anmeldelse

Anmeldelse: Ildbarnet af S.K. Tremayne

Anmeldelse: I dag udkommer Ildbarnet af britiske S.K. Tremayne. En thriller, der langsomt og ad lidt snørklet sti sneg sig ind på mig, og som fik mine små hår i nakken til at danse.

Minegangene løber under havet. Det er en vished, jeg ikke så nemt kan slå ud af hovedet. Minegangene løber under havet. Halvanden kilometer eller mere.

Ildbarnet af S.K. Tremayne er en britisk, psykologisk thriller om familiehemmeligheder, sorg, skyld og skam. Foto: Rebekka Andreasen

Sådan begynder Ildbarnet, der lynhurtigt slår en ildevarslende stemning an og tager os med til et kæmpe landsted i Sydengland, i det allervestligste Cornwall, hvor naturens kræfter er enorme. Hvor Atlanterhavet banker ind mod stejle klippekyster, og hvor der ikke er læ for den brutale blæst.

London-kvinden Rachel har efter få måneders bekendtskab giftet sig med den rige enkemand David, far til 8-årige Jamie og ud af en yderst velhavende familie, der er blevet rig på minedrift og udvinding af tin og kobber. Et arbejde, der gennem generationer har haft rædselsfulde konsekvenser for arbejderne i minerne og ført død, lemlæstelse og lidelser med sig.

Det nygifte par bor bogstaveligt talt oven på en af de gamle miner, og mens David arbejder i London som advokat fem af ugens dage, har Rachel masser af tid i det enorme hus sammen med stedsønnen Jamie.

Idyllen krakelerer hurtigt, da Jamie begynder at komme med dystre og skræmmende forudsigelser. Som du kan læse på bogens bagsidetekst mener han bl.a. at vide, hvornår Rachel skal dø. En information, som jeg egentlig gerne ville have opdaget selv ved at læse bogen i stedet for at få den serveret på bagsiden.

Samtidig forsøger Rachel at finde ud af, hvordan Davids første kone egentlig døde.

Bogen fortælles især fra Rachels synsvinkel suppleret af enkelte kapitler, hvor vi er i hovedet på David, og det er indre tanker og ikke ydre omstændigheder, der er central i første del af bogen. Rachel begynder at tvivle på både sin mand, sig selv – og sin egen forstand.

Langsomt tempo, gode miljøbeskrivelser

Hvor jeg godt kunne have ønsket mig en anelse mere tempo og fremdrift især i første del af bogen, overgav jeg mig straks til de stærke miljøbeskrivelser, der er bogens store styrke.

Som ganske ung boede jeg nogle måneder i Devon, der grænser op til Cornwall, og jeg var straks tilbage i et England hvor idyl og barsk klippenatur og voldsomt hav mødes, og selvom du måske ikke er bekendt med landskabet, så svøber bogens lækre miljøbeskrivelser dig nænsomt ind og hægter dig fast til fortællingen.

Forfatterens mormor har som ti-årig arbejdet som såkaldt minepige, der knuste sten med en hammer i de righoldige miner i det nordlige Cornwall, og det er interessant at læse om de historiske miner, forfatteren tydeligvis har været optaget af. S.K. Tremayne skriver usentimentalt om det barske liv i de nu tomme miner. Han skriver godt.

I bedste domestic noir-stil aner du ikke, hvem du kan stole på. Hemmelighederne lurer lige under den fine facade og five o’clock tea’en. Og plottet er herligt overraskende.

Ildbarnet er en mørk thriller med et strejf af gotisk stil. En thriller om familiehemmeligheder, sorg, skam og skyld.

S.K. Tremayne har også skrevet bestselleren Faldet, og Ildbarnet slog mig ikke omkuld på samme måde, som forfatterens forrige bog på dansk gjorde. Men det er en god thriller.

Læs Ildbarnet på grund af de stærke miljøbeskrivelser og historiske lag og nyd den snigende uhygge, der omhylder dig helt til allersidst.

Ildbarnet er ikke en del af en serie, men en selvstændig thriller og oversat af Nanna Lund. Udkommer på Gads Forlag i dag.

