Ny krimi om Lisbeth Salander til september 21


Manden der søgte sin skygge hedder den femte bog i serien om Salander og Blomkvist. Bogen udkommer samtidig i 26 lande den 7. september 2017.

Stieg Larsson-serien: Manden der søgte sin skygge hedder femte bog om Salander og Blomkvist. Bogen udkommer til september.

 

Den svenske forfatter David Lagercrantz er igen manden bag fortsættelsen af Millennium-serien om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Dermed fortsætter han det univers, Stieg Larsson skabte med Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet, der blev sprængt. Og det univers, som han allerede tog hul på med fjerde bog i serien: Det der ikke slår os ihjel.

Lagercrantz’ beslutning om at fortsætte den afdøde forfatter Stieg Larssons populære krimiserie vakte stor ståhej i forbindelse med udgivelsen af fjerde bog om Salander, især fordi Larssons kæreste, Eva Gabrielsson, kritiserede det i skarpe vendinger.

Ifølge Modtryk, der udgiver bogen på dansk, er femte bog i Millennium-serien en spændende historie om statslige overgreb, æresrelaterede konflikter og de skygger fra barndommen, der stadig plager Lisbeth Salander.

Lisbeth Salander afsoner en kortere straf i et kvindefængsel. I fængslet får Lisbeth besøg af Holger Palmgren, som har fået fat i dokumenter, der kaster nyt lys over myndighedernes overgreb på hende som barn. Hun beder Mikael Blomkvist om hjælp til nogle undersøgelser, og sporene leder dem til Leo Mannheimer, partner i Alfred Ögrens kapitalfond.
Hvordan hænger en velbeslået finansmands baggrund sammen med Lisbeths?

Det må du vente til september med at finde ud af.

Tilbage i sensommeren 2015, da den fjerde bog udkom, blev jeg interviewet i Kultursøndag på P1 og bl.a. spurgte, om det er gravrøveri at lade David Lagercrantz skrive videre på det krimiunivers, som Stieg Larsson skabte.

Sjældent har jeg fået så mange mails (også de temmelig sure) og kommentarer bagefter. Jeg mener, det er helt i orden, men har da ondt af Larssons samlever og synes, at hele striden efter Larssons død virker som et grumset og ufint forløb.

Men jeg er bestemt klar til at læse Millennium nr. 5. Bogen udkommer samtidig i 26 lande den 7. september 2017.


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

21 thoughts on “Ny krimi om Lisbeth Salander til september

  • Henrik

    Jeg mener at David Lagercrantz skrev en god 4. bog i Millennium serien. Desværre fik han ikke den kredit, han fortjente for sin fine forsættelse af Stieg Larsson bøger.
    Så forhåbentligt lever bogen igen op til de andre, jeg glæder mig bestemt. Og vi kan sælge en masse bøger i et fantastisk universe med en Lisbeth Salander i hovedrollen.

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Henrik

      Tak for din kommentar. Det er lidt af et sprængfarligt emne, det her. Jeg synes også, at Lagercrantz har haft stor respekt for det univers, som Larsson skabte, men det er er klart, at bogen også er skrevet for at sælge. Og at Lagercrantz ikke er 100 procent Larsson og aldrig bliver det.

      Tak fordi du læser med her på bloggen.

      Mange hilsner fra Rebekka

      • Henrik

        Hej Rebekka

        Nej lad endelige værre med, at sammeligne de to forfattere, Stieg Larsson er nok den bedste krimiforfatter jeg har læst. Men David Lagercrantz gør det fint og i stor respekt for Stieg Larssons personer og univers.
        Selvfølge handler det om at sælge bøger og tjene penge, til gavn for forlag, forfattere og de trængte boghandlere.
        Jeg glæder mig over at kunne læse vide om Salander & Co, så må man overhører diverse sure kommentar/meninger fra Nettet og kunderne, heldigvis er der sikkert bøger til hver en smag.

