Sommerkrimi på din feriedestination

Her kunne jeg godt se mig selv med en underholdende krimi

Her kunne jeg godt se mig selv med en underholdende krimi

Skal din sommerkrimi foregå netop der, hvor du holder ferie? Bliv inspireret til ferielæsningen her:

Sydeuropa:

Spansk spænding:

Mon ikke der er en enkel bloglæser eller to, der skal til Spanien i sommerferien? Antonio Hills De døde dukkers sommer fra 2012 har Barcelona som ramme for en forrygende og farverige historie med hovedpersonen Hector Salgado i centrum. Salgado er argentiner og politikommisær i Barcelona. Han efterforsker en sag, hvor en ung mand fra en velhavende familie er død efter et fald fra et vindue. Det ligner et uheld, men måske er det mord?

Italiensk når det er bedst

Vil du underholdes af en mesterlig krimi, mens du sidder på campingpladsen ved den italienske riviera eller trænger til at hvile benene på en fortorvscafe i Rom? Så snup Donato Carrisis Suffløren med i kufferten. Det er en fantastisk krimi af høj klasse. Den er grum, den er ond, og den er hamrende spændende. I min anmeldelse af bogen skrev jeg blandt andet:

Donato Carrisis krimi om Specialagent Mila Vasquez, der er ekspert i at finde forsvundne børn, er ikke kun gruopvækkende, men også uhyre godt skruet sammen. Den er så uforudsigelig og skrevet så godt, at man simpelthen er nødt til at læse videre.

Læs hele anmeldelsen her

Caribien:

Fra støvsugeragent til efterretningsagent

Er det Caribien, der står på din flybillet, så er det ikke til at komme uden om Graham Greenes klassiker: Vor mand i Havana. Det er en velfortalt og underholdende bog, der sagtens kan læses i dag, selvom den har mange år på bagen. Bogen handler om støvsugersælgeren James Wormold, der bliver hyret af den britiske efterretningstjeneste. I mangel af bedre opfinder han rapporter, der skal tilfredsstille hans arbejdsgivere i London. Men skillelinjen mellem sandhed og fantasi udviskes med store konsekvenser til følge.

Afrika:

Afrikansk femikrimi med humor og lune

Skulle du være så heldig at tilbringe din sommerferie på den anden side af Ækvator i Botswana (nabo til bl.a. Sydafrika) så snyd ikke dig selv for Alexanders McCall Smiths serie om Damernes detektivbureau. Bøgerne handler om den stærke, varme, kloge og snedige Mma Ramotswe, der åbner et detektivbureau i hovedstaden Gaborone. Det er en herlig, humoristisk og farverig krimiserie på 11. bind, der viser et anderledes billede af Afrika, end vi er vant til fra medierne.

Nabolande:

Svensk krimiguf

Skal du holde ferie i Sverige, så anbefaler jeg bl.a. Åsa Larssons suveræne serie om anklager Rebecka Martinsson. Også selvom du ikke skal på ferie i det allernordligste Sverige, hvor serien foregår. Læs anmeldelse af 5. bind i serien, Som Offer til Molok, lige her Eller hvad med at kaste dig over Håkan Nessers Barbarotti-serie om Vicekriminalkommissær Gunnar Barbarotti? Der er mange timers god og velskrevet krimilitteratur i vente.

Berlin og Hamborg som krimikulisse

Jeg har hørt meget godt om Volker Kutschers anmelderroste krimiserie om 30’ernes Berlin, men det er ikke en serie, jeg selv har læst. Læs mere om bøgerne lige her Jeg skal selv til Hamborg i min ferie, og derfor iler jeg med endnu engang at anbefale Craig Russells eminente krimiserie om kriminalkommissær Jan Fabel, der netop foregår i den tyske millionby. Læs mere lige her

Rigtig god sommer.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Den permanente af Thomas Bagger, EC Edition

Læs mere om Aarhus-krimien her