Ane Riel

God fornøjelse på Copenhagen Crime

I Weekenden er der krimifestival i København for første gang. Copenhagen Crime hedder den.

I weekenden er der krimifestival i København for første gang. Copenhagen Crime hedder den.

Copenhagen Crime: I weekenden er der for første gang krimifestival i København.

Jeg skal ikke til Copenhagen Crime i weekenden i Østerbrohuset ved Nordhavn Station i København. Men jeg ønsker alle jer, der skal af sted til den første bogfest i København udelukkende med fokus på krimigenren, rigtig god fornøjelse.

Ifølge folkene bag er Copenhagen Crime en festival, der udforsker og formidler alle aspekter indenfor kriminalitetsbegrebet – såvel fiktion som fakta – på en ny, spændende og underholdende måde.

Der er 120 events på 5 scener over to dage. Jeg har plukket lidt fra programmet her:

Lørdag:

Grøn scene 10.55: På krimimessen i Horsens hørte jeg kort Finn Halfdan, da han modtog prisen for årets danske krimidebut af Det danske Krimiakademi. Det var spændende. På Copenhagen Crime fortæller han om den usædvanlige sag, der gav ham ideen, og hvordan han forvandlede historien til en spændingsroman.

Rød scene 11.30: At nogle læger tænker: retsmediciner – det er lige mig, det har altid undret mig, og jeg er underligt frastødt og fascineret af faget. Overlæge i retsmedicin Steen Holger Hansen fortæller om sit arbejde og gør dig klogere på, hvordan og hvornår politiet gør brug af retsmedicinsk ekspertise til deres opklarings- og efterforskningsarbejde.

Sort scene 12.00: Manuskriptforfatter Mai Brostrøm har været (med)forfatter på nogle af dansk tv-dramas store succeser som Rejseholdet, Ørnen, Livvagterne og Mord uden grænser, og hun giver sit bud på, hvad der skal til for at en krimi fungerer – på tv. Hun er sej og dygtig, synes jeg.

Sort scene 14.30: Hvorfor vil Sherlock Holmes ikke dø? Ja, det er et godt spørgsmål og gode folk fra den danske Sherlock Holmes Klub fortæller om detektivens udødelighed og popularitet og om fan- og klubkultur. Det bliver godt, tror jeg.

Blå scene 16.00: Etnolog Frederikke Heick giver dig et indblik i, hvordan de mest kendte agenter/helte har set ud gennem tiden, og du får samtidig forklaringen på, hvilke idealer og tendenser i tiden, de afspejler – og hvorfor.

Søndag:

Blå scene 11.10: Dennis Jürgensen giver sit bud på, hvordan man skriver et godt plot og fortæller om sit arbejde med  voksenkrimierne om Roland Triel Løbende Tjener og Dansende Røde Bjørne.

Grøn scene 11.45: Malene Ravn og Nina Vad Holtum er to af de danske forfattere, der skriver domestic noir (Og hvis du ikke ved, hvad det er, så læs den artikel, jeg har skrevet om genren på Litteratursiden her) De to forfattere fortæller om deres mørke og intense thrillere og deres fascination af genren.

Grøn scene 12.25: Anne-Marie Vedsø Olesen interviewes om Mordersken, tredje selvstændige bind i den actionmættede historiske trilogi om den unge hofdame Madeleine de Montdidier.

Blå scene 14.4o: Hun er ikke kun god på skrift, men også live! Helle Vincentz fortæller om thrilleren Stjålne liv, der er første bind i en ny serie med antropologen Sofie Munk i hovedrollen.

Blå scene 16.00: Ane Riel ( som er hylende morsom) sætter sig på scenen med efterforsker Frank Bøgh, og de taler om virkelighedens hordere (sygelige samlere) og om omsorgssvigtede børn. Og om de fiktive af slagsen, der optræder i Ane Riels bøger.

Copenhagen Crime er ikke Krimimessen i Horsens, og mon ikke Horsens-stemningen vil mangle? Men så kan festivalen forhåbentlig noget andet godt og interessant. Rigtig god fornøjelse.

