Sorgens dæmoner og Tavshedens mørke af Maria Kjær-Madsen 2


Snup Sorgens dæmoner som opvarmning til Tavshedens mørke, der klart er den bedste af Maria Kjær-Madsens krimier.

Snup Sorgens dæmoner som hurtig opvarmning til Tavshedens mørke, der klart er den bedste af Maria Kjær-Madsens krimier.

Maria Kjær-Madsen skriver fynske hyggekrimier med bid.

Maria Kjær-Madsen, der er folkeskolelærer, debuterede med sin første roman Sorgens dæmoner i 2011. Sidste år udkom den selvstændige efterfølger, Tavshedens mørke, der igen er en krimi og har den unge journalist Luna Kock og den ældre efterforsker ved Drabsafdelingen for Fyns Politi, Jepsen, i helt centrale roller.

De er hinandens modsætninger. Luna er den unge, energiske, nysgerrige, ambitiøse journalist, som ikke rigtig kan finde ud af det dér med følelser og kærlighed, selvom hun dater kollegaen Janus. Jepsen er den stabile, rolige, erfarne eftertænksomme efterforsker med ro på hjemmefronten. Han har dog alligevel sine dæmoner at slås med.

Ja, Maria Kjær-Madsen har kastet sig over krimi-klicheen: ung kvindelig journalist/erfaren efterforsker. Det er ikke sindssygt opfindsomt eller banebrydende. Men det fungerer. Begge bøger er klassiske, lettilgængelige psykologiske krimier uden de store dikkedarer. Og uden alt for blodige og makabre detaljer.

Det er provinsby-krimier. Historierne foregår især i  Svendborg, hvilket er dejligt forfriskende. Det er ikke ofte, at man læser krimier fra de kanter. Forfatteren er især interesseret i psykologien bag en forbrydelse. I den menneskelige natur og i hvordan vi agerer med hinanden. Mon vi alle kan slå ihjel, hvis de rigtige (forkerte) omstændigheder er der?

Sorgens dæmoner handler om hævn og hemmeligheder. Og sorg. Om hvad den kan gøre ved os mennesker. Bogen foregår tidsmæssigt over ca. en uge. En seriemoder er på spil, og Luna involveres i efterforskningen, da hun en tidlig morgen i en baggård til Kvickly opdager liget af en kvinde. Politiet – og Luna – har travlt, hvis de skal forhindre flere mord.

I Tavshedens mørke er omdrejningspunktet i bogen det usagte. Det, der forties, og som kan få katastrofale konsekvenser. Der er mange små historier at holde styr på, men forfatteren binder heldigvis en forløsende sløjfe til sidst i bogen. For hvordan hænger en mands død på Langeland sammen med en kvinde, der efter en bilulykke mister hukommelsen og ændrer personlighed? Igen involveres Luna – og Janus – i opklaringsarbejdet.

Maria Kjær-Madsen er i Tavshedens mørke blevet et hak mere sikker som forfatter hvilket smitter positivt af på plottet, der er elegant udtænkt og ikke lige kan gennemskues. Det smitter også af på sproget og på personkarakteristikkerne, der er mere nuancerede. Tavshedens mørke er væsentlig bedre end debutkrimien.

Maria Kjær-Madsen fortalte om Tavshedens mørke på Krimimessen i Horsens

Maria Kjær-Madsen fortalte om Tavshedens mørke på Krimimessen i Horsens 2014.

På Krimimessen i Horsens tidligere på måneden fortalte Maria Kjær-Madsen, at hun snart har styr på plottet til den tredje bog om Luna og Jepsen. Og hvis hun fortsætter med at udvikle sig som forfatter, kan det jo ende med en fremragende krimi.

 

 

 


Skriv et svar til Maria Kjær-Madsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Sorgens dæmoner og Tavshedens mørke af Maria Kjær-Madsen

  • Maria Kjær-Madsen

    Kære Rebekka
    Tak fordi du har taget dig tid til at læse begge mine romaner, og efterfølgende skrevet en så velformuleret og dybdegående beskrivelse af dem og min forfatter-udvikling. Den blev jeg glad for at læse.
    Jeg håber, at treeren vil leve op til forventningerne, og at jeg fortsat vil blive ‘et hak mere sikker’ for hver bog.
    Mange hilsner, Maria

  • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

    Jamen selv tak da Maria. Altid spændende at stifte bekendtskab med danske forfattere, der kaster sig over den genre, jeg holder så meget af. Rigtig god fornøjelse med at give liv til bind tre. VH Rebekka