Forfatter-interview

Arne Dahl: Jeg missede mit fly

Hvor Utmarker, Skyggezone på dansk, udkom i 2016 herhjemme, må danske læsere vente lidt endnu på efterfølgeren, der på svensk hedder Inland. Foto: Rebekka Andreasen

Han er manden bag bl.a. krimierne om Paul Hjelm og A-gruppen, han er blevet kaldt Sjöwall & Wahlöös arvtager, og så kalder han sin første bog i en ny serie om Sam Berger, politibetjent i Stockholm, for en sort diamant. Mød krimiforfatter Arne Dahl.

Jeg tror, at de fleste hotelreceptionister i Europa tænker, der kommer ham fjolset, der ikke selv ved, hvad han hedder. Engang jeg skulle til en bogmesse i Frankrig, missede jeg flyet, fordi der stod Arne Dahl på flybilletten. Og jeg har siddet hele natten i en hotellobby i Tyskland, fordi jeg ikke kunne få mit værelse.

Sådan siger bestsellerforfatter Arne Dahl.

Bag pseudonymet Arne Dahl gemmer litteraturkritiker, tidsskriftredaktør og forfatter Jan Arnald sig. Han byttede simpelthen om på bogstaverne i sit navn i midten af 90’erne, da han havde brug for at genopfinde sig selv som forfatter.

Hvor det kun har været et kæmpe plus i forhold til forfatterskabet og styrket skriveglæden og kreativiteten, så har det altså også skabt nogle udfordringer at være både Jan Arnald og Arne Dahl.

Og der er forskel på de to ifølge forfatteren selv:

Jan er langsom og tænker meget. Arne er mere effektiv.

Arne Dahl her i samtale med Diana Bach fra DR Læseklubber. Forfatterens serie om A-gruppen er filmatiseret. Det er polititeamet, du ser bag den svenske forfatter. Foto: Rebekka Andreasen.

Måske er det derfor, at forfatteren nogle gange leder efter ordene, holder pause og tænker sig om. For så at følge et spørgsmål helt til dørs med en grundig forklaring.

At han skal have gang i endnu et alias afviser han. For der er nok 10-12 bøger i Arne Dahl endnu, understreger den svenske forfatter.

Jeg får ikke skriveblokering eller skrivkramp, som det hedder på svensk. For når først jeg begynder på et kapitel, ved jeg, hvad jeg skal skrive. Det, der kan være udfordrende, er, når jeg skal finde på en original og unik historie, skal finde på snørklede tvists og plots. Jeg vil ikke gentage mig selv og skrive den samme historie igen og igen.

Siden Arne Dahl skrev den første bog om A-gruppen, Misterioso, er det blevet til en hel del forskellige krimier. Udover serien om A-gruppen står han også bag Opcop-serien.

Sidste år udkom Skyggezone på dansk, den første bog i en ny serie. Og den bedste udenlandske krimi, som jeg læste i 2016. Det er en bog, som Arne Dahl er meget glad for, og som han kalder “om ikke perfekt, så tæt på perfekt.” En bog, der også overraskede ham selv og tog nye vendinger undervejs i skriveprocessen.

I sin nye serie har han droppet et stort team af efterforskere og er back- to-krimi-basic. Arne Dahl har taget udgangspunkt i den traditionelle, lidt egenhændige efterforsker, den klassiske kommissærtype, som han efter 15 bøger med et politikollektiv fik lyst til at skrive om.

Oprindeligt var bogen tænkt som en såkaldt stand-alone krimi, men bog nummer to om Sam Berger, der på svensk hedder Inland, pressede sig på. Endnu har Inland ikke fået en dansk titel, men Arne Dahl fortæller, at også efterfølgeren er en psykologisk krimi, hvor læserne lærer Sam Berger endnu mere at kende.

I stedet for at have fokus på storpolitik, økonomisk kriminalitet eller skyggesiderne i det moderne svenske velfærdsdemokrati, så koncentrerer forfatteren sig i Sam Berger-serien om det tætte, det nære. Det indre.

Arne Dahl har placeret sin hovedperson, der er vild med eksklusive ure, som ham selv, i den stockholmske bydel Södermalm, hvor han selv bor og er vokset op. Sam Berger har endda gået på samme skole, som ham selv.

Jeg ville skrive noget mere tidløst, noget mere alment menneskeligt med fokus på det psykologiske.

Skyggezone er centreret om barndomstraumer og fortrængte, mørke hemmeligheder. Og mobning spiller en central rolle i bogen. Især en scene var så voldsom at skrive, at Arne Dahl måtte holde pause i skriveriet, rejse sig lidt op og gå gå rundt, for atter at sætte sig for at skrive scenen færdig. Og han kan godt forstå, at læserne kan væmmes ved netop den scene.

Han understreger, at en god krimi kan være en slags terapi, hvor man konfronteres med noget af det, der skræmmer. Og hvis man tænker en enkel tanke eller tre, efter at en Arne Dahl-krimi er læst, så gør det bestemt heller ingenting, smiler forfatteren.

PS: Indlægget er skrevet ud fra et foredrag med Arne Dahl i Åbyhøj, marts 2017, hvor han blev interviewet af Diana Bach.

Interview med Lars Kepler

Alexander Ahndoril og Alexandra Coelho Ahndoril er Lars Kepler tilsammen. De er også mand og kone. Alexandra: Alexander har sans for detaljer. Han er en perfekt portrætmaler og meget præcis, men det tager også sin tid. Jeg breder mig mere. Alexander: Alexandra er meget kreativ og sprudlende. Der går et øjeblik, og så har hun skrevet 100 ord. Foto: Rebekka Andreasen

Interview: De sidste par dage har forfatter-ægteparret bag Lars Kepler, Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril, været i Danmark for at lancere Kaninjægeren – den sjette bog om kommissær Joona Linna. I fredags mødte jeg dem på Sveriges Ambassade i København.

Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril har hver for sig skrevet det, man vil kalde finkulturelle bøger. Pseudonymet Lars Kepler opstod, fordi parret havde behov for at adskille krimiforfatterskabet fra deres egne forfatterskaber.

Når de smelter sammen til Lars Kepler, omfavner de krimigenren og serverer højspændt thriller-action. Med masser af suspense. Og har kolossal succes med at gøre det. Kaninjægeren udkom sent på efteråret i både Sverige og Norge og nåede alligevel at blive den mest solgte bog. Af alle genrer. I begge lande.  Og der findes over 8,5 millioner solgte bøger med Lars Keplers navn på.

Og nej. Parret mener ikke, det er nemmere at skrive en krimi, end det er at skrive en bog om Ingmar Bergman (som Alexander har på sit cv) eller en roman om Tycho Brahe (Alexandras værk).

Alexandra forklarer:

I en roman kan man skrive, at et vindue står åbent uden at behøve forklare yderligere, men hvis et vindue står åbent i en krimi, skal scenen anvendes til noget, have en betydning. Læserne forventer, at der sker noget. Og man kan ikke slutte bogen med en gåde. Genren fordrer, at der skal en form for forløsning og opklaring til.

Og selvom Lars Kepler ikke er kendt for happy endings, så skal der alligevel være en vej ud, mener parret. Alexandra siger:

Vi har en slags kontrakt med læserne og går ind i en labyrint med monstre, men det er vigtigt at få svar, at få lidt lys for enden.

Alexander understreger, at det er kompliceret at opbygge et plot, og at man som krimiforfatter skal kunne overskue en masse detaljer og blindspor, som man skal føre læserne igennem:

Vi skal være sikre på historiens hjerte, før vi begynder at skrive og folde plot og intriger ud.

Han tilføjer, at far/søn-forhold er noget af det, de gerne vil udforske i bogen, det, der denne gang er en del af hjertet i Kaninjægeren.

Netop familierelationer, forskellige måder at være familier på og magtforhold internt i familien er noget, der går igen i Lars Keplers krimier. Det er her, forfatterparret lægger deres kolossale psykologiske interesse. Fordi, fortæller de, der i familier er brandstof til gode historier, til følelser, hemmeligheder, dramatik, identifikation og konflikter. Og angsten for at miste.

Lars Kepler skriver ofte ud fra ofrets perspektiv. Skal man rive læserne med, handler det om empati, at man holder af personerne og føler med dem, mener de svenske forfattere. I Kaninjægeren er læserne også inde i hovedet på morderen, som parret kalder en fascinerende person.

Se lige engang: To forskellig signeringer – Lars Kepler og Lars Kepler. Sådan er det, når der gemmer sig to forfatternavne bag Lars Kepler. Foto: Rebekka Andreasen

Navnet Joona Linna

At hovedpersonen i Lars Keplers krimier, kommissær Joona Linna, er svensk-finsk, er et meget bevidst valg. I Sverige er der stor tradition for at skrive krimier, og Kepler-parret ville gerne skabe en anderledes hovedperson. Dermed var en alkoholiseret, deprimeret politimand strøget af listen. Finnerne er den største minoritetsgruppe i Sverige, og derfor valgte parret at give Joona Linna netop den baggrund.

Den finske forfatter Väinö Linna, der døde i 1992 og var en af Finlands mest internationalt kendte forfatter, gav inspiration til efternavnet. Det Gamle Testamente har inspireret til kommissærens fornavn. Alexander forklarer:

Joona er opkaldt efter Jonas i hvalens mave. Vi ser hver bog som en stor fisk, der sluger Joona, og som han til sidst vil kæmpe sig ud af.

Den første bog i serien, Hypnotisøren, er blevet filmatiseret. En filmatisering parret dog ikke havde noget at gøre med. Især i USA er de vilde med bl.a. Saga Bauer , og der har været tale om at lave krimiserien om Joona og Saga om til tv-serie eller film. Men: “Filmbranchen taler og taler, og man ved aldrig, om der kommer noget ud af det. Nu må vi se”, siger Alexandra Coelho Ahndoril. Foto: Rebekka Andreasen

Slås derhjemme

For at få scener med f.eks. vold til at blive så autentiske som muligt, afprøver parret slåskampe derhjemme på stuegulvet i Stockholm. Ganske forsigtigt, som Alexandra indskyder, men scener med kamp og slag kan være komplicerede at skrive. Øvelsen giver dem forståelse for, hvordan en slåskamp kan gå til. Med detaljer som retning, kraft, tempo, indlevelse etc. kan de nemmere skrive en fysisk scene.

Ikke uden stolthed i stemmerne forklarer de, at en underviser på politiskolen i Sverige har rost deres evner til at beskrive en nærkamp i bogen og sagt, at det er nøjagtig sådan, det foregår.

Alexandra:

Research er vigtigt for os. Krimier skal have et ben i den virkelig verden, og det andet ben i fiktionens. Vi elsker fiktion, men har måtte tillære os at skrive så tæt på virkeligheden som muligt.

Alexander:

Vi hader vold og vil aldrig romantisere vold, men virkeligheden er blodig, og mennesker er grumme, og det forholder vi os til. Og derfor er der også vold i vores bøger.

