bestseller

Anmeldelse: Pagten af Michael Katz Krefeld

Sidste år blev Michael Katz Krefeld kåret som danskernes yndlingsforfatter, da han modtog Martha Prisen.

Anmeldelse: På torsdag udkommer Pagten, der er Michael Katz Krefelds femte bog om Thomas ‘Ravn’ Ravnsholdt, der bor på en slidt motorbåd i Christianshavns Kanal med den engelske bulldog Møffe. En fandenivoldsk og grusom god krimi, der spurter derud ad i et vanvittigt tempo og giver selv Usain Bolt kamp til målstregen.

Hvis dommerne fra tv-programmet Bagedysten skulle bedømme Pagten, som de bedømmer en lagkage, ville de sige, at udtrykket er dybt professionelt, at snittet står knivskarpt og præcist, og at ingredienserne komplementerer hinanden.

At Michael Katz Krefeld evner at skære tingene krystalklart og effektivt bliver igen slået fast i den femte bog om Ravn. Plot, spændingskurver, fremdrift – Krefeld kan sit krimikram og tilsætter dertil en skvis humor og et rapt sprog. Pagten er en fandenivoldsk krimi, fuld af tempo og pokkers underholdende.

Billedet her tog jeg, da Michael Katz Krefeld åbnede Krimimessen i Horsens i 2015. Foto: Rebekka Andreasen

I flere interviews har Krefeld fortalt, at netop tempoet sætter han pris på ved krimigenren, og halleluja det lever han selv op til med næsten filmiske scener uden megen fikumdik, men med korte, klare dialoger og rappe scener.

Det er ikke i Pagten, at du kan plukke store sprøde buketter af farverige sprogblomster, men det har du heller ikke tid til.

Der går ikke mange sider, før Krefeld spoler tiden fem år tilbage, og læserne bliver vidne til, at Ravns kæreste Eva bliver dræbt. Så er vi i gang. Og endelig får vi opklaret, hvem der står bag drabet, så på den måde er bogen en slags sæsonafslutning på første del af serien, som er planlagt til ti bind.

Som en hærget og utilpasset James Bond hopper Ravn frem og tilbage på begge sider af loven, og han indgår nødtvungen en pagt med storgangsteren Kaminsky, der ikke kun sidder inde, men også sidder inde med en viden om drabet på Eva. Og pludselig eksploderer det hele, bogstaveligt talt.

Siden Michael Katz Krefeld debuterede som krimiforfatter for ti år siden med Før Stormen, som han i øvrigt fik Det Danske Kriminalakademis debutantpris for, har han skrevet ni bøger – heraf fem om Ravn, der efter en karriere i politiet slår sig ned som privat efterforsker.

Tidligere har Krefeld skrevet om bl.a. trafficking, terror og om hævn. Pagten handler bl.a. om korruption og kærlighed. Men uanset tema så er vægten i vanlig Krefeld-stil lagt på karakterernes personlige historie og motivation for at handle, som de gør – uanset konsekvenser, der følger i det ofte kaotiske kølvand. Og Krefeld tvinger sin hovedperson helt derud, hvor han må holde vejret under vand – for ikke at blive dræbt.

Der er skønt gensyn med Ravns skæve og kulørte vennekreds fra nærmiljøet: journalistnaboen med det varme blod i årerne, Eduardo, som også er ferm med en pc og som snart skal giftes, Victoria som ejer et antikvariat og boksecoach og hundepasser Johnson fra værtshuset Havodderen, hvor Ravn – efter at have drukket sig til en skrumpelever – nu får langet danskvand over disken.

Jeg ved, at mange læsere knuselsker Ravns bulldog Møffe, men ikke jeg. Det virker ofte som om, Møffe er proppet ind i en scene – bare fordi. Den hund er den eneste ingrediens i bogen, som ikke siger mig noget overhovedet. Resten smager – som en veltillavet lagkage – af endnu mere.

Bøgerne om Ravn i rækkefølge:

  • Afsporet
  • Savnet
  • Sekten
  • Dybet
  • Pagten

PS: Du ved måske, at Michael Katz Krefeld har en fortid som manuskriptforfatter. Men vidste du også, at han som 20-årig var såkaldt runner på spillefilmen Mord i mørket efter Dan Turells krimi?

Kærlighed til Dan Brown – fra en bloglæser

Gæsteanmeldelse: Kære Rebekka. Jeg ved, at du ikke er meget for at læse om Robert Langdon, men da du har inspireret mig til at læse så mange bøger, fik jeg lyst til at prøve at gøre gengæld.

