Ærø

Anmeldelse: Dødens kode af Michael Larsen

Mon ikke der kommer endnu en Jan Folmer-bog? Jeg håber.

Anmeldelse: Dødens kode er den slags krimi, som du ikke skal læse i små bidder. For så mister du overblikket. Tager du dig derimod tid og læser bogen komprimeret, så venter en svært underholdende læseoplevelse og en kompliceret, snørklet krimigåde, der er begavet fortalt, og som bader i overlegen research, uden at den gode historie drukner i fakta.

Uanset om Michael Larsen skriver om fugle, film, fotoudstyr eller franske veje, så føler jeg mig som læser overbevist om, at han har sin research i orden. Han har styr på de små skønne og vigtige detaljer, der blandet med en god portion fantasi bidrager til et brag af en krimithriller. For der er både en mordgåde, der skal opklares, og et eller andet i gære i horisonten, som skal afværges.

Larsens baggrund som bl.a. filmjournalist og hans interesse for Ærø, natur og fugle smitter af på bogens univers. Her er indlevende miljøbeskrivelser af den lille ø i det sydfynske øhav, og de koder, titlen hentyder til, er hentet fra mørke filmklassikere. Men hvad er det, som koderne varsler?

At genfortælle hvad Dødens kode handler om er ikke nemt, for det er en temmelig kringlet og ret indviklet historie. Som jeg skrev i indledningen, så kræver historien en læsers fulde opmærksomhed.

Kort fortalt er kriminalkommissær Jan Folmer fra Drabsafdelingen i København tilbage på Ærø. En 14-årig pige er brutalt blevet myrdet på havnen i Marstal, og Folmer får en fornemmelse af, at mordet hænger sammen med de dramatiske begivenheder i Mordet på øen, som bogen er en forsættelse af.

Selvom bogen begynder med et fyldigt referat af den første Folmer-krimi, er det en kolossal fordel at have læst Michael Larsens første Ærø-krimi. Der er konstant tråde, der væver tilbage til den første bog i serien.

Udover den sympatiske efterforsker følger vi især Charlotte Monson, der frygter for sit liv og derfor er flygtet fra Danmark. Hun skjuler sig i udlandet og forsøger samtidig at skrabe så mange penge som muligt sammen ved at brillere i poker.

Og vi følger den københavnske journalist Mikkel Thorsboe, der fornemmer, at noget ikke er, som det giver sig ud for at være. Mon ikke manden har ret?

Folmer. Monson. Thorsboe. Det fungerer. Larsen har skabet et galleri af personer, som er interessante og sammensatte, og som er ret godt selskab. Og liget af den 14-årige pige er ikke det eneste lig i fortællingen. I dette tilfælde kommer Folmer for sent. Og indsmurt i blod fra afdøde tager han en smøg.

“Folmer slog en cigaret frem, tændte den og inhalerede dybt. Lige omkring filteret fik blodet aftrykket til at ligne læbestift”.

Dødens kode er en skøn kombination af dansk vandkantskrimi med landbetjent, endeløs horisont, alle-kender-alle og huse-hvor-kragerne-vender, og en krimi med store armbevægelser, der ligeså godt kunne være skrevet af en fransk eller engelsk forfatter.

Det er bl.a. en bog om terror, fanatisme, krigsveteraner, statshemmeligheder og de klassiske gnidninger mellem PET og politiet. Og det er en krimi om en verden, der er uoverskuelig og kaotisk, selvom alle kan overvåge alle – og gør det.

Føj for en fed og vild finale. Hvis du synes, at indledningen var en anelse tung og forvirrende, så er jeg enig med dig. En let redigering ville have klædt de første 70 sider, selvom man gerne må stille krav til læserne. Men læs endelig videre. Det bliver godt. Rigtig godt. Og dramatisk.

Mon ikke der kommer endnu en Jan Folmer-bog? Jeg er klar.

SF Film har købt rettighederne til bøgerne, så måske vi engang i fremtiden møder Jan Folmer på tv eller i en film.

