Adrian McKinty

Anmeldelse: Sirenesang af Adrian McKinty

Adrian McKinty har vundet flere priser for serien om politimanden Sean Duffy.

Anmeldelse: Aye, aye..  tag med til The Troubles, konflikten i Nordirland i 80érne. Sirenesang er en mørk politikrimi med et borgerkrigshærget Nordirland som baggrundstæppe. At læse Adrian McKintys krimi er en særdeles god og stemningsfuld oplevelse.

Sidste år udkom Adrian McKintys første bog om kriminalassistenten Sean Duffy Det kolde våde land på dansk. Nu er den anden krimi om politimanden fra Carrickfergus, en by lidt nord for Belfast, udkommet på dansk.

Tag med tilbage til 1982 hvor terroraktioner og mord er hverdag i Nordirland, og hvor luften konstant flænges af sirener fra ambulancer og brandbiler. Hvor arbejdsløsheden er høj. Og hvor ” pjaltede unger af den slags, man ser i Pulitzervindende fotobøger” keder sig på gaden.

Og hvor politimanden Sean Duffy, som en del af sin morgenrutine, tjekker sin bils understel for IRA-bomber. ( I denne podcast kan du høre Adrian McKinty fortælle, hvordan han som ca. 12-årig sammen med sin lillebror fik et lift i skole hver morgen af en major fra den britiske hær. Hver dag tjekkede majoren bilen for bomber, indtil den dag, hvor han ikke gjorde det. Heldigvis var der ingen bombe i bilen, men episoden gjorde et kæmpe indtryk på forfatteren, der i 82, hvor bogen foregår, var 14 år.)

Sammen med sine kolleger finder Sean Duffy, der er bogens jeg-fortæller, torsoen af en mand i en kuffert i en fabrikshal. Hurtigt viser det sig, at efterforskningen trækker tråde til både den engelske efterretningstjeneste og FBI. Og at der er kræfter, der ikke er interesserede i, at Duffy og co. finder vej til sandheden om den dræbte. Duffy må bl.a. en tur over Atlanten til Boston for at efterforske sagen.

Jeg var med Aer Lingus og sad i rygerafdelingen og så Ingmar Bergmans Fanny og Alexander. Den var så lang, at den ikke engang var slut, da vi landede.

Det er pokkers interessant at følge i hælene på Duffy. Det er råt, mørkt, heftigt. Tåget og regnfuldt. Og rigtig, rigtig godt. Heldigvis er der masser af sort humor i bogen også:

Kommissær Brennan sukkede og duppede med pegefingeren i bordpladen. Ubevidst – eller bevidst – stavede han til røv i morsealfabetet.

Sirenesang er ikke en politisk krimi, men der er masser af politik i bogen alligevel. Det er ikke alle referencer, jeg fanger, fordi min viden om nordirske forhold er nogenlunde den samme som en teenagedrengs forhold til rengøringsmidler. Men en af bogens helt store styrker er tidsbilledet af et land i kaos, hvor konflikterne ulmer alle steder.  Og hvor magtesløsheden er stor. Som læser får du hovedet proppet med gode stemningsbilleder. Og nogle af de problematikker, som bogen tager op, er slet ikke uaktuelle her i en verden anno 2018.

Jeg er vild med Sean Duffy. Han er møgsympatisk. Og alt andet end en krimikliche, selvom han er temmelig glad for Vodka Gimlet – vodka med masser af lime. Som katolskfødt er han lidt af en ener i et overvejende protestantisk politikorps. Han er en åben og bohemeagtig type, og så er han ihærdig og fandenivoldsk.

Der er masser af referencer til musik i bogen. Titlen ( I Hear the Sirens in the Street) er en linje fra en Tom Waits-sang. Og Sean Duffy hører New Order på kassettebånd i politiets Land Rover, og han sætter Nick Cave på grammofonen, når han har kærestesorger.

Flere gange har Adrian McKinty forsøgt at tage livet af sin hovedperson, men heldigvis er det ikke lykkedes ham endnu. Foreløbig har forfatteren, der nu bor i Australien, skrevet seks bøger om Sean Duffy. Jeg synes, du fluks skal hoppe med på Duffy-vognen. Og huske at tjekke for bomber først.

Bogen er oversat af Søren K. Barsøe.

Du kan møde Adrian McKinty på Krimimessen i Horsens.

PS: Forlaget OLGA, der står bag udgivelsen, er etableret af en gruppe garvede bogmennesker, som ikke vil anerkende, at de har overskredet sidste salgsdag. For, som der står på forlagets hjemmeside: Hele vores liv har vi arbejdet i og omkring forlag som redaktører, redaktionsmedlemmer og eksterne læsere, indtil vi i løbet af de sidste par år har ladet os pensionere for ’kun’ at lystlæse og få mere tid til vores nærmeste og alt det øvrige, der interesserer os.  Men det går bare ikke! Af gammel vane læser vi fortsat kun bøger og manuskripter, der ikke er udkommet på dansk, og vi finder så meget af høj kvalitet, at vi MÅ vælge det bedste ud og gøre det tilgængeligt for danske læsere.

