Krimitanker

Tre spøjse spørgsmål – og noget om krimi

Både svenske Arne Dahl og norske Karin Fossum skriver kvalitetskrimier. Synes jeg. De er begge aktuelle med nye bøger. Foto: Rebekka Andreasen

Krimilitteratur: En god historie er en god historie – uanset genre. Basta. 

For nylig har jeg fået tre spøjse spørgsmål:

  • Hey, er du ikke Hanne Boel? Ordene kom fra en lille mand på hovedbanegården i København. Øh.. Jeg er godt 15 år yngre end sangerinden, vejer væsentlig mere end Hanne Boel, er korthåret, snakker jysk og bærer markante briller. Og min sangstemme ønsker du ikke at høre. “Selvfølgelig er jeg det”, råbte jeg smilende tilbage til manden, der nok havde et par procenter for meget i blodet.

 

  • Hvorfor bruger vi ikke ordet amusant noget mere? Når nu det er sådan et morsomt, fornøjeligt og spændende ord?, ville min veninde vide. Også et spørgsmål, der fik mig til at grine. Nu har jeg brugt ordet amusant her – og opfordringen til at give ordet nyt liv er hermed givet videre.

 

  • Blogger du kun om krimier og ikke om rigtig litteratur? Spurgte en bekendt af en bekendt, da vi forleden var til noget sammenkomst-halløj.

Suk. Alle jer, der trofast følger bloggen, ved, at det ikke er første gang, jeg skal forholde mig til det spørgsmål. Og gennem årene har jeg interviewet en pæn portion krimiforfattere, der fortæller, at de indimellem bliver spurgt om, hvornår de skriver en rigtig roman.

HOLD. NU. OP. Når noget er godt, er det godt. En god historie er en god historie – uanset genre. Der findes krimier, der er dårligt skrevet, hvor plottet er slattent, og hvor personkarakteristikker er flade og klicheagtige. Selvfølgelig gør der det.

Men der findes også havebøger, digte, biografier, erindringer, ungdomsbøger, børnebøger, essays, historiske romaner, kogebøger, hobbybøger, tegneserier, kunstbøger, debatbøger, antologier og skønlitterære romaner, der ikke er værd at bruge tid på. Heldigvis findes der også det modsatte, og det gælder alle genrer.

Jeg elsker citatet her fra krimiforfatter Susanne Staun. Ordene faldt år tilbage, da hun blev interviewet til Informations krimitillæg:

Hvad er en krimi? En krimi er en litterær genre, der kræver to ting: Et mord og en opklaring. Hvordan pokker kan det forhindre nogen i at begå god litteratur?

I et interview for nylig i Politiken sagde den 86-årige forfatter John le Carré, der er aktuel med ny spændingsroman, sådan her til journalist Carsten Andersen:

Da jeg holdt releaseparty, var der i løbet af aftenen to, der sagde, at de desværre ikke havde læst mine bøger, eftersom de ikke læste spionromaner. Okay, hvorfor fanden er I så kommet?, tænkte jeg. Enhver roman kan jo overskride sin egen genre. Hvis det virker, så virker det.

(Tak til Ole Tornbjerg for link)

Den gode litteratur længe leve. Krimigenren længe leve. Og leve, det gør genren helt bestemt. Blot inden for de næste par dage udkommer sprøde nye krimier som Arne Dahls Indland, Karin Fossums Hviskeren og Camilla Läckbergs Heksen.

 

Vild Med Krimi nomineret til Danish Book Blog Award – giver du en stemme?

Plusbog.dk står bag Danish Book Blog Award, der uddeles for andet år i træk på BogForum 2017 i Bella Center. Vildmedkrimi.dk er nomineret.

Vild med Krimi nomineret: 16 danske bogblogs er nomineret til Danish Book Blog Award, som Plusbog.dk står bag. Prisen uddeles på BogForum 2017 i Bella Center den 10. november.