Parret har bl.a. besøgt Kumla – et af Sveriges største og sikreste fængsler. Oplevelsen i et miljø, som Alexander kalder meget barskt, gjorde indtryk og var vældig lærerigt, og de har placeret deres hovedperson Joona Linna netop her i begyndelsen af Kaninjægeren.

Hvordan det går Joona Linna, og om han slipper ud af hvalens mave, må du læse Kaninjægeren for at finde ud af.

PS: Lars Kepler læser også selv bøger. Alexandra er meget optaget af Gillian Flynn (Kvinden der forsvandt) og af Emma Clines Pigerne. Og så anbefaler hun Jeg er pilgrim af Terry Hayes, der vist snart kommer i ny version på dansk.

Interview med Thomas Rydahl

Thomas Rydahl. Foto: Rebekka Andreasen

Selvom det ikke er det mest flatterende billede, Thomas Rydahl giver af Fuerteventura, og selvom han kun kender øen fra en enkel ferie, så har mange indfødte taget godt imod hans første bog. Og da Thomas Rydahl var på øen for at promovere Eremitten og en kvindelig taxachauffør hørte, hvem hendes kunde var, sprang hun ud af vognen og insisterede på et selfie med den danske forfatter. Foto: Rebekka Andreasen

Forfatterinterview: Thomas Rydahl har placeret sin hovedperson helt ude på kanten af Europa – på den spanske ø Fuerteventura. Han er fascineret af mænd, der flygter fra ét liv og begynder et nyt liv forfra. Og de konsekvenser, et så radikalt valg har. Netop derfor skulle hovedpersonen Erhard så langt væk som til en kanarisk ferieø.

Da jeg møder forfatter Thomas Rydahl på en cafe i hjertet af Aarhus en eftermiddag i november, er der mindre end et døgn til, at Rydahls anden spændingsroman De savnede udkommer. En bog, der handler om eksildanskeren Erhard, den aldrende, atypiske krimihovedperson og eremit med ni fingre, som vi også mødte i Eremitten

Endnu ved forfatteren ikke, at anmeldere ved de store dagblade vil kaste stjerner og hjerter efter bogen og rose udgivelsen med sætninger som: .. et effektivt “crime noir”-plot, som ville have vundet applaus fra en Raymond Chandler” (Jyllands-Posten) og “Thomas Rydahls anden roman om sin antihelt Erhard Jørgensen lever herligt op til etteren” (Politiken).

Alligevel hviler der en ro over Thomas Rydahl. Selvfølgelig, understreger han, er han spændt på, hvordan bogen bliver modtaget, og der er nogle sommerfugle, der basker lidt rigeligt i maven, men han udstråler ro og eftertænksomhed. Og virker befriet for nervøsitet eller uro. Som om han ved, at det, han sender på gaden om et øjeblik, er kvalitet og har værdi.

Som om, han nu har fundet sig selv som forfatter efter allerede som 17-årig at have vundet en novellekonkurrence for derefter i mange år at producere historier til skrivebordsskuffen. Som om, han har fundet sig selv efter de kriser, både i sit parforhold og i den tætte vennekreds, som han åbent fortæller om.

Det har tvunget mig til at se på mit eget liv og tænke: Hvad er det egentligt, at mit liv handler om? Det handler om at skrive bøger.

Slow crime med tid til at dvæle kalder han selv sine bøger. Der er en langsommelighed, en ro og en eftertænksomhed i hans bøger. Faktisk skulle han selv sluge, at der bliver hæftet et spændingsroman-mærkat på hans bøger om Erhard. For “langsommelighed er godt at have med, når jeg skriver om en 67-68-årig hovedperson”. Han lægger ikke skjul på, at det ikke er i krimigenren, han selv blotrer sig som læser, selvom han sætter pris på Sjöwall og Wahlöö. Han er mere til “at mærke vandet dryppe i en Per Petterson-roman”. Omvendt har det hjulpet ham at fortælle historien om Erhard ved hjælp af en krimiintrige. Han havde brug for, at Erhard vågnede op og ikke visnede hen i sin afsondrethed.

Trods roen er der et eller andet sted en kritisk stemme, der gnaver:

Fra samtaler med andre forfattere ved jeg, at de også har en kritisk stemme et sted, der spørger, om det man nu har gang i er godt nok. Engang imellem har jeg i mit hoved hørt Lars Bukdahls  stemme, der rakkede ned. Men mit mod og min tro på, at det jeg skriver er godt, er blevet større med alderen. Og så betyder det selvfølgelig en masse, at mit forlag har taget godt imod mit manus.

(Bukdahl er bl.a. litteraturanmelder ved weekendavisen, red.)

Det har ikke været svært at skrive toeren. Det har været endnu federe, for nu kunne jeg bedre sætter ord på Erhard og de andre karakterer. Det er et privilegie at hoppe ned i en andens sko og ind i et andet univers. Jeg holder helt vildt meget af Erhard, men det er også fedt, at han ikke er en mand i 40’erne, der ligner mig selv. At han er en ældre karakter og har et helt andet udgangspunkt. Jeg har haft lyst til forsat at skrive historier om de naturlige konsekvenser af den måde, Erhard lever på. Han flygter og isolerer sig og straffer sig selv, ved at være helt væk fra alting. Erhard er meget pragmatisk, og nogle gange tænker jeg: Gad vide, hvad det fører til, når jeg skriver, og jeg kan selv blive overrasket over, hvor historien bevæger sig hen. Så må jeg mærke efter og finde ud af, hvordan Erhard ville reagere. Han gør, hvad der passer ham, og så tager han konsekvenserne senere.