PS: S. K Tremayne er et pseudonym for den britiske journalist og bestsellerforfatter Sean Thomas, der tidligere har skrevet tempofyldte konspirationsthrillers om religiøse sammensværgelser under pseudonymet Tom Knox. Jeg interviewede ham, da Faldet udkom på dansk. Læs interviewet her

Tre hurtige om Hastrup, Adler-Olsen og Theils

Tre hurtige: Julie Hastrups Mirakelmanden overhaler de andre bøger i Rebekka Holm-serien med talrige kilometer. Jussi Adler-Olsen kan føje endnu en pris til rækken. Og så har Lone Theils lavet fremragende radio om TrueCrimeFiction.

Tre hurtige om tre af landets populære krimiforfattere: Julie Hastrup, Jussi Adler-Olsen og Lone Theils.

Julie Hastrup: Når Julie Hastrup har sendt en ny Rebekka Holm-krimi på gaden, har jeg altid set frem til den. Fordi hun kreerer solide, gedigne og underholdende krimier, der ubesværet glider ned.

Flere gange i mine anmeldelser af forfatterens bøger har jeg skrevet, at Hastrups bøger er krimier uden de store dikkedarer, og jeg har aldrig tidligere været fuldstændig blæst bagud. Indtil nu.

Denne gang overgiver jeg mig totalt. Mirakelmanden, den 6. Rebekka Holm-krimi, er stærk. Og sindssyg interessant. Måske fordi den er mere mørk, grum og dyster, hvilket jeg synes, klæder fortællingen? Måske fordi forfatteren hiver sin hovedperson ud af sine vante omgivelser og bringer hende til bl.a. Finland, og at netop det giver god energi og nerve? Måske fordi jeg er optaget af psykiatri? Hvis de andre bøger i serien er en fodboldspiller i superligaen, så er Mirakelmanden Cristiano Ronaldo.

Du behøver ikke at google ret meget for at finde ud af, at forfatteren har haft nogle turbulente og sårbare år med sygdom etc, men Julie Hastrup har altså også formået, at skrive r…. ud af bukserne. Imponerende.

Jussi Adler-Olsen: Jussi Adler-Olsen har vundet talrige priser, og i går fik han endnu en. Han blev nemlig hædret som årets Æreshåndværker af Haandværkerforeningen. En udmærkelse, som han deler med 44 andre modtagere, som gennem et langt arbejdsliv har udmærket sig med deres indsats. At skrive er nemlig også et håndværk.

Forfatteren modtog prisen ved et arrangement med bl.a. Dronning Margrethe på Københavns Rådhus. I interviews har han selv kaldt det for noget af en overraskelse. Tillykke til Jussi Adler-Olsen.

I øvrigt er der ikke mange uger til, at Jussi – en biografi af Jonas Langvad Nilsson – udkommer.

Lone Theils: Jeg har med heftig appetit slugt podcasten 87 sekunder – Mord på P1, hvor Lone Theis – i samarbejde med tilrettelægger Alberte Clement Meldal – har eksperimenteret med genren og undersøgt, hvad der sker, når man researcher og skriver en krimi for åben mikrofon. TrueCrimeFiction kalder forfatteren selv det, der er blevet til lækker radio og spændende lyd.

Jeg har råhygget mig med at høre forfatteren interviewe politifolk, anklagere, retsmedicinere etc. og begejstret lyttet til, hvordan de hver især har bidraget til krimien 87 sekunder. Den har jeg også læst, altså bogen, og den var tilgengæld ikke særlig interessant, da jeg havde hørt radioudsendelserne først.

Hele processen, at  historien ikke var lagt fast, men kom frem igennem forfatterens research, er meget mere interessant end slutresultatet. Vil du nøjes med en af delene, så snup radioudsendelserne. De er ret interessante. Du finder podcasten her

Anmeldelse: Osiris labyrint af Paul Sussman

Anmeldelse: Tænk Dan Brown med mere sproglig omhu møder en moderne Indiana Jones. Hold tungen lige i munden og tag med på en spændende og fantasifuld rejse til Mellemøsten i Paul Sussmans Osiris labyrint. Det bliver ikke kedeligt.

Der er forfattere, der skærer helt ind til benet, og som serverer en stramt komponeret krimi på under 300 sider. Sådan en type er Paul Sussmann ikke.

Paul Sussman har bl.a. arbejdet som feltarkæolog i Kongernes dal i Egypten og har skrevet en snørklet, fantasifuld og særdeles underholdende krimi.

De første 30 sider af Osiris labyrint illustrerer bogen meget godt. I prologen er vi både på Nilens vestbred i Luxor i Egypten i 1931 og i 1972. Så hopper vi til nutidens Luxor, ligesom vi kommer til Jerusalem, hvor en jeg-fortæller kvæler en kvindelig journalist i den armenske katedral i Jerusalem med en garrotte.

