anmeldelse

Anmeldelse: Tilbage til Faithful Place af Tana French

Anmeldelse: Rå, gribende og vanvittig godt fortalt. Tag med til Dublin og en dysfunktionel arbejderfamilie i Tana Frenchs Tilbage til Faithful Place.

Tana French skriver med en hittepåsomhed, der forplanter sig ned til det mindste sætningsled.

I sin såkaldte Dublin Murder Squad-serie har den amerikansk/irske forfatter Tana French en ny hovedperson fra Dublins Politikorps som hovedperson i hver bog.

I Tilbage til Faithful Place, der udkom på dansk i 2011, følger vi politimanden Frank Mackey, der har en ledende stilling i afdelingen for undercover. Han var en biperson i Som i et spejl.

Frank har formået at bryde den sociale arv og skabt sig en karriere hos politiet – noget, der svarer til at gå over til fjenden i den lavere arbejderklasse i Dublin, hvor han voksede op.

I over tyve år har han ikke været hjemme i barndommens gade. Modsat sine fire søskende forlod han som 19-årig barndomsmiljøet, der var domineret af moderens ondskabsfulde bemærkninger og faderens voldelige lune efter rigeligt med pubbesøg og skummende Guinness.

Men Frank bliver kontaktet af sin lillesøster, og fortæller hun, at hans ungdomskærestes kuffert er blevet fundet i en ruin af et hus hjemme i gaden. Det tvinger Frank til at vende tilbage til barndommens betændte miljø. For hvorfor dukkede Rosie Daly aldrig op den nat, de havde aftalt at stikke af til London sammen?

Inden længe vælter skeletterne i bogstaveligste forstand frem. Og Frank, der er fraskilt og far til 9-årige Holly, får sit at se til. At infiltrere kriminelle miljøer er peanuts i forhold til det, der venter den hjemvendte søn.

Fortællingen svinger mellem nutid og tilbageblik – bl.a. til den tid, hvor Frank var hovedkulds forelsket i Rosie. Tempoet er adstadigt,  eftertænksomt, men bogen bliver aldrig kedelig. Den river i alle følelsesregistre, og det er grusomt og hjerteskærende at følge Frank tilbage til det, han det meste af sit voksne liv har forsøgt at fortrænge. Og selvom nye familier, yuppier og omsorgsfulde mødre møffer sig ind på barndommens trøstesløse miljø, så ligger der stadig en sky af dystre hemmeligheder over Faithful Place.

Som en rigtig god irsk blodpølse (eller chokolade, hvis du mere er til det) vil du bare have endnu en bid af bogen. Og en til. French skriver fremragende. Og med en hittepåsomhed, der forplanter sig ned til det mindste sætningsled. Nyd alle detaljerne: Humoren, de velbesøgte pubber, de alt for mange smøger, nabostridigheder, sladderen, råheden, de sønderknuste drømme, magtesløsheden, rivaliseringen mellem søskende… det hele er skræmmende godt fortalt. Krydr det med virkelighedstro dialoger og personer, du får hjerte for, og det er krimiguf af den bedste slags. Plottet havde jeg luret en smule før slutningen, men pyt med det.

Udover at alle bøgerne har en betjent fra Dublins politi i centrum, hænger bøgerne ikke sammen, og de kan læses selvstændigt. Tana Frenchs bøger er i øvrigt ved at blive forvandlet til en BBC-serie. French har skrevet seks bøger i serien, foreløbig er de fire første udkommet på dansk på Gyldendal:

  • Skoven ( som forfatteren vandt The Edgar Award for)
  • Som i et spejl
  • Tilbage til Faithful Place
  • Gensyn med Broken Harbour

Frank Mackey og hans datter Holly vender tilbage som karakterer i den femte bog, The Secret Place, der endnu ikke er oversat til dansk.

PS: Jeg har hørt Tilbage til Faithful Place som lydbog via ereolen. 15 timer og 38 minutters gribende spændingsroman.