PS: Se festivalavisen for Copenhagen Crime her

Reportage fra Krimimessen 2016 – lørdag

Aldrig har der været så mange gæster til Krimimesse som lørdag den 12. marts. I alt lagde mere end 6000 mennesker vejen forbi det gamle statsfængsel i Horsens, hvor messen holder til. Foto: Rebekka Andreasen

Aldrig har der været så mange gæster til Krimimesse som lørdag den 12. marts. I alt lagde mere end 6000 mennesker vejen forbi det gamle statsfængsel i Horsens, hvor messen holder til. Foto: Rebekka Andreasen

Kærlighed til Krimi: Krimimessen i Horsens 2016 i ord og billeder. Langt indlæg.

“Hvis der virkelig er en bombe, tror du så ikke, at vi står lidt for tæt på døren?” siger en kvinde roligt til sin veninde, mens hun ser mere ud til at bekymre sig om at holde balancen med favnen fuld af muleposer, end om den ordrer, der har gennet alle ud fra det største messelokale på Krimimessen i Horsens.

10. juni er Sara Blædel klar med første bind i en ny serie. Bedemandens datter hedder den. Foto: Rebekka Andreasen

10. juni er Sara Blædel klar med første bind i en ny serie. Bedemandens datter hedder den. Foto: Rebekka Andreasen

Krimifreaks er ikke sådan at hyle ud af den, og der er ingen panik, da forfattere, forlagsfolk, frivillige messefolk, boghandlere, kamerafolk, journalister og krimimessens mange gæster bliver evakueret på grund af det, der viser sig at være en brandalarm, der er aktiveret ved en fejl.

I stedet sender folk blikke efter PR-stuntet fra People’s Press: En ligvogn, der reklamerer for Sara Blædels næste roman Bedemandens datter. Senere hører jeg Sara Blædel ærligt fortælle, hvordan det at miste begge sine forældre og endnu et familiemedlem inden for få uger, betød, at hun var i tæt kontakt med en kvindelig bedemand – og sådan plantede det første frø til en ny hovedperson sig. Det kan virke morbidt med den ligvogn, men folk smiler og pakker forargelsen væk. Vi er jo krimilæsere. Og vant til lidt af hvert.

Deler en krimilakrids og en kaffe med en af de første forfattere, jeg interviewede på Krimimessen tilbage i 2008. Så hyggeligt. Foto: Rebekka Andreasen

Deler krimilakridser og kaffe med en af de første forfattere, jeg interviewede på Krimimessen tilbage i 2009. Så hyggeligt. Foto: Rebekka Andreasen

I modsætning til på BogForum, så er ALLE i Horsens vilde med krimigenren, og det giver en helt bestemt fællesskabsfølelse og stemning. Allerede inden messen for alvor går i gang, har jeg hilst på mange velkendte ansigter. Og folk, jeg kun kender som en mailsignatur. Dejligt at møde jer alle.

Klokken er lidt over ti, da Bertel Haarder åbner den 15. krimimesse.

Jeg er ligeglad med, hvem morderen er. Men krimier handler jo også om rigtig meget andet. De bedste krimier giver os indblik i sindets mørke sider, i samfundets bagsider og forbrydelsens karakter, siger kulturministeren.

På scenen med Nina Vad Holtum (th), der er en af de danske forfattere, der skriver domestic noir. Foto: Janus Bjarke Andersen

På scenen med Nina Vad Holtum (th), der er en af de danske forfattere, der skriver domestic noir. Foto: Janus Bjarke Andersen

Da jeg senere holder oplæg om domestic noir, omdøber jeg det nok så korsstingsbroderede slogan: Home is where the heart is til Home is where the hurt is. Jeg improviserer og hiver forfatter Nina Vad Holtum op på scenen de sidste fem minutter af min tid. Hun har skrevet to bøger om konservatoren Lærke Lind og siger flere gange, at hun er lettet over endelig at kunne proppe en genre på sit forfatterskab – nemlig domestic noir.

