Kriminalreporter om krimier: Virkeligheden overgår ALTID fantasien 1


Christina Melchiors:Og jeg kan desværre sige, at virkeligheden altid overgår fantasien. Så på den måde er krimier også et fristed for mig, i forhold til en ret barsk virkelighed.

Christina Melchiors: Jeg kan desværre sige, at virkeligheden altid overgår fantasien. Så på den måde er krimier også et fristed for mig, i forhold til en ret barsk virkelighed.

Journalist Christina Melchiors har 14 års erfaring som kriminal-reporter og kalder sig selv temmelig miljøskadet. Hun er vild med krimi og glemmer aldrig første gang, hun læste Leif Davidsens Limes billede. Mød hende her og læs bl.a., hvorfor hun skal i fængsel til marts.

Hvorfor er du vild med krimigenren?

– Fordi der ingen grænser er, overhovedet. Uanset hvor vild ens fantasi er, så kan det indgå i en krimi, uden nogen tænker ”Det er for langt ude” – som oftest. Og så er det der, hvor man kan skrive og læse om de allergrimmeste sider ved mennesket, og det er vildt fascinerende – men nu er jeg også stærkt miljøskadet af at have været kriminalreporter i 14 år. Og jeg kan desværre sige, at virkeligheden altid overgår fantasien. Så på den måde er krimier også et fristed for mig, i forhold til en ret barsk virkelighed.

Hvilken krimi er den bedste, du har læst i år?

Det er et svært valg mellem Jesper Steins Akrash og Joachim Zanders Svømmeren, men det bliver Akrash, der løber med sejren. Jesper Stein har virkelig formået at skrive sig op til en dansk forfatter i særklasse, både ved at skrive fængende, fantasifuldt, meget levende og om en menneskelig deroute, hvor man alligevel håber på det bedste for anti-helten. Og så skriver han sex ind i en krimi, så det både virker troværdigt og sexet og hverken kejtet eller stiliseret. Det er ikke mange, der kan det!

Hvilken krimi vil du give i gave i år – og til hvem?

– Helt, helt overraskende står der ikke bøger på nogen ønskesedler udover min egen i år. Men en rigtig kriminørd som dig, vil jeg nok forære Dror Mishanis Mistanke om vold. Bare for at høre hvad du synes. ( Jeg har anmeldt bogen lige her )

Hvilken krimi glæder du dig til at læse?

– Jeg har både Sara Blædels Kvinden de meldte savnet og Jussi Adler-Olsens Den Grænseløse liggende til juleferien. Det bliver en fest! Og så Som et blik fra Helvede skrevet af tidligere PET-chef Frank Jensen. Som sagt, jeg er miljøskadet.

Hvem er din yndlings-krimiforfatter?

– Hu – der er mange. Jesper Stein, Jo Nesbø, Jussi Alder Olsen, Jørn Lier Horst, John Grisham, John Le Carré, Lotte og Søren Hammer, Karin Slaughter og Anne Holt. Bare lige for at nævne den første håndfuld.

Har du haft en god live krimi-oplevelse i 2014?

– Jeg er meget positivt overrasket over Krimimessen i Horsens. Fuldstændig genialt og fabelagtigt at være samlet en masse nørder, der alle interesserer sig for det samme. Plus at man kan vade op til sin yndlingsforfatter og få en snak. Jeg kan godt forstå, det er populært, og jeg skal klart af sted igen næste år. Det var virkelig en oplevelse. (Den afholdes i Fængslet i Horsens 21. og 22. marts 2015. Og ja, det er derfor, Christina skal i fængsel)

Er der en krimi, der har gjort et ekstra stort indtryk på dig?

– Første gang jeg læste Limes billede af Leif Davidsen. Jeg kan ikke forklare hvorfor udover, at den er vandvittigt godt skruet sammen, i en blanding af aktualitet og fiktion, som fungerer perfekt.

Hvilken krimi, der ikke har domineret bestsellerlisterne, vil du anbefale andre at læse?

– Mistanke om vold af Dror Mishani. Bare det at forfatteren er israeler gør en stor forskel i måden bogen er skrevet på. Det er meget interessant at opleve, hvor forskelligt de nordiske forfattere skriver i forhold til andre krimiforfattere, i hvertfald når man er sprognørd som mig. Plus at det også er en udfordring at man ikke kender de geografiske steder. Så hvis man har mod på at udfordre sig selv på en anderledes læseoplevelse, så vil jeg godt anbefale den.

PS: Christina Melchiors blogger om mænd, mode, mad, meninger – og om idioter på fri fod lige her

PPS: Fik du læst, hvad Janni Kiilsgaard, butikschef i en Arnold Busck Boghandel, og krimiforfatter Jakob Melander svarer på de samme spørgsmål?


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

One thought on “Kriminalreporter om krimier: Virkeligheden overgår ALTID fantasien