PPS: Bogen er oversat af Agnete Dorph Stjernfelt – læs/genlæs mit interview med hende her

 

 

Anmeldelse: Malaria af Jens Strandbygaard

Jeg har boet tre år i Uganda og kender flere, der har haft malaria. Det gule kort er mit internationale vaccinationskort, der indeholder en lang advarsel om malaria. Har du penge, kan du betale for medicin, hvis du bliver smittet. Psykopater derimod findes der ingen medicin eller vaccine imod. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Jens Strandbygaard har skrevet en hurtiglæst spændingsroman med især et fint portræt af et far/søn-forhold. Desværre virker bogens humor og sarkasme mange steder som et værn mod at komme helt tæt på bogens karakterer.

Malaria er titlen på Jens Strandbygaards anden krimi, en selvstændig roman, der udkom i 2017 på Byens Forlag.

Bogen begynder lige på og brutalt i Kirawa på grænsen mellem Nigeria og Cameoun tilbage i 2002, hvor lægen Oskar Plum og et par kolleger tages som gidsler af den på det tidspunkt netop nystartede militante islamistiske gruppe Boko Haram.

Tilbage til nutiden er bogens hovedperson, Oskar, i gang med at udvikle en ny malariamedicin, der behandler sygdommen, der kan være dødelig, på en billigere og mere effektiv måde end hidtil set. Lidt af en revolution inden for medicinalindustrien.

Oskar har brug for millioner til at få godkendt medicinen og få den på markedet. Men malariamyggen er ikke den eneste farlige parasit i romanen.

Den entreprenante læge tvinges nemlig til at ansætte eksperten Dan Felling, der skal få godkendt medicinen. Og så kommer Oskar for alvor tæt på en livsfarlig snylter. Det får store konsekvenser for den sympatiske læge, der har en fortid i Læger uden Grænser.

Forfatteren har selv oplevet på et tidspunkt at have en forretningspartner, der viste sig at være en helt anden, end han havde forventet, hvilket har inspireret ham til historien. Det er dog ikke kun en bog om psykopater, men også om bl.a. kærlighed.

Måske morede du dig over Jens Strandbygaards opfindsomme Facebook-video som optakt til Krimimessen i Horsens? I videoen, der er ret sjov, interviewer han sig selv. Det er tydeligt, at humor og selvironi er en stor del af forfatteren. Det smitter af på de linjer, han former.

Bogen er propfuld af humor og sarkasme. Jeg synes desværre, at det flere steder spænder ben for spændingen. Og skaber en distance, der gør, at jeg aldrig får lov til at komme helt tæt på, netop dér, hvor det gør allermest ondt – og hvor det også, synes jeg, er allermest interessant.

“… og jeg kunne mærke pistolløbet i siden. Ud over at det gjorde ondt, var jeg heller ikke vild med, at nogen pegede på mig med et ladt våben.”

Flere ting fungerer godt i romanen. Forfatteren slynger historien rundt i en centrifuge, så man ikke aner, hvad der kommer ud i den anden ende. Plottet overrasker. Og de mange tråde, der flager, forenes til sidst, hvor du som læser også finder ud af, hvordan de breve, en afrikansk mor skriver til sin søn, bidrager til historien.

Der er også fine beskrivelser af et kærligt far/søn-forhold. Oskar har et tæt og forholdsvis uproblematisk forhold til sin hippie af en far, der har en fortid i Thylejren. Begge mænd deler en glødende interesse for at gå på jagt. Og pludselig bliver Oskar selv den, der er i skudlinjen.

Forfatteren, der også er iværksætter, har tjek på økonomi og venturekapital og investeringsselskaber. Og formår at gøre klausuler og investeringsstrategier interessant. Det er vanvittig dyrt at få godkendt et nyt lægemiddel, og ja, der er nogle dilemmaer i den forbindelse. Kan medicin f.eks. blive så effektivt, at den gør sig selv overflødig?

Malaria er i øvrigt på pensum for de litteraturstuderende på Aarhus Universitet i dette semester. Sejt. Men når jeg ofte er en armslængde fra at komme helt tæt på personerne, så mangler Malaria en del for at begejstre mig for alvor og være rigtig spændende.

PS: Jeg har fået bogen som et anmeldereksemplar fra forfatteren. Jens Strandbygaards første roman hedder Mekkalinjen

 

Anmeldelse: Superstar af Thomas Bagger

I Superstar fylder efterforsker Camilla Staal meget på bekostning af kollegaen Ask Hjortheede, som vi fulgte i Den Permanente. Og det gør ikke spor.

