Anmeldelse: Jussi Adler-Olsens Marco Effekten er ikke kun et herligt gensyn med Rose, Assad og Carl Mørck – det er også en fremragende krimi, der overrasker og underholder
Carl Mørcks sarkasme, ironi og hidsighed, Assads kamel-sammenligninger og parfumerede te, Roses fandenivoldskhed og lamme Hardys bittesmå fremskridt – femte bind om Afdeling Q indeholder det hele.
Pyha. Mine høje forventninger blev indfriet. Marco Effekten er en fantastisk krimi.
Fire bind om Afdeling Q har gjort mig endnu mere nysgerrig på den lille aparte afdeling i kælderen under Københavns Politigård, så det var skønt at møde dem igen.
Marco, der har lagt navn til bogens titel, er en 15-årig dreng, der som en moderne Oliver Twist bliver oplært i den uædle kunst at stjæle og tigge på de københavnske gader. Som Charles Dickens Oliver har også Marco en grum og sadistisk plageånd, nemlig onkelen Zola, der med hård hånd og fuldstændig nådesløs styrer en klan af både voksne og børn, der slår sig ned der, hvor det bedste kan betale sig.
Marco har ambitioner om mere end gadekriminalitet, stikker af og bliver på sin flugt fra klanen viklet ind i en kompliceret sag, som trioen fra kælderen på Københavns Politigård har kastet sig over. En embedsmand er forsvundet, netop som han kom hjem fra et bistandsprojekt i Afrika.
Flere historier flettes ind i hinanden, og Jussi Adler-Olsen hiver på fornemste vis læserne vidt omkring – fra pygmæsamfund i Cameroun til bankverdenen, hvor kyniske spekulanter vil gøre hvad som helst for at redde deres personlige formuer. Vi møder både dem, der flakser rundt på bunden af samfundet – og dem, der svæver rundt i toppen, og der er nok af brodne kar i begge lejre.
Marco på flugt
Især beskrivelserne af Marcos overlevelse i København, og hans flugt fra sine ihærdige forfølgere i form af klanens medlemmer og hardcore kriminelle fra både syd og øst er suverænt og hæsblæsende beskrevet. Jussi Adler-Olsen kan sit kram, og Marco Effekten er en effektiv krimi skrevet med Jussi Adler-Olsens velkendte humor og personlige indignation. Rose er Rose (og ikke Yrsa) gennem hele krimien, og det kan jeg rigtig godt lide.
Jeg synes dog ikke, det er Jussi Adler-Olsens bedste bog. Den er af høj standard. Men Fasandræberne og Flaskepost til P er mine favoritter. De gjorde et større indtryk på mig. Og så lige et enkelt øv: Selvom vi får løftet endnu en flig af Assads fortid, så var på tide, at vi havde fået endnu mere at vide, end vi gør. Jeg må væbne mig med tålmodighed.
Jeg bliver vemodig ved tanken om, at det nok varer længe, inden jeg møder Carl Mørck, Assad og Rose igen. Med alle forsinkelserne i forbindelse med udgivelsen af Marco Effekten tør jeg slet ikke gætte på, hvornår Jussi Adler-Olsen har tid til at dyrke det, der har skabt hans store succes, nemlig skriveriet.
Jussi Adler-Olsen har selv kaldt skriveprocessen i forbindelse med Marco Effekten for vanvittig. Hør ham sige det selv lige her