Så hopper vi til en 3. person-fortæller og møder kriminalinspektør Arieh Ben-Roi fra Jerusalems Politi, der skal opklare drabet.

Og sådan forsætter historien. Gennem en labyrintisk, atmosfærefyldt fortælling på knap 600 sider tager den nu afdøde britiske forfatter, der havde en baggrund som både journalist og klassisk arkæolog, læserne med til især Israel og Egypten. Det er en indviklet historie og et plot med mange forgreninger. Men heldigvis farer man som læser aldrig vild.

Hvor jeg for ganske kort tid siden anmeldte en nutidig koldkrigs-krimi og kritiserede den for netop at være for indviklet og miste fokus, så fungerer de mange lag i Osiris Labyrint glimrende. Historien mister aldrig fokus, og den er virkelig godt skruet sammen og svært underholdende.

Selvom Osiris Labyrint er tredje og sidste bog i serien om den israelske politimand Arieh Ben-Roi, kan nye læsere, som jeg,  sagtens følge med.

Vi møder også Yusuf Ezz el-Din Khalifa, den egyptiske politimand fra Luxor Politi, der må hjælpe sin israelske kollega og ven med opklaringen. Sussman-fans vil kende figuren fra de øvrige bøger i serien.

Drabet på journalisten har nemlig forbindelser til arkæologiske udgravninger i 1930’erne og en labyrintisk  guldmine i Egyptens ørken. Dadadada…..

Bogen rummer fine miljø- og personkarakteristikker og gode portrætter af de to meget forskellige politimænd, der kommer fra lande med anstrengte forhold til hinanden, og som skal samarbejde trods ret forskellige baggrunde.

Hvad enten vi er i Mellemøsten eller i Congo, Canada, England eller USA, og hvad enten det handler om den russiske mafia, om korrupte selskaber, om Det Gamle Egyptens historie, trafficking eller politiefterforskning, så er der guf på hver eneste side. Fortidens mysterier flettes sammen med nutiden i en historie fuld af tempo og eventyrlig ramasjang.

Og derfor spolerer det ikke min begejstring, at bogens for mig mange ukendte begreber og historiske personer indimellem blokerer for et stabilt læse-flow. Til info er ordlisten bagerst i bogen, der forklarer udtryk og personer, 15 sider lang.

I very nearly joined MI6 (thankfully for national security I didn’t)

Sådan står der på forfatterens website, og hvor Paul Sussman altså ikke blev en del af den britiske efterretningstjeneste, så har han i den grad sørget for fiktiv spænding og fart over feltet med Osiris labyrint.

Og den slutning, jamen altså. Læs nu bare bogen.

PS: De øvrige bøger i serien er Den forsvundne hær og Templets sidste hemmelighed. Desuden har forfatteren skrevet Den skjulte oase, der også er en krimi, der foregår i Mellemøsten. Forfatteren var kun 46 år, da han døde af en hjerneblødning i 2012 omtrent samtidig med, at Osiris labyrint udkom på engelsk.

 

Koldfronter af Keld Broksø

Jeg er vild med bogens cover designet af Oliver Mirkovic. Især forsiden, der er en billedcollage af DDR-frisen ved Finansministeriet i Berlin, ukrainske politifolk i Kijev, nogle dokumenter og et dansk gadeskilt. Ret flot.

Anmeldelse: Koldfronter er en politisk thriller og nutidig koldkrigsroman og sørgelig aktuel. Og den er visse steder ret spændende. Desværre bliver bogen for indviklet og mister fokus.

At der er spændinger i Østeuropa, og at lande lukker sig om sig selv, kan man ikke være i tvivl om, hvis man følger lidt med i medierne. Og forholdet mellem Rusland og Vesten er i øjeblikket heller ikke så varmt, som det var engang. Kolde fronter? Tja, måske kan man ligefrem tale om en ny slags kold krig?

Netop spændingerne i Østeuropa griber Keld Broksø fat i i Koldfronter, der udkom i begyndelsen af året. Bogen er inspireret af virkelige konflikter og begivenheder, og da Keld Broksø læste i avisen i foråret 2015, at Polen ville bygge seks vagttårne med kameraer til overvågning af den polske grænse til Rusland ved Kaliningrad, satte det forfatterens tanker i gang.