- Jeg hepper megameget på Erhard. Han er lidt ligesom en morfar, siger Thomas Rydahl om sin hovedperson. Foto: Rebekka Andreasen

– Jeg hepper mega meget på Erhard. Jeg holder helt vildt meget af ham, siger Thomas Rydahl om sin hovedperson. Foto: Rebekka Andreasen

De savnede er en bog om savn, magt og kærlighed – eller manglen på kærlighed. I thrilleren bliver Erhard rodet ind i en sag om en illegal flygtning, der er forsvundet. Samtidig er et dansk filmhold landet på øen for at optage en episode til tv-programmet ’De savnede’. Og det får betydning for Erhard.

Med sort kaffe i koppen omgivet af “300 laksespisende ældre damer” på cafeen på kunstmuset Louisiana, og hovedtelefonerne fulde af titelmelodien fra dokumentarserien De forsvundne danskere, som blev vist på DR i 90’erne, er en god del af bogen blevet til. (Musikken er Mark Knopflers Irish boy. Hør den her)

Thomas Rydahl har genset mange af programmerne på DR’s elektroniske arkiv Bonanza, og han understreger, at det stort set altid er mænd, der flygter. Ligesom Erhard gør. Kvinderne, mødrene bliver.

Bøgerne om Erhard bliver en serie på i alt tre bind, og forfatteren afslører, at titlen på den sidste bog bliver De tre paver. Gradvist gennem serien får læseren mere at vide om, hvad der er sket i Erhards fortid. Hvad flygtede han fra?

Thomas Rydahl ved det allerede, selvom han ikke har skrevet den tredje bog. Hvornår alle vi andre får samme viden, må tiden vise. Nu skal bog nummer to om Erhard først skubbes godt på vej.

PS: Et spansk produktionsselskab har købt rettighederne til at filmatisere den første bog om Erhard. Det er ikke det samme som, at der kommer en film ud af det. Om et halvt år udløber den rettighed. Og måske, siger Thomas Rydahl, står der en dansk instruktør parat i kulissen, hvis det spanske selskab ikke går videre med projektet.

 

 

Interview med bestsellerforfatter S.K. Tremayne

En ø i det skotske højland spiller en hovedrolle i S.K. Tremaynes Faldet, der udkommer på danske 30. august. Foto: S.K. Tremayne.

En ø i det skotske højland spiller en hovedrolle i S.K. Tremaynes thriller Faldet, der udkommer på dansk 30. august. En fiktiv ø, der er kraftigt inspireret af øen Eilean Sionnach, der er en del af øgruppen Hebriderne. Foto: S.K. Tremayne.

Forfatter-interview: Siden han som fireårig fik offentliggjort et digt, har britiske S.K. Tremayne skrevet. Han kan simpelthen ikke lade være. I Faldet der udkommer på dansk i næste uge, og som er solgt til udgivelse i 20 lande, har han plantet sine hovedpersoner på en forblæst skotsk ø. En ø, han længe har været optaget af. Også tvillinger fascinerer ham, og derfor er enæggede tvillingepiger, en død og en levende, centrale i den psykologiske domestic noir-thriller.

S. K Tremayne er et pseudonym for den britiske journalist og bestsellerforfatter Sean Thomas, der tidligere har skrevet tempofyldte konspirationsthrillers om religiøse sammensværgelser under pseudonymet Tom Knox.

Da han skrev Faldet, der er en psykologisk ægteskabsthriller i domestic noir-genren, opstod behovet for et nyt forfatternavn. Sean Thomas alias S. K. Tremayne, der bor med sin familie i London, forklarer:

Jeg ønskede at skrive en thriller, hvor det underlige, uhyggelige og skumle kan tilskrives mine karakterers sorg eller vrede. Hvor alt der sker kan være noget, der kun foregår i deres hoveder. På samme tid ønskede jeg, at læserne skal være i tvivl om, hvorvidt der virkelig sker noget mærkværdigt. Den tvetydighed er jeg vild med. S står for mit fornavn, Sean. K har jeg valgt for sjov. Og Tremayne er min bedstemors pigenavn.

Ideen om at bruge enæggede tvillinger som omdrejningspunkt i bogen opstod, da forfatteren på en pub i London fortalte en ven, at han havde planer om at skrive en isnende thriller. En psykologisk thriller om en familie, der flytter til en fjerntliggende ø, og som sørger, fordi de har mistet et barn.

Jeg nævnte, at jeg havde brug for et ekstra tvist til historien. Pludselig kiggede min ven op og udbrød: tvillinger. Jeg fik straks fornemmelsen af, at hun havde fat i noget. Tvillinger var perfekte til at tviste historien. Der er automatisk noget dragende og anderledes over tvillinger, og det at de ligner hinanden og næsten er identiske, giver mig som forfatter mange muligheder for at tviste plottet og skabe uhygge. Som når en meget ung tvilling i bogen ser sig selv i spejlet og tror, at hun i stedet ser sin afdøde søsters spøgelse.

En ø, der gør indtryk

I Faldet flytter ægteparret Sarah og Angus fra London til den afsides, fiktive ø Torran ud for den skotske vestkyst. Øen er kraftigt inspireret af den lille skotske ø Eilean Sionnach, der er en del af øgruppen Hebriderne. I mange år har S.K. Tremayne følt sig sært tiltrukket af den isolerede og forblæste ø.