På Krimimessen kan man komme helt tæt på forfattere - det oplevede Per. Foto: Per Kragelund Christensen

På Krimimessen kan man komme helt tæt på forfattere. Det oplevede Per. Foto: Per Kragelund Christensen.

Kort efter får jeg en besked på Facebook fra Per Kragelund Christensen, som jeg ikke kender. Han hørte mit oplæg og vil gerne have fingre i en domestic noir-thriller, jeg har anbefalet. Han fortæller, at da han køber Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh på Føtexs stand, bliver han prikket på skulderen af den britiske forfatter. For hun er nemlig også i Horsens. Og Per får en særlig hilsen i bogen.

Krimimessen er andet end krimiforfattere. Jeg hører et inspirerende oplæg af Steffen Larsen, der i 96 fulgte Sandhedskommissionens arbejde i Sydafrika. Ofre fortæller, hvad de har været udsat for, og forbrydere siger undskyld. Det baner vejen for lys og en ny begyndelse. Og er med til at hele nationens betændte sår.

Formålet med kommissionen i Sydafrika var at indsamle vidnesbyrd og efterforske dem, tildele amnesti og udmåle erstatning. Foto: Rebekka Andreasen

Der kom nogle forfærdelige historier frem, der blev formildnet af den nærmest eventyragtige måde at fortælle på. I et sprog renset for alt overflødigt, fortæller Steffen Larsen, der rejste rundt i Sydafrika i midten af 90’erne. Foto: Rebekka Andreasen

Og Steffen Larsen fortæller, at han i Sydafrika møder en “sort Marianne Jelved”. Virkeligheden overgår fantasien.

Opgiver at høre enkelte oplæg, fordi der er for mange mennesker. Øv.

Det var en meget ydmyg og glad norsk forfatter, der modtog prisen for bedste krimi. Foto: Rebekka Andreasen

Det er en meget ydmyg og glad norsk forfatter, der modtager prisen for året bedste krimi. Foto: Rebekka Andreasen

Møder et hav af herlige forlagsfolk, krimikendere, bloggere, selvudgivere, bestseller-forfattere, boghandlere, bibliotekarer etc. Og overværer, at både Gard Sveen, Ane Riel og Finn Halfdan får priser. Alle tre virker glade og ydmyge. Norske Gard Sveen, der modtager Palle Rosenkrantz-Prisen for Den sidste pilgrim siger i sin takketale, at “Det danske turistbureau i Norge har et berømt slogan, der hedder: Det er dejligt at være norsk i Danmark. Og sjældent har det været mere sandt end i dag”.

Ane Riel læser en utrolig morsom mail, hendes advokat-far har skrevet, op. Mailen konkluderer, at Jens Haarder, som man møder i bogen Harpiks, har overtrådt den og den paragraf, så altså – det er en krimi, hvis hans datter skulle være i tvivl!

Og krimikritiker- og kender Bo Tao Michaëlis siger noget, som jeg ikke kunne være mere enig i:

Der findes kun gode og dårlige bøger. Og så er det ligegyldigt, om det handler om kærestesorger eller mordet i et kloster.

Alle os, der er valfartet til Horsens denne lørdag, ved godt, at krimigenren i dag byder på anerkendt litteratur af høj klasse.

Interviewer Eva Maria Fredensborg, der fra Rød Scene blandt andet fortæller om sin fascination af familiehemmeligheder. Og hvorfor hendes nye roman foregår i Sønderjylland. Jeg kan varmt anbefale Det hvide mørke – en hybrid mellem en krimi og en slægtsroman.

Folk hamstrer bøger som var det gær under en storkonflikt. Også Lone Dahl Andersen og Christina Damkier Nissen (se foto nederst)

Når lige at høre et nummer med krimiforfatter Kim Juul og band, før jeg med ømme fødder iler mod mit hotel for mindre end en time senere at sidde i en taxa på vej til et af byens andre hoteller og min allerførste generalforsamling i Det Danske Kriminalakademi.

