS: Jeg, altså Rebekka, interviewer Thomas C. Krohn på Krimimessen i Horsens. Det sker søndag den 18. marts klokken 13.00. At hans hovedperson i bogen er forsker er nok ikke helt tilfældigt. Forfatteren er uddannet neurobiolog og ph.d. og har i mange år været universitetsforsker. Du kan læse mere om forfatteren her

PPS: I morgen kan du læse min anmeldelse af Dødens kode af Michael Larsen her på Vild Med Krimi.

Anmeldelse: Løgnen om en sand ven

Anmeldelse: Løgnen om en sand ven er Hans Davidsen-Nielsens anden spionroman og efterfølger Hypokonderens død, som forfatteren fik Det Danske Kriminalakademis Debutantdiplom for i 2015.

Bogen er læseværdig, selvom portrættet af journalist Robert Lassen ikke er videre opfindsomt.

Da Hans Davidsen-Nielsen debuterede som fiktionsforfatter i 2014, lå det til højrebenet, eller det venstre, hvis han sparker bedst med det, at skrive om spioner og hemmelige tjenester.

Journalist og forfatter Davidsen-Nielsen er kendt for sine faglitterære værker om de danske efterretningstjenesters historie, og han har mere end tyve års erfaring med netop:

  • PET, der tager sig af det, der sker inden for Danmarks grænser
  • FE, Forsvarets Efterretningstjeneste, der er Danmarks pendant til CIA, og som udenrigstjeneste tager sig af Danmarks ydre grænser

At forfatteren kender sit stofområde giver historien nerve og gør plottet virkelighedstro og ret spændende. Og aktuelt, selvom handlingen i bogen ligger ca. ti år tilbage.

Der er tråde til virkelig begivenheder og konflikter, og det er svært ikke at sende tanker til f.eks. Morten Storm, tidligere agent for PET, eller hele diskussionen om Fake News – hvem har egentlig den rigtige version af virkeligheden? Og hvordan kan man manipulere og påvirke sandheden? Aktuelle emner omsat til spændstigt romanstof.

Journalisten Robert Lassen indleder sin egen undersøgelse, da vennen Morten, som læserne kender fra Hypokonderens død, forsvinder. Morten er ikke på ferie i Paris, som han ellers har fortalt sin familie. Men hvor er han, der er alvorlig syg af kræft, så? Og ved PET og FE noget om den universitetsansatte historiker, offentligheden ikke må vide?

Bogen handler især om modsætningsforholdet mellem PET og FE. Om interne magtkampe, paranoia, terrorbekæmpelse og om mediernes rolle og hele det politiske spil. Det er interessant og også lidt skræmmende læsning forfatterens kendskab til området in mente. Og jeg er vel ikke den eneste, der er fascineret af de hemmelige tjenester? Netop fordi de er hemmelige og mystiske. For hvor meget bliver vi danskere vildledt i en god sags tjeneste?

Emnet er spændende, forfatteren skriver skarpt og ikke uden humor, så alt er vel godt? Nej, ikke helt. Jeg fik aldrig bogens hovedperson, Robert Lassen, helt under huden og synes, at jeg har mødt ham i lidt for mange andre bøger før. Det gør ham desværre lidt uinteressant.

Efter engang at være ham, der leverede forsidehistorier med sin daglige gang på Christiansborg, er Robert nu desillusioneret, doven, besværlig, fraskilt, træt af sit arbejde og sin chef, drikker for meget og har ikke styr på sønnikes fødselsdagsgæster.

Men Robert gør alligevel alt det rigtige: Bider sig fast i haserne på magthaverne, selvom ingen tror på ham – måske bortset fra bassethunden Ufer, der ligner sin ejer og sværger til en lidt for usund livsstil.

Det havde lappet lidt på billedet af en lidt klichéfyldt karakter, hvis det var Robert, der kørte rundt på FE-manden Torsten Bruuns specialdesignede cykel. Men Roberts cykel er selvfølgelig flad.