Som 7-årig så han en film bygget over den skotske forfatter Gavin Maxwells selvbiografiske roman om Maxwells pleje af og unikke forhold til en vild odder. Filmen gjorde et kolossalt indtryk på ham. Som 22-årig besøgte S. K. Tremayne øen Eilean Sionnach, som en af hans venner havde købt. Da det gik op for ham, at manden med odderen havde boet netop på denne ø og levet med dyret ikke langt derfra, voksede hans fascinationen af øen. Siden har S.K Tremayne besøgt øen med sin ene datter. Og nu danner øen en skræmmende perfekt ramme om den dramatiske historie i Faldet.

Det er et meget smukt, men alligevel dystert og barskt sted. Romantisk, trist, gribende og poetisk på samme tid. Øen isolerer på naturlig vis karaktererne, og de mørke, kolde, stormfulde vintre matcher bogens dystre stemning, især når klimakset nærmer sig.

Han føjer til, at hvis han har svært ved at komme i den rette stemning, når han skal skrive noget skræmmende, nervepirrende eller uhyggeligt, så hjælper det, hvis han læser dyster og kraftfuld poesi a la Sylvia Plath. Som far til to piger var det ikke uproblematisk at skrive om et forældrepar, der har mistet en datter.

Det var virkelig hårdt. Jeg elsker mine døtre, og det var smertefuldt at skrive om et dødt barn på nogenlunde deres alder. Nogle gange måtte jeg stoppe med at skrive, falde til ro og minde mig selv om, at det var fiktion. At det jeg skrev ikke ville sive ind i mit eget liv. På den anden side er mange af mine bekymringer som forælder kommet med i bogen, forklarer han.

Faldet har et genialt, originalt og overraskende plot, som forfatteren har arbejdet intensivt med. S. K. Tremayne forklarer:

Jeg var nødt til at omskrive hele bogen i andet udkast, fordi plottet ikke virkede og var kraftfuldt nok. Jeg indså, at ved at ændre en af personernes holdninger og perspektiv, fungerede historien meget bedre. Man kan ikke afgøre, om et plot er vigtigere end karaktererne. Det svarer til at skulle vælge, om skønhed eller duft er det vigtigste for en blomst. De er uadskillelige. Karaktererne driver plottet, og plottet afhænger af karaktererne. Ideelt set fungerer begge dele.

Faldet er solgt til udgivelse i 20 lande og røget direkte ind på bestsellerlisterne. I Holland måtte forlaget genoptrykke romanen otte gange i løbet af de første seks uger. Igen skal vi tilbage til den skotske ø for at finde forfatterens egen forklaring på succesen.

Folk kan åbenbart lide den tvetydighed, jeg nævnte tidligere. Følelsen af, at du ikke kan være sikker på, om Faldet er en overnaturlig historie, en roman om forældrenes sorg, en mordgåde eller noget helt fjerde. Jeg tror også bogens location spiller en rolle. Alle elsker en ensom ø.

PS: For en god ordens skyld vil jeg nævne, at jeg i første omgang lavede interviewet som en betalt opgave for Gads Forlag, der bruger interviewet i forbindelse med markedsføring af bogen. At jeg har valgt at bringe interviewet her, så bloggens læsere får glæde af det, har jeg ikke fået en krone for.

PPS: I morgen sætter jeg skub i en konkurrence, hvor to bloglæsere kan vinde bogen. Se trailer for bogen her

Jussi Adler-Olsen: – Jeg vil gerne afsløre lidt om Afdeling Q bind 7.

Når der står Adler-Olsen på en bogryk sælger bogen næsten sig selv. Men det betyder ikke, at Jussi Adler-Olsen er ligeglad med sine læsere. Tværtimod. - Hvorfor skulle jeg være ligeglad med det, jeg laver?", svarer han flere gange, da jeg flere gange spørger ind til, om læsernes kritik påvirker ham. Foto: Rebekka Andreasen

Jussi Adler-Olsen har solgt over 15 millioner bøger. Men det betyder ikke, at forfatteren er ligeglad med, hvordan læserne modtager bøgerne. Tværtimod. “Hvorfor skulle jeg være ligeglad med det, jeg laver?” svarer han flere gange, da jeg spørger ind til, hvad læserne betyder for ham. Det kan lyde som en kliche, men læserne ER de vigtigste for Jussi Adler-Olsen. Og han lytter til den kritik og feedback, som han får. Foto: Rebekka Andreasen.

Interview/reportage: I de sidste par år har Jussi Adler-Olsen sjældent mødt sine danske læsere. Han har simpelthen ikke tiden til det. For nylig gjorde han en ekstraordinær undtagelse og gæstede først Frederikshavn, derefter Hjørring Bibliotek, hvor han på bedste stand up-manér underholdte med historier fra sit forfatterliv. Og afslørede nyt om næste bog om Carl Mørck, Assad og Rose. Inden da mødte jeg – og en håndfuld andre bogbloggere – forfatteren til en god times snak.

Hver gang Jussi Adler-Olsen omtaler sin far, kommer der en ømhed i stemmen. Dette (lange) indlæg skal ikke handle om forfatterens opvækst på diverse hospitaler rundt omkring i landet, hvor Jussi Adler-Olsens far var overlæge. Den historie er velkendt for de fleste. Men vi kommer alligevel ikke uden om forfatterens far. Flere gange nævner Jussi Adler-Olsen nemlig sin far Carl Henry Olsen.

Måske blot i en bisætning, når han fortæller, at faderen altid opfordrede ham til at kaste sig over det, han havde lyst til. Eller når han fortæller, at faderen lærte ham aldrig at tøjle sin nysgerrighed. Og der er inderlighed og stolthed at spore i stemmen, når han beretter, at faderen mente, at Jussi havde mange talenter, og at det allerstørste var hans held.