Krimianbefaling: Du skal ikke snydes

Fotoet her af Ole Lund Kirkegaard-væggen i Skanderborg, hvor forfatteren voksede op, knipsede jeg på vej til mit foredrag på biblioteket i byen. Foto. Rebekka Andreasen

Gode krimier: I aftes på Skanderborg Bibliotek fortalte jeg bl.a. om bøger og krimiforfattere, som du kan opleve på Krimimessen i Horsens. Tak til alle jer, der ej lod kulden spænde ben og fandt vej til det varme bibliotek – der i øvrigt må have noget nær Danmarks bedste udsigt: et smukt vue ud over Skanderborg Sø.

Og til dig, kære bloglæser, der ikke var med. Du skal ikke snydes. Du får her mine anbefalinger til en række gode bøger. Du kan møde alle forfatterne på Krimimessen i Horsens 2018 den 17. og 18. marts. Flere af forfatterne er på programmet både lørdag og søndag.

Og husk: Der er masser af krimiguf, som jeg ikke har nævnt her. Både debutaner og garvede krimiforfattere. Selvudgivere og forfattere fra de største forlag. Der er også quizzer, prisoverrækkelser, fokus på tv-serier og på noget af den fascinerende historie, som Fængslet i Horsens byder på. Jeg ved, der er nogle ændringer til det trykte program, så tjek krimimessen.dk for opdateret program.

Håber vi ses i Horsens om nogle uger.

Gode krimier:

Pigen under jorden af britiske Elly Griffiths. Det er første del af serien om arkæologen Ruth Galloway.  2. bind i serien udkommer på dansk til juni. Britisk krimi af høj klasse. Griffiths skriver ikke kun godt. Hun er en sprudlende, humoristisk og engageret fortæller.

Glashjerte af norske Torkil Damhaug. En selvstændig psykologisk krimi. To gange har Damhaug, der har en baggrund som psykiater, vundet Rivertonprisen, Den Gyldne Revolver, der gives for årets bedste krimi i Norge. Han skriver ret fint.

Glasvinge af danske Katrine Engberg. Det er tredje del af serien om efterforsker Jeppe Kørner og Anette Werner. De to første i serien hedder Krokodillevogteren og Blodmåne. Hun er en af de danske forfattere, der jonglerer smukt med sproget.

Den Permanente af danske Thomas Bagger. Det er forfatterens debutkrimi. En overraskende god en af slagsen. Superstar, bind 2. i serien om den aarhusianske politimand Ask Hjortheede, udkommer sidst i marts. Jeg har anmeldt bogen her på bloggen – søg efter titlen.

Krimiguf. Foto: Rebekka Andreasen

Dødens galleri af brasilianskfødte Chris Carter. Det er den 9. bog om Robert Hunter. Jeg hører ikke til Carters hardcore fans, men det er en stor fornøjelse at høre ham fortælle bl.a. om sit tidligere arbejde som kriminalpsykolog hos FBI. Carter er en meget festlig og farverig person. Han er bestemt værd at opleve i Horsens.

Annabelle af svenske Lina Bengtsdotter. Det er forfatterens debutkrimi, der er blevet rost til skyerne af både læsere og anmeldere. Og det med god grund. Hende tror jeg, at vi kommer til at høre meget mere til.

Gæsten af danske Robert Zola Christensen. Det er tredje del af en serie af videnskabskrimier, men den kan læses uafhængigt. De øvrige i serien om efterforsker Bent Kastrup er Is i blodet og Adams forbandelse. Jeg har anmeldt bogen her på bloggen – søg efter titlen.

Altonas genfærd af skotske Craig Russel – bogen foregår i Hamborg. Den 7. bog i serien om Jan Fabel. Forfatteren har en forkærlighed for Nordtyskland og især tysk efterkrigshistorie, og begge dele smitter af på denne skønne mørke politiserie. Og så er Russel mester i at skabe snedige plots.

Dødens kode af danske Michael Larsen. En Ærø-krimi og efterfølger til Mordet på øen. Spændende bøger begge to. Jeg har anmeldt bøgerne her på bloggen – søg efter titel.

Indland af svenske Arne Dahl. Efterfølger til Skyggezone og den anden bog i serien om Sam Berger og Molly Blom. En af mine absolutte favoritter. Svensk krimiguf, når det er allerbedst. Og Arne Dahl er skøn at høre på.

Lucie af danske Anne-Marie Vedsø Olesen. En selvstændig spændingsroman om en 1000 år gammel kannibal, der drager på pilgrimsrejse til Norge. Syret, velskrevet, mystisk og ret vild historie.

Sirenesang af nordirske Adrian McKinty. Bind to om betjenten Sean Duffy, der foregår under borgerkrigen i Nordirland i begyndelsen af 80’erne. Mørk og intens krimi. Og humoristisk. Titlen er, som bind et i serien Det kolde våde land, hentet fra en linje i en sang af Tom Waits. På engelsk hedder bogen I hear the sirens in the street. Og den linje passer glimrende til Belfast anno 1982. Anmeldelse kommer senere.

Selvom jeg ikke har læst Sorte åkander af franske Michel Bussi, skal den med her. Bussi storsælger i hjemlandet, og jeg synes, du skal udnytte muligheden for at høre en fransk forfatter, når der endelig kommer en franskmand til Horsens. Forhåbentlig laver Bussi ikke en Jean-Christophe Grangé, der på Krimimessen i 2011 hurtigt tog hjem igen – uden at få hverken den pris, han var blevet tildelt, og uden at give sceneinterviews. Der sker altid noget uventet i Horsens. Bussi har også skrevet Pigen på flyet.

Rigtig god krimimesse til dig.

Krimikram fra Rebekka

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her