Interview med Christian Mørk

Christian Mørk debuterede som forfatter i 2006 med De ti herskere. Drengen ingen kunne finde er hans niende bog. Foto: PR.

Christian Mørk debuterede som forfatter i 2006 med De ti herskere. Drengen ingen kunne finde er hans niende bog.  – Jeg kan skrive i et kølerum, hvis bare jeg får vanter på, siger den produktive forfatter. Foto: PR.

Forfatterinterview: Christian Mørk, der er aktuel med ny spændingsroman, er ikke sådan at proppe i bås. Han insisterer på at skrive de historier, som hans figurer kræver.

Drengen ingen kunne finde. Sådan hedder Christian Mørks nye bog, der udspiller sig i den lille amerikanske delstat Vermont på grænsen til Canada. En stat på størrelse med Jylland, hvor forfatteren selv har boet. En stat med bjerge og dybe skove, der indbyder til eventyr og mystik.

Christian Mørk jonglerer i sin nye roman ikke kun med fortid og nutid, men også med realisme og mystik og med det jordnære og det fantasifulde. Jeg spørger ham, om han tror på spøgelser.

Jeg vil altid tro på eventyrets kraft – den er stærkere end noget spøgelse. Jeg kan godt lide at lege med ideen om, at der er ting, vi ikke umiddelbart kan forstå og forklare. Kontrasten mellem det helt dagligdags og almindelige og det usædvanlige, overraskende og mystiske tiltaler mig.

Drengen ingen kunne finde handler om to voksne brødre, to kommunale vejarbejdere fra Vermont. Storebror Harolds 12-årige søn Martin er forsvundet. Er han død i den brand, der kostede Harolds kone livet? Lillebror Gordon fører an i jagten på at finde sandheden om Martin. Christian Mørks nye bog er bl.a. en historie om at slutte fred med sin fortid. Om tilgivelse, jalousi og skyld. Det er en universel historie, der kunne foregå alle vegne, men, som Christian Mørk understreger, så er det mere autentisk for ham at skrive om Vermonts skove end om Rold Skov. Det er nemlig et område af USA, han kender godt. Han har læst på Marlboro College i Vermont.

Vermonts bjerge gemmer ting lidt væk, og det er et godt sted at kvaje sig i fred.

Det var her, den nu 49-årige forfatter som studerende hørte om hvileløse vandringsmænd, der strejfede omkring på landevejene, og om folk, der forsvandt og aldrig dukkede op igen. Det var her, langt ude i skovene, at han mødte en mand i kedeldragt udstyret med en jagtriffel, der signalerede, at han ville være i fred. Det var her, den første spæde ide til bogen plantede sig i hovedet på ham.

For 15 år siden tog han første gang hul på historien og skrev, hvad han selv kalder et dårligt filmmanuskript, der aldrig blev realiseret. Men der var noget ved historien, han ikke kunne glemme. Og nu har han skrevet Drengen ingen kunne finde. En bog, som Christian Mørk er meget glad for.

Gradbøjer genrer

Det er vanskeligt at sætte ét bestemt mærkat på Christian Mørks forfatterskab. Han har skrevet romaner om bl.a. sørøvere, og han har skrevet krigsromaner og thrillers, der har taget læserne med til lande som Tyskland, Italien, USA og Irland. Har har skrevet om både middelalderen og om 2. verdenskrig. Og nu er han aktuel med en spændingsbog, der er mere klassisk i genren end de to seneste bøger fra hans hånd har været. Alligevel gradbøjer Christian Mørk genren og blander mystik og eventyr med et klassisk spændingsunivers.

Christian Mørk forklarer, at han blev glad, da Ingolf Gabold, tidligere dramachef i DR, engang kaldte en af hans bøger for en eventyr-thriller.

Jeg er meget imod at genrebestemme alting. Det kan virke som en begrænsning. Det er ofte meget vigtigt for folk at klassificere bøger, men en genre kan meget mere, end vi tror. En god historie, er jo en god historie – uanset genre.

Han gestikulerer ivrigt, når han vil understrege en pointe. Og snupper et sip af sin dobbelte espresso før han fortsætter:

Når jeg puster luft i mine figurer, så belønner de mig og fortæller mig, hvor de skal hen. Det kan lyde højtravende, men de personer, jeg skriver om, bliver vakt til live af mig og trækker mig i den ene eller andet retning. Jeg spurgte engang min far (Erik Mørk), der bl.a. lavede radioteater, om, hvordan han kunne gøre det så livagtigt, når han sad i et studie uden publikum. Han fortalte, at han altid forestille sig, at publikum sad inde i mikrofonen. Jeg lever mig også ind i det, jeg skriver. Og glemmer mig selv. Det er en lykkelig tilstand at være i.

At kalde ham yderst produktiv er ikke helt forkert, og Christian Mørk har allerede næste bog i tankerne. En historisk roman. Og mon ikke han igen blender genrer sammen og skaber sit helt eget “Mørk-univers”?

Christian Mørk:

Christian Mørk i gang med at signere sin nye bog. Inden længe er der en konkurrence her på bloggen, hvor du netop kan vinde et signeret eksemplar. Foto: Rebekka Andreasen

Christian Mørk i gang med at signere sin nye bog. Inden længe er der en konkurrence her på bloggen, hvor du netop kan vinde et signeret eksemplar. Foto: Rebekka Andreasen

  • Er født i 1966 på Frederiksberg og søn af skuespillerne Susse Wold og Erik Mørk
  • Flyttede som 21-årig til USA
  • Har en bachelor i historie og sociologi  og en master i journalistik
  • Bor i dag i Brooklyn, New York, men er jævnligt i Danmark
  • Har arbejdet som journalist og filmproducer og bl.a. været med til at lave The Devil’s Advocate med Al Pacino
  • Debuterede i 2006 med De ti herskere og har skrevet ni romaner
  • Kan se sine bøger hos boghandlere i mere end 20 forskellige lande

PS: Du kan møde Christian Mørk på BogForum om søndagen, og på Krimimessen i Horsens til marts 2016.

PPS: Følger du bloggens Instagramprofil kan du der finde en lille hilsen fra forfatteren.

 

 

 

 

2 kommentarer til Interview med Christian Mørk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her