Sommerinterview med Julie Hastrup

Julie Hastrups femte krimi om Rebekka Holm, Farlig fortid, bringer efterforskeren tilbage til sin barndomsby Ringkøbing. Foto: Steen Evald.

Julie Hastrups femte krimi om Rebekka Holm, Farlig fortid, bringer efterforskeren tilbage til sin barndomsby Ringkøbing. Foto: Steen Evald.

Sommerkavalkade: Krimiforfatter Julie Hastrup er i gang med at gennemskrive manuskriptet til den femte roman i serien om efterforskeren Rebeka Holm. Sommeren tilbringer hun bl.a. i Italien, og hun pakker sin Kindle med i kufferten, så hun kan læse e-bøger på ferien.

Hvad skal din sommer gå med?

– Denne sommer skal jeg og min familie til Italien. Vi skal både feriere i vores yndlingsby – Sante Margherita i det nordlige Italien, hvor vi skal mødes med min far, min søster og en håndfuld gode venner. Dernæst skal vi besøge et ”hemmeligt” sted i bjergene nær Bologna, et lille agriturismo der, ifølge vores kilde, skulle være så skønt og med så vidunderlig mad, at man aldrig glemmer det. Vi glæder os meget. Og så skal jeg gennemskrive manuskriptet til min kommende bog – Farlig fortid – endnu en gang.

Fortæl om et skønt sommerminde fra din barndom:

– Jeg har rejst Europa tyndt i min egen barndom og har utrolig mange gode rejseminder fra den tid, alligevel er det min morfars sommerhus i Veddinge Bakker, der dukker op, når jeg skal tænke sommerminder og barndom. Min morfars hus lå meget tæt ved havet, var omkranset af en stor naturgrund og med en vidunderlig køkkenhave. Lykken var at tulle ned af den støvede skovsti, dækket af nedfaldne kogler, gumlende på en syrlig rabarber, passere de enorme rækker af duftende hybenbuske og så kaste sig i de kølige bølger, hvor jeg kunne opholde mig i timevis. Jeg er også en meget stor dyreelsker, og jeg brugte timer på at fange krabber og samle skrubtudser. Jeg passede og plejede de forskellige dyr med stor kærlighed, inden jeg atter lukkede dem ud i naturen. Min morfars sommerhus er ikke længere i familien, desværre – til gengæld har jeg ladet Rebekka arve det i mine bøger, og der udspiller sig nogle gruopvækkende scener deroppe – så er I advaret.

Er der en bestemt læseoplevelse, som du forbinder med en sommer?

– Der er ikke én bestemt læseoplevelse, men mere den samlede oplevelse: at have uanede timer til sin rådighed til at læse i – både udenfor, i græsset eller på stranden eller indenfor – når det regner. Jeg kan ikke forestille mig en sommerferie uden bøger.

Har du et favoritord, som du er ekstra glad for?

– Mor(d)

Hvilken skønlitterær bog har/har haft stor betydning for dig?

– Åh, det er svært at fremhæve en bog, jeg har læst så mange fantastiske bøger. Men Tove Ditlevsens forfatterskab har betydet meget for mig, særligt holder jeg af hendes digte. Hvis vi taler krimi, så læste min mormor flere af Agatha Christies krimier højt for mig, fra jeg var omkring 8 år. Her blev jeg introduceret til den klassiske engelske puslespilskrimi – som jeg blev dybt fascineret af og stadig holder af.

Hvis folk kun læser en enkelt krimi i deres sommerferie, hvilken bog vil du så anbefale?

– Jeg har for nylig læst Sandheden om Harry Quebert sagen af Joël Dicker og den er intet mindre end fremragende. Læs den!

Hvad skal du selv læse i løbet af sommeren?

– Jeg slæber altid en hel bunke bøger med i kufferten, hvilket heldigvis er blevet en hel del lettere efter at jeg sidste år investerede i en Kindle. Jeg skal helt sikkert læse den nye krimi Skyggedrengen af Carl-Johan Vallgren og Alice Munros nyeste novellesamling Livet.

Fik du læst sommerinterviewet med Jesper Stein? I næste uge kan du møde forfatterparret bag Sander Jakobsen.

2 kommentarer til Sommerinterview med Julie Hastrup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her