Sommerinterview med Jesper Stein

Jesper Stein kan tage et langt karbad i de varme anmeldelser, som hans seneste krimi, Akrash, har høstet.  Foto:

Akrash er Jesper Steins tredje bog om Axel Steen. De øvrige bøger i serien er Uro og Bye Bye Blackbird. Foto: Morten Holtum.

Sommerkavalkade: Kulturjournalist og krimiforfatter Jesper Stein er aktuel med bogen Akrash, der har fået fremragende anmeldelser. Akrash er i øvrigt ghettoslang for strisser.

Hvad skal din sommer gå med?

– Jeg skal nyde udgivelsen af Akrash, min tredje krimi med Axel Steen. Og så skal jeg være sammen med mine fire døtre og min kone i sommerhus i Rørvig.

Fortæl om et skønt sommerminde fra din barndom:

– Jeg holdt en del år ferie i forskellige norske hytter, som mine forældre lejede. Der var hverken tv, radio eller el, men frisk komælk, søer, hvor man kunne fiske og brætspil om aftenen i stearinlysets skær. Man blev ikke underholdt, men måtte finde på noget at lave i naturen. Og hos købmanden havde de nogle gule citronkarameller, der hed Fox.

Er der en bestemt læseoplevelse, som du forbinder med en sommer?

– Der er mange. Paul Austers Invention of Solitude fra en vandretur tværs over Korsika i 1988. Len Deightons samlede spionserie om Bernard Samson i Wickies forældres sommerhus i Rørvig i 1991, og Henry Millers Stenbukkens og Krebsens Vendekreds fra seks uger i Granada i 1987.

Har du et favoritord, som du er ekstra glad for?

– Forladt, forlod, forlade, forladte. Det kan bruges til meget, men har den tone af noget tabt, mistet, vemodigt, smertefuldt over sig, som jeg søger.

Hvilke skønlitterære bog har/har haft stor betydning for dig?

– Michael Connellys debut Det sorte ekko er nok den krimi, jeg har læst flest gange. Den har alt, en gribende ulykkelig kærlighedshistorie, de to elskendes fortid rulles op i dybe og korte flashbacks, der er drama på hver side, underspillet følelsesmæssigt og meget præcist udtrykt, og så er det første bog med Harry Bosch, der for mig er samtidens mest komplekse og interessante krimihelt. Plottet er eminent, overraskende, og indlysende, komplekst og helt rent.

Hvis folk kun læser en enkelt krimi i deres sommerferie, hvilken bog vil du så anbefale?

Det sorte ekko er et godt bud. Hvis den skal være ny, så vil jeg godt anbefale min egen Akrash, hvor jeg har forsøgt at lave en pageturner, en blanding af en thriller og en krimi. Der er i hvert fald tryk på. Folk, der har læst den, siger, at man ikke kan slippe bogen de sidste 200 sider, og det er for mig en god sommerferiebog.

Hvad skal du selv læse i løbet af sommeren?

– Jeg skal læse op på en række meget store forfatterinder, som kommer på Louisiana Literature, hvor jeg skal interviewe dem: Joyce Carol Oates, Lydia Davis og Margaret Atwood.  (Foregår i dagene 21-24. august, red.) Måske bliver der tid til den nye Simon Kernick, Ian Rankin og CJ Box ind imellem.

Fik du læst sommerinterviewet med Anna Grue? I næste uge kan du møde krimiforfatter Julie Hastrup her på bloggen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her