Prologen begynder dramatisk i Kijev, Ukraine hvorpå vi hopper til Sydhavnen i København, hvor vi møder den utilpassede, arbejdsløse akademiker Jack Wolff, der hører death metal (og C.V. Jørgensen i smug) og som aldrig rigtig har fået gang i en karriere. Vi møder også Jacks overbo, politimanden Stefan Kushova Andersen, og dramatiske omstændigheder gør, at de to mænd snart er viklet ind i nogle voldsomme begivenheder, der trækker tråde til bl.a. Tyskland og Estland.

Ikke så få mennesker optræder i historien, og som læser skal man holde styr på en hulens masse bipersoner.

At forfatteren er hjemme i stoffet er tydeligt, og det er bogens store styrke. Og så er bogen propfuld af små detaljer, der giver gode billeder på nethinden som “den gule armerede ståldør ud mod Tarasa Shevchenko-gaden”, folk drikker Stare Misto-fadøl, og jeg ser tydeligt det tomme cafebord flyde med “et par tomme kaffekopper og vodkaglas, et askebæger med tre cigaretskod i – og så forsiden af en engelsksproget avis, The Warsaw Voice.”

Det er en thriller, der vækker til eftertanke, og som fik mig til at tænke på sammenholdet – eller mangel på samme – i Europa. Der er masser af dramatik og fremdrift, især i begyndelsen og i de sidste kapitler, hvor Keld Borksø formår at binde en solid knude på plottet.

Men som læser snubler jeg i de mange forgreninger, historien har. Koldfronter er en indviklet historie, og den bliver for snørklet for mig. Lidt for forvirrende og usammenhængende. Som om forfatteren vil alt for meget på én gang. Og derfor mister historien fokus. Desværre. For bogen er både humoristisk og hulens alvorlig og vigtig.

En væsentlig strammere redigering ville have klædt den knap 550 sider lange historie.

Læs her første kapitel af bogen.

 

Anmeldelse: Tørst af Jo Nesbø

Tørst er den 11. roman om Harry Hole. En blodig krimi, der smager af mere. Foto: Michael Dahlsgaard.

Harry Hole-krimi: Jeg har skrevet et brev til mig selv. Og en anderledes anmeldelse af Tørst af Jo Nesbø, der udkommer i dag.

Kære Rebekka

Det er blodig alvor, det her. Lad nu være med at være begejstret på forhånd, bare fordi du har savnet Harry Hole, der endnu engang kæmper med sine indre dæmoner. Se kritisk på værket, den 11. bog i serien om Harry Hole, før du bedømmer, om det er en god bog. Bare fordi du har sukket efter et nyt Oslo-eventyr med den verdensberømte antihelt, der har en imponerende opklaringsprocent, men som slider på sig selv og sine omgivelser, skal du ikke smide din kritiske sans væk.

Nu er den anarkistiske Hole endelig faldet til ro med sin yndlingsjurist Rakel, eller ro og ro, han plages konstant af mareridt. Han har fået lidt flere rynker, og den blonde hårgrænse er vigende. Og han kan stadig finde på at tænde en smøg på en hospitalsstue. I flere år har han undervist på Politiskolen i Oslo og forsøgt at leve en nogenlunde normal hverdag.

Men selvfølgelig er der akut brug for Harry Hole i politikorpset, fordi en mand opsøger kvinder, der har været på dates fundet via appen Tinder. Han suger livet og blodet ud af kvinderne. Er det en vampyr, en såkaldt vampyrist, der hærger Oslo? Og er det virkelig hugtænder, han bider kvinderne med?

Er du klar til en bid uhygge og gru? Klar til en efterforskning, der trækker tråde til tidligere bøger i serien, og som selvfølgelig bliver meget personlig for Hole? Klar til en historie, der gør, at du ikke får lyst til en smoothie lige foreløbig?

Nej, Tørst leger ikke med overnaturlige elementer. Sædvanen tro er Nesbø rå og brutal, når han er på tasterne, og igen i Tørst viser han, hvor afstumpede mennesker kan være – selv i et af de rigeste samfund i verden. Og ja, også denne gang er der masser af bloddryppende detaljer i romanen.

Igen drysser Jo Nesbø masser af cliffhangers, musik og den velkendte, tørre Hole-humor ud over fortællingen, der denne gang holder sig inden for Norges grænser.

