Granitgraven af Pernille Boelskov 4


Pernille Boelskovs Granitgraven udkom i marts på Bornholm. Og sidst i april i resten af landet. Foto: Ellen Marie Andreasen

Pernille Boelskovs Granitgraven udkom i marts på Bornholm. Bogen udkommer 22. april i resten af landet. Foto: Ellen Marie Andreasen

Anmeldelse:Russernes besættelse af Bornholm lige efter 2. verdenskrig er et af de temaer, som Pernille Boelskov effektivt og underholdende behandler i sin overskudsagtige krimidebut, Granitgraven.

Jussi Adler-Olsen har gjort det. Det samme har Anita Lillevang, og nu har journalist og forfatter Pernille Boelskov også gjort det: Skrevet en krimi, der foregår på Bornholm.

Efter at have læst få linjer af Pernille Boelskovs Granitgraven, står det klart, at bogens hovedperson hader begravelser og reagerer fysisk på ceremonien med kløe og ubehag. Se, det er interessant, når hovedpersonen er nyuddannet præst.

Agnethe Bohn forsøger at finde fodfæste i sit første job som præst – et vikariat i Rønne. Ubehaget ved begravelser er kun en af hendes mange udfordringer. Ikke alle præstekollegerne er lige begejstrede for den unge, kvindelige præst – og ej heller enige i måden at forkynde det kristne budskab på.

Hvem er morderen?

Der er også knas i familien, og Agnethe har ikke set sin fætter Lars, siden hun var 18 år. Han er nu ansat ved politiet og efterforsker et dødsfald. En ung mand er fundet død i et gammelt granitbrud. Han er blevet dræbt. Offeret er russer og opsøgte i ugerne før sin død Agnethe. Han ville have hjælp til at finde sin bedstefar. Den dræbte russers bedstemor var soldat i Den Røde Hær. Bedstemoderen blev gravid, da hun var udstationeret på Bornholm lige efter 2. verdenskrig. For ja, Bornholm blev ikke frit som resten af Danmark i maj 1945, men måtte igennem en 11 måneder lang russisk besættelse.

Agnethe engagerer sig straks i efterforskningen, og hun får selvfølgelig nogle hak i tuden – eller slag på præstekraven om man vil. Hun er stædig, nysgerrig, vedholdende. En del af jobbet som præst er at tilbyde sjælesorg og at være til rådighed for sognebørn, der søger råd og vejledning, og på den måde er det naturligt for Agnethe at opsøge forskellige miljøer på øen, hvor hun bid for bid samler informationer og forsøger at finde ud af, hvem der myrdede den unge russer.

Tema med guf

Der er guf i det tema, som Pernille Boelskov har kastet sig over, og via dagbogsnotater fra Agnethes morfar, der også var præst, følger vi begivenhederne tilbage i 1945/1946 sideløbende med den nutidige handling. I dagene efter resten af landets befrielse blev både Nexø og Rønne uden varsel bombarderet af sovjetiske fly. Selvom tilbageblikkende er proppet med fakta, bliver det heldigvis ikke leksikon-agtigt at læse, men skærper kun lysten til at snuppe et kapitel mere.

Pernille Boelskov har sin research i orden. Og ikke kun de historiske fakta. Nogle af de dilemmaer og konflikter, som Agnethe oplever på sit job, tager afsæt i virkeligheden. F.eks. var der for et par år siden en undersøgelse, der viste, at næsten hver anden præst på Bornholm afviser at vie folk, der har været igennem en skilsmisse.

Som ikke-bornholmer, der dog har tilbragt mange af barndommens sommerferier på Bornholm, lapper jeg beskrivelserne af øens små særegen i mig. Om en bornholmer gør det samme, aner jeg ikke, men bogen er proppet med mere kærlighed til øen end pege fingre ad, selvom bogen blandt andet portrætterer nogle usympatiske præster. Forfatteren, der stammer fra Fyn og altså er født “ovre”, som man siger på Bornholm, er for nylig flyttet til øen, hvor hun også boede en kort tid, da hun læste til journalist.

Sproget er godt, levende og nærværende uden at tage pusten fra en. Granitgraven er en læseværdig og imponerende krimidebut med et kringlet plot, og selvom jeg havde luret en del af plottet, var overraskelsen stor, da sidste side var læst. Granitgraven er første del af en serie, og jeg har bestemt lyst til at læse mere om Agnethe, selvom hun til tider er irriterende naiv og øretæveindbydende.

PS: Er jeg farvet af, at jeg interviewede Pernille Boelskov på sort scene på Krimimessen i Horsens i sidste måned? Bedøm selv ved at læse bogen. Og smid gerne en kommentar på bloggen, når du har læst Granitgraven.

PPS: Læs mere om bogen her


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

4 thoughts on “Granitgraven af Pernille Boelskov

  • Allan Linnemann

    Jeg nåede at læse bogen ugen op til Påske, jeg havde købt den i Åkirkeby , den er fint skrevet, jeg har læst både Jussi og Dan Brown og John le Carre, den eneste anke er måske at bogen bygger fint op, men så løses det hele i sidste sekund, måske Pernille skulle kaste nogle korn af sig i løbet af en kommende bog. Jeg er også ret vild med de ‘opfundne’ dagbogsnotater.

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Allan
      Tak for din kommentar. Ja, på Bornholm har I kunne få fingre i bogen før alle os andre. Jeg synes faktisk, at forfatteren bygger op til plottet gennem hele bogen. Jeg vidste egentlig godt, at Bornholm havde været besat af russerne, men bogen gjorde mig alligevel klogere på temaet – og gav stof til eftertanke.

  • Ralph Mølders

    I to tidligere anmeldelser har jeg tildelt romanen ***** (fem stjerner) ud af lige så mange mulige. På denne side tildeles ikke stjerner, så jeg vil nøjes med nogle ord. Som jeg andetsteds har kommenteret: der er tale om en fantastisk underholdende bog, som næsten mere er en rundvisning på Bornholm med dens specielle historie og alle dens anderledes egenarter end en normal krimi. Kærligheden til øen skinner tydeligt igennem, og for en “ovre fra” kan man ikke undgå at føle sig “draget” til granitøen – hvad enten man har boet der selv engang, har besøgt øen, eller ikke kender noget som helst til den. Man kan næsten se sig selv “på togt” på opdagelsesrejse (efter en drabssags gåde) lige i hælene på hovedpersonen, Agnethe. Det er, som om man selv er tilstede. Meget levende fortalt og ikke noget kunstigt nogetsteds. Læs den, og døm selv – jeg selv har læst den hele tre gange i rap, og var lige fascineret af den hver gang!

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Ralph

      Tak for din kommentar. Jeg synes også, det er en læseværdig bog. Hold da op – tre gange i rap. Det var meget. VH Rebekka