Mine indvendinger til trods er den danske spionroman værd at læse, og måske du synes bedre om Robert Lassen end jeg?

Bogen kan læses selvstændigt, men du får mere ud af at have læst Hypokonderens død først.

 

 

Anmeldelse: Gæsten af Robert Zola Christensen

Billedet her tog jeg på BogForum i 2013, hvor Jógvan Isaksen, Robert Zola Christensen (nr. to fra venstre) og Gunnar Staalesen (th) talte med Jannik Lunn om krimier i Norden. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: I tyve år har Robert Zola Christensen skrevet bøger, og han er ikke til at sætte i bås. Hans bibliografi rummer både fagbøger, børnebøger, noveller og digte. At han de senere år har kastet sig over krimigenren glæder mig. For det gør han underholdende og præcist. Også i sin tredje bog – en campus-krimi.

Læserne mødte efterforsker Bent Kastrup første gang i Is i blodet og efterfølgende i Adams forbandelse. I Gæsten er han på jagt efter en drabsmand, der, i bogstaveligste forstand, har skåret en kvindelig forsker fra Syddansk Universitet, hvor forfatteren i øvrigt selv har været ansat, i småstumper.

Med andre ord er kvinden, der arbejdede som sprogforsker, blevet parteret. I sagens natur på en voldsom og brutal måde, men samtidig er der noget metodisk og klinisk over drabsmandens fremgangsmåde.

Da kollegaen Rikke Larsen, som Kastrup har en nær relation til, pludselig forsvinder i forbindelse med efterforskningen, bliver arbejdet med ét personligt, og Kastrup smuldrer næsten for øjnene af læserne. Han er ved at gå i opløsning.

Ikke sjældent er krimier skrevet i datid, men Robert Zola Christensen skriver i nutid i rappe, korte kapitler med masser af fremdrift og action. Og han skriver godt, stramt og præcist med den ene smagfulde sproghaps efter den anden. Mums.

Coveret er skab af grafiker Peter Stotze, der har sat fem-seks billeder sammen for at skabe det udtryk, du ser her. Læs hvilke overvejelser Stoltze havde, da han skulle skabe coveret her

Man kan næsten mærke den tidligere PET-mands pulsslag, når han løber en tur i skoven ved Kolding Midtby, eller når han er i hælene på drabsmanden.

Der er kvikt tempo, hurtige, snappe dialoger og fart over fortællingen, der også bringer Kastrup et smut til Lund i Sydsverige, hvor offerets mand bor. Og hvor forfatteren i øvrigt bor og arbejder som lektor på Lunds Universitet.

En anelse mere kød på nogle af kapitlerne kunne jeg godt have ønsket mig, hvilket også ville styrke det i forvejen fine portræt af en fortvivlet mand, der også tumler med problemer i privatlivet.

Bogen handler bl.a. om svigt og skyld, hemmeligheder og hævn. Og uden at røbe for meget kan jeg godt slå fast, at selvom hovedpersonen er hankøn og de fleste, der er i politiets søgelys, også er mænd, så handler bogen i høj grad også om kvinder. Og om kærlighed.

I et radiointerview i Radio 24/7 i forbindelse med, at bogen udkom i oktober, sagde forfatteren noget a la: “Mænd myrder kvinder. Sådan er det i virkeligheden. Og hvor mænd kan dø bang bang i en bandekrig eller lignende, så er der i virkeligheden noget mere menneskeligt indblandet, når kvinder bliver myrdet. Måske svigt, hævn, begær og alt muligt andet. Et levet liv, vi rækker ud efter. ”

Læs bogen og bliv klogere på, hvorfor forskeren er død. For hun er ikke medlem af en bande, tør jeg godt afsløre.

Som et smukt designet halstørklæde hænger historien fint og stramt sammen og tager en uventet drejning.

PS: Inden længe kan du her på bloggen læse et interview med forfatteren Robert Zola Christensen.