Tilbage til det med den kritiske sans. Ja, okay, det er svært at være skeptisk, når du få linjer inde i bogen allerede er grebet af den særlige, intense stemning, der præger Jo Nesbøs krimiunivers. Også selvom denne roman begynder en anelse langsomt. Du ved jo, at forfatteren skruer op for tempoet, og at plottet altid slår et ekstra slag med halen til sidst. Også denne gang.

Og det er svært at være skeptisk, fordi det virker så ubesværet for forfatteren at skrive om besværligheder og flere lag af intriger. Fordi uanset om Jo Nesbø skriver replikker, eller om vi er inde i hovedet på en person og får serveret indre dialoger, så er der en mening med galskaben, en begejstring for at fortælle og en fremdrift i historien, der får dig helt ud på kanten af den dér bløde sofa.

Tro ikke at en passage, der måske virker tilfældig i første omgang, ikke får betydning senere i historien. For det gør den. Hver sætning er med i bogen af en grund. Og ordene, hjulpet på vej af oversætter Allan Hilton Andersen, fryder.

Hvad gør du, Rebekka, når alle de kendte klicheer som:

  • stjæler din nattesøvn og får dig til at holde vejret
  • uhyggelig velskrevet og meget mørk roman
  • krimi, når det er allerbedst

er virkelighed? Nå, du må finde på noget. Hole vil sætte pris på lidt originalitet.

Og du er nok glad for gensynet ikke? Med alle de sammensatte personer, der altid har flere dimensioner. Fra den bløde kriminaltekniker Bjørn Holm til den unge efterforsker Katrine Bratt, der tager lædertøj a la Lisbeth Salander på, når hun skal interviewes til TV om de mange drab. Og selvfølgelig er der folk inden for politiet, der går mere op i deres karrierer og magt end i retssikkerhed og retfærdighed. Hvem sagde politidirektør Mikael Bellmann?

Og tørstig? Det er Harry Hole stadigvæk. Han tørster efter den alkohol, der invaliderer ham og gør ham syg, og tørster efter at gøre det, han er allerbedst til. At fange forbrydere. Også selvom det er usundt for ham. For siden han som dreng ikke formåede at skåne sin mor for døden, er det ham magtpåliggende at forsøge at forhindre, at andre dør. Outsideren Hole, der ofte føler sig mere i familie med forbryderne, der er uden for det gode selskab, vil gerne lykkes. Som menneske. Men det er ikke så enkelt.

Nå, Rebekka. Hvor er det egentlig en skam, at du ikke bruger stjerner, når du anmelder, for mon ikke denne 11. krimi i serien om Harry Hole kunne få alle seks på én gang?

Hilsen Rebekka

Anmeldelse: Maestro af Geir Tangen

Jeg læste det meste af Maestro af Geir Tangen på denne altan ved Fort Myers Beach på øen Estero i det sydvestlige Florida. Lige omme på den anden side af vejen bag palmerne gemmer Den Mexicanske Golf sig. Men hvem gider i vandet, når man er i gang med en god krimi? Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Norske Geir Tangen har skrevet en legesyg, opfindsom bog, en utraditionel traditionel krimi.

Alle de traditionelle krimielementer er til stede i Geir Tangens krimidebut Maestro:

  • En slidt dagbladsreporter, I ved den slags, der ikke bruger tid på opvask, og som bærer rundt på et traume, som kæderyger og drikker for meget og har et næsten ikke-eksisterende forhold til sin teenagesøn.
  • En kvik efterforsker, der har sine særheder og samarbejdskvaler med en kollega.
  • Og endelig en udspekuleret seriemorder, der altid er et skridt foran politiet, og som vi i små kapitler følger i jeg-form.

At den norske forfatter har høvlet en hulens masse krimier igennem og siden barndommen haft en ivrig lidenskab for krimigenren skinner tydeligt igennem, og jeg kom bl.a. til at tænke på tv-serien Broen, da jeg læste bogen.

Gør det noget? Nej. Overhovedet ikke. Geir Tangen vrider rundt på alle de velkendte elementer, og han skaber sin egen helt specielle krimiblanding med humor, overraskelser og spænding. Det er opfindsomt, underholdende og værd at bruge tid på.

Maestro er norske Geir Tangens debutkrimi, der er udkommet på dansk på Forlaget Modtryk.

E-mails fra morderen

Forfatteren tager os med til Haugesund i det sydvestlige Norge, og her på sin hjemstavn har han bosat bogens hovedperson, journalisten Viljar, der er ansat på Haugesunds Avis.