 

 

 

Mordet på øen af Michael Larsen

Både Ærø og masker spiller en central rolle i Michael Larsens nye krimi Mordet på øen. Det er mit mellemste barn, der har kreeret masken, men den får ikke lov til at hænge i stuen ligesom andre af ungernes værker. Læs i anmeldelsen hvorfor. Foto: Rebekka Andreasen

Både Ærø og masker spiller en central rolle i Michael Larsens nye krimi Mordet på øen. Det er mit mellemste barn, der har kreeret masken, men den får ikke lov til at hænge i stuen ligesom andre af ungernes værker. Læs i anmeldelsen hvorfor. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Ærø er hovedperson i Michael Larsens Mordet på øen, der netop udspiller sig på den sydfynske ø. Tag med på et skræmmende og suverænt spændende ø-visit.

Jeg har altid været bange for masker og synes, at der er noget skræmmende og angstprovokerende over dem. Masker gør mig utryg. Og den angst er ikke blevet mindre efter at have læst Mordet på øen af Michael Larsen. Han tager i sin nye krimi afsæt i en lokal masketradition på Ærø, hvor voksne klæder sig ud med masker til fastelavn, men også til Helligtrekonger, hvor de mystiske “masker” går fra hus til hus – uden at give sig til kende. Og netop i forbindelse med Helligtrekonger bliver en kvinde på Ærø myrdet, og gerningsmanden gemmer sig bag en maske.

Da mordet ser ud til at have forbindelse til et andet mord, som kriminalkommissær Jan Folmer fra drabsafdelingen i København efterforsker, må han sammen med en yngre kollega til Ærø for at opklare forbrydelsen. Det er ikke ukompliceret at efterforske et mord på en ø, hvor hemmeligheder bliver holdt, og hvor de lokale ikke er meget for at samarbejde med politiet, selvom:

..der findes en telefonkæde, der er Stasi værdig, så allerede før færgen gik ud fra Svendborg, var det kendt, at du var på vej,

som øens unge lokaljournalist Charlotte Monson forklarer Jan Folmer.

Også hun er ivrig efter at optrevle mordgåden. Ofte er den unge journalist et skridt foran Folmer og kollegerne. Hvem er det, der fodrer hende med viden? Og hvad er det den rå journalist, der mestrer poker bedre end de fleste og som selv er tilflytter, er flygtet fra?

Falder i søvn til tysk tv

Man kan godt kalde Ærø for en slags hovedperson, men også den høje og senede kommissær fylder i bogen. Jan Folmer mistede sin kone i en bilulykke for fem år siden og deler nu tilværelsen med jurist-kæresten Anne og pigerne Mie og Malene. Han er et kendt ansigt i offentligheden efter at have løst en spektakulær sag, og han kan kun falde i søvn, hvis den tyske tv-kanal Sonnenklar flimrer i baggrunden. Han er interessant. Og pludselig trækker sagen tråde til hans egen fortid.

Forfatteren bor selv på Ærø, og Michael Larsen står bag flere kunstbøger med akvareller og fotos af den sydfynske ø, hvor han fokuserer på øens skønhed og charme. Men det er første gang, at han bruger øen som kulisse for en krimiintrige. I øvrigt en vanvittig interessant en af slagsen, hvor man som læser indimellem virkelig skal koncentrere sig for at følge med. Mordet på øen er ikke en krimi, du skal sjat-læse, men det giver heldigvis sig selv.

Michael Larsen forkæler ikke blot læserne med en indviklet og raffineret historie, der fascinerer (næsten) hele vejen igennem de knap 500 sider, og som eksploderer i et brag af en afslutning. Han har også et sprog med masser af substans og gods i. Han skriver billedrigt og detaljeret, uden at det går ud over tempo og flow. I Mordet på øen (gumpetung titel i øvrigt) er der både kærlige og kritiske beskrivelser af øsamfundet og dystre miljøbeskrivelser i bedste noir-stil. Øen er både mørk, hemmelighedsfuld, dyster, klaustrofobisk og rå.

Og de dér masker. Gys siger jeg bare. Det er årevis siden, at Michael Larsen sidst skrev en krimi. Jeg venter gerne i årevis igen, hvis resultatet bliver lige så heftigt som Mordet på øen.

PS: 54-årige Michael Larsen er især kendt for Uden sikker viden (1994), Slangen i Sydney (1997) og Femte sol brænder (2000),

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her