Forfatter-interview

Interview med Katrine Engberg og Anne Mette Hancock

Forfatterinterview: Det er de færreste debutanter, der kan se deres debutroman på bestsellerlisterne uge efter uge. Men det kan Anne Mette Hancock, der har skrevet Ligblomsten, og Katrine Engberg, der står bag Krokodillevogteren og efterfølgeren Blodmåne. Mød de to fremragende og succesfulde krimiforfattere, der ikke kun er kolleger, men også tætte veninder.

For få år siden var der ingen, der forbandt Katrine Engberg (tv) og Anne Mette Hancock med krimilitteratur. Nu er de begge bestsellerforfattere. Foto: Privat.

Katrine Engberg og Anne Mette Hancock mødte hinanden år tilbage, da de havde børn i den samme institution. Katrine forklarer:

– Anne Mette og jeg forelskede os så at sige i hinanden ved første øjekast og prøvede at komme til at falde i snak, når vi mødtes i institutionen. Men det travle småbørnsliv og måske også lidt generthed gjorde det udfordrende at få startet et venskab. Så vi begyndte at skrive breve til hinanden i stedet. Igennem et helt år skrev vi ugentligt til hinanden om alt mellem himmel og jord – politik, børn, kærlighed, ambition – og da året var omme, kendte vi hinanden ud og ind.

I 2012 udgav de brevromanen Klap i, hest sammen. Det var Katrine Engberg, der debuterede som krimiforfatter først. Krokodillevogteren udkom i begyndelsen af 2016. Og blev en bragende succes. Siden er det gået rigtig stærkt for dem begge.

Katrine: – De sidste par år har været vilde for os begge. Det er sindssygt at gå rundt i så mange år og snakke om en drøm, vi begge har haft længe, og så lykkes det. For os begge to! En gang imellem rammer det os, hvor lille et nåleøje vi er kommet igennem, og så kniber vi hinanden i armen. Men vi er ikke vågnet endnu.

Anne Mette: – Når man skriver en debutkrimi, aner man ikke, om den er noget værd, før man står med en bogkontrakt i hånden. Derfor har man ofte en nagende fornemmelse i solar plexus af, at man er totalt talentløs. Det havde jeg, i hvert fald!  Så det, at man sidder i al sin ensomhed og skriver på et manuskript det ene år, for så at ligge øverst på bestsellerlisterne det næste – dét føles fandeme vildt! Altså bare det at have et forlag. Det er jo den vildeste drøm, der er gået i opfyldelse. Men jeg kan mærke, at tvivlen bliver en evig makker for mig, for nu, hvor jeg er i gang med “den svære toer”, er min forfatter-selvtillid mindst lige så vaklende, som den var, da jeg skrev Ligblomsten.

Om venindens succes med Krokodillevogteren siger Anne Mette Hancock:

– Det er ekstremt motiverende for mig at se andre komme i mål med deres projekter. Katrines succes med Krokodillevogteren og det faktum, at hun er i gang med sin tredje krimi, mens jeg endnu kun arbejder på min toer, har samme effekt på mig, som den kunstige hare har på hundene i et væddeløb.

Anne Mette Hancock (tv) og Katrine Engberg er begge på tasterne og i gang med nye bogprojekter. Foto: Privat.

De har meget nemt ved at sætte ord på, hvorfor de er veninder.

Katrine: – Ud over alt det åbenlyse – at hun er smuk, intelligent og skarp – er Anne Mette et af de mest kærlige og generøse mennesker, jeg nogensinde har mødt. Som veninde er hun 100% loyal og opbakkende, både når det går godt, og når det går skidt for mig, og samtidig er hun til evig inspiration for mig, fordi hun er så sej, klog og spændende. Vores relation er meget ærlig og derfor meget tryg. Og så er hun SJOV at være sammen med! Der er ikke mange mennesker, i hvis selskab tiden flyver, som i hendes.

Anne Mette: – Det er en sjælden gave at møde et menneske, man ikke alene kan være sig selv sammen med, men som ovenikøbet foretrækker én præcis sådan. Jeg kan være ærlig – om alt – overfor Katrine, og jeg stoler på hende, som var hun mit eget blod. Nogle af de bedste, mest interessante samtaler, jeg har haft i mit liv, har jeg haft med Katrine. Jeg føler mig altid lykkelig i hendes selskab! Som forfatter beundrer jeg især Katrines evne til at skrive ekstremt hurtigt og intuitivt. Hun kan kradse 100 sider ned på den tid, det tager mig at skrive 12. Og så har hun et smukt, formfuldendt sprog. Både på skrift og i tale.

Katrine: – Vi kommer fra vidt forskellige baggrunde og er derfor “kodet” forskelligt med forskellige verdenssyn. Anne Mette har en vidunderlig kontant form – hun gider ikke pakke ting ind i falsk høflighed og bullshit, og det elsker en vævende, høflighedsbetændt person som mig. Jeg er mere tvivlende og har en melankolsk side. Til gengæld er det sjovt nok Anne Mette, der bekymrer sig mest, og mig der som regel hopper gadedrengehop gennem tilværelsen uden at skele til farer og faldgruber. Heldigvis smitter vi af på hinanden, har 100% samme værdisæt og kan lide de samme ting.

Anne Mette: – Det, Katrine siger. 😉

Læserne tog Katrine Engbergs debutkrimi Krokodillevogteren til sig i stor stil. Og det første oplag af efterfølgeren Blodmåne var udsolgt efter nogle uger. Siden Anne Mette Hancocks Ligblomsten udkom i april i år, har den ikke veget fra bestsellerlisterne.

Katrine: – Jeg har egentlig arbejdet ret længe på en karriere som koreograf og instruktør indenfor teater og var lige nået til et punkt, hvor jeg begyndte at blive rigtig efterspurgt. Det har jeg måttet skrinlægge for at have tid til at skrive. Det er ikke noget svært valg, for mit hjerte banker 100% for bøgerne, men det har da været svært at sige nej til nogle af de flotte teatertilbud, jeg har fået i det sidste års tid.

Anne Mette supplerer:

Jeg er uddannet journalist og lavede freelanceopgaver, mens jeg skrev Ligblomsten. Men nu, hvor jeg har fået kontrakt på de næste fire bøger, er det en fornøjelse at sige pænt nej tak til freelancejobs. Jeg savner dem ikke! På det personlige planer har det indtil videre udelukkende været en fest at gå efter forfatterdrømmen.

Hvad har været den største udfordring i forhold til at skrive bøgerne?