Lone Dahl Andersen med knap to-årige Carl. Der var simpelthen ikke plads i klapvognen, som Christina Damkier Nissen skubber. Her hygger bøger af bl.a. Jesper Stein, Helle Vincentz og Steffen Jacobsens sig nemlig. Foto: Rebekka Andreasen

Lone Dahl Andersen med knap to-årige Carl. Der var simpelthen ikke plads i klapvognen, som Christina Damkier Nissen skubber. Her hygger bøger af bl.a. Jesper Stein, Helle Vincentz og Steffen Jacobsens sig nemlig. Foto: Rebekka Andreasen

Sikke en dag. Og sikke en aften, der også byder på gode snakke og grin over en krimimesse-middag. Mere om messens anden dag senere på bloggen.

PS: Vil du se flere billeder fra messen, små videoklip etc, så se endnu flere på Vild Med Krimis Facebookside.

PPS: Har du læst reportagen fra Krimimessens anden dag? Find den her

 

 

 

Den tredje jomfru af Fred Vargas

Den tredje jomfru er den fjerde krimi på dansk om kriminalinspektøren Adamsberg. Til april udkommer den syvende krimi i serien.

Den tredje jomfru er den fjerde krimi på dansk om den parisiske kriminalinspektør Adamsberg. Til april udkommer den syvende krimi i serien.

Anmeldelse: Et plot, der konstant snurrer rundt og forvirrer, men heldigvis også begejstrer, talrige særprægede personer og en syret handling. Den tredje jomfru af Fred Vargas er en fiffig og fed fransk krimi.

Franske Frédérique Audoin-Rouzeau er arkæolog med speciale i pesten i middelalderen. Hun er dog bedre kendt under pseudonymet Fred Vargas og har skrevet en række krimier om den lidt sælsomme kriminalinspektør Jean-Baptiste Adamsberg, der er chef for drabsafdelingen i Paris.

I Den tredje jomfru, der er den fjerde bog i serien, er Adamsberg netop flyttet ind i et hus, som siges at være hjemsøgt af en nonne. Egentlig ikke noget, der bekymrer Adamsberg, men selvfølgelig er der et strejf af noget overnaturligt og mystisk – det er jo en Fred Vargas-krimi.

Adamsberg har for travlt til at bekymre sig om en afdød, hævngerrig nonne, der måske hærger hans nye hjem. Han står nemlig midt i en sag om mordet på to unge mænd, der har fået skåret halsen over i Paris. De har jord under neglene, og modsat kolleger tvivler Adamsberg på, at de to mænd er ofre i en strid om narko. Han leder derfor i en helt anden retning godt hjulpet på vej af sin intuition og sine sære fornemmelser og mærkværdige indfald. Efterhånden tyder alt på, at de to mænd er ofre for en kvindelig seriemorder.

På forunderlig vis bliver de særeste hændelser flettet sammen bl.a. mishandlingen og skamferingen af hjorte i Normandiet, en kastreret kat og en ældre kvindelig fange, der er flygtet fra et fængsel. Man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Du behøver dog ikke at have læst de øvrige bøger i serien for at frydes over Den tredje jomfru.

En af bogens store styrker er beskrivelserne af det brogede persongalleri. Vi møder blandt andre Adamsbergs nye kollega, den lidt mystiske Veyrenc, der udtrykker sig i aparte, ældgamle versemål, og vi møder også kriminalinspektørens spanske nabo, der har fantomsmerter i den arm, som han har fået amputeret for flere årtier siden. Jeg kom til at tænke på Ane Riel, da jeg læste romanen. Også hun evner at skabe et fermt og skævt persongalleri.

Visse steder drysser Fred Vargas dog lidt rigeligt med detaljer ud, så vi kommer lidt for langt væk fra plotsporet, der konstant forgrener sig og bevæger sig nye veje.