 

 

Anmeldelse: Pagten af Michael Katz Krefeld

Sidste år blev Michael Katz Krefeld kåret som danskernes yndlingsforfatter, da han modtog Martha Prisen.

Anmeldelse: På torsdag udkommer Pagten, der er Michael Katz Krefelds femte bog om Thomas ‘Ravn’ Ravnsholdt, der bor på en slidt motorbåd i Christianshavns Kanal med den engelske bulldog Møffe. En fandenivoldsk og grusom god krimi, der spurter derud ad i et vanvittigt tempo og giver selv Usain Bolt kamp til målstregen.

Hvis dommerne fra tv-programmet Bagedysten skulle bedømme Pagten, som de bedømmer en lagkage, ville de sige, at udtrykket er dybt professionelt, at snittet står knivskarpt og præcist, og at ingredienserne komplementerer hinanden.

At Michael Katz Krefeld evner at skære tingene krystalklart og effektivt bliver igen slået fast i den femte bog om Ravn. Plot, spændingskurver, fremdrift – Krefeld kan sit krimikram og tilsætter dertil en skvis humor og et rapt sprog. Pagten er en fandenivoldsk krimi, fuld af tempo og pokkers underholdende.

Billedet her tog jeg, da Michael Katz Krefeld åbnede Krimimessen i Horsens i 2015. Foto: Rebekka Andreasen

I flere interviews har Krefeld fortalt, at netop tempoet sætter han pris på ved krimigenren, og halleluja det lever han selv op til med næsten filmiske scener uden megen fikumdik, men med korte, klare dialoger og rappe scener.

Det er ikke i Pagten, at du kan plukke store sprøde buketter af farverige sprogblomster, men det har du heller ikke tid til.

Der går ikke mange sider, før Krefeld spoler tiden fem år tilbage, og læserne bliver vidne til, at Ravns kæreste Eva bliver dræbt. Så er vi i gang. Og endelig får vi opklaret, hvem der står bag drabet, så på den måde er bogen en slags sæsonafslutning på første del af serien, som er planlagt til ti bind.

Som en hærget og utilpasset James Bond hopper Ravn frem og tilbage på begge sider af loven, og han indgår nødtvungen en pagt med storgangsteren Kaminsky, der ikke kun sidder inde, men også sidder inde med en viden om drabet på Eva. Og pludselig eksploderer det hele, bogstaveligt talt.

Siden Michael Katz Krefeld debuterede som krimiforfatter for ti år siden med Før Stormen, som han i øvrigt fik Det Danske Kriminalakademis debutantpris for, har han skrevet ni bøger – heraf fem om Ravn, der efter en karriere i politiet slår sig ned som privat efterforsker.

Tidligere har Krefeld skrevet om bl.a. trafficking, terror og om hævn. Pagten handler bl.a. om korruption og kærlighed. Men uanset tema så er vægten i vanlig Krefeld-stil lagt på karakterernes personlige historie og motivation for at handle, som de gør – uanset konsekvenser, der følger i det ofte kaotiske kølvand. Og Krefeld tvinger sin hovedperson helt derud, hvor han må holde vejret under vand – for ikke at blive dræbt.

Der er skønt gensyn med Ravns skæve og kulørte vennekreds fra nærmiljøet: journalistnaboen med det varme blod i årerne, Eduardo, som også er ferm med en pc og som snart skal giftes, Victoria som ejer et antikvariat og boksecoach og hundepasser Johnson fra værtshuset Havodderen, hvor Ravn – efter at have drukket sig til en skrumpelever – nu får langet danskvand over disken.

Jeg ved, at mange læsere knuselsker Ravns bulldog Møffe, men ikke jeg. Det virker ofte som om, Møffe er proppet ind i en scene – bare fordi. Den hund er den eneste ingrediens i bogen, som ikke siger mig noget overhovedet. Resten smager – som en veltillavet lagkage – af endnu mere.