Katrine: – At holde motivationen under arbejdet med den første. Det tager tid at skrive, og det er svært at give plads til det – og have lyst – når man ikke ved, om der nogensinde er nogen, der kommer til at læse det. Det er vidunderligt privilegeret at have en redaktør at samarbejde med!

Anne Mette: – Enig!

Ingen, der følger de to forfattere på de sociale medier, kan være i tvivl om, at de i høj grad er ambassadører for hinandens forfatterskab. At de ikke kun er kolleger, men også en slags konkurrenter, spænder ej ben for venskabet.

Katrine: – Vi er faktisk mega konkurrencemennesker begge to, men vi er samtidig klar over, at den enes succes ikke er lig med den andens fiasko. Der er plads til os begge på hver vores måde. Hvis en af os stormer afsted, lige mens den anden er i en bakkedal, snakker vi om at det er svært, og så holder det faktisk op med at være det. Helt fundamentalt under vi bare hinanden det bedste.

Anne Mette: – Dengang jeg var barn, cyklede jeg tit hånd i hånd med en veninde, hvor vi skiftedes til at sakke lidt bagud og trække hinanden frem. Så zigzaggede vi ned ad gaden, sammen, men alligevel hver for sig. Sådan opfatter jeg det at have Katrine som både veninde og kollega.

Katrine: – Vi bruger hinanden rigtig meget til at heppe gensidigt og sparre idéer, plots og vendinger. Vi skriver vidt forskelligt men er hinandens bedste cheerleaders. Anne Mette er den bedste i verden til at give konstruktiv kritik, så jeg forstår, der skal arbejdes med teksten, men samtidig føler mig fuldstændig overbevist om, at hun elsker den.

Anne Mette: – Væddeløbsmetaforen gør sig også gældende her. Katrine skriver enormt hurtigt og intuitivt, hvor jeg nørkler mere med tingene. Så når hun siger: ”Nu har jeg lige skrevet 200 sider over formiddagskaffen,” og jeg kun har skrevet 13 sider på to uger, tænker jeg ”ARGH!!?”. Det giver mig et tiltrængt skub.

Anne Mette Hancock (tv) er født i 1979 i Gråsten. I dag bor hun i København klods op ad Marmorkirken, der spiller en rolle i hendes debutkrimi. Katrine Engberg er en årgang 1975 og født og opvokset i København i et hjem, hvor der blev læst masser af krimier bl.a. Dorothy L. Sayers. Foto: Privat.

Både Anne Mette Hancock og Katrine Engberg har rejst en del, ligesom de på forskellige tidspunkter i deres liv har boet i udlandet. Og rejseglæden har dryppet af på deres forfatterskab.

Katrine: – Timm (Katrines mand, Timm Vladimir red.) og jeg rejste jorden rundt sammen et helt år i 2005/2006. På den rejse skrev jeg dagbog hver dag og begyndte også at skrive rejseartikler hjem til danske magasiner og aviser. Jeg er slet ikke i tvivl om, at kimen til mit forfatterskab blev lagt på den rejse.

Anne Mette: – Jeg ’opdagede’ først for alvor krimigenren, da jeg flyttede til USA som 18-årig. Derfor er mit litterære fundament støbt af Michael Connelly, Harlan Coben, Patricia D. Cornwell og andre store amerikanske forfattere. De bøger, man forelsker sig i, præger ens forfatterskab.

I er begge forfattere, der giver sproget stor opmærksomhed. Hvordan fornemmer I, om en sætning er helt rigtig?

Katrine: – Sprog er musik. Man kan høre, om sætningen er rigtig, når man læser den højt. Der er ikke ét facit, men hvis det skurrer, når man siger den højt, skal den skrives om.

Anne Mette: – Det er lidt ligesom at spørge: Hvordan ved man, at man har fundet en rigtige mand? Jeg kender ikke formlen; jeg ved bare, hvornår noget føles rigtigt, og hvornår det ikke gør.

På spørgsmålet om, hvorvidt de har et yndlingsord, svarer de meget forskelligt.

Katrine: – Jeg har mange. Nænsom, potent, fersken og  for eksempel. Ordet fin har også en særlig plads i mit hjerte. Det er nok mit yndlingsadjektiv. Et fint menneske er en virkelig god og smuk person men også et menneske med en vis poesi og følsomhed.

Anne Mette: – Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om noget, så det må blive nej. Og ja. To dejligt kontante ord. Ikke så meget fikumdik.

Begge forfattere har turneret rundt i landet og mødt læsere og boghandlere. Og der er et par episoder, der har gjort ekstra indtryk.

Katrine: – Jeg blev for nylig overrasket af en hel delegation fra plusbog.dk, som var kørt fra Viborg til København, fordi jeg var blevet deres “Månedens forfatter”. De havde blomster med, diplom, champagne og tale. Det var ret overvældende, og jeg måtte rømme mig RET mange gange for ikke at stortude.

Anne Mette: – Mit første boghandlerbesøg var i mit barndomshood i Gråsten. Jeg var lidt bange for, at jeg skulle stå der og kukkelure alene, for det er efterhånden mange år siden, jeg flyttede derfra. Men folk væltede simpelthen ind i butikken for at bakke mig op. Mine gamle folkeskolelærere, barndomsvenner, folk, jeg genkendte fra mit ungdomsjob i SuperBrugsen i halvfemserne, venner af mine forældre, cykelsmeden!  Jeg blev sgu helt rørt og følte virkelig, at jeg var én af vor egne.

Hvad er det allerbedste ved at være krimiforfatter?

Katrine: – Det hele! Det er vitterligt verdens bedste job. Jeg elsker alle led i processen: idéfasen, hvor alt er muligt; researchen, hvor man møder helt nye mennesker og miljøer; skrivefasen, hvor man går i symbiose med teksten; redigering og udgivelse – jeg elsker virkelig det hele. Tænk, at jeg får lov at leve af det!

Anne Mette: – Det bedste er friheden og slutproduktet. Jeg elsker også alt det, Katrine remser op, men ikke hver dag og hele tiden. Der er dage, hvor det hele bare kører, og jeg står forrest på Titanic og rækker armene ud i et sejrskrig. Men der er bestemt også dage, hvor jeg rammer isbjerget. Alt i alt ville jeg ikke bytte det for noget!

Skriver I en Engberg/Hancock-krimi en dag?

Katrine: – Det er nok ikke særlig sandsynligt. Vi skriver så utrolig forskelligt og foretrækker som læsere også vidt forskellige bøger, så det ville måske være den ene situation, hvor vi faktisk kunne blive uvenner. Men man skal aldrig sige aldrig…

Anne Mette: – Jeg tror nu alligevel, jeg sætter mine penge på aldrig.