Sådan står der i en mail, jeg netop har modtaget fra Birthe Sonne, der trofast følger bloggen.

Igen blev jeg benovet over Browns grundige research og hans måde at beskrive bygninger, kunstværker og gadebilleder i korrekte detaljer. Sådan skriver Birthe Sonne om Oprindelse.

En januaraften i 2015 sidder jeg i et IC3-tog på vej hjem til Aarhus efter at have været til møde i København. Tilfældet vil, at jeg får pladsen ved siden af Birthe Sonne, der er i gang med en af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-krimier. Vi falder i snak. Og siden har Birthe Sonne entusiastisk fulgt bloggen. Indimellem har hun sendt mails eller billeder fra sine mange rejser – bl.a. disse fotos fra en japansk boghandel

Brown er et verdensnavn og har et gigantisk publikum over hele verden. Birthe har dog ret i, at jeg ikke er stor Brown-fan. Jeg anerkender, at den amerikanske forfatter er ekstrem god til research og til at skabe spænding. Han er sublim til at servere cliffhangere, der får læserne til at ile videre i hidsigt tempo. Men sprogligt overhaler hundredvis af andre forfattere ham.

Her får du resten af Birthe Sonnes mail:

“Jeg har læst alle Dan Browns bøger, også de to, der ikke handler om den gode universitetsprofessor og symbolforsker. Man kan sige meget – og de forskellige anmeldere gør det sandelig – men jeg er fascineret af den research, der ligger bag bøgerne.

 

Den første Dan Brown bog, jeg læste, var Da Vinci Mysteriet. Som så mange andre blev jeg grebet af plottet og susede gennem bogen på ingen tid. Da jeg holder meget af Paris, syntes jeg, det var en fornøjelse at læse om alt det, jeg kendte så godt – jeg har selv gået mange af de steder, hvor personerne bevægede sig rundt. Brown beskrev kunstværker og bygninger, som jeg kendte, og en del jeg ikke kendte. Det fik mig til at læse bogen endnu en gang med en guide til Paris i hånden og Google indenfor rækkevidde, så jeg med bykort og billeder kunne konstatere, at alt passede. Måske er det derfor, der senere blev udgivet en illustreret udgave af bogen?

 

Denne anden gennemlæsning gjorde mig nysgerrig efter at læse den originale udgave på engelsk, og det var med glæde, jeg konstaterede, at oversætteren havde udført sit job til perfektion.

 

På en efterfølgende rejse til Paris, der havde været planlagt i længere tid, kunne jeg ikke dy mig for at lægge nogle af de omtalte steder på listen over must see. Det gjaldt bl.a. Saint Sulpice-kirken, hvor vi sad og filosoferede til den smukkeste orgelmusik på det klokkeslæt, hvor vi skulle have deltaget i en nær vens bisættelse i Danmark.

 

Da vi passerede en boghandel og så Da Vinci Code i vinduet, hviskede Robert Langdon til mig, om ikke jeg havde lyst til at læse om ham på fransk, og som hvisket så gjort. Jeg læser normalt ikke bøger på fransk, men jeg holder meget af sproget, og da jeg efterhånden kan bogen udenad, kastede jeg mig ud i forsøget. Det gik ganske fint, men til min store forbløffelse havde den franske oversætter sin egen dagsorden. Bois de Boulogne, parken med sit specielle natteliv med prostituerede og homoseksuelle, blev nedtonet, og som følge deraf blev Paris’ bykort også ændret. Da ydermere lidt af plottet blev røbet, før det var forfatterens mening, blev min skepsis overfor oversættere grundlagt.

 

Oprindelse udkom tidligere på måneden. Her følger vi igen Robert Langdon på en hæsblæsende ekspedition, denne gang gennem det nordlige Spanien og igen i følgeskab med en smuk og intelligent yngre kvinde. Jeg er ikke stedkendt, hverken i Bilbao eller Barcelona, så min Samsungtelefon blev brugt som et bogmærke, der samtidig fungerede som illustration til det læste. Igen blev jeg benovet over Dan Browns grundige research og hans måde at beskrive bygninger, kunstværker og gadebilleder i korrekte detaljer.

 

Plottet er fantasifuldt. Browns opfindsomhed fornægter sig ikke. Han formår at presse det alleryderste ud af den ypperste moderne it-teknologi, og det er også her, de store overraskelser ligger gemt. Når det fikst blandes med alt det, vi ved er korrekt og virkeligt, bliver vi let forført til at tro, at svaret på bogens undertitel Hvor kommer vi fra? Hvor er vi på vej hen? også er korrekt.

