Jeg er blevet skilt


… altså skilt fra mere end 100 titler fra min bogreol.  Årsagen: Pladsmangel. Det er en beslutning, som har været længe undervejs. Med tiden har min bogsamling vokset sig større og større. Og når man som jeg bor i rækkehus med min familie, der tæller fire andre personer, så er det begrænset, hvor meget min bogsamling kan/må fylde. Selvom bøger og i særdeleshed krimier er min store passion og lidenskab.

Her er de bøger, der forlader min bogreol. Foto: Rebekka Andreasen

Når jeg gennem tiden har sorteret bøger fra, så har det især været faglitteratur. (Og hvis sandheden skal frem: min mands bøger. De er meget nemme at sortere fra – vi har nemlig ikke samme smag i bøger) Denne gang var det dog en kolossal stak, som jeg havde besluttet skulle forlade bogreolerne.  Puha. Dyb indånding. Bøger er også minder. Gode minder. Der er altså forsvundet en hel del fantastiske minder fra stuen.

Det var lettere at sige farvel til nogle bøger end andre. Alle mine chick-lit bøger, som jeg læste med stor iver i en periode, farvel, farvel uden stor dramatik. Engelske paperbacks, der især er købt i lufthavne, farvel med jer. Det gjorde lidt mere ondt. Men mine krimier. Af fantastiske forfattere som Gretelise Holm, John Lé Carre, Karin Alvtegen, Anne Holt og Elizabeth George – det gjorde altså temmelig ondt. Skønne, uhyggelige krimier med flossede bogomslag og æselører og minder om sene aftentimer med gru og uhygge, underholdning og spænding. Fantastiske timer i krimi-bobler. Med sandkorn mellem siderne, som afslører gode stunder på stranden. Og sider, der klister sammen på grund af kaffe. Det var hårdt.

Men jeg holdt stand. Ud skulle de. Og det kom de – på en havebænk, som jeg stillede ud foran mit hus. Der røg 24 bøger lynhurtigt. De bøger, der er tilbage, kommer med på loppemarkeder, og enkle bøger bliver brugt som venindegaver. Jeg håber, de får et herligt og aktivt liv hos krimientusiaster og bogfreaks.

Selvom jeg er meget glad for e-bøger, så vil jeg stadig købe bøger af papir. Og det herlige er jo, at nu er der igen plads til nye titler i reolen.

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.