PS: Du kan følge de to forfattere på både Facebook og Instagram.

Katrine Enberg: Facebook/Instagram

Anne Mette Hancock: Facebook/Instagram

 

 

 

 

Interview med Caroline Eriksson – vind hendes nye bog

Forfatterinterview/konkurrence: I morgen udkommer svenske Caroline Erikssons første bog på dansk – spændingsromanen De forsvundne. Jeg har mødt forfatteren i hendes hjemby Stockholm. Vind en signeret udgave af bogen, der er blevet en international sensation.

(Interview lavet på vegne af People’sPress– se PS nederst i indlægget)

– Det har været helt surrealistisk. Som at blive smidt ind i en vaskemaskine. Den første uge efter udgivelsen var virkelig turbulent og lidt uvirkelig, og min mand og jeg drak en del champagne den uge. Det var meget overvældende. Jeg er taknemmelig for, at bogen har fået så langt et liv.

Den svenske forfatter er vild med det danske cover. – Vand kan både være beroligende, afslappende og smukt at se på – men det kan også være mørkt, hemmelighedsfuldt og farligt. Og det passer meget godt til historien, forklarer Caroline Eriksson, der skriver om både en fiktiv sø og ø i De forsvundne.

Ordene er den svenske forfatter Caroline Erikssons. Efter at have skrevet to bøger inspireret af virkelige forbrydelser, sendte Caroline Eriksson i efteråret 2015 sin første spændingsroman på gaden i Sverige, hvor “det var mig og ikke historiske fakta, der bestemte historien,” som hun siger.

På ganske kort tid blev De Försvunna, som bogen hedder på svensk, solgt til mere end 20 lande. I morgen udgiver People’sPress bogen i Danmark, som bliver land nummer 26 på listen.

De rosende ord er haglet ned over Caroline Eriksson. Hun er blevet sammenlignet med amerikanske Gillian Flynn bag bestselleren Kvinden der forsvandt. Og sidste år var De forsvundne den mest solgte e-bog i Sverige.

En følsom forfatter

Amuletten her sad på et armbånd, som Caroline Eriksson fik af en boghandler i Skåne, da hun var til Bogmesse i Göteborg for tre-fire år siden. – Hun havde læst mine to første bøger og syntes, at jeg skulle have den her. Jeg blev meget glad og satte den på en halskæde, som jeg bar, i den intense periode, hvor jeg skrev De forsvundne. Foto: Caroline Eriksson.

Jeg er kun sammen med Caroline Eriksson i ganske få minutter, før det går op for mig, at jeg er i selskab med en ydmyg, følsom og nærværende kvinde, der hellere vil tale om, at det har kostet både tid og penge at følge forfatterdrømmen, end om alle de store, flotte ord, der er blevet hæftet på hendes bog.

Livet som forfatter er ikke glamourøst, påpeger hun, selvom arbejdet også byder på sjove interviews, rejser og spændende invitationer. Hun vil om bag facaden, både som privatperson, men også når hun skriver, og ærlighed er et kodeord, når hun bl.a. taler om skriveproces i podcasts, som hun laver i samarbejde med sin forfatterkollega Ninni Schulman.

Caroline Eriksson sætter pris på dybe samtaler om det, der betyder noget. Livet, kærligheden, drømmene. Og hun nævner – på en blanding af svensk og engelsk – at hun fik en skøn livsbekræftende snak med især Anders Rønnow Klarlund (den ene del af A.J. Kazinski), da der for nylig var krimifestival i Oslo.

– Hvis du spørger mig hvilket tøjmærke, du har på, så aner jeg det ikke. Det interesserer mig ikke. Til gengæld nyder jeg de små ting og kan sige til min mand: næh, se en smuk blomst i vejkanten. Jeg er menneskekender, god til mennesker, til at lytte og se folk. Og så er jeg et meget introvert menneske, selvom jeg er meget social. Jeg har brug for at være alene indimellem.

Ideen kom på sommerferien

Og alene det er hun, når hun skriver. Hvert år er Caroline Eriksson i sommerhus med sin mand og parrets to børn, en datter og en søn, i Gävle, som ligger cirka 150 kilometer nord for Stockholm. Inspirationen til De forsvundne opstod en dag, familien var ude at ro. Da de ankom til en lille ø, blev Caroline selv i båden, mens hendes mand og børn hoppede i land for at udforske øen.

– Først kan jeg se dem, og længe efter kan jeg høre dem le og snakke, men pludselig er der stille, og lydene forsvinder. Og lige der tænkte jeg: Hvad nu hvis de aldrig kommer tilbage?

Carolines familie vendte retur, men en tanke havde plantet sig i forfatteren. Og derfor er omdrejningspunktet i De forsvundne, at kvinden Greta desperat forsøger at finde ud af, hvad der er sket med manden Axel og datteren Smilla, der ikke vender tilbage efter et visit på en lille ø midt i en sø.

Caroline Eriksson lavede en playliste med instrumental musik, som hun lyttede til, da hun skrev De Forsvundne. Musikken hjalp hende i rette stemning til at presse hendes karakterer psykisk og skrive om det foruroligende, mørke, nervepirrende og farlige univers, bogen rummer. Screenshot fra Caroline Erikssons mobiltelefon.

Caroline Erikssons mål med bogen har været at skrive et underholdende domestic noir mysterium, og at tage læserne med på en rejse gennem en labyrint af tvist, skarpe sving og overraskelser. At skrive en spændende, mørk bog med fokus på det psykologiske og det helt nære, fordi hun går vældig meget ind i sine karakterer og interesserer sig for, hvorfor de handler, som de gør, og hvad der har formet dem som mennesker.

For at hellige sig skriveriet på fuld tid, sagde hun sit konsulentjob inden for HR op. Og skrev De forsvundne på tre hæsblæsende og intense måneder i sofaen hjemme i Stockholm, i joggingtøj og med skuldrene trukket helt op under ørerne med ømme nakkemuskler til følge, for ” jeg er ikke så god til at passe på mig selv, når jeg skriver.”

Historien flød, hendes fingre ramte tasterne med flow og gejst, men Caroline Eriksson ser direkte på mig og fastholder mit blik, da hun forklarer, at hun er en sensitiv forfatter, der “føler mine følelser vældig voldsomt.” Og at det var psykisk hårdt for hende at skrive om hovedpersonen Greta, der – uden at røbe for meget af fortællingen – lever i et dysfunktionelt forhold.

Greta er en utroværdig fortæller, man som læser ikke ved, om man kan stole på. Er hun uskyldig, offer eller gerningsmand? Hun er blevet lige præcis så kompleks, som forfatteren ønskede det.