 

Det er netop spørgsmålet om det, der videnskabeligt kan bevises kontra verdensreligionernes tro, som bogens fremtidsforsker, computergeni og rigmand Edmond Kirsch beskæftiger sig med, og det er hans opfindelse, opdagelse, der sætter gang i handlingen. Kirsch bor og arbejder i Barcelona, men det er så heldigt, at han er elev af og god ven til Robert Langdon, der derfor er inviteret til den storslåede offentliggørelse af resultatet af Kirsch’s arbejde.

 

Det vi ser gennem den gode symbolforskers øjne er som altid pudsigt, og det fik i hvert fald mig til at trække på smilebåndet flere gange. Et enkelt verdenskendt logo kommer også med i bogen, men uden at blive forklaret. Det lader Langdon drilagtigt sin kvindelige ledsager selv spekulere over.

 

Hvad er det så, Edmond Kirsch har opdaget, som vil have en enorm effekt på alle mennesker i fremtiden? Det kan jeg naturligvis ikke røbe, men jeg vil sende fremtidsforskeren en tanke, hver gang jeg i gadebilledet ser en mobiltelefon fungere næsten som en fast og ekstra legemsdel.

 

Jeg tror, at Dan Brown, ud over at udtænke spændende handlinger til sine bøger, har en mission. Da Vinci Mysteriet var fyldt med små franske sætninger, og i Oprindelse ser det ud som om, han har tænkt sig at lære os alle sammen spansk. Det må være en udfordring for enhver oversætter, og netop oversætteren af denne bog skal have et par ord med på vejen.

 

Dan Browns måde at skrive på gør hans bøger let læselige, og sproget flyder, også selv om han ind i mellem er proffessoragtig. I Jakob Levinsens oversættelse snublede jeg flere gange over ord og sætninger på grund af stavefejl, slåfejl og manglende korrekturlæsning. Når han tilmed insisterer på at oversætte en tablet til tavlecomputer, får det mig til at tænke på, om han overhovedet skulle have givet sig i kast med at oversætte denne bog. Jeg overvejer at anskaffe mig den engelske udgave til min e-reader.”

Birthes begejstring smitter, så måske jeg engang i fremtiden giver Brown en chance mere.

PS: Den første november bliver det offentliggjort, om vildmedkrimi.dk går videre i finalen om at vinde Plusbog.dks Danish Book Blog Award 2017. Det kan sagtens være, bloggen ikke når finalefeltet, men en ting er sikkert. Jeg har verdens bedste bloglæsere. Tak til Birthe og alle jer, der læser med.

 

Interview med Katrine Engberg og Anne Mette Hancock

Forfatterinterview: Det er de færreste debutanter, der kan se deres debutroman på bestsellerlisterne uge efter uge. Men det kan Anne Mette Hancock, der har skrevet Ligblomsten, og Katrine Engberg, der står bag Krokodillevogteren og efterfølgeren Blodmåne. Mød de to fremragende og succesfulde krimiforfattere, der ikke kun er kolleger, men også tætte veninder.

For få år siden var der ingen, der forbandt Katrine Engberg (tv) og Anne Mette Hancock med krimilitteratur. Nu er de begge bestsellerforfattere. Foto: Privat.

Katrine Engberg og Anne Mette Hancock mødte hinanden år tilbage, da de havde børn i den samme institution. Katrine forklarer:

– Anne Mette og jeg forelskede os så at sige i hinanden ved første øjekast og prøvede at komme til at falde i snak, når vi mødtes i institutionen. Men det travle småbørnsliv og måske også lidt generthed gjorde det udfordrende at få startet et venskab. Så vi begyndte at skrive breve til hinanden i stedet. Igennem et helt år skrev vi ugentligt til hinanden om alt mellem himmel og jord – politik, børn, kærlighed, ambition – og da året var omme, kendte vi hinanden ud og ind.

I 2012 udgav de brevromanen Klap i, hest sammen. Det var Katrine Engberg, der debuterede som krimiforfatter først. Krokodillevogteren udkom i begyndelsen af 2016. Og blev en bragende succes. Siden er det gået rigtig stærkt for dem begge.

Katrine: – De sidste par år har været vilde for os begge. Det er sindssygt at gå rundt i så mange år og snakke om en drøm, vi begge har haft længe, og så lykkes det. For os begge to! En gang imellem rammer det os, hvor lille et nåleøje vi er kommet igennem, og så kniber vi hinanden i armen. Men vi er ikke vågnet endnu.