Jeg var uhyre godt underholdt af Den tredje jomfru, der ikke kun er spændende og stemningsfuld, men også humoristisk. Til april udkommer den syvende bog i serien. Denne gang bringer arbejdet Adamsberg til en islandsk klippeø. Læs mere om Den barmhjertige guillotine her

Serien om Jean-Baptiste Adamsberg i rækkefølge:

Budbringeren (2004)

Cirkeltegneren (2006)

Neptuns vinde (2008)

Den tredje jomfru (2009)

Et uvist sted (2010)

Den rasende hær (2012)

 

 

Flaskepost fra P og læserundersøgelse om selvudgivelser

Jeg er i gang med at genlæse Jussi Adler-Olsens Flaskepost fra P. Så er jeg klar til filmversionen.

Jeg er i gang med at genlæse Jussi Adler-Olsens Flaskepost fra P. Så er jeg klar til filmversionen.

Krimi: Lidt om filmversionen af Flaskepost til P, om en undersøgelse, du kan deltage i – og om priser på Krimimessen.

Jeg er i gang med at genlæse Jussi Adler-Olsens 3. bog om Afdeling Q – for at være helt klar til filmversionen af Flaskepost fra P, der får premiere 3. marts. Se trailer til filmen her. Det virker som om, der bliver masser af ramasjang og action i filmen, der denne gang også giver plads til, at Carl Mørck har et privatliv – i hvert fald er psykologen Mona, som Mørck i bøgerne er ret vild med, med i denne film. Hun bliver spillet af Signe A. Mannov. Selvom jeg har været glad for filmene om Carl Mørck, synes jeg, det er svært at sammenligne dem med bøgerne. Det er to vidt forskellige ting. Alligevel glæder jeg mig til at se Flaskepost fra P som film. Bor du i nærheden af Biografen Kom-Bi i Hornslet, kan du den 10. marts høre mig indlede filmen med et foredrag om Jussi Adler-Olsens forfatterskab. Læs mere om arrangementet her

Books on Demand, der er en platform for selvudgivelser, vil gerne vide, hvad du lægger vægt på, når du vælger at læse en bog. Hvor vigtig er bagsideteksten, forsiden, prisen etc? Og hvad er dine erfaring med selvudgivelser? Studiet gennemføres i syv lande i Europa på samme tid og ledsages videnskabeligt af University of Applied Management i Erding, Tyskland. Spørgsmålene er dog på dansk og tager et øjeblik at besvare. Der trækkes lod om tre bog-gavekort blandt alle, der deltager, og du finder undersøgelsen om selvudgivelser lige her. Books on Demand har lavet lignende undersøgelser år tilbage, og som noget nyt er det ikke kun forfattere, der inddrages i undersøgelsen, men også boghandlere og læsere.  Læs om de tidligere undersøgelser her

Det Danske Kriminalakademi uddeler traditionen tro krimipriser på Krimimessen i Horsens 12.-13. marts. Palle Rosenkrantz Prisen (bedste krimi/spænding i 2015) går til: Gard Sveen for Den sidste pilgrim, der er udgivet på forlaget Klim. Harald Mogensen Prisen (bedste danske krimi/spænding i 2015) går til Ane Riel for Harpiks. Årets debutantdiplom går til Finn Halfdan for Et nødvendigt offer. Og endelig er der diplom til Ulrik Langen for Tyven. Den utrolige historie om manden, der stjal guldhornene.

PS: Inden længe er der anmeldelser af Inger Wolfs krimi Brændte sjæle og Harriet Lanes domestic noir-thriller Den Anden her på bloggen.

 

 

Stein, Egholm, Kendal og Riel og….

Sådan her så det ud, når solen gik ned, da jeg var i sommerhus. Den udsigt kan man glo længe på. Men det skader ikke at have en bog også.

Denne smukke solnedgang kan man glo længe på. Men det skader ikke at have en bog også. Foto: Rebekka Andreasen.