Anmeldelse: For nu at blive i jargonen, der dyrkes blandt de unge realitystjerner, der er omdrejningspunktet i Thomas Baggers anden Aarhus-krimi, så er Superstar en super-fucking-god krimi. Skarp rå krimikræs, der både er tragisk/komisk og ultra underholdende.

Citeret frit efter hukommelsen så sagde hollænderen John de Mol, der har udviklet konceptet til realityshowet Big Brother, engang: Hvis man laver et realityprogram med 12 mennesker i en helikopter med kun elleve faldskærme og chancen for at vinde en million kroner, og man lader folk hoppe ud i det blå uden at ane, om de ender med millionen eller frit fald, så kan man uden tvivl finde medvirkende til programmet.

Grotesk, men måske ikke helt usandt.

Superstar handler netop om selfie-generationens besættelse af berømmelse. Om unge selvcentrerede mennesker for hvem fællesskab og solidaritet er fremmedord.

I bogen møder vi en række unge, der føler, at de udelukkende lever, hvis de er på skærmen og har tusindvis af følgere på de sociale medier. Som uhæmmede og i fuld offentlighed dyrker sex, så sekreterne fyr gennem luften. Som gerne lader sig manipulere, ydmyge og bruger alle de kneb, de kan, hvis blot de får en plads i realityhierarkiet og bliver kendt for at være kendte.

Og det er en krimi om de ældre produktionsfolks higen efter samme. Magtfulde folk bag skærmen, der snylter på ungdommen og efterlader ofre i form af især unge, håbefulde piger i deres midaldrende, utro kølvand. #metoo for fuld udblæsning.

Jeg var begejstret for Baggers debutkrimi Den Permanente. Superstar, der udkommer på det lille aarhusianske forlag EC Edition, er endnu bedre. Det er en skarpt skrevet krimi, hvor karaktererne mobber, horer, lyver, manipulerer, charmerer – og dræber. En roman med sylespidse personkarakteristikker og et sprog, der bruser, bobler og begejstrer. Bagger har skabt et avanceret plot så solidt, at det virker som om, han ikke har bestilt andet end at plotte i sit midt-i-trediverne-liv.

Som i Jussi Adler-Olsens Selfies balancerer nogle af karaktererne lige på grænsen af det karikerede, men som bekendt overgår virkeligheden ofte fantasien. Og en type som Kato-fucking-Salinas, som vi møder i bogen, findes sikkert et sted derude. (Mon ikke realitystjernen Gustav Salinas har inspireret til den fiktive Katos efternavn?)

Da to unge kvinder, der begge har deltaget i realityprogrammet Sinners Island, som levende zombier efterlades på offentlige steder, dopede og med superstar brutalt knivridset ind i armen, får Camilla Staal ansvaret for efterforskningen som leder af et lille taskforce ved Østjyllands Politi. Politimanden Ask Hjortheede, som var hovedperson i Den Permanente, har frivilligt ladet sig indlægge på Psykiatrisk Hospital i Risskov – dybt påvirket af hændelser, der ikke skal røbes her.

Kun sporadisk dukker Ask op i fortællingen. Heldigvis er kollegaen Camilla Staal, som vi også mødte i Baggers første bog, en uhyre interessant hovedperson. Som de fleste andre karakterer i Baggers krimiunivers, så har hun dybe ar på sjælen – og noget kolossalt stort på spil. Især gennem hendes intelligente øjne følger vi begivenhederne, der igen er centreret til Aarhus og omegn.

Mon ikke Bagger får sit store forfattergennembrud med Superstar? Jeg tror det. Og håber. For jeg hepper på folk, der bliver kendte, fordi de er gode til noget.

PS: Du får mere ud af bogen, hvis du har læst den første i serien om Ask og Camilla.

 

Anmeldelse: Sirenesang af Adrian McKinty

Adrian McKinty har vundet flere priser for serien om politimanden Sean Duffy.

Anmeldelse: Aye, aye..  tag med til The Troubles, konflikten i Nordirland i 80érne. Sirenesang er en mørk politikrimi med et borgerkrigshærget Nordirland som baggrundstæppe. At læse Adrian McKintys krimi er en særdeles god og stemningsfuld oplevelse.

