Danske krimiforfattere hitter i Sverige, og tv-krimien Forbrydelsen er medvirkende årsag til, at briterne er blevet vilde med marinerede sild og pebernødder.
Fordi svensk avis har udnævnt Danmark til årets krimiland 2012, så synes jeg, det er på sin plads at vifte med det svenske flag.
Erfarne krimiforfattere som Sara Blædel og Jussi Adler-Olsen. Debutanten Jesper Stein, der står bag den anmelderroste krimi Uro. Og Ole Frøslev, der har skrevet politiromaner fra besættelsestidens København. Fælles for dem alle er, at de er blandt årsagerne til, at den svenske avis Expressen har udråbt Danmark til at være årets krimiland 2012.
Jeg ved godt, at disse lister ofte popper op i tabloidaviser, og at man skal tage en artikel som denne i Expressen som underholdning og ikke eksakt videnskab. Alligevel er jeg stolt af det mærkat avisen giver danske krimiforfattere. Det er faktisk meget godt gået, synes jeg, især når man tænker på hvilken stolt krimitradition, vores nordiske naboer har. Tænk bare på Sjöwall/Wahlöös politiromaner om Martin Beck, der efterhånden har rigtig mange år på bagen, men stadig er populære, vinder priser, udkommer som film etc. På Stieg Larsson, Jan Guillou og Henning Mankell. Og jeg har selv læst flere fremragende svenske krimier i år bl.a. Springflod, Som offer til Molok og Fjeldgraven
Avisen udråber Kristina Ohlsson til årets bedste svenske krimiforfatter. Hun har bl.a. skrevet Skytsengle, der er tredje bog i serien om Fredrika Bergman fra Stockholms Politi.
Læs hele artiklen fra Expressen her
I Jyllands-Posten i dag skriver avisens korrespondent i London iøvrigt, at briterne har fået smag for skandinaviske juletraditioner. Mon ikke det bl.a. er Forbrydelsen og en Sarah Lund i færøsk striktrøje, der har banet vejen for, at flere i Storbritannien nu har fokus mod Skandinavien og altså sætter sild og brunkager på julebordet?
Ja, det kan vi da bestemt være stolt af. Synes også der sket noget på den danske krimiscene. Der er kommet mere variation, så der er krimier for alle. En overgang var jeg lidt træt af femi-krimier, men mange af de nye krimier, skrevet af par, synes jeg er spændende. Selv glæder mig til efter en hæsblæsende december at få læst i juleferien. Kristina Ohlsons, Skytsengle er indkøbt, Mari Jungsteds Den dobbelte tavshed ligger ligeså og venter ligesom flere af Jussi Adlers bøger. Dem har jeg utroligt nok ikke fået læst endnu. Kender du forøvrigt Jean Christophe Grangé. den franske krimiforfatter, der skriver nogle ret barske krimier, ofte med udgangspunkt i noget overnaturligt, et historisk eller religiøst udgangspunkt. Det er nu ikke mig der læser dem, men min mand, og har på fornemmelsen Jean Chistophes bøger tiltaler mænd.
Hilsen Karin
Hej Karin
Sikke en dejlig stak bøger, du kan glæde dig til. Rigtig god læselyst. Og ja, der er sket rigtig meget inden for dansk krimilitteratur – det er herligt.
Jeg er faktisk netop i gang med at læse en bog af Jean-Christophe Grangé – du kan se hvilken under “Det læser jeg” på bloggen. Den er super god – men lidt speciel, og ja, jeg kan godt forestille mig, at den tiltrækker mandlige læsere. Er spændt på at høre, hvad du synes om Mari Jungsteds nyeste. Smid gerne en kommentar på bloggen, når du har læst den – jeg vil vente med at afsløre min mening.
Mange hilsner fra
Rebekka
Jeg fik læst Mari Junstedts Den dobbelte Tavshed i juleferien. Og jeg hvad faktisk ikke rigtigt hvad jeg skal mene om den. Det var da et dejligt gensyn med personerne. Meeen det er som om bogen ikke rigtig kommer igang inden er slut. Ingen opbygning til et klimaks, hvor jeg som læser sidder på nåle og ikke hurtigt nok kan få vendt den næste side. Ej heller følte jeg, nu er plottet fuldkomment eller gåden er løst.
Jeg synes også hun har gang i for mange hovedpersoner i bogen. Vi er sammen med både Johan, Karin og Knustas uden at nogen af dem rigtigt bærer bogen igennem. Så det er bestemt ikke den bedste Mari Jungsted krimi.
Jeg læste bogen over fjorten dage. Normalt læser jeg en krimi hurtigt over en weekend, så måske det påvirker min mening.
Nu er jeg spændt på at høre om din mening.
Hilsen Karin
Hej Karin
Sjovt du heller ikke er så vild med Den dobbelte tavshed. Det er den eneste bog af Mari Jungstedt, som jeg ikke kan komme igennem. Eller det vil sige: Jeg læste den til ende, men det var mest fordi, jeg hele tiden tænkte: Nu MÅ den da blive bedre. Jeg er normalt glad for hendes bøger, der plejer at være solid underholdning og skærgårds-dramatik, der fænger, men jeg synes, at denne bog er en fuser.