Baby Rasta

Krimier, der foregår i Afrika

Tag med til Afrika uden at pakke kufferten. Jeg har lavet en liste med gode krimier om Afrika. God rejse.

Når du læser, oplever du andre miljøer end dem, du måske færdes i til daglig. Tag med et smut til Afrika. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg har boet og rejst en del i Afrika. Jeg har vandret op ad Kilimanjaro, beundret en søvnig gepard på safari i Kenya og snorklet ud for Zanzibars kyst. Jeg har spist krydret, tunesisk mad, der forkæler ganen, og jeg har beundret bygninger i Maputo i Mozambique og set, hvordan vestlig og afrikansk arkitektur smelter sammen.

Jeg har suget duften af akacietræer til mig, stået ved Nilens udspring i Uganda, og jeg har fået rødt sand mellem tæerne.

Men jeg har også set bagsiden af Afrika. Mødt mennesker i dyb fattigdom, der bor i affald, børnehjemsbørn, hvis forældre er døde af AIDS, set storbyer invaderet af rotter og forurening og mødt gambianere, hvis familiemedlemmer er fængslet for at ytre sig imod styret.

Og for nylig kom min mand hjem fra en arbejdsrejse til Madagaskar med en træls souvenir i form af en voldsom tarminfektion, der krævede indlæggelse på sygehuset i flere dage.

Afrika er både fantastisk og kaotisk på samme tid. Vil du gerne have en dosis Afrika uden at rejse dertil? Jeg har lavet en liste med krimier om Afrika, du kan plukke af.

  • Tretten timer af Deon Meyer:  En eminent politiroman, der foregår i Sydafrika. En krimi, der viser en flig af de mange udfordringer, der er i det smukke land, der minder om Europa på mange måder, men som stadig er et forholdsvis nyt demokrati. Og hvor der er intet mindre end elleve forskellige officielle sprog. Vi møder den hvide vicekriminalkommissær Benny Griessel en tidlig morgen i Cape Town og slipper ham først igen 13 timer senere. Og det er ikke uinteressant.

 

  • Afrikas horn er en spændingsroman af den sydafrikanske bestsellerforfatter Wilbur Smith. Den 19-årige Cayla bortføres fra sin mors luksusyacht i Det Indiske Ocean. Bag kidnapningen står somaliske ekstremister, der kræver et gigantisk beløb for at frigive hende. Den stenrige moder får hjælp af Hector Cross – sikkerhedschef med baggrund som major i det britiske specialkorps. Tempofuld og spændende roman med masser af action på havet ud for Afrika. Der er tre spændingsbøger i serien om Hector Cross, og Afrikas horn er den første.

 

  • Alexanders McCall Smiths serie om Damernes detektivbureau er både spændende, farverig og humoristisk. Bøgerne handler om den stærke, varme, kloge og snedige Mma Ramotswe, der åbner et detektivbureau i Botswanas hovedstad Gaborone. Det er en herlig krimiserie på over ti bind, der viser et anderledes billede af Afrika, end vi er vant til fra medierne. Den første bog i serien hedder lidt uopfindsomt Damernes Detektivbureau Nr. 1. Men der er masser af hyggelig krimiguf i vente, hvis du har serien til gode. Forfatteren er skotte født i det daværende Rhodesia.

 

  • Den afrikanske jomfru af Helle Vincentz, der er den danske forfatters debutroman. Og første bind i serien om Caroline Kayser, der er ansat i et dansk olieselskab. Hovedpersonen sendes i hast til afdelingskontoret i Kenya, hvor hun skal sætte en stopper for vedvarende rygter om voldtægt. Men hvor langt er hun vil­lig til at gå for at redde firmaets omdømme? Og kan hun vende det blinde øje til både mord, voldtægt og kor­rup­tion? Bogen blev shortlistet til Danske Banks Debutantpris og til prisen som årets krimidebut i Frankrig. En spændende dansk thriller om Afrika.

 

  • Den standhaftige gartner af John le Carré. En af mine yndlingsbøger. Bogen foregår i Kenya, og jeg boede i Uganda, da jeg læste den. Vi møder den engelske diplomat Justin Quayles, der arbejder på den engelske ambassade i Nairobi. Hans kone Tessa arbejder som ngo’er i Nairobis slumkvarterer, og da hun findes dræbt, sætter han sig for at finde ud af hvorfor. Og af hvem. I bedste bedste Le Carré-stil er der hug til multinationale selskabers udnyttelse af ulande. En fremragende thriller. Filmatiseringen af bogen med Ralph Fiennes og Rachel Weisz kan også anbefales. Men filmen er selvfølgelig ikke så god som bogen.