Frem til fredag den 13. oktober kan du stemme på lige præcis den bogblog, du bedst kan lide. De fem blogs, der får flest stemmer, går videre i finalen om at vinde Danish Book Blog Award. Herefter vil en jury af folk fra bogbranchen, blogger-verdenen og den digitale scene finde frem til den endelige vinder, der kåres på Plusbog.dks stand på BogForum fredag den 10. november.

For at vinde skal bloggen være dybt forankret i bøgernes verden, den skal emme af læseglæde og inspirere sine læsere.

Og jeg håber selvfølgelig, at du har lyst til at stemme på vildmedkrimi.dk – og dermed på mig. Men der er masser af skønne blogs, så stem på den, du bedst kan lide.

Her kan du stemme til Danish Book Blog Award

PS: Prisen har et år på bagen. I 2016 vandt Paperback Castles, som Rikke Møller står bag. Find bloggen her

Mød Lisbeth Salanders nye far i København

Ny Salander-krimi: Mandag besøger den svenske forfatter David Lagercrantz København, og du kan stadig købe billetter til arrangementet. Han er manden bag den femte bog i Millenniumserien om Salander og Blomkvist.

David Lagercrantzs Manden der søgte sin skygge, hvor vi igen møder Salander og Blomvist, udkommer i dag i 26 lande. Foto og copyright: Cato Lein.

I dag udkommer femte bind i den såkaldte Millenniumserie om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist.  Manden der søgte sin skygge hedder bogen. Stieg Larsson, der døde i 2004, skrev de tre første i serien:

  • Mænd der hader kvinder
  • Pigen der legede med ilden
  • Luftkastellet der blev sprængt

Den svenske forfatter David Lagercrantz fik den ikke helt nemme opgave med at skrive videre på et univers, som millioner af læsere verden over har taget til sig. At Lagercrantz takkede ja til at skrive videre på Larssons storsælgende krimier blev mødt med stor kritik og forargelse. Også forlaget bag, Nordstedts, blev kritiseret.

Men Lagercrantz skrev bogen, og i 2015 udkom Det der ikke slå os ihjel, som jeg bl.a. kaldte:

en kompleks og interessant historie skrevet med respekt for det unikke Millennium-univers, som Stieg Larsson skabte. Som thriller er romanen dog lidt for tung med lange passager om matematik og teknik

Lagercrantzs fritstående fortsættelse af Larssons tre bøger blev en kommerciel succes.

Det er langt fra første gang i verdenshistorien, at en forfatter skriver videre på en andens værk. Da Lagercrantzs første Salander-bog udkom, blev jeg bl.a. interviewet til P1 om hvorvidt det var gravrøveri at lade Stieg Larssons serie fortsætte med en anden forfatters pen.

Hvis rettigheder, jura, copyright etc. er på plads, mener jeg, at det etisk er helt i orden at bygge videre på Larssons krimiunivers.

Ligesom jeg med kolossal stor fornøjelse ser en ny James Bond-film, der kun løst er bygget på Ian Flemings oprindelige ide. Ej heller er det Walt Disney, der skaber Anders And-historier i dag. Og for nogle år siden skrev den britiske forfatter Sophie Hannah en Poirot-roman. Agatha Christie kunne af gode grunde ikke skrive den.

Om kvaliteten i de nye værker er lige så god som originalerne, det er så spørgsmålet.

I Manden der søgte sin skygge lover Lagercrantz, at vi får svar på, hvorfor Lisbeth Salander har en stor tatovering af en drage på ryggen. Og vi bliver klogere åp skyggerne fra Lisbeth Salanders barndom.

Oplev David Lagercrantz live, når han gæster International Forfatterscene i Den Sorte Diamant i København på mandag. Find billetter til arrangementet her

PS: Vidste du, at David Lagercrantz har været kriminalrapporter på den svenske avis Expressen? Og at han er søn af den berømte svenske forfatter og nu afdøde kritiker Olof Lagercrantz?

