Reportage fra Krimimessen i Horsens 2015 – dag 1

Reportage fra Krimimessen i Horsens 2015. (Langt indlæg)

Krimiforfatter Michael Katz Krefeld åbner Krimimessen i Horsens 2015.

Krimiforfatter Michael Katz Krefeld åbner Krimimessen i Horsens 2015.

Lørdag morgen. Banegården i Horsens. Vinden bider i kinderne og varsler mere vinter end forårsjævndøgn. “Det passer da perfekt til et krimitema“, konstaterer taxachaufføren muntert. Måske han er begejstret for udsigt til flere kunder. Dagen vil sikkert bringe ham flere gange forbi Fængslet – det tidligere statsfængsel i Horsens, der denne weekend lægger tremmer og mure til Krimimessen 2015.

En veloplagt Michael Katz Krefeld åbner messen. “Det er her, man som forfatter kan møde verdens bedste publikum, der nogle gange kender ens hovedpersoner bedre, end man selv gør, siger han blandt andet. Inden svenske Håkan Nesser får overrakt Palle Rosenkrantz-prisen for årets bedste spændingsroman, opfordrer forfatter og formand for Det Danske Kriminalakademi, Martin Jensen, kulturministeren til at stifte en krimipris. Hørt. Hallo Marianne Jelved – læser du med?

Og hold så venligst op med at dømme krimibølgen for aftagende. Den sprutter og skvulper i bedste velgående.

På Krimimessen kommer læserne helt tæt på forfattere. Folk kommer langvejs fra med kufferter fyldt med bøger, som de ønsker signeret. Den legendariske Jussi-Adler-Olsen-kø fornægter sig ikke, og folk venter tålmodigt på en hilsen. Mon ikke manden bag Afdeling Q-bøgerne har slidt en del kuglepenne op? Glemmer at spørge hans skønne assistent Elisabeth, der fortæller, at det er en fryd at arbejde for en forfatter som Jussi Adler-Olsen.

Kim Juul og Eva Maria Fredensborg har travl med at signere bøger.

Kim Juul og Eva Maria Fredensborg har travlt med at signere bøger.

Mange forfattere suger en kødrand af læsere til sig. En af dem er Julie Hastrup, der på lørdagens krimimesse udkommer med Farlig fortid, der er endnu en Rebekka Holm-krimi. Der skåles i champagne, smilene er store, og Hastrups bog er en af de bedst sælgende bøger på Bog og Ides stand. Det samme er Thomas Rydahls Eremitten. Der er sket vanvittig meget for Rydahl, siden bogen udkom i september sidste år. Rydahl har nu ikke kun BogForums debutantpris, men kan fra krimimessen tage Harald Mogensen-prisen med hjem. Det viser tydeligt, at krimigenren er mangfoldig og favner bredt.

På Kim Juuls og Eva Maria Fredenborgs stand får de hurtigt et luksusproblem: De er ved at løbe tør for bøger.

Plottet til Den gale mand i Arnsted har forfatter Anita Lillevang udviklet i samarbejde med gæster på Folkemødet på Bornholm.

Plottet til Den gale mand fra Arnsted har forfatter Anita Lillevang udviklet i samarbejde med gæster på Folkemødet på Bornholm.

Interviewer Anita Lillevang, der fortæller om Den gale mand fra Arnsted. Plottet til bogen opstod i samarbejde med en håndfuld folkemøde-deltagere på Bornholm. Hvad nu hvis en mand, som ingen savner, forsvinder? Lillevang overlader rød scene til Dorph og Pasternak, der netop har udgivet Tal til mig. Svenske Cilla og Rolf Börjlind, norske Jørn Lier Holst og danske Agnete Friis taler med norske Else Barratt-Due om den nordiske krimi. Folk lytter koncentreret. Og tager fotos med smartphones.

Britiske Ann Cleeves skriver krimier, der foregår på Shetlandsøerne. Selv bor hun dog i England.

Britiske Ann Cleeves skriver krimier, der foregår på Shetlandsøerne. Selv bor hun dog i England.

Ikke kun nordiske forfattere er mødt op på messen. Britiske Ann Cleeves, der er kendt for sine Shetlandskrimier, er her også. Hun nyder at komme helt tæt på sine danske læsere, der ofte bliver nysgerrige på øgruppen mellem Orkneyøerne og Færøerne, når de læser hendes bøger. “Kom til Shetlandsøerne midt i november,” opfordrer hun. I november er der nemlig krimifestival på de kanter. Shetland Noir på alle måder.