Lyn-anmeldelser: Sikke en sommer. Jeg har især nydt den i sommerhus på Fyn. Og der var selvfølgelig bøger med i kufferten. Her følger en lille opdatering af de bøger, jeg læste inden min ferie – og i min ferie:

Akrash af Jesper Stein: Hold. Nu. Op. Den bog er rå. Og suveræn. Og sindssygt spændende. Jesper Steins tredje krimi om vicepolitikommissær Axel Steen er uhyggelig god. Axel Steens deroute synes uundgåelig, og han er virkelig langt ude denne gang med næsen dyppet i kokain. Er han virkelig den muldvarp, som mafiaen – den russiske – har haft held til at placere i det danske politi? Steen er grov, selvdestruktiv, lunefuld etc., men vi tror stadig på ham – denne utilpassede og skæve strømer. Stein skriver fandenivoldsk, tempofyldt og knaldhamrende godt. Spænding, action og sex er der masser af, og Stein har skabt en sort historie, der fascinerer til sidste side. Det må blot være et spørgsmål om tid, før verden får øjnene op for Steins kvaliteter, og vi får “en dansk Jo Nesbø”.  (Bøgerne om Steen udkommer allerede i en række europæiske lande) Læs den nu bare. Politikens forlag.

Bogen om dig af Claire Kendal: Uhyggelig, psykologisk spændingsroman, der er skræmmende og nervepirrende – selvom jeg ikke var helt tilfreds med slutningen. Jeg var opslugt af historien om 38-årige Clarissa, der bliver stalket af en kollega, hun har været sammen med en enkel nat. Han bliver fuldstændig besat af hende, og Clarissa er derfor lettet, da hun bliver indkaldt som nævning i en retssag og håber, at hun i de uger, retssagen varer, kan være i fred. Men… det kan hun ikke. En velskrevet og meget underholdende debut fra britiske Claire Kendal. En bog, der godt kan gøre dig lidt paranoid. Forlaget Lindhardt og Ringhof.

Sort søndag af Claudio Paglieri: Italiensk prisbelønnet krimi om korruption inden for fodboldverdenen. En berømt fodbolddommer findes død i et omklædningsrum, da anden halvleg af en Serie A-kamp skal i gang. Alt tyder på selvmord, men kriminalkommissær Marco Luciani tvivler, selvom han bliver presset fra mange sider til hurtigt at afslutte sagen. Læs bogen på grund af den nærmest anorektiske og asketiske kriminalkommissær, der er et herligt bekendtskab og befriende atypisk. Og læs den hvis du trænger til en sydlandsk krimi uden nordic noir. Desværre er bogen langtrukken trods interessante temaer om matchfixing og korruption, og det er alene kriminalkommissærens skyld, at jeg læste frem til sidste side. Forlaget Holst & Schou.

Slagteren i Liseleje af Ane Riel: Grum og morsom. Og grum god. Så kort kan Ane Riels krimidebut beskrives. Forfatteren har flere gange fortalt, at hun slet ikke var klar over, at hun havde skrevet en krimi, før hun af Det Danske Kriminalakademi blev nomineret til  årets bedste danske krimi/spændingsdebut i 2013. Hun vandt. Bogen er godt nok ikke en traditionel krimi, men intens på sin helt egen underfundige måde og fuld af langsom dramatik. Bogen er også fuld af groteske originaler f.eks. de tre drankere Hans, Christian og Andersen. Vi møder også den manipulerende Judith – en ældre dame fra Liseleje, der pønser på, hvordan hun kan slå sit postbud ihjel. Ane Riel er en fantastisk historiefortæller. Læs Slagteren i Liseleje og nyd dens originalitet og forfatterens sans for spøjse og geniale sprogblomster – men forvent ikke en traditionel krimi. Forlaget Tiderne skifter.

Kød og blod af Elsebeth Egholm: Jeg er især glad for Elsebeth Egholms bøger om Dictes søn, Peter: Tre hundes nat og De døde sjæles nat. Til gengæld blev jeg skuffet over Eget Ansvar – den forrige bog om Dicte. Dicte trængte i den grad til luftforandring, hvis jeg skulle læse mere om hende. Luftforandring får hun heldigvis i Egholms nyeste, hvor forfatteren er tilbage i stærk og fornem stil. Dicte er ikke længere tilknyttet en avisredaktion, men er blevet freelancer og skriver på en bog om voldsofre. Forholdet mellem forbrydelse og straf er en af bogens temaer. Et andet er de såkaldte 12-tals piger: unge, ambitiøse kvinder, der knækker nakken, fordi de ikke kan leve op til omverdenens/egne krav om det perfekte liv. Egholm er eminent til ikke kun at underholde, men også at skabe fokus på aktuelle emner. Politikens Forlag.

