Det hvide mørke af Eva Maria Fredensborg

Du kan møde Eva Maria Fredensborg på Krimimessen i Horsens, hvor hun fortæller om Det hvide mørke.

Du kan møde Eva Maria Fredensborg på Krimimessen i Horsens, hvor hun fortæller om Det hvide mørke.

Anmeldelse: Det hvide mørke af Eva Maria Fredensborg er en hybrid mellem en langsomt fortalt krimi og en slægtsroman. En kombination, hun lykkes med.

Hvis definitionen på en krimi er, at der skal være et mord og en opklaring, så er Eva Maria Fredensborgs nye roman, der netop er udkommet, en krimi. En 50 år gammel mordsag er helt central i bogen, og når sidste side er vendt, ved du, hvem der er den skyldige. Når det er sagt, så er der ikke meget traditionel krimi og politiefterforskning over Det hvide mørke. Både genre og persongalleri har Eva Maria Fredensborg, der er kendt for sin krimitriologi om Robert Strand, Asta Qvist og Carl Pedersen, skiftet ud.

Den unge københavnske forfatter og biolog med speciale i evolution, Emma van der Klein, overhører en samtale mellem sine forældre og opdager, at den mand, hun kalder farfar, ikke er hendes biologiske farfar. Emma kører til Sønderjylland og dykker ned i sin slægts historie, og inden længe dukker nedgravede familiehemmeligheder og konflikter op til overfladen. Hvorfor har hendes forældre løjet? Og hvem er han, hendes farfar af kød og blod?

Emma finder frem til den farfar, hun deler gener med. Men ak. Han er fængslet i arresten i Tønder – mistænkt for mord. Til og med et mord begået for mere end 50 år siden. Emmas biologiske farfar nægter i øvrigt at sige et eneste ord, og Emma får sin sag for med at finde sine rødder.

Det er – undskyld mit sprog – pissegodt skrevet og spændende på en finurlig måde. Ikke fordi vi higer efter at finde ud af, om Emmas farfar er skyldig, men fordi vi higer efter, at hun finder ro. Finder sig selv. Det er en karakterbåren fortælling. Eva Maria Fredensborg lader bogens plot sno sig langsomt ad kringlede veje.

Det hvide mørke er forfatterens allerbedste bog. Om det er fordi forfatteren aldrig selv har kendt sin farfar, ved jeg ikke. Sproget er forfinet, og det mener jeg i positiv forstand, altså forfinet som i udsøgt og elegant.

Bogen er befriet for klicheer i portrættet af den lille landsby Visby tæt på Tønder, hvor Emma indlogerer sig i sin “nye” farfars beskedne hus. Det kunne ellers have været en klichefyldt omgang at slippe en Vesterbro-akademiker løs i såkaldt Udkantsdanmark. Men: Låser man virkelig sin dør i en landsby som Visby? Måske det er min fordom?

Et abetræ i haven

Og selvfølgelig har Emmas farfar, der som sit barnebarn er mere end almindeligt optaget af evolution, et abetræ i haven:

Et af træets grene strækker sig ud fra stammen i blødt buede linjer, og de er dækket af korte, tykke nåle; nærmest pigge. Araucaria araucana, eller abetræ, som det lidt ironisk kaldes. Nålenes spidse ender og grenenes bøjelighed er resultatet af mange tusinde års evolutionær tilpasning, styret af et mål: at beskytte træet mod abernes hærgen ved at gøre dets grene meget, meget ubehagelige at svinge i.

Mit eneste ak: Det tog tid, inden jeg fik styr på historiens forskellige spor og Emmas forskellige stemmer i både første- og tredjeperson. Hold øje med datoerne, når du kaster dig over de forskellige kapitler. For forfatteren Emma skriver selvfølgelig om egne oplevelser. Jeg nåede at blive godt forvirret, før det gav mening. Sporskiftene er desværre også med til at hive tempo og nærhed ud af historien. Men læs bogen, for pokker.

PS: Jeg var en af de første, der anmeldte Eva Maria Fredensborgs debutbog, En gang morder. En bog, hun udgav som selvudgiver. Nu har hun udgivet fire bøger på tre år – de sidste to på Politikens Forlag.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her