Med et smil, der flækker ansigtet, fortæller Jussi Adler-Olsen, hvordan hans far elskede at hapse smagsprøver i Kvickly, og at Olsen senior trods sin sukkersyge kastede sig over søde sager – bevæbnet med insulin.

Det er også Jussi Adler-Olsens far, der opfordrede sønnike til først at tisse, når noget krævede koncentration –  så var det nemlig af vejen, og man kunne koncentrere sig om vigtigere sager.

Og det gør han så, tisser, inden han sætter sig til tastaturet og skriver historier om Carl og de andre fra kælderen under Politigården i København. Og ja, det foretrukne skriveprogram er stadig WordPerfect 5.1

Når du skriver i WordPerfect, behøver du ikke vente på, at musen er det rigtige sted, for den bruger du ikke. Den distraktion der er ved at se en cursor køre hen over billedet, bare det at finde musen, det at afmærke en tekstblok og flytte den – dødssygt. Det tager alt for langt tid. Du er helt væk. Det går ikke for mig.

Jussi Adler-Olsens far døde i 1996 som knap 87-årig og nåede aldrig at opleve, hvordan hans eneste søn ud af fire børn blev en overordentlig succesfuld forfatter med millioner af læsere over hele verden – i 125 lande.

Nyt om Afdeling Q – den 7. krimi i serien om Carl Mørck

En god ansigtskulør afslører, at Jussi Adler-Olsen har tilbragt en del af vinteren i Barcelona, hvor han og husturen Hanne har en lejlighed.

“Titlen er genial. Det er et enkelt ord. Mere vil jeg ikke afsløre,” siger Jussi Adler-Olsen om titlen på den bog, han er i gang med at skrive.

Han er, med egne ord, endnu engang bagud med skriveriet. Han mangler stadig at skrive cirka 150 sider. Deadline er 1. august. Herefter skal bogen redigeres, så den kan lande hos læserne omkring oktober. Hvis alt går efter planen. Det bliver den syvende bog om Afdeling Q.

Viljen til at skrive om Assad, Rose og Carl Mørck mangler ikke. Men tiden gør.  Med cirka 140 rejsedage om året og læsere, forlag og bogmesser over hele verden, der skal plejes, så er tiden til skriveriet knap. Jussi Adler-Olsen er blevet en gigantforretning.

Forfatteren forklarer, at det sjoveste er at skrive synopsis, researche og at finde på et godt plot. At skrive kan nogle gange føles som noget, der bare skal gøre. Men når det virkelig kører, skriveriet, når han er i flow, så føles det vidunderligt:

Det kan være noget af det mest fantastiske, og jeg kan få samme følelse som i gamle dage, hvor jeg spillede rockguitar a la Jimi Hendrix.

Selvom Jussi Adler-Olsen ikke vil afsløre titlen på den ny bog om Afdeling Q, så vil han gerne afsløre lidt om sin kommende krimithriller:

I denne bog kommer vi ind i hovedet på Rose, og hun har det rigtig skidt. Både på grund af det, der sker i hende, men også på grund af det, der sker omkring hende. Vi lærer mere om hendes hemmeligheder. Det er også en bog, hvor både Assad og Carl er meget kede af det, så trøst dem, når I læser bogen.

Læserne kommer også til at møde Denise: En ung kvinde sidst i tyverne, der ser godt ud, og som altid har fået at vide, at verden ligger for hendes fødder, og at hun kan alting. Men også en ung kvinde, der stejler, hver gang hun møder et krav. Hun har ingen uddannelse og er på overførselsindkomst.

Hun er ikke dum, men hun er socialt inkompetent, fordi hun er blevet socialt mishandlet af sine forældre. Sætter man sådan en pige med alle hendes frustrationer i gang og sætter hende sammen med et par ligesindede piger af samme skuffe – åh, det bliver godt!

Fuck det", tænkte hun og hev op i dynen, rystede den, bankede på hovedpuden og overbevidste sig selv om, at når en af hendes Sugardaddies først var kommet så langt, som her til, så sked han nok på resten". Citat fra Jussi Adler-Olsens kommende bog om Afdeling Q. Teksten handler om den unge kvinde Denise, der spiller en rolle i den nye krimithriller. Foto: Rebekka Andreasen

“Fuck det”, tænkte hun og hev op i dynen, rystede den, bankede på hovedpuden og overbeviste sig selv om, at når en af hendes sugardaddies først var kommet så langt, som her til, så sked han nok på resten”. Citat fra Jussi Adler-Olsens kommende bog om Afdeling Q. Teksten handler om den unge kvinde Denise, der spiller en rolle i den nye krimithriller. Foto: Rebekka Andreasen

Da han senere underholder læserne på Hjørring Bibliotek, læser han op fra den endnu ufærdige bog. Han er generøs med bidder fra bogen, og publikum lapper dem begærligt i sig.

Jussi Adler-Olsen er på scenen en god halv time længere end programlagt. At stå foran publikum bekommer ham vel. Han joker, får publikum til at bryde ud i latter og tager sig god tid til spørgsmål fra salen.