– Greta kan være svær at holde af, men giv hende en chance. Jeg føler vældig stærkt for Greta. Hun er en sårbar person, men også meget spændende og sammensat og med en smertefuld bagage. Hun er ikke mig, men alligevel måtte jeg hive fat i noget i mig selv for at skrive om hende. I virkeligheden er jeg selv meget ræd og ængstelig, så at bevæge mig ud i et mørkt og dystert univers har også være en måde at bearbejde min egen angst på.

De forsvundne er også en bog om et kompliceret forhold mellem mor og datter. Og om søsterskab, som Caroline Eriksson kalder det, og det gik først op for forfatteren, at det var et tema i bogen, da hun var færdig med at skrive.

Nøgen i en lufthavn

I øjeblikket skriver Caroline Eriksson på en spændingsroman, der udkommer i Sverige senere på året, og hver af hendes bøger har krævet forskellige arbejdsprocesser. Caroline Eriksson pointerer, at hun er en meget struktureret person, der dog ikke altid har struktur. Men i arbejdet med hendes bøger går en ting igen: Disciplin.

– The first draft of anything is shit, sagde Hemingway. Skriv nu bare, hvis du gerne vil være forfatter. Og læs, læs, læs og bliv inspireret til din egen stil, opfordrer hun, der ikke kun er glad for at skrive, men også er vild med citater.

Faktisk så vild med dem, at hun længe klippede citater, der tiltalte hende, ud fra magasiner og blade og gemte dem i små notesbøger. Måske, forklarer hun, kan man sammenligne det lidt med kunst – at der er nogle sætninger, der taler til en og rammer noget centralt.

Nu håber Caroline Eriksson, at De forsvundne og hendes egne ord rammer noget i de danske læsere,  ligesom bogen har slået igennem i mange andre lande. Hun værdsætter succesen utrolig meget, men når man er en følsom forfatter, kan det samtidig være lidt grænseoverskridende at andre skal læse ens ord.

– Det kan føles som at stå nøgen midt i en lufthavn. Bogen er ikke om mig, men den er stadig personlig, og læserne får noget af mig, som jeg ikke får igen. Jeg håber, I tager godt imod De forsvundne i Danmark.

Først fik vi en tjener på den restaurant, hvor vi spiste frokost, til at tage et foto. Men det blev ikke godt, så vi måtte i gang med en selfie. Vind det eksemplar af De Forsvundne, som Caroline Eriksson holder på fotoet her. Hun har signeret bogen. Foto: Caroline Eriksson

Du kan vinde en signeret udgave af Caroline Erikssons spændingsroman ved at skrive en kommentar under indlægget her. Vælg selv hvad du vil skrive.

Du kan deltage frem til torsdag den 8. juni klokken 10. Jeg trækker en vinder senere samme dag. Husk, at der kan gå lidt tid, før du kan læse din kommentar på bloggen. Bogen er sponsoreret af Peoples Press. Hører jeg ikke fra vinderen inden en uge, udtrækker jeg en ny.

PS: Lige for en god ordens skyld: Jeg har interviewet forfatteren på vegne af Peoples Press. Jeg har altså fået et honorar for opgaven, men forlaget har ikke blandet sig i, hvad jeg har skrevet. Af samme grund har jeg takket pænt nej tak til at anmelde bogen.

Interview med Torkil Damhaug

Han har netop modtaget Rivertonprisen, Den Gyldne Revolver, for årets bedste krimi i Norge. Igen. Jeg mødte den norske forfatter Torkil Damhaug på Krimimessen i Horsens.

Torkil Damhaug har en baggrund som psykiatrisk overlæge og debuterede i 1996. Fem af hans bøger er oversat til dansk. Foto: Rebekka Andreasen

“En suveræn kriminallitterær præstation, en krimi med spændende intriger og klare og skarpe miljøbeskrivelser.”

Sådan lød det bl.a. fra juryen, da den norske forfatter Torkil Damhaug for nylig blev hædret for at have skrevet årets bedste norske krimi, En femte årstid, der udkom på dansk i februar. Første gang han fik prisen var i 2011 for Ildmanden.

Hans seneste bog er en psykologisk krimi, der strækker sig over mere end 35 år, og bogen skildrer et ungdomsmiljø. Vi møder fire unge, som begår en ugerning mod en klassekammerat. Den sætter gang i forfærdelige ting. En pige forsvinder, og en af de andre bliver fundet død. Pigens far er politimand, og han driver sin egen efterforskning, der fører ham ind i fortidens labyrinter.

På en bænk i en klat søndagssolskin uden for Magasinet på Krimimessen i Horsens, sætter Torkil Damhaug solbriller på næsen, mens hans ansigt flækkes af et bredt smil.

Jeg er vældig glad og stolt. Det er en fantastisk anerkendelse at få. På en måde er det endnu bedre at få prisen anden gang. Det betyder, at juryen ser en udvikling i mit forfatterskab.

Han tænker sig godt om, da jeg spørger, hvordan han selv ser en udvikling i sit forfatterskab. Torkil Damhaug forklarer, at han gør meget ud af, at hans bøger ikke ligner hinanden, at han gør en dyd ud af at finde nye fortællegreb, ny måder at fortælle historier på. At gentage sig selv ønsker han ikke.

Min ambition er altid at skrive en bog, der er bedre end min forrige.

Forfatteren har tidligere skrevet den såkaldte årstidskvartet Døden ved vand, Se mig, Medusa, Ildmanden og Sikre tegn på din død, der forgår i hver sin årstid. En femte årstid er en selvstændig krimi, og persongalleriet og omgivelser er nye. Igen udforsker Damhaug karakterernes psyke i kritiske situationer.

Selv kalder han bogen for en psykologisk samtidsroman i en krimiskabelon, der giver et bud på, hvordan det er at vokse op i vores tid. En bog om unge, der både har behov for løsrivelse og tryghed. Det er en bog om dilemmaer, hvor valg må træffes. Titlen hentyder til en tilstand mellem liv og død – et sted, man kan vende tilbage fra.

Torkil Damhaug tøver, er stille lidt, før ordene atter flyder.

“Jeg har været optaget af, hvorfor det går nogle unge godt og andre skidt. Hvorfor tager man de valg, man gør, hvor nogle kommer godt igennem ungdommen – andre ikke? Hvorfor har nogle svært ved at se konsekvenserne af de valg, de tager? Det ville jeg gerne udforske. Som ung er man sårbar og udsat, men samtidig er alt muligt,” forklarer forfatteren, der er uddannet læge og psykiater, og som især har arbejdet med unge.

