Anmeldelse: Sikke en fryd at læse Manden i Vasaparken. Det er en stilfærdig, men suveræn svensk krimidebut, der giver et billedrigt indtryk af Stockholm og politiarbejde anno 1928.
Før første kapitel af Manden i Vasaparken har forfatteren Pontus Ljunghill valgt at bringe dette citat:
Det synes næsten, som om den magt, der råder over menneskers liv, udvælger de mest fortjenstfulde til undergang og skåner de mindst værdige.
Citatet stammer fra en skotsk oprører fra slaget ved Culloden, 1746, hvor den engelske hær kæmpede mod de skotske højlændere. Slaget varede i 40 minutter og kostede ca. 1000 skotter og 50 englændere livet.
Mon ikke vi alle engang imellem har tænkt det samme? At det er de rigtig gode, det går ud over? Og at skurkene slipper?
I hvert fald giver det ingen mening, at bogens kun knap 9-årige livsglade og søde Ingrid, der bor alene med sin mor, er blevet myrdet og efterladt i et nedlagt skibsværft i Stockholm. Hun har tilsyneladende mødt en mand i Vasaparken tæt på hendes hjem. Men hvem er han? Og hvorfor blev hun slået ihjel?
Vi følger skiftevis den pligtopfyldende politikommissær John Stierna og morderen – og det er bestemt ikke kedeligt, men fascinerende og hamrende spændende det adstadige tempo til trods.
Glem alt om avancerede DNA-test og glæd dig i stedet til at læse om omstændeligt og omhyggeligt politiarbejde fra en tid, hvor det stadig var mere undtagelsen end reglen, at man havde telefon. Og hvor biler især var noget, de velhavende havde. Så der skal bankes på nogle døre og traves nogle skridt.
Selv om forfatteren har taget sig nogle friheder og bl.a. opfundet restauranter, så har han gjort et imponerende researcharbejde for at beskrive Stockholm sidst i 1920’erne og 30’erne. Det er som at træde ind i en tidslomme, og jeg kan tydeligt lugte røgen fra de mange cigaretter og cigarer, se moden anno 1928 for mit indre blik, fornemme arbejdernes barske vilkår, de små knejper, de trange lejligheder og den hektiske stemning i en stor by i udvikling og forandring.
Slutningen er overraskende og meget elegant og binder en fornem sløjfe på historien. Og man tænker atter på citatet først i bogen:
Det synes næsten, som om den magt, der råder over menneskers liv, udvælger de mest fortjenstfulde til undergang og skåner de mindst værdige.
For mon ikke der er en grund til, at morderen er blevet, som han er? Og hvem er den virkelige skyldige?
Læs bogen. Og nyd den gode og spændende historie uden vild action og store armbevægelser, men med ord, der mætter og fænger.
PS: På svensk hedder bogen En osynlig. Efter at have læst bogen synes jeg, at bogen på dansk burde havde heddet Den usynlige. Det giver så meget mere mening. Læs bogen og find ud af, om du er enig.