        Mvh Henrik

        • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

          Ups – det er nok lidt for sent med det råd, men tak. Jeg glæder mig også til at læse mere om Salander og co. Og håber ikke, at Blomkvist bliver skrevet alt for meget ud af historien, for ja, folkene bag vil gerne lancere bøgerne som Salander-krimier, men Blomkvist holder jeg også meget af.

  • Bjarne W. Nielsem

    Du skrev: ”
    Den svenske forfatter David Lagercrantz er igen manden bag fortsættelsen af Millennium-serien om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Dermed fortsætter han det univers, Stieg Larsson skabte med Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet, der blev sprængt.”

    Tjae… Lagercrantz fortsættelse var en utrolig skuffelse, og produktet var efter min mening skabt på med afpolitisering og øget salg for øje. Hvis du så noget samfundskritik i Lagercrantz´s bog, må du gerne fortælle mig det. 😀
    DBH Bjarne

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Bjarne

      Mange tak for din kommentar.

      Det der ikke slår os ihjel var ikke nær så voldelig og mørk, som Larssons bøger. Og der manglede på en eller anden måde noget fandenivoldskhed. Noget hjerteblod, som antiracisten, feministen og kommunisten Larsson dryppede ud over siderne.

      Men hånden på hjertet – Lagercrantz skriver bedre. Larsson kunne være temmelig lang i spyttet og nogle af sætningerne var knudrede og utrolig indviklede. Men det har de fleste glemt, fordi han har skabt personer, vi har lyst til at følge, personer som hverken er helte eller skurke, men mennesker af kød og blod.

      Lagercrantz første Salander-bog burde have været strammet op for at fungere bedre som thriller. Bogen indeholdte lidt for tunge og lange passager om matematik og teknik. Men det der ikke slår os ihjel tog fat på emner som kunstig intelligens, overvågningssamfund, efterretningstjenester og industrispionage. Meget aktuelle emner synes jeg. Og vel også samfundskritiske?

      Bedste hilsner fra Rebekka

  • Marianne Øfjord

    Jeg stod imod længe – havde helt klart bestemt at jeg ikke ville læse Lagercrantzs bog – men talte med flere der havde læst den, som syntes den var god, jeg overgav mig, og må sige at jeg synes bogen helt klart var værd at læse. Og jeg er klar når den næste kommer

  • Anne

    Jeg har lige set den dokumentar om David Lagercrantz, som svensk TV2 lige har sendt – han var slet ikke, som jeg forestillede mig, men da jeg læste hans Millenium bog var jeg interesseret i historien og ikke så meget ham. Jeg ville se, om han var værdig at have faklen og skrive videre på serien.
    Var lidt imod at læse den i starten, da de tre første bøger, står på en af hylderne godt læst. Så overgav jeg mig og endte med at give den 4⭐️ på GoodReads – for den manglede, som du selv har kommenteret lidt fandenivoldskhed …. men nu hvor jeg har set dokumentaren på tv, så ved jeg, hvorfor det ikke er den vej Lagercrantz begiver sig henad. Men ja, jeg er nysgerrig nok til at læse 5’eren