De sidste 10-12 år har han været fuldtidsforfatter. Netop lægebaggrunden har givet ham erfaringer med at tale og behandle mennesker, der befinder sig i det, han kalder mørke. Som har ar på sjælen. Det har givet ham empati og en forståelse for, hvordan andre mennesker tænker og agerer – hvordan verden kan se ud fra et helt andet perspektiv. Og netop det at dykke ned i en person meget ulig en selv, er interessant, men også udfordrende, mener han.

Man kan lære plotskrivning, lære hvornår man skal have spændingskurver og vendepunkter, men at arbejde med karakterer er meget vanskeligt. En roman begynder ofte med, at mine personerne vokser frem, eller at der er en relation, jeg gerne vil udforske. Og her kommer empatien ind. Man skal have det, jeg kalder Pinocchio-faktoren, det at få personerne til at leve.

Personerne, understreger han, skal have lov til at udvikle sig uden et fastlåst plot, de skal have plads, og så skal plot og personudvikling vikles sammen efterhånden. Da han begyndte at skrive om de fire unge i En femte årstid, var han ikke klar over, hvor han  – og de unge – ville ende.

Inden jeg får taget et foto af Torkil Damhaug, hvor han kigger direkte ind i mobilens fotolinse, bliver han stoppet af en kvindelig læser, der gerne vil have signeret en bog. Foto: Rebekka Andreasen

Nye personer er i gang med at vokse frem, for han er i gang med et nyt bogprojekt.

Jeg spørger, om han er blevet klogere af at skrive psykologiske krimier, klogere af at udforske ondskaben i sine bøger.

“Spørg min kone”, svarer han med et grin og tilføjer efter et øjebliks tavshed, at han nok har fået et bredere perspektiv på livet.

Vi forlader solskinnet for at bane os vej til forfatterens danske forlag på Krimimessen for at tage et foto. Mens vi skaber os vej gennem menneskehavet, forklarer Damhaug, at han nyder at gæste messen.

Det er vældig fint at møde publikum, og så er mit forlag, Modtryk, som en slags familie, hvor jeg har fået fine venner. Vi er en stor Modtryk-familie, ler han – manden med de to gyldne revolvere.

 

 

Interview med Clare Mackintosh

Forfatterinterview: Britiske Clare Mackintosh har en baggrund i politiet, bl.a. i kriminalpolitiet og som indsatsleder. I dag er hun forfatter på fuld tid.

Den britiske forfatter Clare Mackintosh skriver på en ny thriller samtidig med, at hun laver PR for Jeg ser dig. Foto: Rebekka Andreasen

Et par dage efter Krimimessen i Horsens er veloverstået, skriver Clare Mackintosh følgende på sin forfatterprofil på Facebook:

  • 6 dage
  • 3 lande
  • 4 byer
  • 5 fly
  • 1 tog
  • 6 events
  • 10 interviews
  • Masser af bøger signeret
  • 6000 ord skrevet
  • Tid til at tage hjem

Forfatter bag bøgerne Jeg lader dig gå og Jeg ser dig har travlt. Læserne har taget Mackintoshs psykologiske thrillers til sig i stor stil, og da jeg møder forfatteren på Krimimessen i Horsens har hun netop været i Lyon og Paris og skal efter interviewet nå et fly til Amsterdam.

Kun et varmt kram og en hurtig privat snak med Sara Blædel, som forfatteren er venner med, kommer imellem det interview, Clare Mackintosh lige har overstået, og hendes og min samtale. Jeg bliver forpustet bare ved tanken om hendes program. Og bemærker, at hun – som de fleste andre få timer før Krimimessen 2017 lukker ned for i år – virker en smule brugt. Men blikket er intenst, og hun er nærværende, selvom jeg er allersidste punkt på dagsordenen, inden hun skal videre mod lufthavnen.

Det gælder om at finde tiden til at skrive. Også selvom det bliver til få ord. Det kan være svært, når jeg laver mange interviews og PR.  Jeg har rejst meget i Europa – og også i USA. Heldigvis har jeg lært mig selv at skrive på et fly. Så snart vi er lettet, finder jeg den bærbare frem. Der er sådan en hvid støj på fly, og det passer mig godt. Måske bliver det kun til 100 ord, men det er 100 ord mere, end da jeg stod op. Det fungerer.

Efter 12 år i politiet forlod Clare Mackintosh i 2011 korpset for at arbejde som freelancejournalist og konsulent. Og så fik hun ideen til en bog.

Da hun sidste år besøgte Horsens, var hendes første thriller netop udkommet. Hendes debutroman. Få kendte til hendes forfatterskab, og hun forklarer, at hun var en smule overvældet over at besøge messen, men også en smule beklemt og spændt på, om danske læsere ville tage en for dem ukendt, britisk forfatter til sig.

Det gjorde de. Og hun er lykkelig og taknemmelig over, at ” de turde løbe en risiko med mig.”

I år har det været en helt anden oplevelse at gæste messen. Leende forklarer forfatteren, at denne gang har folk læst hendes bog, ja nogle læsere har endda allerede læst efterfølgeren, der udkom for et par dage siden. Og så fremhæver Clare Mackintosh de helt unikke rammer, som Krimimessen holdes i – det tidligere statsfængsel i byen. Det skaber en helt særlig atmosfære, der er uhyggelig velvalgt, mener hun.

Clare Mackintosh skriver thrillers i domestic noir-genren. Foto: Rebekka Andreasen

Den svære bog nummer to og domestic noir

Clare Mackintosh er mester i at overraske læserne med en historie, der drejer og snor sig en uventet vej. Over en million solgte bøger skaber et vist forventningspres, og forfatteren forklarer, at hun i perioder har følt sig enormt presset af forventningerne om at skrive endnu en bestseller. Indimellem har hun følt sig handlingslammet. Alligevel har hun formået at gøre det, hun elsker – nemlig at skrive og fortælle historier. Og det var en enorm lettelse, da bog nummer to, Jeg ser dig, var færdig. I øjeblikket skriver Clare Mackintosh på sin tredje bog – endnu en stand-alone thriller.

Clare Mackintosh skriver domestic noir og blander på den måde thrilleren med den mere almindelige skønlitterære roman. Med vægt på det psykologiske frem for hæsblæsende action. Gyset ligger i de små skræmmende detaljer, der afslører, at intet er, som det giver sig ud for at være.

I domestic noir rykker uhyggen helt tæt på og forplanter sig lige der, hvor du burde føle dig allermest tryg og sikker, nemlig i dit eget hjem og blandt din familie og din nære omgangskreds. Domestic noir centrerer sig om privatlivet og de tætte relationer. Og det er netop årsagen til, at genren er blevet så populær, mener Clare Mackintosh. Læserne kan relatere sig til problemstillingerne. Og genren leger med en frygt, vi alle har.