Bøgerne om Ravn i rækkefølge:

  • Afsporet
  • Savnet
  • Sekten
  • Dybet
  • Pagten

PS: Du ved måske, at Michael Katz Krefeld har en fortid som manuskriptforfatter. Men vidste du også, at han som 20-årig var såkaldt runner på spillefilmen Mord i mørket efter Dan Turells krimi?

Kærlighed til Dan Brown – fra en bloglæser

Gæsteanmeldelse: Kære Rebekka. Jeg ved, at du ikke er meget for at læse om Robert Langdon, men da du har inspireret mig til at læse så mange bøger, fik jeg lyst til at prøve at gøre gengæld.

Sådan står der i en mail, jeg netop har modtaget fra Birthe Sonne, der trofast følger bloggen.

Igen blev jeg benovet over Browns grundige research og hans måde at beskrive bygninger, kunstværker og gadebilleder i korrekte detaljer. Sådan skriver Birthe Sonne om Oprindelse.

En januaraften i 2015 sidder jeg i et IC3-tog på vej hjem til Aarhus efter at have været til møde i København. Tilfældet vil, at jeg får pladsen ved siden af Birthe Sonne, der er i gang med en af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-krimier. Vi falder i snak. Og siden har Birthe Sonne entusiastisk fulgt bloggen. Indimellem har hun sendt mails eller billeder fra sine mange rejser – bl.a. disse fotos fra en japansk boghandel

Brown er et verdensnavn og har et gigantisk publikum over hele verden. Birthe har dog ret i, at jeg ikke er stor Brown-fan. Jeg anerkender, at den amerikanske forfatter er ekstrem god til research og til at skabe spænding. Han er sublim til at servere cliffhangere, der får læserne til at ile videre i hidsigt tempo. Men sprogligt overhaler hundredvis af andre forfattere ham.

Her får du resten af Birthe Sonnes mail:

“Jeg har læst alle Dan Browns bøger, også de to, der ikke handler om den gode universitetsprofessor og symbolforsker. Man kan sige meget – og de forskellige anmeldere gør det sandelig – men jeg er fascineret af den research, der ligger bag bøgerne.

 

Den første Dan Brown bog, jeg læste, var Da Vinci Mysteriet. Som så mange andre blev jeg grebet af plottet og susede gennem bogen på ingen tid. Da jeg holder meget af Paris, syntes jeg, det var en fornøjelse at læse om alt det, jeg kendte så godt – jeg har selv gået mange af de steder, hvor personerne bevægede sig rundt. Brown beskrev kunstværker og bygninger, som jeg kendte, og en del jeg ikke kendte. Det fik mig til at læse bogen endnu en gang med en guide til Paris i hånden og Google indenfor rækkevidde, så jeg med bykort og billeder kunne konstatere, at alt passede. Måske er det derfor, der senere blev udgivet en illustreret udgave af bogen?

 

Denne anden gennemlæsning gjorde mig nysgerrig efter at læse den originale udgave på engelsk, og det var med glæde, jeg konstaterede, at oversætteren havde udført sit job til perfektion.

 

På en efterfølgende rejse til Paris, der havde været planlagt i længere tid, kunne jeg ikke dy mig for at lægge nogle af de omtalte steder på listen over must see. Det gjaldt bl.a. Saint Sulpice-kirken, hvor vi sad og filosoferede til den smukkeste orgelmusik på det klokkeslæt, hvor vi skulle have deltaget i en nær vens bisættelse i Danmark.

 

Da vi passerede en boghandel og så Da Vinci Code i vinduet, hviskede Robert Langdon til mig, om ikke jeg havde lyst til at læse om ham på fransk, og som hvisket så gjort. Jeg læser normalt ikke bøger på fransk, men jeg holder meget af sproget, og da jeg efterhånden kan bogen udenad, kastede jeg mig ud i forsøget. Det gik ganske fint, men til min store forbløffelse havde den franske oversætter sin egen dagsorden. Bois de Boulogne, parken med sit specielle natteliv med prostituerede og homoseksuelle, blev nedtonet, og som følge deraf blev Paris’ bykort også ændret. Da ydermere lidt af plottet blev røbet, før det var forfatterens mening, blev min skepsis overfor oversættere grundlagt.