 

  • Sidst i 90’erne udkom Gretelise Holms Mercedes-Benz Syndromet. En politisk thriller, der foregår i Zimbabwe, hvor forfatteren, der også er journalist, har boet og arbejdet i flere år. Det er Holms første krimi. Og en roman, som hun fik Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom for. Det er længe siden, jeg har læst bogen, og jeg husker ikke krimiplottet godt. At bogen er skrevet af en forfatter med stor kærlighed til og viden om Zimbabwe husker jeg dog gjorde indtryk på mig.

Jeg har ikke selv læst Louis Klostergaards to krimier, der foregår i Sydafrika, men jeg har hørt godt om både Kvinden i det røde mudder og Marionetdukken, hvor vi møder Pieter Martins, der er sort politibetjent under apartheidstyret. Forfatteren er født i Sydafrika, men har haft sin skolegang og fået sin uddannelse i Danmark, hvor han bor i dag.

Jeg har heller ikke læst Rune Stefanssons Baby Rasta, der foregår i Gambia. Men det er også en krimi/politisk thriller, der har fået fornemme ord med på vejen. Politikens anmelder smed fem hjerter efter bogen om den chilensk-danske detektiv Marcelo Krankl, der hyres til at efterforske mordet på en dansk popstjerne i Gambia. Bogen er nummer to i en serie på fire bøger om Marcelo Krankl. Rune Stefansson siger:

Afrika er trendy. Afrika er i vækst. Afrika er stenaldermennesker med mobiltelefoner. Meget groft sagt, naturligvis. Der er nogle enorme kontraster. Og menneskene er så dejlige, så imødekommende, så åbne.

Læs resten af interviewet, hvor citatet her er fra, på forfatterens site her

Feriefotos fra bl.a. Uganda og Tanzania. Foto: Rebekka Andreasen.

PS:

Fra Afrika til Grønland: Tak til alle jer der deltog i konkurrencen om to udgaver af Nina von Staffeldts Den sorte engel, der foregår på Grønland. Både her, på Instagram og på Facebook.

Flere af jer skriver, at I ikke rejser meget i virkeligheden. Men at I har været vidt omkring i verden gennem de bøger, I læser. Herligt.

Pipalukbooks og Eva Tove Rasmussen – send mig jeres adresse på mail@rebekkaand.dk – så sender Forlaget milik, der har sponsoreret bøgerne, Staffeldts nye krimi til jer.

God læselyst og god rejse, hvis du pakker kufferten her i løbet af sommeren/Rebekka

 

 

Mød krimiforfattere derude i virkeligheden

Forfatter Rune Stefansson har skrevet en krimi, der foregår i Gambia. Foto: Pelle Rink

Forfatter Rune Stefansson har skrevet en krimi, der foregår i Gambia. Hør ham fortælle om bogen Baby Rasta den 28. maj i Aarhus. Foto: Pelle Rink

Det kan være en ganske særlig oplevelse at høre en forfatter fortælle om sit forfatterskab. Jeg har her fundet et par interessante krimiarrangementer. Kender du til et foredrag i maj/juni 2015, er du meget velkommen til at skrive i kommentarfeltet under indlægget her.

19. maj: Hovedbiblioteket i København, Krystalgade 15, København K

Krimiforfatter Jakob Melander fortæller om sin krimi De berusedes vej, der er den tredje i serien om politiassistent Lars Winkler. Bogen er månedens bog på biblioteket. Forfatteren er i øvrigt lige kommet hjem fra en tur til Prag, hvor han blandt andet har deltaget i en bogmesse og fortalt om Øjesten – den første krimi i serien. Arrangementet i København er gratis og varer fra 17 – 18.30. Du kan læse min anmeldelse af De berusedes vej her og læse mere om arrangementet på Hovedbiblioteket i København her

Du kan læse mere om Jakob Melander lige her

28. maj: Graven 8B, Aarhus C.

Krimiforfatter Rune Stefansson fortæller om krimien Baby Rasta, der er andet bind i krimiserien om den chilensk/danske privatdetektiv Marcelo Krankl. Bogen foregår i Gambia, og du kan også møde repræsentanter for GAMES – en forening, der igennem 10 år har arbejdet med at støtte medier og uddannelse af journalister i Gambia. Mediesituationen i Gambia er barsk, og kritiske journalister udsættes for chikane og arrestationer. Det skyldes ikke mindst landets præsident, Yahya Jammeh, som detektiven Marcelo Krankl i fiktionens verden kommer tæt på i Baby Rasta. Der er gratis adgang til arrangementet, der begynder klokken 19.00. Læs mere om arrangementet her

Bind tre i Rune Stefanssons serie, Den sidste olie, forventes at udkomme i løbet af 2015.