Har du stemt på din yndlingsforfatter?

Yndlingsforfatter: Otte danske forfattere er nomineret til Bog & Ides MARTHA Prisen 2017. Skal Lone Theils, Helle Vincentz, Jesper Stein, Anna Ekberg, Julie Hastrup, Steffen Jacobsen, Jens Henrik Jensen eller Thomas Rydahl have din stemme?

Her et kig til mine bogreoler, hvor alle otte nominerede forfattere er repræsenteret. Har du stemt på den forfatter, som du mener skal vinde MARTHA Prisen 2017? Foto: Rebekka Andreasen

Indimellem har jeg deltaget i afstemninger om dit eller dat. F.eks. har jeg for nylig stemt til Svend Prisen, en filmpris bestemt af publikum.

Jeg ærgrer mig stadig over, at Ditte & Louise ll, der er blevet vist på DR1, ikke vandt i kategorien Årets danske TV-dramaserie. Jeg er tosset med den serie. Det er ikke en krimi, men der sniger sig også andre genrer ind i mit liv.

Men sandheden er, at jeg aldrig har set en sæson af Badehotellet, der vandt netop den kategori, så kunne jeg egentlig tillade mig at deltage i afstemningen?

Og, indrømmet: Da DR Romanprisen blev uddelt i juni, havde jeg også en mening om, hvem der skulle vinde, selvom jeg ikke havde læst alle de sidste tre bøger, der var tilbage i finalefeltet.

MARTHA Prisen er endelig en afstemning, hvor jeg med hånden på hjertet kan sige: Jeg har læst alle forfatterne. Og jeg har stemt. Har du?

MARTHA Prisen, som Bog & Ide står bag, blev uddelt for første gang i 1989 til Martha Christensen. Dengang hed prisen Danskernes Yndlingsforfatter, men nu er prisen opkaldt efter den første prisvinder.

Hvert år nomineres otte forfattere. Halvdelen bliver nomineret af Bog & Ides medarbejdere, mens den anden halvdel nomineres af læserne. Mangler din favorit? Så kan det være, fordi din forfatter allerede har vundet.

Vinder en forfatter skal der nemlig gå fire år, før han/hun kan nomineres igen. Michael Katz Krefeld vandt prisen sidste år.

Vil du være med til at bestemme, hvem der skal vinde og hædres til oktober? Du kan stemme her

PS: Der er masser af gode grunde til at stemme på hver af de nominerede. F.eks. har Jesper Stein skrevet den bedste krimi, jeg har læst i år, Steffen Jacobsens krimier er altid hamrende underholdende, Helle Vincentz kan kombinere krimi og storpolitik, så det smager af meget mere, og Thomas Rydahl skriver følsomt, sært og forunderligt og kan noget med stemninger – og geder.

Det jeg vægtede højt, da jeg stemte, var, at forfatteren har et langt og bundsolidt forfatterskab bag sig, og at forfatteren har skrevet bøger, jeg med fryd har kastet mig over gennem årerne, hvad enten karaktererne har boltret sig i Krakow, Esbjerg eller i en skov i det nordlige Jylland.

PPS: Vær opmærksom på, at du melder dig ind i Bog & Ides kundeklub, når du deltager i afstemningen.

 

 

 

Nyt fra Arne Dahl, John le Carré og David Lagercrantz

Nye bøger: Det pibler frem med nye krimier i september. Jeg glæder mig især til gensyn med George Smiley, Lisbeth Salander og Sam Berger.

85 år og pensionist? Næh. John le Carré er aktuel med ny koldkrigsroman.