Hvordan skaber forfatteren så karakterer og personer, som en million læsere gerne vil følge?

Jeg går bl.a. ture med min hund, mens jeg udvikler mine karakterer. Jeg skal forstå, hvad de kommer fra, og hvem de er. Jeg skal ind i hovedet på dem. Hvis en person f.eks. altid springer frokosten over, har det indflydelse på, hvordan hun agerer, og hvem hun er. Jeg skal kende alle de små detaljer om, hvordan de f.eks. kan lide deres kaffe. Det er ikke sikkert, at jeg bruger det i bogen, men jeg skal kende dem og forstå dem. Jo mere jeg ved, jo bedre kan jeg kan skrive om karaktererne, så de lever for læserne.

Bedøm selv, om det er lykkedes, ved at kaste dig over en af hendes thrillers.

PS: Jeg har skrevet en artikel til Litteratursiden om domestic noir

 

 

 

 

 

 

 

 

Arne Dahl: Jeg missede mit fly

Hvor Utmarker, Skyggezone på dansk, udkom i 2016 herhjemme, må danske læsere vente lidt endnu på efterfølgeren, der på svensk hedder Inland. Foto: Rebekka Andreasen

Han er manden bag bl.a. krimierne om Paul Hjelm og A-gruppen, han er blevet kaldt Sjöwall & Wahlöös arvtager, og så kalder han sin første bog i en ny serie om Sam Berger, politibetjent i Stockholm, for en sort diamant. Mød krimiforfatter Arne Dahl.

Jeg tror, at de fleste hotelreceptionister i Europa tænker, der kommer ham fjolset, der ikke selv ved, hvad han hedder. Engang jeg skulle til en bogmesse i Frankrig, missede jeg flyet, fordi der stod Arne Dahl på flybilletten. Og jeg har siddet hele natten i en hotellobby i Tyskland, fordi jeg ikke kunne få mit værelse.

Sådan siger bestsellerforfatter Arne Dahl.

Bag pseudonymet Arne Dahl gemmer litteraturkritiker, tidsskriftredaktør og forfatter Jan Arnald sig. Han byttede simpelthen om på bogstaverne i sit navn i midten af 90’erne, da han havde brug for at genopfinde sig selv som forfatter.

Hvor det kun har været et kæmpe plus i forhold til forfatterskabet og styrket skriveglæden og kreativiteten, så har det altså også skabt nogle udfordringer at være både Jan Arnald og Arne Dahl.

Og der er forskel på de to ifølge forfatteren selv:

Jan er langsom og tænker meget. Arne er mere effektiv.

Arne Dahl her i samtale med Diana Bach fra DR Læseklubber. Forfatterens serie om A-gruppen er filmatiseret. Det er polititeamet, du ser bag den svenske forfatter. Foto: Rebekka Andreasen.

Måske er det derfor, at forfatteren nogle gange leder efter ordene, holder pause og tænker sig om. For så at følge et spørgsmål helt til dørs med en grundig forklaring.

At han skal have gang i endnu et alias afviser han. For der er nok 10-12 bøger i Arne Dahl endnu, understreger den svenske forfatter.

Jeg får ikke skriveblokering eller skrivkramp, som det hedder på svensk. For når først jeg begynder på et kapitel, ved jeg, hvad jeg skal skrive. Det, der kan være udfordrende, er, når jeg skal finde på en original og unik historie, skal finde på snørklede tvists og plots. Jeg vil ikke gentage mig selv og skrive den samme historie igen og igen.

Siden Arne Dahl skrev den første bog om A-gruppen, Misterioso, er det blevet til en hel del forskellige krimier. Udover serien om A-gruppen står han også bag Opcop-serien.

Sidste år udkom Skyggezone på dansk, den første bog i en ny serie. Og den bedste udenlandske krimi, som jeg læste i 2016. Det er en bog, som Arne Dahl er meget glad for, og som han kalder “om ikke perfekt, så tæt på perfekt.” En bog, der også overraskede ham selv og tog nye vendinger undervejs i skriveprocessen.

I sin nye serie har han droppet et stort team af efterforskere og er back- to-krimi-basic. Arne Dahl har taget udgangspunkt i den traditionelle, lidt egenhændige efterforsker, den klassiske kommissærtype, som han efter 15 bøger med et politikollektiv fik lyst til at skrive om.

Oprindeligt var bogen tænkt som en såkaldt stand-alone krimi, men bog nummer to om Sam Berger, der på svensk hedder Inland, pressede sig på. Endnu har Inland ikke fået en dansk titel, men Arne Dahl fortæller, at også efterfølgeren er en psykologisk krimi, hvor læserne lærer Sam Berger endnu mere at kende.

I stedet for at have fokus på storpolitik, økonomisk kriminalitet eller skyggesiderne i det moderne svenske velfærdsdemokrati, så koncentrerer forfatteren sig i Sam Berger-serien om det tætte, det nære. Det indre.

Arne Dahl har placeret sin hovedperson, der er vild med eksklusive ure, som ham selv, i den stockholmske bydel Södermalm, hvor han selv bor og er vokset op. Sam Berger har endda gået på samme skole, som ham selv.

Jeg ville skrive noget mere tidløst, noget mere alment menneskeligt med fokus på det psykologiske.

Skyggezone er centreret om barndomstraumer og fortrængte, mørke hemmeligheder. Og mobning spiller en central rolle i bogen. Især en scene var så voldsom at skrive, at Arne Dahl måtte holde pause i skriveriet, rejse sig lidt op og gå gå rundt, for atter at sætte sig for at skrive scenen færdig. Og han kan godt forstå, at læserne kan væmmes ved netop den scene.

Han understreger, at en god krimi kan være en slags terapi, hvor man konfronteres med noget af det, der skræmmer. Og hvis man tænker en enkel tanke eller tre, efter at en Arne Dahl-krimi er læst, så gør det bestemt heller ingenting, smiler forfatteren.

PS: Indlægget er skrevet ud fra et foredrag med Arne Dahl i Åbyhøj, marts 2017, hvor han blev interviewet af Diana Bach.

Interview med Lars Kepler

Alexander Ahndoril og Alexandra Coelho Ahndoril er Lars Kepler tilsammen. De er også mand og kone. Alexandra: Alexander har sans for detaljer. Han er en perfekt portrætmaler og meget præcis, men det tager også sin tid. Jeg breder mig mere. Alexander: Alexandra er meget kreativ og sprudlende. Der går et øjeblik, og så har hun skrevet 100 ord. Foto: Rebekka Andreasen

Interview: De sidste par dage har forfatter-ægteparret bag Lars Kepler, Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril, været i Danmark for at lancere Kaninjægeren – den sjette bog om kommissær Joona Linna. I fredags mødte jeg dem på Sveriges Ambassade i København.

Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril har hver for sig skrevet det, man vil kalde finkulturelle bøger. Pseudonymet Lars Kepler opstod, fordi parret havde behov for at adskille krimiforfatterskabet fra deres egne forfatterskaber.

Når de smelter sammen til Lars Kepler, omfavner de krimigenren og serverer højspændt thriller-action. Med masser af suspense. Og har kolossal succes med at gøre det. Kaninjægeren udkom sent på efteråret i både Sverige og Norge og nåede alligevel at blive den mest solgte bog. Af alle genrer. I begge lande.  Og der findes over 8,5 millioner solgte bøger med Lars Keplers navn på.

Og nej. Parret mener ikke, det er nemmere at skrive en krimi, end det er at skrive en bog om Ingmar Bergman (som Alexander har på sit cv) eller en roman om Tycho Brahe (Alexandras værk).

Alexandra forklarer:

I en roman kan man skrive, at et vindue står åbent uden at behøve forklare yderligere, men hvis et vindue står åbent i en krimi, skal scenen anvendes til noget, have en betydning. Læserne forventer, at der sker noget. Og man kan ikke slutte bogen med en gåde. Genren fordrer, at der skal en form for forløsning og opklaring til.

Og selvom Lars Kepler ikke er kendt for happy endings, så skal der alligevel være en vej ud, mener parret. Alexandra siger:

Vi har en slags kontrakt med læserne og går ind i en labyrint med monstre, men det er vigtigt at få svar, at få lidt lys for enden.

Alexander understreger, at det er kompliceret at opbygge et plot, og at man som krimiforfatter skal kunne overskue en masse detaljer og blindspor, som man skal føre læserne igennem:

Vi skal være sikre på historiens hjerte, før vi begynder at skrive og folde plot og intriger ud.

Han tilføjer, at far/søn-forhold er noget af det, de gerne vil udforske i bogen, det, der denne gang er en del af hjertet i Kaninjægeren.

Netop familierelationer, forskellige måder at være familier på og magtforhold internt i familien er noget, der går igen i Lars Keplers krimier. Det er her, forfatterparret lægger deres kolossale psykologiske interesse. Fordi, fortæller de, der i familier er brandstof til gode historier, til følelser, hemmeligheder, dramatik, identifikation og konflikter. Og angsten for at miste.

Lars Kepler skriver ofte ud fra ofrets perspektiv. Skal man rive læserne med, handler det om empati, at man holder af personerne og føler med dem, mener de svenske forfattere. I Kaninjægeren er læserne også inde i hovedet på morderen, som parret kalder en fascinerende person.

Se lige engang: To forskellig signeringer – Lars Kepler og Lars Kepler. Sådan er det, når der gemmer sig to forfatternavne bag Lars Kepler. Foto: Rebekka Andreasen

Navnet Joona Linna

At hovedpersonen i Lars Keplers krimier, kommissær Joona Linna, er svensk-finsk, er et meget bevidst valg. I Sverige er der stor tradition for at skrive krimier, og Kepler-parret ville gerne skabe en anderledes hovedperson. Dermed var en alkoholiseret, deprimeret politimand strøget af listen. Finnerne er den største minoritetsgruppe i Sverige, og derfor valgte parret at give Joona Linna netop den baggrund.

Den finske forfatter Väinö Linna, der døde i 1992 og var en af Finlands mest internationalt kendte forfatter, gav inspiration til efternavnet. Det Gamle Testamente har inspireret til kommissærens fornavn. Alexander forklarer:

Joona er opkaldt efter Jonas i hvalens mave. Vi ser hver bog som en stor fisk, der sluger Joona, og som han til sidst vil kæmpe sig ud af.

Den første bog i serien, Hypnotisøren, er blevet filmatiseret. En filmatisering parret dog ikke havde noget at gøre med. Især i USA er de vilde med bl.a. Saga Bauer , og der har været tale om at lave krimiserien om Joona og Saga om til tv-serie eller film. Men: “Filmbranchen taler og taler, og man ved aldrig, om der kommer noget ud af det. Nu må vi se”, siger Alexandra Coelho Ahndoril. Foto: Rebekka Andreasen

Slås derhjemme

For at få scener med f.eks. vold til at blive så autentiske som muligt, afprøver parret slåskampe derhjemme på stuegulvet i Stockholm. Ganske forsigtigt, som Alexandra indskyder, men scener med kamp og slag kan være komplicerede at skrive. Øvelsen giver dem forståelse for, hvordan en slåskamp kan gå til. Med detaljer som retning, kraft, tempo, indlevelse etc. kan de nemmere skrive en fysisk scene.

Ikke uden stolthed i stemmerne forklarer de, at en underviser på politiskolen i Sverige har rost deres evner til at beskrive en nærkamp i bogen og sagt, at det er nøjagtig sådan, det foregår.

Alexandra:

Research er vigtigt for os. Krimier skal have et ben i den virkelig verden, og det andet ben i fiktionens. Vi elsker fiktion, men har måtte tillære os at skrive så tæt på virkeligheden som muligt.

Alexander:

Vi hader vold og vil aldrig romantisere vold, men virkeligheden er blodig, og mennesker er grumme, og det forholder vi os til. Og derfor er der også vold i vores bøger.

Parret har bl.a. besøgt Kumla – et af Sveriges største og sikreste fængsler. Oplevelsen i et miljø, som Alexander kalder meget barskt, gjorde indtryk og var vældig lærerigt, og de har placeret deres hovedperson Joona Linna netop her i begyndelsen af Kaninjægeren.

Hvordan det går Joona Linna, og om han slipper ud af hvalens mave, må du læse Kaninjægeren for at finde ud af.

PS: Lars Kepler læser også selv bøger. Alexandra er meget optaget af Gillian Flynn (Kvinden der forsvandt) og af Emma Clines Pigerne. Og så anbefaler hun Jeg er pilgrim af Terry Hayes, der vist snart kommer i ny version på dansk.