 

Oprindelse udkom tidligere på måneden. Her følger vi igen Robert Langdon på en hæsblæsende ekspedition, denne gang gennem det nordlige Spanien og igen i følgeskab med en smuk og intelligent yngre kvinde. Jeg er ikke stedkendt, hverken i Bilbao eller Barcelona, så min Samsungtelefon blev brugt som et bogmærke, der samtidig fungerede som illustration til det læste. Igen blev jeg benovet over Dan Browns grundige research og hans måde at beskrive bygninger, kunstværker og gadebilleder i korrekte detaljer.

 

Plottet er fantasifuldt. Browns opfindsomhed fornægter sig ikke. Han formår at presse det alleryderste ud af den ypperste moderne it-teknologi, og det er også her, de store overraskelser ligger gemt. Når det fikst blandes med alt det, vi ved er korrekt og virkeligt, bliver vi let forført til at tro, at svaret på bogens undertitel Hvor kommer vi fra? Hvor er vi på vej hen? også er korrekt.

 

Det er netop spørgsmålet om det, der videnskabeligt kan bevises kontra verdensreligionernes tro, som bogens fremtidsforsker, computergeni og rigmand Edmond Kirsch beskæftiger sig med, og det er hans opfindelse, opdagelse, der sætter gang i handlingen. Kirsch bor og arbejder i Barcelona, men det er så heldigt, at han er elev af og god ven til Robert Langdon, der derfor er inviteret til den storslåede offentliggørelse af resultatet af Kirsch’s arbejde.

 

Det vi ser gennem den gode symbolforskers øjne er som altid pudsigt, og det fik i hvert fald mig til at trække på smilebåndet flere gange. Et enkelt verdenskendt logo kommer også med i bogen, men uden at blive forklaret. Det lader Langdon drilagtigt sin kvindelige ledsager selv spekulere over.

 

Hvad er det så, Edmond Kirsch har opdaget, som vil have en enorm effekt på alle mennesker i fremtiden? Det kan jeg naturligvis ikke røbe, men jeg vil sende fremtidsforskeren en tanke, hver gang jeg i gadebilledet ser en mobiltelefon fungere næsten som en fast og ekstra legemsdel.

 

Jeg tror, at Dan Brown, ud over at udtænke spændende handlinger til sine bøger, har en mission. Da Vinci Mysteriet var fyldt med små franske sætninger, og i Oprindelse ser det ud som om, han har tænkt sig at lære os alle sammen spansk. Det må være en udfordring for enhver oversætter, og netop oversætteren af denne bog skal have et par ord med på vejen.

 

Dan Browns måde at skrive på gør hans bøger let læselige, og sproget flyder, også selv om han ind i mellem er proffessoragtig. I Jakob Levinsens oversættelse snublede jeg flere gange over ord og sætninger på grund af stavefejl, slåfejl og manglende korrekturlæsning. Når han tilmed insisterer på at oversætte en tablet til tavlecomputer, får det mig til at tænke på, om han overhovedet skulle have givet sig i kast med at oversætte denne bog. Jeg overvejer at anskaffe mig den engelske udgave til min e-reader.”

Birthes begejstring smitter, så måske jeg engang i fremtiden giver Brown en chance mere.

PS: Den første november bliver det offentliggjort, om vildmedkrimi.dk går videre i finalen om at vinde Plusbog.dks Danish Book Blog Award 2017. Det kan sagtens være, bloggen ikke når finalefeltet, men en ting er sikkert. Jeg har verdens bedste bloglæsere. Tak til Birthe og alle jer, der læser med.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her