En morders identitet 3


Gør det noget, hvis vi allerede på side 89 kender morderens identitet?

I frokostpausen på et kursus for nylig udbrød en af mine medkursister, at hun bedst kan lide krimier, hvor morderens identitet først bliver afsløret på en af de sidste sider i bogen.

Ødelægger det plot og spænding at kende gerningsmandens identitet?

Jeg nikkede. Det ligger jo i krimiens natur, at vi ikke får at vide, hvem der er gerningsmand før spændingen til sidst bliver forløst. Den klassiske engelske krimi er bygget over den skabelon: ”the whodunit” eller puslespils-krimien ala Agatha Christie. Forbrydelsen er en gåde, der skal løses. Spændingen består simpelthen i, hvem der er the bad guy.

Da jeg havde taget et par bidder af min sandwich, begyndte det at vrimle med erindringer om bøger, jeg har læst. Forrygende krimier hvor jeg som læser faktisk tidligt i bogens forløb ved, hvem gerningsmanden er. I ikke så få amerikanske politiromaner ved vi som læsere, hvem der er morder, før det er gået op for bogens enlige detektiv eller team af efterforskere. Alligevel har romanerne budt på masser af krimiguf, drama og overraskelser.

I bogen Hundens ører af Maria Ernestam, der dog ikke er en rendyrket krimi, men mere et psykologisk drama, kender vi gerningsmanden fra stort set første side. Men det er en uhyre fængende bog alligevel. Vi får indblik i gerningsmandens(kvindens) liv og baggrund og motivet til forbrydelsen.

Når du læser Steffen Jakobsens krimi Trofæ, der udkom i februar i år, så får du tidligt et praj om, hvem der står bag uhyrlighederne i bogen. Selvom jeg mener, at forfatteren røber lidt for meget lidt for hurtigt, så er Trofæ en af de bedste danske krimier, jeg har læst i år. Den fokuserer mere på hvorfor? end hvem?  Og så er den knaldhamrende spændende. Jeg har tidligere interviewet Steffen Jacobsen, og han sagde bl.a.:

Det betyder ikke så meget for mig, at læseren ved, hvem forbryderne er fra starten. Det, der interesser mig, er deres motiver til at handle, som de gør. Jeg vil også helst sætte figurerne ind i en større samfundsmæssig og historisk kontekst. En katastrofe som et terrorangreb f.eks.- ikke for katastrofens skyld, men for at undersøge de små mennesker – som vi alle er – der går rundt på bunden af de store begivenheder.

Du kan læse hele interviewet med Steffen Jacobsen lige her

Hvad mener du? Skal morderens identitet være hemmelig, så du kan gætte med helt frem til sidste side? Eller må vi godt vide, hvem morderen er? Smid gerne en kommentar her på bloggen.

 


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

3 thoughts on “En morders identitet

  • lone

    Jeg synes da efterhånden at jeg har læst en del krimier hvor det ikke først er på sidste side at The Bad Guy eller Girl bliver afsløret – og i langt de fleste krimier fungerer det rigtig godt.

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Tak for din kommentar, Lone, det er også min pointe. Det kan fungere rigtig godt, at vi kender gerningsmandens identitet. Så er det ikke hvem, hvem hvorfor eller måske hvordan, der bliver interessant.

  • Pernille Skafte

    Hej Rebekka,
    Jeg skriver netop speciale om krimier, som kan mere end bare at underholde. Jeg synes, at der er en pointe med at vælge, at vi læsere kender til morderen. Som du skriver flyttes fokus fra hvem (whodoneit?) til hvorfor. Selvom det er set tidligere, ser jeg det som én retning den moderne krimi er gået i, fordi den vil sige noget mere. Mange krimier er jo stadig whodoneit-krimier, men enkelte skiller sig ud på denne måde.
    Jeg er interesseret i at høre, hvilke danske krimier, du kender til, som eksperimenterer med dette? Jeg kan se, at du henviser til Steffen Jacobsens Trofæ, mens jeg i mit speciale arbejder med Jakob Knudsens Håbefulde Hjerte og Jussi Adler Olsens Fasandræberne.
    Jeg glæder mig til at høre fra dig.
    Mvh. Pernille.