Han fortæller, hvor meget hans redaktør og hustruen Hanne betyder for ham i forbindelse med et nyt bogprojekt. Og han fortæller om den mest grumme bog, han aldrig har fået udgivet, men som han skrev i 1980 på en IBM kuglehoved skrivemaskine. Og han understreger, at Washington Dekretet er mere aktuel end nogen sinde før og hentyder til kampen om præsidentposten, der er i gang i USA. (Læs et uddrag af bogen, der udkom i 2006, her )

Rigtig mange af dem, der er mødt op på Hjørring Bibliotek, vil gerne fotograferes sammen med Jussi Adler-Olsen og få deres "Jusfie". Foto: Rebekka Andreasen

Rigtig mange af dem, der er mødt op på Hjørring Bibliotek, vil gerne fotograferes sammen med Jussi Adler-Olsen og have deres “Jusfie”. Foto: Rebekka Andreasen

I over en halv time signerer Jussi Adler-Olsen bøger og snakker med publikum. Han bruger sig selv. Og havde han haft sin personlige assistent Elisabeth med, havde hun nok stoppet ham en smule før – og passet på ham. At sige nej og stop og “nu er det nok” er en del af hendes job. For uden tid til at skrive – ingen ny bog om Afdeling Q.

 

 

 

 

Interview med Henrik Brun

Når Henrik Brun er aktuel med en ny krimi, er det blevet en tradition, at bogen udkommer dagen før Krimimessen i Horsens. Foto: Rebekka Andreasen

Når Henrik Brun er aktuel med en ny krimi, er det blevet en tradition, at bogen udkommer dagen før Krimimessen i Horsens. Foto: Rebekka Andreasen

Ny Ketil Brandt-krimi: Hvad betyder det for opklaringen af en forbrydelse, at den politiske stemning er forpestet, at Europa lukker sig om sig selv, og at lande sviner hinanden til samtidig med, at der er masser af interne stridigheder? Det er spørgsmål, som Henrik Brun har været optaget af i arbejdet med Den polske lykkejæger.

Den polske lykkejæger er titlen på Henrik Bruns nye krimi, og denne gang sender forfatteren sin hovedperson til bl.a. Sverige og Polen. Handlingen udspiller sig i et Europa, hvor økonomien har det skidt, og hvor stridigheder om østarbejdere, social dumping og flygtninge dominerer dagsordenen.

Henrik Brun, forfatter til Den polske lykkejæger, er vild med at være på Krimimesse i Horsens. - Jeg har lige hørt et interessant interview med den svenske forfatter Sofie Sarenbrant. Selvom viskri Sofia

Den polske lykkejæger er den femte selvstændige bog om Ketil Brandt. Som de øvrige bøger er en god del af bogen skrevet på Bartof Café på Frederiksberg.

En dansk fagforeningsboss dør under en blokade mod polsk arbejdskraft i Danmark. Politiet efterlyser en polsk forretningsmand, der straks går under jorden. Selvom forretningsmanden bliver frikendt, fortsætter han sin flugt. Det undrer journalisten og den tidligere krigsreporter Ketil Brandt, der følger i polakkens fodspor for at finde årsagen til mandens desperate flugt.

Det er ikke svært at gennemskue, at det er virkeligheden, der inspirerer Henrik Brun, og i alle bøgerne om Ketil Brandt griber han fat i et aktuelt emne.

“Det er spændende at tage udgangspunkt i noget samfundsrelevant. Rent fortælleteknisk er det fedt, at man kan give historien et ekstra lag, og at læserne kan relatere til noget, der er oppe i tiden. Jeg tror, det er godt for samfundsdebatten, at forfattere blander sig og ser tingene lidt oppefra som modvægt til hurtige medier som Facebook, hvor debatter hurtigt kan gå i selvsving. Som forfatter har man et andet take, forklarer Henrik Brun og føjer til, at man jo også har friheden til at blande fantasi og virkelighed.

Henrik Brun er produktiv. Han debuterede med det første selvstændige bind i serien om Ketil Brandt i 2011. Samtidig med fuldtidsjobbet som udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad. Nu har han skrevet fem bøger om Ketil Brandt.

Den polske lykkejæger er første bog, han skriver som fuldtidsforfatter. Det har bl.a. betydet mere tid til research. Den research, der er så vigtig for ham. For at få detaljer, stemninger og beskrivelser helt korrekte rejser han til de steder, han skriver om. Henrik Brun har bl.a. været i Warszawa flere gange for at researche til bogen.

Jeg kan ikke finde på noget, der er godt nok, hvis jeg blot sidder ved skrivebordet.

Selvom Henrik Brun trækker på sine erfaringer fra mere end 20 års arbejde som journalist, og selvom hans globale udsyn smitter af på hovedpersonen Ketil Brandt, så er der også væsentlige forskelle på forfatteren og den figur, han har skabt.

Som journalist tilstræber jeg at være objektiv. Ketil er en aktivistisk journalist og mere fandenivoldsk. Han kan godt finde på at blive voldelig, og så reagerer han på det, han finder uretfærdigt. Han viger ej tilbage for at involvere sig personligt og blande sig i politiets arbejde.

At være på Krimimesse i Horsens er altid fornøjeligt, mener Henrik Brun, der nyder at møde både læsere, boghandlere, krimikollegaer og forlagsfolk.

– Jeg har netop hørt et interview med den svenske forfatter Sofie Sarenbrant. Selvom vi skriver forskellige bøger og sikkert også har forskellige målgrupper, så var det inspirerende at høre, hvordan hun bygger sine historier op og arbejder med sine karakterer. Jeg blev nysgerrig, og nu har jeg købt hendes seneste bog.

På spørgsmålet om hvorvidt der kommer endnu en Ketil Brandt-krimi, svarer Henrik Brun smilende, at det gør der nok. Og tilføjer: “Jeg skriver dog kun en bog om ham, hvis jeg synes, der er gods nok.”

PS: De øvrige bøger i serien hedder: Den danske lokkedue, Den norske lakaj, Den svenske løgner og Den finske patriot.

