Kim Toft Hansen – 3.søndag i advent

Kim Toft Hansen er krimiforsker og har en hel særlig grund til at have fulgt ekstra godt med i Forbrydelsen.

Som teenager startede han en krimiklub sammen med et par venner, og i dag er han krimiforsker. Han er bl.a. forfatter til bogen: Mord og metafysik – det absolutte, det guddommelige og det overnaturlige i krimien. Kim Toft Hansen er studieadjunkt ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet.

Hvorfor er du fascineret af krimigenren?

– Jeg har principielt altid læst krimier i en eller anden form. Fx Enid Blytons De fem-bøger eller Astrid Lindgrens Kalle Blomkvist-bøger.I dag har jeg fået en mere professionel distance til genren, fordi jeg har arbejdet så indgående med den. Men der er stadig nogle ting ved genren, der kan tage pusten: Når genren formår at sætte den smalle, enkeltstående historie til at sitre opad verdens helt store gåder, føler jeg et sug af fascination og glæde. Det store i det små. Jeg har selv arbejdet med forholdet mellem krimigenren og religiøse forestillinger, og her er det ikke kun en akademisk forskningsinteresse. Det bliver jo i grunden ret eksistentielt, når krimien forsøger på at tage et livtag med livets helt store mysterier.

Den sidste krimi (eller fagbog om krimi) du har læst er:

– Jeg har netop afsluttet Håkan Nessers fembindsværk om politimanden Gunnar Barbarotti. Sidste bind i serien hedder Slagteren fra Lille Burma, og den kan varmt anbefales. Nessers serie er ikke, som krimier er flest. Virkelig befriende og gribende læsning.

Den krimi (enten i bogform eller på film) der har gjort størst indtryk på dig er:

– En af de tidligste store krimioplevelser, jeg havde, var Dennis Jürgensens Gargoylens gåde. Den gjorde stort indtryk på en tidlig teenager, og jeg var selv med til at starte en krimiklub sammen med et par venner – motiveret af handlingen i bogen. Jeg har for nyligt genlæst den, og synes faktisk – på trods af at den er skrevet til helt unge – stadig, at den gør indtryk.

Hvilken krimi ser du på tv?

– Jeg har fulgt med i Forbrydelsen, fordi det er en serie af høj standard. Og fordi jeg bør som krimiforsker. Men jeg ser faktisk ikke så meget krimi på tv. Jeg ser det fortrinsvist på dvd. Som børnefamilie er det ikke let at følge med i en serie, der bliver sendt på et bestemt tidspunkt. Dvd’ens fordel er jo også, at spændingen ikke behøver at vare en hel uge inden næste afsnit. Jeg har fx netop set den engelske krimiserie Ultraviolet, fordi jeg synes, det er spændende, når krimiens rationelle verden møder det overnaturlige – i dette tilfælde vampyrer.

Hvis du kunne møde en fiktiv krimi-hovedperson, hvem skulle det så være og hvorfor?

– Jeg er sikker på, at jeg ville få mange timer til at gå i samtale med Gunnar Barbarotti. Vi har mange fælles interesser. Men hvis han ikke har tid, kunne jeg godt tænke mig at lære Chestertons lille, runde Father Brown bedre at kende.

Hvilken krimi (bog eller dvd) ønsker du dig til jul?

– Jeg er stor fan af Alfreds Döblins Berlin Alexanderplatz fra 1929. Hvis jeg da må have lov at kalde den en krimi. Men jeg har faktisk aldrig fået set Rainer Werner Fassbinders tv-serie baseret på romanen fra 1980. Den ønsker jeg mig – og gjorde faktisk også sidste år uden at få den.

Hvad har du travlt med lige nu?

– For tiden retter jeg opgaver fra mine 1. semesterstuderende. De har skrevet om forsiden til filmen Pigen der legede med ilden. Så lidt med krimi har det trods alt at gøre. Derudover er jeg – sammen med tre kolleger – ved at redigere en bog om slutninger i litteratur, film og kultur. Her bidrager jeg selv med et kapitel om slutninger i Forbrydelsen, den første serie der nu findes med tre forskellige slutninger. Men jeg håber på at blive klar til lidt julestemning inden længe.

Jeg har tidligere henvist til en forelæsning fra Danskernes Akademi sidste år, hvor Kim Toft Hansen forklarer, hvordan nye skandinaviske krimier i stedet for at kritisere maner til forsoning mellem forskellige religioner. Se forelæsningen og indlægget lige her

Fik du ikke læst indlæggene fra 1. og 2. søndag i advent, så finder du her interviewene med krimiforfatterne Mads Peder Nordbo og Inger Wolf

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her