Sidste år udkom Adrian McKintys første bog om kriminalassistenten Sean Duffy Det kolde våde land på dansk. Nu er den anden krimi om politimanden fra Carrickfergus, en by lidt nord for Belfast, udkommet på dansk.

Tag med tilbage til 1982 hvor terroraktioner og mord er hverdag i Nordirland, og hvor luften konstant flænges af sirener fra ambulancer og brandbiler. Hvor arbejdsløsheden er høj. Og hvor ” pjaltede unger af den slags, man ser i Pulitzervindende fotobøger” keder sig på gaden.

Og hvor politimanden Sean Duffy, som en del af sin morgenrutine, tjekker sin bils understel for IRA-bomber. ( I denne podcast kan du høre Adrian McKinty fortælle, hvordan han som ca. 12-årig sammen med sin lillebror fik et lift i skole hver morgen af en major fra den britiske hær. Hver dag tjekkede majoren bilen for bomber, indtil den dag, hvor han ikke gjorde det. Heldigvis var der ingen bombe i bilen, men episoden gjorde et kæmpe indtryk på forfatteren, der i 82, hvor bogen foregår, var 14 år.)

Sammen med sine kolleger finder Sean Duffy, der er bogens jeg-fortæller, torsoen af en mand i en kuffert i en fabrikshal. Hurtigt viser det sig, at efterforskningen trækker tråde til både den engelske efterretningstjeneste og FBI. Og at der er kræfter, der ikke er interesserede i, at Duffy og co. finder vej til sandheden om den dræbte. Duffy må bl.a. en tur over Atlanten til Boston for at efterforske sagen.

Jeg var med Aer Lingus og sad i rygerafdelingen og så Ingmar Bergmans Fanny og Alexander. Den var så lang, at den ikke engang var slut, da vi landede.

Det er pokkers interessant at følge i hælene på Duffy. Det er råt, mørkt, heftigt. Tåget og regnfuldt. Og rigtig, rigtig godt. Heldigvis er der masser af sort humor i bogen også:

Kommissær Brennan sukkede og duppede med pegefingeren i bordpladen. Ubevidst – eller bevidst – stavede han til røv i morsealfabetet.

Sirenesang er ikke en politisk krimi, men der er masser af politik i bogen alligevel. Det er ikke alle referencer, jeg fanger, fordi min viden om nordirske forhold er nogenlunde den samme som en teenagedrengs forhold til rengøringsmidler. Men en af bogens helt store styrker er tidsbilledet af et land i kaos, hvor konflikterne ulmer alle steder.  Og hvor magtesløsheden er stor. Som læser får du hovedet proppet med gode stemningsbilleder. Og nogle af de problematikker, som bogen tager op, er slet ikke uaktuelle her i en verden anno 2018.

Jeg er vild med Sean Duffy. Han er møgsympatisk. Og alt andet end en krimikliche, selvom han er temmelig glad for Vodka Gimlet – vodka med masser af lime. Som katolskfødt er han lidt af en ener i et overvejende protestantisk politikorps. Han er en åben og bohemeagtig type, og så er han ihærdig og fandenivoldsk.

Der er masser af referencer til musik i bogen. Titlen ( I Hear the Sirens in the Street) er en linje fra en Tom Waits-sang. Og Sean Duffy hører New Order på kassettebånd i politiets Land Rover, og han sætter Nick Cave på grammofonen, når han har kærestesorger.

Flere gange har Adrian McKinty forsøgt at tage livet af sin hovedperson, men heldigvis er det ikke lykkedes ham endnu. Foreløbig har forfatteren, der nu bor i Australien, skrevet seks bøger om Sean Duffy. Jeg synes, du fluks skal hoppe med på Duffy-vognen. Og huske at tjekke for bomber først.

Bogen er oversat af Søren K. Barsøe.

Du kan møde Adrian McKinty på Krimimessen i Horsens.