4. juni: Øst for Paradis, Paradisgade 7, Aarhus C

Forfatterparret Christian Dorph og Simon Pasternak  i samtale med kritiker og digter Lars Bukdahl. Dorph og Pasternak er aktuelle med krimien Tal til mig en meget spændende og velskrevet bog. Læs min anmeldelse her Parret vil blandt andet komme ind på, hvad de mener er et rigtig godt krimiplot. Læs mere om arrangementet lige her

PS: Skal jeg ud på din arbejdsplads, på dit bibliotek eller i dit kulturhus for at fortælle om krimigenren? Læs mere her

 

 

 

Ord og billeder fra Krimimessen 2014 i Horsens

Jussi Adler-Olsen har solgt millioner af bøger, men han er nærværende og giver sig god tid til sine læsere.

Jussi Adler-Olsen har solgt millioner af bøger, men han er nærværende og giver sig god tid til sine læsere.

Reportage fra Krimimessen i Horsens 2014: (Langt indlæg)

Lørdag formiddag falder støvregnen over det gamle statsfængsel i Horsens, der indtil 2006 fungerede som fængsel. Weekenden over er fængslet forvandlet til et slaraffenland for krimifans, forfattere, forlagsfolk, boghandlere etc.

Kultur- og kirkeminister Marianne Jelved åbner Krimimessen 2014 med sætninger som: Jeg må indrømme, at jeg er glad for krimier og Den gode krimi gør noget på tværs af mennesker.

Hører herefter Kim Baasch fortælle om SMSpress, som jeg flere gange har nævnt her på bloggen. Det er hamrende interessant med litteratur på nye måder, synes jeg. Tilmelder mig straks den sms-historie, som Sissel-Jo Gazan har skrevet i anledningen af messen.

Videre til arresten for at høre Maria Kjær-Madsen fortælle om sin seneste krimi Tavshedens mørke. Jeg har strikket i mange år – det er lidt det samme at skrue en historie sammen, fortæller forfatteren, der er skolelærer, og som begyndte at skrive, da hendes børn var blevet så store, at hun havde tid i overskud.

Det er også i arresten, at Dorthe Annette Hansen fortæller om Den der tugter, hvor hun har trukket på sine egne erfaringer som tidligere overvagtmester i Vestre Fængsel. Det virker ekstra stærkt at sidde mellem de gamle, små celler og høre hende fortælle om, hvordan hun under en afhøring af en fange brækkede ryggen.

Mikael Eriksen fra Skriveforlaget og Eva Maria Fredensborg.

Mikael Strøm Eriksen fra Skriveforlaget og Eva Maria Fredensborg.

Så har jeg sat mit fingeraftryk på Krimimessen i Horsens.

Så har jeg sat mit fingeraftryk på Krimimessen i Horsens.

Drikker skøn kaffe hos Kim Juul og Eva Maria Fredensborg. Kim Juul er aktuel med I et fravær af nærvær. Får sat mit fingeraftryk på krimimessen – ligesom rigtig mange andre, der besøger Juuls og Fredensborgs stand.

Eva Maria Fredensborg har stor succes som selvudgiver med bl.a. Min Mund er lukket. Vi får en snak – også med Mikael Strøm Eriksen fra Skriveforlaget, der bl.a. står bag udgivelsen af Missilhotellet af Keld Broksø.

Får en hyggelig snak med forfatter Morten Ellemose, der har ladet sin tvillingebror og faste skrivemakker Søren blive hjemme. Morten får nu debut som soloforfatter med den bestialske, gotiske krimi Killer Killer. Den er vist ikke for sarte sjæle.

Mark Benecke er retsbiolog og en spøjs type. En spændende foredragsholder med skræmmende fotos.

Mark Benecke er retsbiolog og en spøjs type. En virkelig spændende foredragsholder med skræmmende fotos.

Sart skal man heller ikke være som tilhører til den tyske retsbiolog Mark Beneckes foredrag. Han fortæller om sit arbejde med ord og fotos. Rigtige fotos. Af blod. Og lig. Og insekter. Nu ved jeg f.eks., hvordan et lig ser ud, når insekter lægger æg under huden. Fascinerende og interessant. Må alligevel lukke øjnene flere gange i væmmelse over de stærke billeder, mens bl.a. den brasilianskfødte forfatter Chris Carter, der også er blandt tilhørerne, ser vældig interesseret ud. Måske han får inspiration til sin næste krimi?