Tvillingesagen af Lotte Dalgaard: Det er freelancejournalist Lotte Dalgaards debutroman, hvor vi møder journalist Line Lyng, der arbejder på en regionalavis i Hillerød. Hun bliver involveret i en sag, hvor to 13-årige piger forsvinder på vej hjem fra deres ungdomsklub. Pigerne er tvillinger. Tvillingesagen er en hurtiglæst og let krimi, som desværre ikke efterlader sig det store indtryk hos mig som hardcore krimifan. Man kommer aldrig helt tæt på personerne, selvom hovedpersonen Line er sympatisk, og historien bliver derfor aldrig rigtig vedkommende, selvom bogen har flere interessante temaer – bl.a. det at leve sammen med en alkoholiker og være “medafhængig”. For meget hverdags-trummerum og for lidt regulær spænding, overraskelse og dybde. Byens forlag.

 

 

Gratis lydbog på P4 – Slagteren i Liseleje

Læseren præsenteres for en række menneskeskæbner – fra den apatiske dranker og den fortabte kunsthistoriker til den stærke slagtersøn og den ambitiøse sagførerfrue.

Læseren præsenteres for en række menneskeskæbner – fra den apatiske dranker og den fortabte kunsthistoriker til den stærke slagtersøn og den ambitiøse sagførerfrue.

Gratis lydbog: Indtil den 6. juli kan du gratis downloade Slagteren i Liseleje som lydbog.

Den er skrevet af Ane Riel, og på Krimimessen i Horsens tidligere på året vandt forfatteren prisen for bedste krimidebut i 2013.

Det er Ane Riels debut som romanforfatter efter at have skrevet en række undervisningsbøger. Og hun anede faktisk ikke, at hun havde skrevet en krimi, før hun fik at vide, at hun havde vundet prisen for bedste krimidebut. Hør Ane Riel i samtale med Monica Krog-Meyer lige her  – du skal ned midt på siden for at finde interviewet.

Lydbogen finder du her

PS: Virker linket ikke, er det sikkert fordi, at datoen er overskredet. Bemærk 6. juli 2014 er sidste dag for download.

Krimimagasin fra Information

Informations krimitillæg kan nu læses online. Der er masser af krimiguf i magasinet.

Informations krimitillæg kan nu læses online. Der er masser af krimiguf i magasinet.

Krimimagasin: Hvert år laver Information et magasin om krimier som optakt til Krimimessen i Horsens. Magasinet er med avisen i morgen, men du kan allerede nu se magasinet online lige her

Der er masser af godt læsestof i magasinet. Du kan bl.a. læse et interview med Dror Mishani – den israelske forfatter, der står bag Min nabos søn. Og efterfølgeren Mistanke om vold, som jeg har anmeldt her

Der er interview med den debuterende krimiforfatter Ane Riel, der på Krimimessen i Horsens får debutantdiplomet for Slagteren i Liseleje og hædres for bedste danske krimi/spændings-debut i 2013

Der er også fokus på pseudonymer i krimilitteraturen og et stort interview med krimiforfatter Henrik Brun. Og med Hans Davidsen-Nielsen. Og meget mere.

God læselyst.

PS: I aften trækker jeg en vinder af Emelie Schepps debutkrimi Mærket for livet. Du kan stadig nå at være med i konkurrencen. Og allerede i næste uge er der bøger af Jens Østergaard på højkant her på bloggen.

PPS: Har du et fremragende spørgsmål, som du synes, at jeg SKAL stille Jussi Adler-Olsen, når jeg interviewer ham på krimimessen i Horsens, så skyd løs.

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her