Du kan læse mere om forfatteren her

 

Interview med Thomas Enger

Om inspiration siger krimiforfatter Thomas Enger: Man behøver bare løfte blikket. Jeg kan godt finde på at tage et foto i smug og skrive noter på telefonen for at huske noget, jeg har set, som jeg kan bruge i mine bøger. Foto: Rebekka Andreasen

Om inspiration forklarer krimiforfatter Thomas Enger: – Man behøver bare løfte blikket. Jeg kan godt finde på at tage et foto i smug med min telefon og skriver noter på telefonen for at huske indtryk og tanker, som jeg kan bruge, når jeg skriver. Foto: Rebekka Andreasen

Interview: Den norske krimiforfatter Thomas Enger sætter med Banesår et endeligt punktum i serien om journalisten Henning Juul. Han slipper dog ikke universet. Bøgerne skal nemlig forvandles til tv-serie.

– Indimellem har det været frustrerede, at jeg på forhånd havde lovet en serie på seks bøger, og nu er jeg meget lettet. Og stolt af, at jeg er kommet i mål. Mange ting ændrede sig undervejs, og det er lykkedes at samle alle trådene. Den sidste bog var ekstra svær at skrive, fordi alt skulle passe sammen og forløses, forklarer Thomas Enger fra sin stol på sit danske forlag Modtryks stand på Krimimessen i Horsens.

Som journalist følte Thomas Enger ikke altid, at han havde tilstrækkelig tid til at gå i dybden med et emne. Den tid fik han som forfatter. Han kalder de fire romaner, han aldrig har fået udgivet, for god skrivetræning, og i efterskriftet til sin første bog skriver han bl.a.:

De, der kender mig godt, ved, at vejen frem mod min første udgivelse har været lang. Den sidste tak går derfor til mig selv. Tak, fordi du aldrig holdt op med at skrive.

I 2010 debuterede han som krimiforfatter med Skindød, den første fritstående bog i serien om kriminalreporter Henning Juul og co.

Fra begyndelsen havde han en overordnet historie i tankerne. Da Thomas Enger skrev den fjerde bog i serien, gik det op for ham, at den ikke passede ind i den store historie, han var i gang med at fortælle. Han kasserede 200 sider og kastede sig over plan b – som han ikke havde. Og gik i gang med den femte bog, der også blev den sidste. Han understreger, at serien hele tiden har været et dynamisk projekt, og at ikke alt har været fastlåst fra starten, selvom han har haft en ide om, hvordan Henning Juul og bogens andre personer skulle udvikle sig.

Thomas Enger kan skrive alle steder. Ved køkkenbordet eller på cafe omgivet af mange mennesker. Men kan ville ikke kunne skrive uden musik, og lytter til musik, når han skriver. Det kan f.eks. være filmmusik af James Newton Howard. Her er Thomas Enger fotograderet på Krimimessen i Horsens - mens han bliver fotograferet. Foto: Rebekka Andreasen

Thomas Enger kan skrive alle steder. Ved køkkenbordet med børnene rendende om fødderne, i en lufthavn eller på cafe omgivet af mange mennesker. Men han kan ikke undvære sine høretelefoner og sin musik, og han lytter ofte til musik, når han skriver. Det kan f.eks. være filmmusik af James Newton Howard. Og som sin hovedperson spiller også Thomas Enger klaver. Her er forfatteren fotograferet på Krimimessen i Horsens – mens han bliver fotograferet. Foto: Rebekka Andreasen

Hvordan figuren Henning Juul opstod kan Thomas Enger ikke huske, men han fortæller leende, at hans hovedperson har et godt, dansk navn.

– Det, jeg bedst kan lide ved Henning Juul, er, at han er optaget af retfærdighed og ikke giver op, men stædigt efterforsker sin egen sag. Han er frygtløs og kompromisløs, men han er også melankolsk – det er jeg også selv, forklarer Thomas Enger.

For den norske forfatter har det været interessant at undersøge, hvad vi mennesker gør, når vi bliver pressede. Han ville undersøge det værste – at miste et barn. Thomas Enger forklarer, at det er en slags terapi for Henning Juul at jagte sandheden og efterforske den brand, der kostede hans lille søn livet. Mordgåden løber som en overordnet historie igennem alle bind.

– Henning Juul finder ud af, at livet ikke er forbi, selvom han har mistet et barn. Først befinder han sig på en slags Ground Zero, men efterhånden finder han langsomt tilbage til livet. Han er nødt til at forholde sig til andre mennesker.

Thomas Enger er meget inspireret af tv-serier og sluger med stor velbehag serier som Game of Thrones og Ringenes herrer, som han har set mindst ti gange. Måske han snart får en ny favorit?

Inden længe bliver universet om Henning Juul nemlig til levende billeder. Serien forvandles til tv-serie, og Thomas Enger er meget involveret i arbejdet i tæt samarbejde med instruktør Patrik Syversen og producer Karin Julsrud. Den norske skuespiller Kristoffer Joner, der spiller med i bl.a. The Revenant, har været involveret i projektet i længere tid og skal sandsynligvis spille hovedrollen som Henning Juul.

Et projekt, Thomas Enger kalder vældigt spændende. Han understreger, at der er stor forskel på at skrive en bog og et tv-manuskript.

“Så bare rolig. Jeg glemmer ikke Henning”, fastslår Thomas Enger på blødt norsk.

PS: Serien om Henning Juul  i rækkefølge:

  • Skindød
  • Fantomsmerte
  • Blodrus
  • Våbenskjold
  • Banesår

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her