Får gode snakke med journalistkolleger, andre krimifans og forlagsfolk. Messesnakken går lystigt.

Jeg  interviewer Jussi Adler-Olsen på krimifan.dk´s stand. Jussi slæber en hale af begejstrede læsere efter sig fra Bog & Ides stand, hvor han netop har signeret så mange bøger, at det ikke er underligt, hvis han får skrivekrampe. Han er nok krimimessens mest fotograferede mand. Jeg skal selvfølgelig også have et foto. Måske kan man kalde det for et Jusfie, som Modtryks redaktør, Nanna Rørdam Knudsen, foreslår. Mirakelmageren er i øvrigt arbejdstitlen på Jussi Adler-Olsens næste bog om Afdeling Q.

Michael Lycke, Inger Wolf, Jens Østergaard og Stephanie Caruana i højt humør.

Michael Lycke, Inger Wolf, Jens Østergaard og Stephanie Caruana i højt humør.

Hilser på et væld af skønne forfattere, der generøst tager sig tid til alle, der vil snakke, have taget billeder eller signeret en bog: Sara Blædel, Kaaberbøl/Friis, Benni Bødker, Inger Wolf, Jens Østergaard, Michael Lycke, Stephanie Caruana, A.J. Kazinski, Steen Langstrup og Julie Hastrup, der forklarer, at hun er aktuel med endnu en bog om efterforskeren Rebekka Holm på den anden side af sommerferien.

Til festmiddagen om aftenen på Hotel Opus, sidder jeg bl.a. ved siden af Henrik Nilaus, der skriver krimier for børn og er aktuel med Mission 3 – Ferrari-tyvene. Over for mig sidder Rune Stefansson, der skriver for voksne. Har har bl.a. skrevet Baby Rasta. Vi får bl.a. en snak om, hvordan de to forfattere finder på navne til deres figurer.

Får også en hyggelig snak med parret bag Sander Jakobsen: Dagmar Winther og Kenneth Degnbol, der debuterer med Forkynderen. Hilser også på forfatter Erik Hauervig, der trækker på sine 40 år som betjent, når han skriver sine Vesterbro-krimier.

Søndag hører jeg Mads Peder Nordbo fortælle om Thuleselskabet, der er en selvstændig fortsættelse af Odins labyrintDet er rigtig fedt, når de personer, jeg skriver om, stikker af fra mig. Og: Jeg har så mange eventyr for voksne i mit hoved, forklarer han.

Jeg interviewer Frank Jensen, tidligere operativ chef for PET, på krimifan.dk’s stand. Han er aktuel med spionthrilleren Som et blik fra helvede, hvor al-Qaeda planlægger et stor attentat i København. Romanen er en måde at fortælle så meget, som jeg synes er forsvarligt. Jeg har min tavshedspligt og har selvfølgelig taget mine forbehold, men det, der sker i romanen, er ikke urealistisk, forklarer Frank Jensen.

Hører også Niels Lillelund og Jakob Levinsen fortælle om amerikanske tv-krimier, og jeg får nu endnu mere lyst til at se HBO-serien True Detective.

Det vrimler med svenske forfattere på messen. Joakim Zander, Carin Gerhardsen, Sofie Sarenbrant, Ninni Schulman. Og Emelie Schepp, der for nylig debuterede med Mærket af livet, der er solgt i mere end 35.000 eksemplarer i Sverige.

Mattias Boström er aktuel med Fra Holmes til Sherlock.

Mattias Boström er aktuel med Fra Holmes til Sherlock.

Og jeg hilser på Sherlock Holmes-eksperten og den yderst velklædte Mattias Boström, der er aktuel med fra Holmes til Sherlock. Da jeg søndag sen eftermiddag efter to dages intens messe spørger ham, hvordan de sidste par dage har været, svarer han: Det er altid en kæmpe fornøjelse at tale om Sherlock Holmes. Det bliver jeg aldrig træt af.

Jeg istemmer og siger, at det altid er en fornøjelse at tilbringe en weekend i krimiens tegn. Det bliver jeg aldrig træt af. På gensyn i 2015.

PS: Til alle jer dejlige bloglæsere, som jeg også mødte på messen: Det var rigtig hyggeligt at sludre med jer. Tak fordi I følger med her på bloggen.

PPS: Der er endnu flere billeder på Vild Med Krimis Instagram lige her

PPPS (hvis man kan sige det) : Se et kort tv-klip fra messen her

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Den permanente af Thomas Bagger, EC Edition

Læs mere om Aarhus-krimien her