  • Marit Haugaard

    Jeg var voldsomt begejstret for Millennium-trilogien og tilhører den gruppe, der mener at Stieg Larssons litterære og pekuniære arv er tilfaldet de forkerte, nemlig de pengegriske. Og det var ikke hans mening.
    Det var derfor med en del skepsis, jeg læste den såkaldte firer. Der var ikke noget i vejen med plottet, bortset fra at det skulle klistres på personerne fra Millennium-trilogien. Og så var det første gang jeg oplevede at både Salander og Blomkvist fnisede, eller fnes – som den danske oversætter valgte. Og så lader han den udrangerede Mikael Blomkvist læse Elisabeth George – ikke at der er noget i vejen med hende, læser hende gerne selv. Men at læse hende og at fnise passer simpelthen ikke ind i personkarakteristikken.
    At skrive at Lagercrantz skriver bedre end Larsson holder ikke en meter. David Lagercrantz er en middelmådig forfatter med mindreværdskomplekser, dels over for sin far, den flere gange prisbelønnede – bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris – Olof Lagercrantz, og dels over for den forfatter, han forsøger at plagiere, Stieg Larsson.
    Jeg læste Stieg Larssons bøger på svensk, så jeg ved jo ikke, hvordan de fremstod på dansk. Men kun en forfatter med enestående sprogligt talent kunne få mig til at sluge alle de usandsynligheder, der blev beskrevet.
    Millennium- trilogien blev oversat af to forskellige (udmærkede) oversættere og ‘Det der ikke slår os ihjel’ af en tredje.
    Måske er Stieg Larssons sproglige drive “lost in translation”. Jeg mærkede ialfald intet af det, da jeg læste ‘Det der ikke slå os ihjel’.
    Jeg ved ikke, om jeg gider bruge tid på at læse den næste. I min anmeldelse af ‘Det der ikke slår os ihjel’ på min blog, Bøgernes labyrint, foreslog jeg, at forlaget – når det nu insisterer på at få guldhønen til at lægge flere æg – lod syv af Sveriges bedste forfattere give et bud på en fortsættelse. Sverige har nemlig rigtig mange gode forfattere, når man ser bort fra Marklund, Läckberg og de øvrige skærgårdsforfattere – og så Mankell, der desværre er død.
    Se, det kunne have været interessant. På årets Krimimesse i Horsens stødte jeg på et par stykker, der kunne være bedre kandidater end ham, der har sneget sig ind i varmen.

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Marit
      Tak for din lange kommentar. Jeg ved, det er et sprængfarligt emne.
      Heldigvis har vi lov til at være uenige. I Mænd der hader kvinder får Mikael Blomkvist en krimi af Åke Edwardson i julegave af sin datter – så han læser krimier 😉 Om han ville læse George, aner jeg ikke. Men jeg kan godt leve med det.

      Dejligt at du læser med på bloggen. Bedste hilsner herfra,
      Rebekka

      • Marit Haugaard

        Edwardson er nu en helt anden liga end George, men på den anden side var han jo deprimeret, så kan man jo blive desperat Jo, din blog er interessant, så den er på min blogroll.

        • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

          Tak for din kommentar, Marit. Og dejligt du læser med. Jeg læser skam også med på din fremragende blog. Gode tanker herfra.

  • Nadia Pedersen

    Jeg er stor krimifan. Og specielt når bøgerne er så smukt beskrevet som Larsson og lagercranz har gjort det.
    Jeg er en af de læsere der danner mig billeder af personerne og kan dagdrømme om plottet når jeg “desværre” er blevet nødt til at ligge min krimi fra mig.
    Lagercrantz første bog satte mange tanker og gisninger i gang hos mig.
    Jeg glæder mig utroligt meget til Lisbeth Salander #5 – Jeg synes at Lagercrantz bærer alle karaktererne fra Stieg Larsson rigtig flot videre.

    Jeg kigger ofte denne blog igennem – dette er dog min første kommentar – fordi jeg finder den spændende og elsker at følge med i krimi verdenen – har bare ikke nogen i min omgangskreds der deler den samme interesse/kærlighed for krimier som jeg selv har.

    Rigtig god sommer og god krimilæsning – glæder mig til september.

    • Rebekka Andreasen

      Kære Nadia

      Mange tak for din kommentar. Her har du heldigvis fundet et sted, hvor du ikke er alene med din krimipassion. Jeg er også spændt på bogen.

      Rigtig god sommer også til dig.

      Rebekka

  • Eyðun

    No.: 5 kan stærkt anbefaldes.
    En rigtig god forsættelse af Larssons arbejde.
    Ikke helt det samme som at læse, de første 3 bøger, men samme spænding er der, lidt mere indviklet at læse, Larsson var mere ligefrem læsning