Et lidt forsinket svar på tiltale 2


I weekenden blev jeg endnu engang mødt med fordommen om, at krimier ikke er rigtig litteratur. Læs her, hvad jeg skulle have sagt.

Hvad læser du så, når du skal læse ordentlig litteratur?

Er bunken til venstre rigtig litteratur og den til højre plat og kommerciel underholdning? Foto: Rebekka Andreasen

Sådan blev jeg spurgt i weekenden efter at have fortalt, at jeg i den grad er vild med krimier. Jeg blev faktisk sådan lidt opgivende og reagerede nærmest ikke, da jeg fik serveret en længere beretning om, at krimier er plat, kommerciel underholdning uden litterære kvaliteter.

Og på BogForum for et par år siden mødte jeg en tidligere kollega, der sagde, at: “jeg er blevet så doven, at jeg kun læser krimier, men nu må jeg altså også snart i gang med nogle ordentlige værker.”

Her kommer det, jeg burde havde svaret – bedre sent end aldrig:

Jeg er vild med Lone Hørslevs digte. Læser Helle Helle, fordi jeg er fascineret af hendes fantastiske underspillede sætninger og evne til at fortælle en masse om mennesker – uden at skrive det direkte. Journalisten Peter Tygesens bog Congo formoder jeg, der vel nærmest er en fagbog, er en af de bøger, der stadig spøger i baghovedet, selvom det er over ti år siden, jeg har læst bogen. Med stor begejstring har jeg slugt Ildefonso Falcones Fatimas hånd og Havets Katedral. Og jeg har læst Günter Grass’ Bliktrommen.

Så jo. Jeg læser andet end krimier. Både klassikerer, romaner fra bestsellerlisten og digte. Men jeg læser allerflest krimier, fordi jeg holder ufattelig meget af genren og har gjort det, siden jeg var barn. Fordi det vrimler med fremragende krimilitteratur. Jeg læser altså krimier og thrillers, når jeg skal læse ordentlig litteratur.

  • Gør det noget, at krimier er underholdende?
  • Gør det noget, at de ikke sjældent er skrevet over en bestemt skabelon, så længe der er masser af overraskelser undervejs?
  • Gør det noget, at en god krimi evner at skildre samfundet og dets problemer?
  • Gør det noget, at en fantastisk krimi faktisk godt kan servere sprogblomster?
  • Gør det noget, at nogle forfattere måske vælger at kaste sig over genren, fordi den er populær – så længe de leverer en fremragende historie?
  • Gør det noget, at den velskrevne krimi måske skaber debat og skildrer konsekvenser af korruption, magt, vold, kriminalitet etc.?
  • Og gør det egentlig noget, at velresearchede krimier giver os læsere et indblik i miljøer, vi måske ellers ikke kender til?

Og så er en krimi jo ikke bare en krimi, som du kan læse her

Sådan. Nu har jeg svaret på spørgsmålet.

Og jeg er vist ikke den eneste, der elsker krimigenren. Vil du tjekke, hvad læsere af bloggen har gang i af krimilitteratur lige nu, så læs kommentarerne til konkurrencen, der løber indtil onsdag. Du kan også stadig nå at deltage lige her


Skriv et svar til Rebekka Andreasen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Et lidt forsinket svar på tiltale

  • Dorthe Annette Hansen

    Godt “sagt” Rebekka! Bedre sent end aldrig! Men i virkeligheden taler krimisalgstallene for sig selv. Hvis genren var så elendig, ville folk jo ikke stå i kø for at læse…!

  • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

    Tak. Og ja, krimigenren fascinerer rigtig mange mennesker – og det kan da ikke være dårligt skrevet det hele vel?