Interview med Thomas Rydahl

Thomas Rydahl. Foto: Rebekka Andreasen

Selvom det ikke er det mest flatterende billede, Thomas Rydahl giver af Fuerteventura, og selvom han kun kender øen fra en enkel ferie, så har mange indfødte taget godt imod hans første bog. Og da Thomas Rydahl var på øen for at promovere Eremitten og en kvindelig taxachauffør hørte, hvem hendes kunde var, sprang hun ud af vognen og insisterede på et selfie med den danske forfatter. Foto: Rebekka Andreasen

Forfatterinterview: Thomas Rydahl har placeret sin hovedperson helt ude på kanten af Europa – på den spanske ø Fuerteventura. Han er fascineret af mænd, der flygter fra ét liv og begynder et nyt liv forfra. Og de konsekvenser, et så radikalt valg har. Netop derfor skulle hovedpersonen Erhard så langt væk som til en kanarisk ferieø.

Da jeg møder forfatter Thomas Rydahl på en cafe i hjertet af Aarhus en eftermiddag i november, er der mindre end et døgn til, at Rydahls anden spændingsroman De savnede udkommer. En bog, der handler om eksildanskeren Erhard, den aldrende, atypiske krimihovedperson og eremit med ni fingre, som vi også mødte i Eremitten

Endnu ved forfatteren ikke, at anmeldere ved de store dagblade vil kaste stjerner og hjerter efter bogen og rose udgivelsen med sætninger som: .. et effektivt “crime noir”-plot, som ville have vundet applaus fra en Raymond Chandler” (Jyllands-Posten) og “Thomas Rydahls anden roman om sin antihelt Erhard Jørgensen lever herligt op til etteren” (Politiken).

Alligevel hviler der en ro over Thomas Rydahl. Selvfølgelig, understreger han, er han spændt på, hvordan bogen bliver modtaget, og der er nogle sommerfugle, der basker lidt rigeligt i maven, men han udstråler ro og eftertænksomhed. Og virker befriet for nervøsitet eller uro. Som om han ved, at det, han sender på gaden om et øjeblik, er kvalitet og har værdi.

Som om, han nu har fundet sig selv som forfatter efter allerede som 17-årig at have vundet en novellekonkurrence for derefter i mange år at producere historier til skrivebordsskuffen. Som om, han har fundet sig selv efter de kriser, både i sit parforhold og i den tætte vennekreds, som han åbent fortæller om.

Det har tvunget mig til at se på mit eget liv og tænke: Hvad er det egentligt, at mit liv handler om? Det handler om at skrive bøger.

Slow crime med tid til at dvæle kalder han selv sine bøger. Der er en langsommelighed, en ro og en eftertænksomhed i hans bøger. Faktisk skulle han selv sluge, at der bliver hæftet et spændingsroman-mærkat på hans bøger om Erhard. For “langsommelighed er godt at have med, når jeg skriver om en 67-68-årig hovedperson”. Han lægger ikke skjul på, at det ikke er i krimigenren, han selv blotrer sig som læser, selvom han sætter pris på Sjöwall og Wahlöö. Han er mere til “at mærke vandet dryppe i en Per Petterson-roman”. Omvendt har det hjulpet ham at fortælle historien om Erhard ved hjælp af en krimiintrige. Han havde brug for, at Erhard vågnede op og ikke visnede hen i sin afsondrethed.

Trods roen er der et eller andet sted en kritisk stemme, der gnaver:

Fra samtaler med andre forfattere ved jeg, at de også har en kritisk stemme et sted, der spørger, om det man nu har gang i er godt nok. Engang imellem har jeg i mit hoved hørt Lars Bukdahls  stemme, der rakkede ned. Men mit mod og min tro på, at det jeg skriver er godt, er blevet større med alderen. Og så betyder det selvfølgelig en masse, at mit forlag har taget godt imod mit manus.

(Bukdahl er bl.a. litteraturanmelder ved weekendavisen, red.)

Det har ikke været svært at skrive toeren. Det har været endnu federe, for nu kunne jeg bedre sætter ord på Erhard og de andre karakterer. Det er et privilegie at hoppe ned i en andens sko og ind i et andet univers. Jeg holder helt vildt meget af Erhard, men det er også fedt, at han ikke er en mand i 40’erne, der ligner mig selv. At han er en ældre karakter og har et helt andet udgangspunkt. Jeg har haft lyst til forsat at skrive historier om de naturlige konsekvenser af den måde, Erhard lever på. Han flygter og isolerer sig og straffer sig selv, ved at være helt væk fra alting. Erhard er meget pragmatisk, og nogle gange tænker jeg: Gad vide, hvad det fører til, når jeg skriver, og jeg kan selv blive overrasket over, hvor historien bevæger sig hen. Så må jeg mærke efter og finde ud af, hvordan Erhard ville reagere. Han gør, hvad der passer ham, og så tager han konsekvenserne senere.

- Jeg hepper megameget på Erhard. Han er lidt ligesom en morfar, siger Thomas Rydahl om sin hovedperson. Foto: Rebekka Andreasen

– Jeg hepper mega meget på Erhard. Jeg holder helt vildt meget af ham, siger Thomas Rydahl om sin hovedperson. Foto: Rebekka Andreasen

De savnede er en bog om savn, magt og kærlighed – eller manglen på kærlighed. I thrilleren bliver Erhard rodet ind i en sag om en illegal flygtning, der er forsvundet. Samtidig er et dansk filmhold landet på øen for at optage en episode til tv-programmet ’De savnede’. Og det får betydning for Erhard.

Med sort kaffe i koppen omgivet af “300 laksespisende ældre damer” på cafeen på kunstmuset Louisiana, og hovedtelefonerne fulde af titelmelodien fra dokumentarserien De forsvundne danskere, som blev vist på DR i 90’erne, er en god del af bogen blevet til. (Musikken er Mark Knopflers Irish boy. Hør den her)

Thomas Rydahl har genset mange af programmerne på DR’s elektroniske arkiv Bonanza, og han understreger, at det stort set altid er mænd, der flygter. Ligesom Erhard gør. Kvinderne, mødrene bliver.

Bøgerne om Erhard bliver en serie på i alt tre bind, og forfatteren afslører, at titlen på den sidste bog bliver De tre paver. Gradvist gennem serien får læseren mere at vide om, hvad der er sket i Erhards fortid. Hvad flygtede han fra?

Thomas Rydahl ved det allerede, selvom han ikke har skrevet den tredje bog. Hvornår alle vi andre får samme viden, må tiden vise. Nu skal bog nummer to om Erhard først skubbes godt på vej.

PS: Et spansk produktionsselskab har købt rettighederne til at filmatisere den første bog om Erhard. Det er ikke det samme som, at der kommer en film ud af det. Om et halvt år udløber den rettighed. Og måske, siger Thomas Rydahl, står der en dansk instruktør parat i kulissen, hvis det spanske selskab ikke går videre med projektet.

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her