Fem bøger, der har gjort indtryk 4


I alt 18 bøger om retsmedicineren Kay Scarpetta har amerikanske Patricia D. Cornwell skrevet. Foto: Rebekka Andreasen

I alt 22 bøger om retsmedicineren Kay Scarpetta har amerikanske Patricia D. Cornwell skrevet. Foto: Rebekka Andreasen

I øjeblikket florerer en lille udfordring på de sociale medier: Nævn hvilke ti bøger, der har gjort indtryk på dig. Puha. Ikke nemt. Der er rigtig mange bøger, som jeg husker længe efter, at de er læst. Af den ene eller den anden grund. Jeg kaster mig i første omgang ud i fem titler, der har betydning for mig. Der er selvfølgelig krimier imellem.

Lev stærkt dø ung af Willard Motley:

En klassisk ungdomsroman fra 1947, der gjorde et kolossalt indtryk på mig, da jeg læste den som teenager. Jeg var opslugt af historien om den unge Nick, der ender på en såkaldt opdragelsesanstalt i 1930’ernes Chicago. Et miljø, hvor drengebander, druk, vold, omsorgssvigt – og mord – er en del af hverdagen. Som 21-årig bliver Nick anklaget for mord på en politimand og risikerer at ende i den elektriske stol – og opfylde sin egen profeti om at leve stærkt, dø ung – og blive et smukt lig. Jeg tudede og tudede, da jeg læste romanen. (Det var i samme periode, at jeg havde mit ungdomsværelse klistret til med plakater af James Dean)

Tom Ripleys talent af Patricia Highsmith fra 1955:

Eminent og gysende god psykologisk krimi om den unge Tom Ripley, der hyres af en amerikansk forretningsmand til at rejse til Italien og overtale mandens søn til at forlade sin playboy-bohemetilværelse og vende hjem til familiefirmaet i USA. Men det liv, sønnen har, kunne Tom Ripley egentlig godt tænke sig selv, og så sker der grusomme ting og sager. Jeg kan huske, at jeg var meget optaget af det her med at være psykopat /charmør. Highsmith skriver underholdende og ikke uden humor og sarkasme, og bogen fik mig i gang med hele serien om plattenslageren Tom Ripley. Og det er helt klart en af de bøger, der har været medvirkende til, at jeg i størstedelen af mit liv har været fascineret af krimigenren. Tom Ripleys talent er blevet filmatiseret flere gange – bl.a. med Matt Damon, Gwyneth Paltrow og Jude Law i hovedrollerne.

Strisser, strisser af Sjöwall/Wahlöö fra 1970

Glem alt om en enlig detektiv, der skal opklare forbrydelser. Her er et hold af efterforskere på sagen. Og hvilket hold. Jeg elsker personerne i det venstreorienterede forfatterpars bøger. Kriminalassistent og senere kommissær Martin Beck. Og ikke mindst den rå og ubehøvlede Gunvald Larsson. Serien på i alt ti bøger hedder samlet Romanen om en forbrydelse, og i bøgerne kritiserer forfatterne det svenske, socialdemokratiske velfærdssystem, der svigter arbejderklassen. Serien har haft stor betydning for ikke kun den svenske, men hele den skandinaviske krimitradition. Med Sjöwall/Wahlöö kom politiromanen og samtidskritikken i krimier til Skandinavien. Jeg har for nylig genlæst bogen, og man kan grine lidt af det adstadige tempo. Jeg ved ikke, hvor mange kriminalassistenter, der har en plakat med Formand Mao hængende over deres seng, som Beck har, men der er så meget kvalitet og humor og historie i den serie, hvis du er ægte krimifan. Strisser, strisser er klart min favorit – og her møder vi selvfølgelig lyssky forretningsmænd uden samvittighed.

Post mortem af Patricia D. Cornwell – udkom på dansk i 1992

Første bog om Kay Scarpetta, der er retsmediciner i Virginia. Scarpetta er på jagt efter en morder, der sniger sig ind i huset til kvinder, der er alene hjemme – og dræber dem. Bogen blev begyndelsen på et (u)hyggeligt bekendtskab, og jeg har fulgt Scarpetta gennem mange år – og rigtig mange bøger. Post Mortem er ikke den bedste i serien, men bogen blev en øjenåbner for mig. De fleste krimier, jeg hidtil havde læst, havde mænd i hovedrollen. Her var pludselig en stærk og sej kvinde i front – og hun var betydelig mere raffineret og cool end drabsefterforskeren Pete Marino, der også medvirker i bøgerne. Post mortem er en voldsom og rå amerikansk femikrimi af den bedste slags.

Congo – formoder jeg af Peter Tygesen fra 2001

Jeg læste bogen, mens jeg boede i Uganda i begyndelsen af 00’erne. Peter Tygesen er erfaren Afrika-farer og journalist og har skrevet en fascinerende og meget gribende fortælling om sine personlige oplevelser i det enorme land, der har en historie så brutal, at det nærmest er ufatteligt. Bogen er en blanding af historiske afsnit og personlige oplevelser. De skæbner, forfatteren møder, sniger sig ind under huden på en – og bliver der længe. En bog, der virkelig gør indtryk – og så er det ikke krimi, men vaskeægte virkelighed.

Umberto Ecos Rosens navn fra 1980 er også en af min absolutte favoritter, men den må komme på en ny liste ved lejlighed.

Kom gerne med dit bud på bøger, der har gjort indtryk på dig.

PS: Tak til Mette Rou Lund – kulturredaktør på FEMINA – for at sætte tanker i gang. Du kan læse hvilke ti bøger, der har betydning for redaktøren, lige her

 


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

4 thoughts on “Fem bøger, der har gjort indtryk

  • Henrik

    Vild med krimi… fem forfattere, der især har gjort indtryk.

    Stieg Larssons tre bøger i Milleniumtrilogien med journalisten Michael “Kalle” Blomkvist og Lisbeth Salander.

    Maj Sjöwall og Per Wahlöö serie på 10 krimier, med politi-efterforsker Martin Beck og hans kollegaer i Stockholm.

    Martin Jensens syv bøger om Eske Litle byfoged i Assens anno 1330’erne.

    Paul-Henrik Trampe 10 bind med kriminalassistent Kurt Jørgensen.

    Philip Kerr skotske forfatter med sin Berlin-noir-serie, foreløbig 9 bøger med Bernie Gunther i hovedrollen.

    Men listen over krimiforfattere er lang, f.eks. en… Torben Nielsen, Ole Høeg, Orla Johansen, Dan Turell, Flemming Jarlskov, Ole Frøslev, Gunnar Staalesen, Mari Jungstedt, Carin Gerhardsen, Kim Juul, Michael Katz Krefeld, Jens Henrik Jensen, Andrea Camilleri og lige en mere Maria Kjær-Madsen.