Der er også gang i gode snakke og salg af bøger på de mindre forlags stande bl.a. hos det århusianske forlag Siesta, der står bag Steen Harvigs bøger, og hos forlaget Anton & Ludwig, der står bag den danske udgivelse af den roste, amerikanske thriller Ghostman af Roger Hobbs.

Lisbeth og Steen Bille er ikke kun ægtefæller. De er også kolleger og har skrevet flere krimier sammen.

Lisbeth og Steen Bille er ikke kun ægtefæller. De er også kolleger og har skrevet flere krimier sammen.

Jakob Melander, Morten Hesseldahl, Øbro og Tornbjerg, Carin Gerhardsen, Lotte Petri, Gard Sveen og Christ Tvedt er her også, og det samme er Inger og Inger (Wolf og Gammelgaard Madsen). Paul Cleave fra New Zealand går rundt med et kæmpe smil på læberne hele tiden. Forlaget Jentas, der udgiver hans bøger, har travlt.

Lisbeth A. Bille og Steen Bille snupper en kop kaffe, inden de fortæller om I ond tro. De researcher til deres næste krimi. Lisbeth A. Bille afslører på tomandshånd den kommende bogs tema. Super interessant emne. “Når man skriver videnskabskrimier og dykker ned i et specifikt emne, så kan der bliver ved med at dukke interessante ting op. Det er fascinerende,” siger den kvindelige Bille.

Frivillig Tove Sørensen (tv) og Krimimor Vibeke Johansen er på hver deres måde med til at gøre Krimimessen i Horsens til en rigtig god oplevelse.

Tove Sørensen, der er en af mange frivillige, og Krimimor Vibeke Johansen er på hver deres måde med til at gøre Krimimessen i Horsens til en god oplevelse.

Ingen messe uden krimimor, Vibeke Johansen, der fik ideen til krimimessen. Heldigt for os alle, at hun fik den ide. Men heller ingen messe uden frivillige kræfter. En af dem er Tove Sørensen. Hun er formand for Brugernævnet i Gedved og har været frivillig på messen flere gange. Hun kontrollerer, at der, af hensyn til brandmyndighederne, ikke kommer for mange mennesker ind til de forskellige forfatter-arrangementer. Tove Sørensen kender også fængslet fra en tid, hvor kontrollen i fængslet var en hel anden. Hun har nemlig været lærer for de indsatte i fængslet tilbage i 80’erne.

På børnenes krimimesse tryllebinder Lene Kaaberbøl en stor forsamling. Hun fortæller om Skammerens datter og filmatiseringen af den populære serie. “Der er ikke forskel på, om man som forfatter skriver: Der kommer en lastbil, eller: Der kommer en drage. Men når man laver film, så er der stor forskel,” fortæller forfatteren, der er meget glad for filmversionen af Skammerens datter.

ar

Sejt ar coming up!

Flere små zombier, vampyrer og småfolk med blodige sår går rundt på børnemessen – her svinges teatermalings-penslen ivrigt.

Craig Russell, jamen altså. Kan man andet end at være vild med den mand? Han skriver nogle fantastiske bøger og er aktuel med endnu en Jan Fabel-krimi. Han har en skøn skotsk accent, glimt i øjet og fortæller passioneret om sin interesse for tysk historie. “Det danske forårsvejr er jo at sammenligne med det skotske efterår“, ler han, da et ordentlig vindpust river fat i messeteltets solide teltdug og næsten drukner hans ord.

Palle Schantz Lauridsen har skrevet en mediehistorisk bog om Sherlock Holmes

Palle Schantz Lauridsen har skrevet en mediehistorisk bog om detektiven over dem alle – Sherlock Holmes.

Russell er efter min mening en af de allerbedste krimiforfattere i verden“, understreger krimiforfatter Jens Østergaard til aftenens middag, der også byder på gode snakke med de flinke folk fra People’sPress og de herlige bloggere fra Krimifan. Får også interessant snak med Palle Schantz Lauridsen, der har skrevet en fagbog om Sherlock Holmes. Det var i en avis-føljeton i Aarhus Stiftstidende i juni 1891, at danske læsere for første gang stiftede bekendtskab med Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes – og hans stofmisbrug. Og detektiven holder endnu. Det samme gør krimigenren. Og Krimimessen i Horsens anno 2015.

Dynen kalder, og der venter endnu en begivenhedsrig messedag søndag.

PS: Se endnu flere billeder fra messen på Vild Med Krimis Instagram lige her

PPS: Læs reportage fra messen dag 2 lige her

2 kommentarer til Reportage fra Krimimessen i Horsens 2015 – dag 1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her