PS: Forlaget OLGA, der står bag udgivelsen, er etableret af en gruppe garvede bogmennesker, som ikke vil anerkende, at de har overskredet sidste salgsdag. For, som der står på forlagets hjemmeside: Hele vores liv har vi arbejdet i og omkring forlag som redaktører, redaktionsmedlemmer og eksterne læsere, indtil vi i løbet af de sidste par år har ladet os pensionere for ’kun’ at lystlæse og få mere tid til vores nærmeste og alt det øvrige, der interesserer os.  Men det går bare ikke! Af gammel vane læser vi fortsat kun bøger og manuskripter, der ikke er udkommet på dansk, og vi finder så meget af høj kvalitet, at vi MÅ vælge det bedste ud og gøre det tilgængeligt for danske læsere.

Anmeldelse: Enken fra Kiev af Mogens Blom

Anmeldelse: Mogens Bloms tredje politiske thriller om Maiken Tarp udkommer i dag. Enken fra Kiev  tager dig bl.a. med til gangene i Udenrigsministeriet, hvor forfatteren har arbejdet som embedsmand i 17 år.

Politisk spændingsroman om bl.a. den glemte krig i det østlige Ukraine. Udkommer i dag.

Hvor Gidsel i Ammam og Arven fra Basra, de to første bøger om efterretningskvinden Maiken Tarp, havde fokus på Mellemøsten, vender forfatteren nu blikket mod Ukraine.

For et par år siden mødte jeg på et kursus en ukrainer, der var flyttet til Danmark. Hun fortalte, at hun havde fjern familie, der boede midt i en krigszone. Hvilken krig?, spurgte jeg dumt.

Selvom jeg selvfølgelig havde læst i avisen om massive kampe mellem pro-russiske separatister og regeringsstyrker.

Og selvom jeg har set DR’s Matilde Kimer berette om uhyrligheder på tv, så var det ikke krigen i den østlige del af Ukraine, jeg først kom i tanke om – heller ikke i samtale med en ukrainer.

Det gjorde mig lidt flov. Hendes familie havde en hverdag i en krig, som lå langt væk i min bevidsthed. Selvom krigen ufortrødent fortsætter på fjerde år.

Det er netop den glemte (i hvert fald for mig) krig, der er afsættet i Mogens Bloms tredje spændingsroman om Maiken Tarp, selvom den foregår i Danmark.

En nat flygter en ukrainsk kvinde til Danmark, og med sig har hun en bunke fortrolige papirer, der kan skade separatisterne og deres russiske allierede.

Visse personer er så ivrige efter at få fat i papirerne, at de sender en lejemorder til Danmark. Ham står Maiken Tarp pludselig ansigt til ansigt med på en stor international konference, da hun er vidne til et drab.

Lettere modvilligt er hun blevet udpeget til en lille sikkerhedsenhed med base i Udenrigsministeriet. Og mens PET efterforsker drabet som terror og har fokus rettet mod ISIS, fornemmer Maiken, at drabet peger i en helt anden retning. Og det er ikke ufarligt arbejde.

Ikke kun jobbet presser Maiken. Hun er blevet gravid med journalistkæresten Kåre, der gerne vil have barnet, men tanken om at blive mor er uendelig fjern for hende.

Enken fra Kiev er en hurtiglæst spændingsbog om konflikten i Ukraine, men også en bog om intriger, interne magtkampe og skjulte dagsordener på Asiatisk Plads i København, hvor Udenrigsministeriet ligger. Og ja, ikke alle har samme mål. Og melet i posen er heller ikke lige rent hos alle.

Det er en bog om både diplomati, kærlighed, en kompliceret relation mellem far og søn – og storpolitik. At forfatteren har indsigt i stoffet smitter af på historien, der er både realistisk og veltilrettelagt.

Der er fin balance mellem Maikens indre konflikter og den ydre handling. Med en mor, der aldrig rigtig gav kærlighed, har Maikens svar på barndomstraumet været at begrave sig i arbejde, og da hun går mod PET, får hun problemer. Om mon fjenden altid kommer udefra?

(Og apropos mangel på kærlighed, så læs Leonora Christina Skovs Den, der lever stille – ikke en krimi, men bragende god bog om netop at være barn i et hjem med en mor, der ikke viser kærlighed. Jeg tudede mig igennem bogen.)

Forfatteren disker ikke op med masser af lækkerbiskner rent sprogligt. Læs ikke bogen for sproglig opfindsomhed og honningbløde sætninger, det er ikke der, bogens styrke ligger. Læs historien, fordi den er solid og vedkommende underholdning, Maiken Tarp og co. er godt selskab, og læs bogen, fordi de emner, forfatteren tager fat på, er interessante.

