Domestic noir – og et par heldige vindere


Faldet af britiske S.K. Tremayne er et eksempel på en domestic noir-thriller. Foto: Rebekka Andreasen

Faldet af britiske S.K. Tremayne er et eksempel på en domestic noir-thriller.  Er det dig, der har vundet et eksemplar af bogen? Foto: Rebekka Andreasen

Domestic noir:  Krimigenren udvikler sig konstant. Der findes bl.a. politiromaner, videnskabskrimier, spionthrillers, femikrimier, skandinaviske velfærdskrimier og krimier, der blander det metafysiske og religiøse ind i en ellers stram krimiskabelon, hvor ting kan forklares. Og så er der domestic noir: en undergenre til den mere traditionelle krimigenre.

Omformuler Home is where the heart is til Home is where the hurt is og du er tæt på en definition på domestic noir.

Domestic noir centrerer sig om privatlivet og de tætte relationer. Omdrejningspunktet for domestic noir-thrillers er ofte dagligdagen med arbejde, venner, børn og parforhold. Genren udforsker bl.a. ægteskabets eller det tætte venskabs knap så idylliske sider.

Over en gin og tonic på en krimifestival i Bristol fandt den britiske forfatter Julia Crouch og hendes forlægger i 2013 på begrebet, der passede godt på de romaner, Crouch havde skrevet.

Især amerikanske Gillian Flynns Gone Girl har sat skub i genren. Kvinden der forsvandt, som bogen hedder på dansk, udkom herhjemme i 2013 og året før i USA. Flynns domestic noir-thriller er blevet en international bestseller, og den psykologiske thriller har begejstret læsere over hele verden.

Romanen handler om det unge og smukke ægtepar Amy og Nick. På parrets femårs bryllupsdag forsvinder Amy sporløst efter tegn på kamp i hjemmet. Manden Nick bliver mistænkt for at stå bag, og snart er Nick hvirvlet ind i en mediestorm  og politiefterforskning. I romanen skiftes de to hovedpersoner til at give deres vidt forskellige versioner af sandheden, og som læser bliver du trukket rundt i manegen og har skiftevis sympati for den ende, så den anden. Hvem skal du tro på? Hvad foregår der egentlig i hovedet på de mennesker, du tror, du kender så godt?

Domestic noir punkterer myten om det perfekte liv

Med selfies og sociale medier som Facebook og Instagram kan vi iscenesætte vores liv, så det emmer af nybagt gourmetbrød, masser af motion, glade unger, idylliske ferier og perfekte designerhjem, og mange peger på, at genren opfylder vores behov for at komme ind under den åleglatte overflade, helt derind, hvor der er mørkt og ubehageligt. Domestic noir punkterer myten om det perfekte liv.

I morgen udkommer en thriller, der på fornem vis repræsenterer denne subgenre: Faldet af britiske S.K. Tremayne. (Læs mit interview med forfatteren her)

Det er en brag af en bog, og du kan godt glæde dig. Og de to heldige bloglæsere, der hver har vundet et eksemplar af Faldet er: Mette Mølgaard og Tove Hornbek.

Send mig jeres adresse på mail@rebekkaand.dk  – så er der en bog på vej til jer. Hører jeg ikke fra vinderne inden 14 dage, udtrækker jeg andre vindere. Tak til Gads Forlag for at sponsorere bøgerne.

PS: Har du lyst til at kaste dig over genren, kan du  – udover Faldet af S.K. Tremayne – gå i gang med en af disse bøger:

  • Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn
  • Kvinden i toget af Paula Hawkins
  • Den tavse kvinde af S. A. Harrison
  • Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
  • Før jeg lukker øjnene af S. J. Watson
  • Dobbelt liv af S. J. Watson
  • Bogen om dig af Claire Kendal
  • Pigen med det tidsindstillede hjerte af Peter Swanson
  • Aldrig uden dig af Harriet Lane
  • Den anden af Harriet Lane
  • Hausfrau af Jill Alexander Essbaum
  • Min mands hemmelighed  af Liane Moriarty
  • Sundhedsplejersken af Nova Lee Maier
  • Ikonen og Konservatoren af Nina Vad Holtum

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.