At jeg er stor fan af John le Carré ved du, hvis du følger bloggen. Og nu er der nyt fra le Carré. Den 85-årige forfatter har hevet sin MI6-spion George Smiley ind fra kulden og er aktuel med ny koldkrigsroman. Spioners Arv hedder bogen, der er den første roman med Smiley (som vi møder i bl.a. Dame konge es spion) i 25 år. Forlaget Rosinante, der står bag den danske udgivelse, lover en historie, der er fuld af spænding, humor og moralsk ambivalens, og hvor John le Carré præsenterer læserne for en parade af uforglemmelige figurer – gamle som nye. Bogen udkommer 1. september.

Manden der søgte sin skygge er titlen på den femte bog i Millennium-serien om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Igen er det svenske David Lagercrantz der bygger videre på Stieg Larssons berømte spændingsunivers. Og selvfølgelig har Salander det ikke nemt. Hun afsoner en kort straf i et kvindefængsel og får i fængslet besøg af Holger Palmgren, som har fået fat i dokumenter, der kaster nyt lys over myndighedernes overgreb på hende som barn. Hun beder Mikael Blomkvist om hjælp til at undersøge sagen. Udkommer 7. september.

Jeg var i Stockholm i maj og sendte lange blikke efter Arne Dahls Inland, der var udkommet på svensk. Nu er bogen oversat til dansk, titlen har fået et ekstra d, og bogen udkommer sidst i september. Foto: Rebekka Andreasen

Det her er en bog, som jeg glæder mig ekstremt meget til. I Indland af Arne Dahl er der gensyn med den tidligere politimand ved Stockholms politi Sam Berger og kollegaen Molly Blom, som vi mødte første gang i Skyggezone. De får i hemmelighed overdraget en ubehagelig sag fra fortiden. Morderen er fanget og dømt, men er han virkelig den skyldige? Jeg tvivler. Indland udkommer den 26. september.

Også flere kvindelige forfattere sender krimier og spændingsromaner på gaden i september bl.a. Gabriella Ullberg Westin, Camilla Läckberg, Kristina Ohlsson, Fiona Barton og danske Lotte Dalgaard.

Meget mere kultur

Mere fokus på kultur: Jeg er sådan en type, der tror på, at vi som mennesker bliver både klogere, mere reflekterende og sjovere af at svøbe os i kultur. Og jeg jubler over mere fokus på kulturstoffet på DR.

DR satser på kulturen i 2018. Jubii. Det er fotograf Sanne Berg, der her har forvandlet en af mine bogstakke til et smukt foto.

Et nyt litteraturprogram på DR K, og en stor tv-satsning om danske forfattere på DR 1. Det er noget af det, vi kan glæde os til, når DR i 2018 skruer op for kulturen.

Også radiolytterne kan glæde sig til mere fokus på litteratur, når P4 næste år med en ny podcast-serie tager afsæt i stærke læseoplevelser, der samler os danskere.

Og så lover DR, at der i 2018 dukker et ugentligt kulturmagasin op på DR 1 om bl.a. musik og bøger – lige efter den sene TV Avisen.

Ambitionerne for kulturmagasinet er, at programmet skal være seernes indgang til kulturen rundt om i landet. Jeg håber, at DR-journalisterne har i baghovedet, at Danmark er mere og andet end hovedstadsområdet.

Om de nye tiltag siger DRs kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen i en pressemeddelelse bl.a.:

”Kulturen flyder allerede i en lang række tilbud på DRs flader. Fra dansk dramatik og musik til formidling af vores danmarkshistorie. DR er en aktiv medspiller i dansk kunst- og kulturliv, og vi har en vigtig rolle i forhold til at formidle ikke mindst dansk kultur, kunst, sprog og kulturarv. Også derfor er jeg glad for, at vi nu hæver ambitionerne for kulturen yderligere.”

Det bliver spændende at følge.

I øvrigt kan du allerede fra 1. september – på Jyllands-Postens digitale platform – lytte med, når Ceilie Frøkjær laver podcast om litteratur.

Gratis lydbog, novelle og gode podcasts

Krimisommer: Jeg har samlet en håndfuld gratis krimitips til dig.