Bogen kan læses uafhængigt af de andre bøger i serien. Er du vild med Helle Vincentz Stjålne liv, vil du sikkert også synes om Enken fra Kiev.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.

PS: Mogens Blom er udover at være forfatter en erfaren diplomat og har rejst og arbejdet meget især i Mellemøsten. Han har bl.a. arbejdet med Danidas udviklingsprojekter til fremme af menneskerettigheder og demokratisering. Allerede i 1983 debuterede han som forfatter med spændingsromanen Dræbt af en vildfaren kugle, Forlaget Vindrose. Året efter fulgte Aftenholdet på samme forlag. Læs mere om forfatteren her

Anmeldelse: Dødens kode af Michael Larsen

Mon ikke der kommer endnu en Jan Folmer-bog? Jeg håber.

Anmeldelse: Dødens kode er den slags krimi, som du ikke skal læse i små bidder. For så mister du overblikket. Tager du dig derimod tid og læser bogen komprimeret, så venter en svært underholdende læseoplevelse og en kompliceret, snørklet krimigåde, der er begavet fortalt, og som bader i overlegen research, uden at den gode historie drukner i fakta.

Uanset om Michael Larsen skriver om fugle, film, fotoudstyr eller franske veje, så føler jeg mig som læser overbevist om, at han har sin research i orden. Han har styr på de små skønne og vigtige detaljer, der blandet med en god portion fantasi bidrager til et brag af en krimithriller. For der er både en mordgåde, der skal opklares, og et eller andet i gære i horisonten, som skal afværges.

Larsens baggrund som bl.a. filmjournalist og hans interesse for Ærø, natur og fugle smitter af på bogens univers. Her er indlevende miljøbeskrivelser af den lille ø i det sydfynske øhav, og de koder, titlen hentyder til, er hentet fra mørke filmklassikere. Men hvad er det, som koderne varsler?

At genfortælle hvad Dødens kode handler om er ikke nemt, for det er en temmelig kringlet og ret indviklet historie. Som jeg skrev i indledningen, så kræver historien en læsers fulde opmærksomhed.

Kort fortalt er kriminalkommissær Jan Folmer fra Drabsafdelingen i København tilbage på Ærø. En 14-årig pige er brutalt blevet myrdet på havnen i Marstal, og Folmer får en fornemmelse af, at mordet hænger sammen med de dramatiske begivenheder i Mordet på øen, som bogen er en forsættelse af.

Selvom bogen begynder med et fyldigt referat af den første Folmer-krimi, er det en kolossal fordel at have læst Michael Larsens første Ærø-krimi. Der er konstant tråde, der væver tilbage til den første bog i serien.

Udover den sympatiske efterforsker følger vi især Charlotte Monson, der frygter for sit liv og derfor er flygtet fra Danmark. Hun skjuler sig i udlandet og forsøger samtidig at skrabe så mange penge som muligt sammen ved at brillere i poker.

Og vi følger den københavnske journalist Mikkel Thorsboe, der fornemmer, at noget ikke er, som det giver sig ud for at være. Mon ikke manden har ret?

Folmer. Monson. Thorsboe. Det fungerer. Larsen har skabet et galleri af personer, som er interessante og sammensatte, og som er ret godt selskab. Og liget af den 14-årige pige er ikke det eneste lig i fortællingen. I dette tilfælde kommer Folmer for sent. Og indsmurt i blod fra afdøde tager han en smøg.

“Folmer slog en cigaret frem, tændte den og inhalerede dybt. Lige omkring filteret fik blodet aftrykket til at ligne læbestift”.

Dødens kode er en skøn kombination af dansk vandkantskrimi med landbetjent, endeløs horisont, alle-kender-alle og huse-hvor-kragerne-vender, og en krimi med store armbevægelser, der ligeså godt kunne være skrevet af en fransk eller engelsk forfatter.

Det er bl.a. en bog om terror, fanatisme, krigsveteraner, statshemmeligheder og de klassiske gnidninger mellem PET og politiet. Og det er en krimi om en verden, der er uoverskuelig og kaotisk, selvom alle kan overvåge alle – og gør det.

