En hjælpende hånd af Gillian Flynn 1


Måske en ide til årets voksen mandelgave? Gillian Flynns kriminovelle udkommer på dansk 3. november.

Gillian Flynns kriminovelle byder på både gys og grin.

Anmeldelse: Amerikanske Gillian Flynn – hvem er det nu, hun er? Hun er forfatteren bag Kvinden der forsvandt (Gone girl), der er solgt i mere end 13 millioner eksemplarer. Og aktuel på dansk med kriminovellen En hjælpende hånd.

15 centimeter høj, 11 centimeter bred og godt 100 sider lang. Gillian Flynns kriminovelle En hjælpende hånd ser ikke ud af meget. Men mere behøver Gillian Flynn åbenbart ikke. På forbløffende kort tid serverer forfatteren en kriminovelle, der er indtagende spooky, byder på gotisk gys, et plot, der bliver tvistet igen igen – og en kort historie, som endnu engang præsenterer os for personer, vi som læsere ikke aner, om vi kan stole på. Jeg er fan!

I novellen møder vi en kvinde omkring de 30 år. Hun har hutlet sig gennem tilværelse bl.a. ved at give mænd håndjobs, og hun kaster sig ud i også at læse auraer og skruer op for sine falske clairvoyante evner, når sårbare kvinder har brug for gode råd. 

En dag dukker den velhavende, men ulykkelige Susan op i forretningen Den spirituelle hånd, og den kvindelige hovedperson beslutter sig for at udvide sin forretning med aura-renselse af Susans hus. Rustet med salvie, salt og mystisk mumlen besøger hun Susans viktorianske hus. Men der er et eller andet galt med det foruroligende hus. Er det hjemsøgt af spøgelser? Eller er det Susans stedsøn, 15-årige Miles, der er skyld i uhyggen?

Det er en urovækkende og fascinerende fortælling, der også er fantastisk humoristisk – lidt af en præstation. Det er svært ikke at blive glad for den snu hovedperson. Alt i alt en herlig lille gysende fortælling, der kun giver mig lyst til at forsvinde endnu længere ind i det univers, som Flynn har skabt.

Men ak. Bogen stopper alt for brat. Øv øv øv. Ej heller til sidst er vi klar over, hvem der tager hvem ved næsen, og jeg forbandede den åbne slutning langt væk. (Og så er jeg også modstander af de mange parenteser i bogen, der forstyrrer læserytmen.)

PS: Novellen har vundet en Edgar Award 2015 for bedste kriminovelle.

PPS: Gillian Flynn er en af de forfattere, der skriver thrillers i domestic noir-genren, hvor uhyggeligen ofte findes inden for hjemmets fire vægge, og ting sjældent er, hvad det giver sig ud for at være.

 

 

 


Skriv et svar til Tove Hornbek Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

One thought on “En hjælpende hånd af Gillian Flynn

  • Tove Hornbek

    Jeg har læst Kvinden der forsvandt og den faldt absolut ikke i min smag, så jeg tror, at jeg springer over denne bog. Jeg har så mange bøger, der ligger og venter på tur.