Axel Steen 5

Anmeldelse: Papa af Jesper Stein

Anmeldelse: Mange forfattere har brug for en del struktur i skriveprocessen. Men åbenbart ikke Jesper Stein. Flere gange har jeg hørt ham fortælle, at han skriver intuitivt uden plotskemaer og Excel-ark. Men med en stor lyst til at skrive. Uanset arbejdsmetode så virker det, han gør. I stor stil.

Som krimiforfatter er noget af det vigtigste, understregede Stein på Krimimessen i Horsens i april, at skabe en hovedperson, som læserne kan mærke og føle, som var han/hun af kød og blod.

Af en eller anden grund er jeg altid bagud med at anmelde, når Jesper Stein sender en ny Axel Steen-krimi på gaden.

Vi er temmelig mange, der er vilde med hans bøger. Og Papa – den femte bog om strømeren Axel Steen – var på bestseller-listerne inden udgivelsen.

Og jeg ved, at mange af jer trofaste bloglæsere slugte bogen uger før jeg. Nu er jeg klar med en anmeldelse. Endelig.

Er bogen god? Er Papa, som Steins forfatterkollega Thomas Rydahl har æren af at have navngivet – hypen værd? Gu’ er den så. Det er en så gennemført krimi – eller thriller vel nærmere – og jeg er imponeret over, hvordan alting falder i hak, hvordan hver enkel prik er skabt for elegant at bidrage til det store krimipuslespil.

Papa er en mørk og rå thriller. Bogen er ekstremt underholdende. Uden sammenligning er Papa den bedste danske krimi, jeg har læst i år. Og faldera for en hæsblæsende finale. Suverænt krimihåndværk, masser af spænding og et stærkt portræt af en plaget mand.

Axel Steen arbejder nu som undercoveragent i PET. Han veksler mellem at være sig selv, hvilket ikke er særlig fornøjeligt, far til Emma og bosiddende i København, samtidig med, at han indimellem bor i Amsterdam og udgiver sig for at være en nådesløs og succesrig gangster og våbenhandler med nære forbindelser til bl.a. colombianske narkobaroner – et cover, der skal bringe ham tæt på en russisk mafiaboss i den helt tunge ende.

Axel Steen flygter fra sig selv

At infiltrere et kriminelt miljø er ikke det, der volder Axel Steen fleste problemer. Problemet er nærmere, at Axel Steen føler sig mere fri, mere i live, mere i kontakt med sine følelser, når han er sit kriminelle alias. Når han flygter sig fra selv og er en helt anden. Den uro og rastløshed, han slæber rundt på, kan han delvis tøjle, når han flygter fra sig selv.

Det er smertefuldt at erkende. Samtidig med, at det giver ham en slags rus, så udmatter arbejdet og slider på ham. Og det er slet ikke gnidningsfrit, at den plagede københavnske agent forelsker sig i en kvinde, der tror, han er en helt anden.

Mens Axel Steen i kikset lædertøj lever et farligt dobbeltliv i et miljø, hvor alle er mistroiske, ser sig over skulderen og hvor vold er en selvfølgelighed, har hans tidligere kollega Vicki Thomsen travlt med at efterforske et usædvanligt og næsten Olsen Banden-agtigt kup i en bank, hvor tyve over en weekend tømmer knap 150 bankbokse for værdier.

Jesper Stein er inspireret af et virkelig kup, der foregik i  Danske Bank på Nørre Voldgade i København i 2010, hvor tyve havde proviant med og overnattede en weekend i banken, hvorefter de mandag morgen, da banken åbnede, spadserede væk med udbyttet fra de mange bankbokse.

Vicki Thomsen har ikke kun hyr med opklaringen, men også med sine kolleger. Også Steens ekskone Cecilie får plads i fortællingen, og I Steins udgave flettes bankkuppet fornemt sammen med de hollandske plotråde.

Der er skruet ned for de maleriske beskrivelser af miljøer, tilgengæld er mange scener skrevet næsten filmiske og meget højdramatiske. Jeg tog mig selv i helt fysisk at holde vejret indimellem. Puha, siger jeg bare. Og bogen er stadig så meget Axel Steensk’, selvom København fylder mindre i denne thriller.

Der har været snak om, at de tre første bøger i serien skal filmatiseres – og at første film bliver baseret på tredje bog i serien, Akrash. Rettighederne er i hvert fald solgt til SF Studios.

Jeg er ligeglad med, at enkelte ting sikkert er urealistiske. Altså – en undercoveragent får vel ikke lov til at stikke af fra det internationale team af kolleger, der skal beskytte og overvåge ham, og til at drikke sig næsten bevidstløs og tage stoffer? Pyt. Jeg følger med glæde Axel Steen som lapset og handlekraftig gangster rundt i Europa.