Føj for en fed og vild finale. Hvis du synes, at indledningen var en anelse tung og forvirrende, så er jeg enig med dig. En let redigering ville have klædt de første 70 sider, selvom man gerne må stille krav til læserne. Men læs endelig videre. Det bliver godt. Rigtig godt. Og dramatisk.

Mon ikke der kommer endnu en Jan Folmer-bog? Jeg er klar.

SF Film har købt rettighederne til bøgerne, så måske vi engang i fremtiden møder Jan Folmer på tv eller i en film.

 

 

 

Anmeldelse: Med alle midler af Thomas C. Krohn

Gæsteanmelder Lotte Hindsberg har læst Thomas C. Krohns thriller Med alle midler, der netop er udkommet.

Anmeldelse: Mød gæsteanmelder Lotte Hindsberg på 46 år, der bor i København med sine to børn. Hun elsker chili, at lave mad – og at læse. Som hun selv formulerer det: “Jeg har altid snotten i en bog, også når jeg er på toilettet.”

Engang for hundrede år siden (næsten) var jeg i netværksgruppe med Lotte Hindsberg. Dengang vidste jeg ikke, at hun sluger bøger i samme tempo, som hun spiser chili.

Og da jeg begyndte at blogge for (næsten) hundrede år siden, så var Lotte en af de første, der trofast læste med. Nu giver jeg ordet til den 46-årige chilielskende bogfreak:

Jeg har haft fornøjelsen af at læse Thomas C. Krohns bog Med alle midler, der handler om den ambitiøse og narcissistiske Sara, der ikke skyr nogle midler for at nå sine mål.

Den psykologiske thriller starter med, at dyrelægen Sara Neuville, der ikke kan lide dyr og arbejder på Panum Instituttet med sin ph.d., ikke har opnået de forventede mål med sine dyreforsøg. Hun kan altså ikke sige, at hun er en genial forsker. Og for at fremstå netop sådan, ændrer hun i sine resultater, så de er banebrydende.

Inspirationen fra sagen om hjerneforsker Milena Penkowa er til at få øje på. Herfra fortsætter romanen med, at Sara forsætter i samme stil, og forbrydelserne bliver grovere og grovere, så hun kan opnå de mål og drømme, hun mener, at hun har ret til.

Med alle midler er velskrevet med en ironisk distance til Sara, der er meget charmerende. Sara fremstår som den ultimative usympatiske person, og man sidder faktisk og håber på, at det går galt for hende. Der er ingen Frank Underwood (House of Cards) i hende – altså, hvor du ender med at sidde og håbe på, at forbryderen vinder til sidst.

Eneste formildende omstændigheder ved hende er nogle flashbacks til en barndom, som til dels forklarer, hvorfor hun måske er endt som det menneske, hun er.

Jeg kunne godt have tænkt mig, at forfatteren havde gjort lidt mere ud af den vinkel, det ville have givet bogen noget ekstra, frem for at bruge relativt meget plads på at beskrive, hvor smuk og veldrejet Sara er – og på at vise hendes seksuelle appetit.

En bog med på toilettet? Ja da, mener dagens gæsteblogger Lotte Hindsberg. Foto: Lotte Hindsberg.

Det er dog relevant, for Sara bruger sit køn, sit udseende og sex til at opnå det, hun ville have. Men jeg synes, at den anden psykologiske vinkel og mere fokus på barndommen og faderen er mere spændende.

Var jeg godt underholdt? Absolut.

Vil jeg anbefale dig at læse den? Absolut.

Men det er ikke en thriller, der efterlader dig med et sus i maven, eller en roman, du går og tænker over længe efter, at du har læst den. Men som underholdning er den absolut værd at læse.

Venlig boghilsen fra

Lotte Hindsberg, der har fået et anmeldereksemplar af forfatteren.

PS: Jeg, altså Rebekka, interviewer Thomas C. Krohn på Krimimessen i Horsens. Det sker søndag den 18. marts klokken 13.00. At hans hovedperson i bogen er forsker er nok ikke helt tilfældigt. Forfatteren er uddannet neurobiolog og ph.d. og har i mange år været universitetsforsker. Du kan læse mere om forfatteren her

PPS: I morgen kan du læse min anmeldelse af Dødens kode af Michael Larsen her på Vild Med Krimi.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her