Viljar modtager mails, der varsler om mord.  Mord, der desværre ikke kun bliver ved forudsigelserne. Hvem er morderen, der kalder sig selv Maestro, og hvem bliver ofre i det blodige værk, morderen dirigerer og opfører?

Bogen serverer gode personportrætter af hovedpersonerne. Viljar har dæmoner med i bagagen. År tilbage var han stjernereporter, men på grund af episoder år tilbage har han mistet gejsten, og han slæber sig gennem dagen.

Den nogle og 30-årige politikommissær Lotte Skeisvoll står i spidsen for morder-jagten. Hun er Saga-agtig (Saga Norén fra tv-serien Broen) i sin møjsommelige omhyggelighed og detalje-iver.

Maestro er ikke elegant, men effektivt skrevet. Og en stor fornøjelse at læse.

Forfatteren er i gang med andet bind i serien.

PS: Geir Tangen, der har arbejdet som lærer, står bag Norges største krimiblog, og han udgav i første omgang selv Maestro. Siden har Norsk Gyldendal købt bogen, der er solgt til udgivelse i en lang række lande.

PPS: Husk, at du stadig kan nå at deltage i konkurrencen om Pernille Boelskovs seneste krimi, Bornholmderdybet. Du deltager ved at skrive en kommentar til indlægget her

 

Stjålne liv af Helle Vincentz

Forfatter Helle Vincentz er i gang med den anden bog i serien om Sofie Munk. Billedet her er fra Bogforum 2015. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Endelig har jeg fået læst Helle Vincentzs politiske thriller Stjålne liv, der i øvrigt er til debat i DR Krimiklubben i februar måned lige her

2016 bød på mange gode læseoplevelser, og jeg har fremhævet nogle af dem i indlægget her. Stjålne liv af Helle Vincentz var den allersidste bog, jeg læste sidste år, for hvorfor ikke slutte året med manér?

Bogen er den første i en ny serie om antropologen Sofie Munk, der er i gang med et forskningsprojekt om barnløse pars oplevelser med kunstig befrugtning på en fertilitetsklinik.

Tusindvis af læsere før mig har fulgt Sofie Munk, der af klinikkens ejer bliver bedt om at undersøge, hvem der har stjålet befrugtede æg fra klinikken. Jeg er bestemt ikke først med en anmeldelse. Men selvfølgelig skal bogen have et par linjer her på bloggen, for det er en  læseværdig, indholdsrig og godt fortalt historie.

Hvor jeg synes, at der er flere danske forfattere, der overhaler Helle Vincentz hvad sproglige finesser angår, så kan Vincentz noget helt specielt.

Hun er eminent til at skrive politiske thrillers og sætte spotlight på en aktuel problematik. Og at gøre det på en raffineret og vedkommende måde. Der er altid masser af guf, etiske overvejelser og fede miljøbeskrivelser i hendes bøger, når hun tvister et aktuelt emne og ambitiøst og med omhu, ihærdighed og humor kaster sin researchiver over et brandvarmt emne. Jeg forestiller mig, at hun begærligt suger viden til sig, som hun generøst doserer til læserne i skarptskårne, underholdne bidder.

Slår ihjel i Danmark denne gang

Og hvor Helle Vincentz i sine tre bøger om Caroline Kayser “kun” har slået personer ihjel i udlandet, foregår Stjålne liv i Danmark, og jep, nu har forfatteren også slået ihjel – på papiret – herhjemme.

Udover at følge Sofie Munk er vi også i hælene på justitsministerens særlige rådgiver, Mik Karlsen, og jeg lappede især kapitlerne fra justitsministeriet på Slotsholmen, magtens ø, i mig. Jeg har et par venner og bekendte, der arbejder/har arbejdet i forskellige ministerier, og lad mig bare sige, at jeg ikke tror, at forfatteren er helt galt på den, når hun beskriver et miljø med spidse albuer og magtkampe med stort M.

Jeg takker forfatteren for at give mig indblik i miljøer, jeg ikke kender meget til i forvejen, og det er herligt at blive klogere samtidig med, at jeg forkæles af en gedigen og intelligent spændingsroman.

Vil du gerne diskutere bogen med andre, så meld dig ind i DR Krimiklubben, hvor bogen er i fokus i februar måned.

PS: Følg Helle Vincentz på Facebook eller Instagram

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her