Slå ørerne ud og lyt til gode historier.

Jeg er stor fan af lydbøger. Lytter til historier, når jeg sidder i bussen, laver mad eller går aftentur alene.

Måske du denne sommer vil lytte til en god krimi, når du slapper af på altanen, går tur med hunden, laver havearbejde eller ligger og koger på stranden på Mallorca?

Frem til den 31. august kan du gratis via dr.dk podcaste og streame Løbende tjener, der er Dennis Jürgensens første krimi for voksne. Bogen udkom i 2014 på Tellerup. Københavnerkrimien om efterforskeren Ronald Triel finder du her 

Radiodrama er hot. 100 millioner gange  – det er ret meget. Og netop omkring 100 millioner gange blev første sæson af den amerikanske podcast Serial downloadet. Den er nogle år gammel, og måske du var en af dem, der lyttede med?

Der findes heldigvis masser af underholdende og meget lytteværdige podcasts. Her kommer et lille udvalg af dem, som jeg  – udover Serial – har nydt med stor fornøjelse.

Homecoming, Gimlet Media: Psykologisk thriller om hjemvendte amerikanske soldater. Utrolig lækker lyd. Og en god historie. Efter hvert afsnit får du som bonus lidt info om processen med at lave podcasten fra fx instruktør, lyddesigner eller en skuespiller. Podcasten er på engelsk. En sæson to er på vej. Find første sæson her

Ringbindsattentatet, Third Ear/Politiken: En dansk såkaldt true crime-podcast. Hvem stod bag, da Bent Skjold Nielsen i 1987 blev skudt i maven, da han åbnede et indpakket ringbind i kærestens lejlighed? Podcasten sætter fokus på den gamle kriminalsag. Og det er ikke kedeligt, når Third Ear a la Tim Hinman og Krister Moltzen, interviewer stort set alle involverede. Hør blandt andre Kurt Kragh, der dengang arbejdede på Rigspolitiets Rejsehold, fortælle om den spektakulære og mærkværdige sag. Du kan hente den danske podcast ved at google Ringbindsattentatet og høre den via Politikens hjemmeside, eller du kan downloade den via iTunes her

Kvinden med den tunge kuffert: Third Ear/Politiken: En meget underholdende føljeton om en kvinde, der er lige dele svindlermysterium og kirkemiljøportræt. Hvem er den norske kvinde med den tunge kuffert, som indlogerer sig på Ørslev Kloster? Og hvem er skyld i, at der sker underlige ting på klosteret? Lyt med her og bliv klogere på denne true crime-podcast. Meget vanedannende, så forbered dig på, at du skal have tid til alle afsnit.

Nattens dronning, DR: Ikke en krimi, men virkelig en fascinerende podcast og en meget usædvanlig historie. Også hentet fra det virkelig liv. I flere år har radiodokumentaristen Thomas Smedegaard været på sporet af en kvindelig telefonstønner, som har huseret i det klassiske musikermiljø siden slutningen af 90’erne. En Nattens Dronning der især om natten ringer til slagtøjsspillere og stønner igennem.  Hvem er hun, denne mystiske kvinde, og hvad har hun gang i? Podcasten blev sidste år kåret til årets bedste europæiske radiodokumentar på en festival i Berlin.  Du finder podcasten her

Fortvivl ej hvis du ikke er til lydbøger eller podcasts. Ellers hvis du bare gerne vil læse en god kort krimi. Dig har jeg nemlig også et tip til. Jürgen Klahn har skrevet kriminovellen En bitter pille, som du gratis kan hente som e-bog måneden ud via Saxo.com lige her

Forfatteren, der i årevis har skrevet noveller, debuterede i øvrigt sidste år med sin første roman, krimien Sommerfuglen.

Bemærk: Jeg formidler blot. Jeg har intet med teknikken at gøre, hvis du oplever problemer, når du downloader.

God læse- og lyttelyst/Rebekka

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her