Forlægger: – Du får nuancerne med, når du læser krimier 2


Forlægger Peter Lindgaard, der står bag krimi-forlaget Anton & Ludwig, er sidste mand i Vild Med Krimis advents-kalender. Han bliver aldrig træt af Patricia Highsmiths bøger, og så måtte han knibe sig selv i armen, for at være sikker på, at han stadig var den samme, da han havde læst Liz Jensens De ubudne.

Peter Lindgaard står bag det nystartede forlag Anton & Ludwig, der har base i Esbjerg, og som bl.a. har udgivet thrilleren Ghostman af R B, En bog, der har fået anmelderne i bl.a. USA og England til at klappe af begejstring.

Hvorfor er du vild med krimigenren?

Læser man mediernes omtale af hverdagens dramaer, har jeg det ofte, som om jeg kun får den halve sandhed at vide. Den anden halvdel bliver enten ikke afdækket eller gengivet. Ofte står man tilbage med et unuanceret billede af ’det gode og det onde’, ordensmagt og skurke, politi og røvere. Nuancerne får man til gengæld i den gode krimi. Det er næsten som at spise gourmetmad. Man fortærer en veltilrettelagt handling – grådigt eller hvordan man nu har lyst til at stille sin appetit. Man overraskes af ingredienserne, bliver provokeret, man får rokket ved nogle grundopfattelser af hvordan politiet kan optræde, hvordan en hæslig forbryder pludselig ligner den nabo, du hilser på dagligt, man får indsigt og underholdning, og man rejser sig som regel fra bordet med en umættelig følelse af at ville have mere. Det stopper aldrig – man foræder sig. Det er næsten ligesom jul.

Hvilken krimi er den bedste, du har læst i år?

– Udover Peter Swansons Pigen med det tidsindstillede hjerte, en Hitchcock-lignende gyser, man godt kan begynde at glæde sig til, og som udkommer på Anton & Ludwig om få måneder, så lander valget på Liz Jensens De ubudne. Hun gør det umulige, når hun nærmest lader det neurotiske og sindssygen besætte læseren. Da jeg havde lagt bogen fra mig, måtte jeg knibe mig selv i armen for at være sikker på, at jeg stadig var den samme. Det er gåsehud, masser af underbevidsthed og gode uhyggelige timer. Hende vil jeg gerne udgive en dag.

Hvilken krimi vil du give i gave i år – og til hvem?

– Vi nærmer os juleaften, og jeg har med stor fornøjelse allerede sendt en hel masse gaver afsted til vores fantastiske krimiblogs. I pakkerne ligger gangster-thrilleren Ghostman af det nye amerikanske geni Roger Hobbs – en roman vores forlag er stolt af at have udgivet. Ghostman er et dramatisk studie i den amerikanske underverden. Romanen er et begavet miks af Godfather’s univers, Donald Westlakes Manden uden ansigt (1965) og noir-stemningen i den hårdkogte kriminalroman. Næste års julegave bliver opfølgeren til Ghostman Vanishing Games (dansk titel undervejs). Læs interview med Roger Hobbs her

Hvilken krimi glæder du dig til at læse?

-Av, der er mange. Jeg glæder mig til at læse mere af Gillian Flynn. Hun er et studie i suspense, og jeg har stadig hendes første udgivelser til gode. Jeg glæder mig også til at læse Joyce Carol Oates uhyggelige mesterværk fra 2014 De forbandede. Endelig glæder jeg mig meget til at læse den danske oversættelse af den brasilianske krimi Ligrøveren, som vi udgiver til marts i forbindelse med Krimimessen i Horsens. Bogen handler om moderne organkriminalitet. Forfatteren hedder Patrícia Melo. Hun er i Europa for at promovere sin nye bog, og der er en chance for, at vi får hende med på Krimimessen.

Har du en krimi-yndlingsforfatter?

– Patricia Highsmith. Jeg har læst alt af hende – igen og igen i snart 50 år. Det er en besættelse, jeg indrømmer det. Hun gør en stor forskel. I hendes bøger er det ikke det stereotype Who’s done it?, der tæller. Patricia Highsmith mestrer You’ve done it-plots. Det er spooky, det er suspense, og det virker!

Har du haft en god live krimi-oplevelse i 2014?

– I marts deltog jeg i Krimimessen i Horsens. Her overværede jeg et foredrag af en tysk retsmediciner, der hardcore præsenterede tilhørerne for nogle af de oplevelser, han stødte på gennem sit arbejde. Alt blev fremvist på en storskærm uden filter eller censur af nogen art, fotografier af opsprættede lig, hjernemasse, forrådnede kroppe, smadrede tandsæt. Rent ud sagt, ekstremt uhyggeligt og angstprovokerende. En del forlod salen undervejs – men vi var altså også mange, der lod os rive med af det rå gys fra virkeligheden. Vi glæder os i øvrigt helt vildt til at præsentere forlagets nyheder og møde en hel masse nye og inkarnerede krimifans, når vi deltager i Krimimessen til marts.

Er der en krimi, der har gjort et ekstra stort indtryk på dig?

– Der er to, og de er begge skrevet af Ira Levin: Et kys før døden og Rosemarys Baby.

Hvilken krimi, der ikke har domineret bestsellerlisterne, vil du anbefale andre at læse?

– Udover Ghostman – som danskerne ikke har opdaget endnu, men som både har ligget på bestsellerlisterne i Storbritannien, Sverige, Holland og Tyskland, så anbefaler jeg klart Gaute Heivolls Før jeg brænder ned. Den er fantastisk velskrevet, en pyromankrimi der bygger på en virkelig begivenhed i norsk kriminalhistorie. Lyst til Mørkt – Mørkt til Lyst. Glædelig jul til alle vildmedkrimi-fans.

PS: Du kan følge forlaget Anton & Ludwig på Facebook lige her

PPS: Læs eller genlæs min reportage fra Krimimessen i Horsens. Du kan bl.a. se et billede af Mark Benecke – den underholdende, tyske retsbiolog, som Peter Lindgaard nævner.

 

 

 

 


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Forlægger: – Du får nuancerne med, når du læser krimier