Jeg hepper på krimiforfatterne


To krimiforfattere har chancen for at vinde BogForums Debutantpris på fredag.

Fire dage til BogForum 2012. Jeg glæder mig som en vanvittig. Det bliver tre dage, hvor arbejde og fornøjelse i den grad smelter sammen. Sidste år besøgte mere end 24.000 mennesker messen. Mon ikke der kommer endnu flere besøgende i år, hvor messen er flyttet fra Forum til Bella Center?

På messens første dag bliver BogForums Debutantpris uddelt. Udover æren følger der 50.000 kr. med prisen. Sidste år fik Erik Valeur prisen for romanen Det syvende barn.

Det glæder mig, at der i år har været flere krimiforfattere blandt de indstillede kandidater bl.a.:

Morten Kærså. Han er nok mest kendt som producer og for sin musikkarriere med bandet Moonjam. Men han er også forfatter. Morten Kærså har skrevet krimien Den uskyldige morder om en midaldrende, afdanket rockmusiker, som måske/måske ikke er morder.

Michael Lycke, der er manden bag en af de bedste bøger, jeg har læst i år, Metusalemgenet. Han har skrevet en videnskabsthriller om journalisten Noah Safran, der under research til en artikel om livsforlængende forskning ufrivilligt sætter eget og andres liv på spil.

Johan Ottosen, der debuterer med Stenens tid. Han har skrevet en spændingsroman, hvor sensationelle fund fra fortiden og nutidige terrorplaner mod det danske kongehus flettes sammen i et forløb over en uge.

De nævnte forfattere er dog ikke med på den endelige liste over de sidste fem kandidater, der har mulighed for at vinde prisen. Der er dog to krimiforfattere imellem, så jeg hepper på disse to:

Jesper Stein er krimidebutant med bogen Uro. Vicekriminalkommissær Axel Steen skal opklare et mord, der skete, mens Ungdomshuset på Jagtvej blev ryddet. Mistanken går indledningsvis på politivold mod en ung autonom.

Thomas Clemen, der har skrevet Langs smertegrænsen. Det er en thriller om biologiske våben, storpolitiske magtspil i en polariseret verden – og om det enkelte menneskes ansvar for at være mere end tilskuer.

Er det ikke ved at være slut med at se på krimilitteratur som underlødig og uden litterære kvaliteter?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.