 

 

Kriminyt: Stein, Lemaitre, Broen, Netflix-krimi og en vinder

Lidt blandede krimibolsjer med nyt fra bl.a. Jesper Stein og Pierre Lemaitre og mulighed for at lægge stemme til tv-serien Broen.

 

Ny Axel Steen-krimi:

To krimier, der udkommer i dag: Jesper Steins Papa og Tre dage og et liv af franske Pierre Lemaitre.

I dag udkommer Papa af Jesper Stein. Papa er navnet på en russisk mafiaboss og våbenhandler, og i sit nye job – som undercoveragent for PET – skal Axel Steen forsøge at komme tæt på den storkriminelle russer. Det bringer ham bl.a. til Amsterdam. Jeg har endnu ikke læst bogen, der udkommer på Politikens Forlag, men den bader allerede i rosende ord.

Og mon ikke mange læsere har forudbestilt bogen? I hver fald blev bogen, trods stort 1. oplag, trykt i 2. oplag – en uge før udgivelsen. Sejt. I øvrigt er det Jesper Steins forfatterkollega Thomas Rydahl, der kom på titlen til bogen.

De øvrige bøger i serien om Axel Steen er:

  • Uro
  • Bye Bye Blackbird
  • Akrash
  • Aisha

Mørk fransk krimi:

En anden krimi, der udkommer i dag, er Tre dage og et liv af franske Pierre Lemaitre. Den prisvindende forfatter har bl.a. skrevet Alex, der udkom på dansk i 2014 og Camille, der udkom på dansk i 2015.

En seksårig dreng forsvinder fra en lille provinsby en vinterdag i 1999. Trods en storstilet eftersøgning finder politiet ikke drengen. Imens går 12-årige Antoine rundt ude af sig selv, for det er ham, der ved et uheld har slået drengen ihjel. Og snart viser det sig, at den lille drengs forsvinden blot er den første i rækken af katastrofer, der rammer byen.

Lemaitre er som regel garant for fremragende og kringlede krimier. Bogen udkommer på Lindhardt og Ringhof.

Broen sæson 4:

1. januar 2018 kan du se første afsnit af Broen sæson 4 på DR1. Og nej, det er selvfølgelig ikke denne bro, der lægger navn til serien om Saga og co, men jeg benytter fluks lejligheden til at vise et feriefoto. Denne bro viser vej fra Miami til Miami Beach, som jeg besøgte i februar. Foto: Rebekka Andreasen

Har du et par timer til rådighed torsdag den 15. juni 2017 mellem klokken 9.00 og 17.00, og er du i nærheden af Filmbyen i Hvidovre? Og taler du dansk og er ca. mellem 25-50 år? Så er det måske dig, der skal lægge stemme til Broen?

Folkene bag den dansk/svenske tv-krimi Broen er nemlig i gang med efterarbejdet på fire afsnit af fjerde sæson og søger statister til eftersynkronisering.

Du skal være med til at lægge stemme til generel samtale f.eks. restaurantbesøg, museumsbesøg etc. Hvis du er interesseret, så kontakt Frederikke på mail: Frederikke@nimbusfilm.dk senest fredag d. 11. juni kl. 00.00. Oplys venligst hvilken tid du foretrækker, to-tre timer i løbet af dagen, og om du kan deltage andre tidspunkter i løbet af dagen.

Bemærk: Jeg formidler kun muligheden og har intet med arbejdet at gøre. Har du spørgsmål, skal du derfor ikke kontakte mig, men maile til Frederikke.

En sæson mere af Top of the lake:

Jeg slugte første sæson af Jane Campions britisk/australske krimiserie, der kan ses på Netflix, og som er centreret omkring et lille samfund i udkanten af alting i New Zealand.  Serien er en visuel lækkerbisken, har en klang af mystik, er proppet med eminent skuespil af bl.a. Elisabeth Moss og Holly Hunter, og historien er mørk og fascinerende med et kvalmende og overraskende plot. Et mørkt portræt af et skævt, kriminelt samfund i provinsen.

Elisabeth Moss er igen betjenten Robin, og i anden sæson får hun følgeskab af bl.a. Nicole Kidman og af danske David Dencik, der har en større rolle i serien. Anden sæson af serien foregår i Sydneys bordelmiljø, og Dencik spiller en alfons. Jeg ser frem til serien, der kan streames på Netflix senere på året.

Har du vundet?

Tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om at vinde svenske Caroline Erikssons thriller De Forsvundne. Vinderen blev Helle Dannemand. Send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk – og der er en signeret bog på vej til dig. Tak til Peoples Press for at sponsorere bogen. Og fik du ikke læst mit interview med forfatteren, så læs det her

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her