Min mund er lukket af Eva Maria Fredensborg 2


Min mund er lukket er en velskrevet krimi, hvor forbrydelserne ikke er udpenslede eller blodige. Men der er alligevel masser af spænding.

Min mund er en velskrevet, underholdende krimi uden blodige beskrivelser.

Anmeldelse: Min mund er lukket er anden bog om den danske profileringsekspert Robert Strand og en selvstændig efterfølger til Eva Maria Fredensborgs debutkrimi Én gang morder. Bogen er også et fornemt eksempel på en kvalitetskrimi fra en selvudgiver.

Lad mig slå det fast med det samme. Eva Maria Fredensborg udgiver sine krimier på eget forlag. Og det gør hun fremragende. Alt fra korrektur og layout til trykkvalitet er i orden. Så er det sat på plads. Indholdet er heldigvis også værd at bruge sin energi på.

I Min mund er lukket er der gensyn med Robert Strand, som vi lærte at kende i Én gang morder, men  Eva Maria Fredensborgs nye krimi handler især om den 24-årige Asta Qvist. Hun studerer sociologi og er veninde med Strands voksne datter.

Asta er i gang med specialet og har fået lov til at følge en af politiets specialenheder i halvanden måned for at udføre sit feltarbejde. Hele seks uger, hvor hun har pålagt sig selv tavshed for at finde ud af, hvordan tale og tavshed bruges til at frembringe viden.

Asta kommer i et kolossalt dilemma, da enheden efterforsker en ældre kvindes selvmord. For Asta er slet ikke så sikker på, at der er tale om selvmord. Hun opsnapper detaljer, de andre overser, men skal hun åbne munden og ødelægge sit feltarbejde – eller skal hun holde sin mund og fokusere på sit speciale?

Jeg var begejstret for forfatterens debutkrimi, men denne bog er endnu bedre. Skarpere skrevet, mere kringlet plot og interessant tema omkring tale/tavshed. Det er nemlig et spændende projekt Asta (og forfatteren) har kastet sig ud i. Jeg ville ønske, at det fyldte endnu mere i bogen, end det allerede gør. Eva Maria Fredensborg skriver sprudlende og giver sproget masser af opmærksomhed, så hun kunne sagtens proppe mere psykologisk viden og fakta om, hvad f.eks. tavshed gør under en samtale, ind i bogen. Uden at det bliver tungt at læse.

Det klæder fortællingen, at Strand er trådt lidt i baggrunden. Ham synes jeg aldrig, jeg lærte helt at kende. Asta er langt mere interessant. Hun bor på Christiania, kan ikke helt løsrive sig fra ekskæresten Thomas og har et problematisk forhold til moderen, der er indlagt med svær depression. Og på ryggen har hun en gigantisk tatovering af to dansende traner. Smerten fra tatovørens nål byder Asta sig selv, når livet byder på udfordringer. At gå til tatovør bliver hendes syndsforladelse.

Min mund er lukket er en krimi uden beskrivelser af rå vold eller blodige detaljer. Og det er en rigtig god en af slagsen. Jeg synes, du skal læse den.

Forfatteren er allerede i gang med bog nummer tre i serien, der får en helt tredje hovedperson. Læs mere om Eva Maria Fredensborg her

 

 

 

 


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Min mund er lukket af Eva Maria Fredensborg

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Du må lige skrive din mening om bogen her på bloggen. Kunne være sjovt at høre, hvad du synes om den. Du kan sagtens læse Min mund er lukket først. God læselyst.