Anne Mette: – Når man skriver en debutkrimi, aner man ikke, om den er noget værd, før man står med en bogkontrakt i hånden. Derfor har man ofte en nagende fornemmelse i solar plexus af, at man er totalt talentløs. Det havde jeg, i hvert fald!  Så det, at man sidder i al sin ensomhed og skriver på et manuskript det ene år, for så at ligge øverst på bestsellerlisterne det næste – dét føles fandeme vildt! Altså bare det at have et forlag. Det er jo den vildeste drøm, der er gået i opfyldelse. Men jeg kan mærke, at tvivlen bliver en evig makker for mig, for nu, hvor jeg er i gang med “den svære toer”, er min forfatter-selvtillid mindst lige så vaklende, som den var, da jeg skrev Ligblomsten.

Om venindens succes med Krokodillevogteren siger Anne Mette Hancock:

– Det er ekstremt motiverende for mig at se andre komme i mål med deres projekter. Katrines succes med Krokodillevogteren og det faktum, at hun er i gang med sin tredje krimi, mens jeg endnu kun arbejder på min toer, har samme effekt på mig, som den kunstige hare har på hundene i et væddeløb.

Anne Mette Hancock (tv) og Katrine Engberg er begge på tasterne og i gang med nye bogprojekter. Foto: Privat.

De har meget nemt ved at sætte ord på, hvorfor de er veninder.

Katrine: – Ud over alt det åbenlyse – at hun er smuk, intelligent og skarp – er Anne Mette et af de mest kærlige og generøse mennesker, jeg nogensinde har mødt. Som veninde er hun 100% loyal og opbakkende, både når det går godt, og når det går skidt for mig, og samtidig er hun til evig inspiration for mig, fordi hun er så sej, klog og spændende. Vores relation er meget ærlig og derfor meget tryg. Og så er hun SJOV at være sammen med! Der er ikke mange mennesker, i hvis selskab tiden flyver, som i hendes.

Anne Mette: – Det er en sjælden gave at møde et menneske, man ikke alene kan være sig selv sammen med, men som ovenikøbet foretrækker én præcis sådan. Jeg kan være ærlig – om alt – overfor Katrine, og jeg stoler på hende, som var hun mit eget blod. Nogle af de bedste, mest interessante samtaler, jeg har haft i mit liv, har jeg haft med Katrine. Jeg føler mig altid lykkelig i hendes selskab! Som forfatter beundrer jeg især Katrines evne til at skrive ekstremt hurtigt og intuitivt. Hun kan kradse 100 sider ned på den tid, det tager mig at skrive 12. Og så har hun et smukt, formfuldendt sprog. Både på skrift og i tale.

Katrine: – Vi kommer fra vidt forskellige baggrunde og er derfor “kodet” forskelligt med forskellige verdenssyn. Anne Mette har en vidunderlig kontant form – hun gider ikke pakke ting ind i falsk høflighed og bullshit, og det elsker en vævende, høflighedsbetændt person som mig. Jeg er mere tvivlende og har en melankolsk side. Til gengæld er det sjovt nok Anne Mette, der bekymrer sig mest, og mig der som regel hopper gadedrengehop gennem tilværelsen uden at skele til farer og faldgruber. Heldigvis smitter vi af på hinanden, har 100% samme værdisæt og kan lide de samme ting.

Anne Mette: – Det, Katrine siger. 😉

Læserne tog Katrine Engbergs debutkrimi Krokodillevogteren til sig i stor stil. Og det første oplag af efterfølgeren Blodmåne var udsolgt efter nogle uger. Siden Anne Mette Hancocks Ligblomsten udkom i april i år, har den ikke veget fra bestsellerlisterne.

Katrine: – Jeg har egentlig arbejdet ret længe på en karriere som koreograf og instruktør indenfor teater og var lige nået til et punkt, hvor jeg begyndte at blive rigtig efterspurgt. Det har jeg måttet skrinlægge for at have tid til at skrive. Det er ikke noget svært valg, for mit hjerte banker 100% for bøgerne, men det har da været svært at sige nej til nogle af de flotte teatertilbud, jeg har fået i det sidste års tid.

Anne Mette supplerer:

Jeg er uddannet journalist og lavede freelanceopgaver, mens jeg skrev Ligblomsten. Men nu, hvor jeg har fået kontrakt på de næste fire bøger, er det en fornøjelse at sige pænt nej tak til freelancejobs. Jeg savner dem ikke! På det personlige planer har det indtil videre udelukkende været en fest at gå efter forfatterdrømmen.

Hvad har været den største udfordring i forhold til at skrive bøgerne?

Katrine: – At holde motivationen under arbejdet med den første. Det tager tid at skrive, og det er svært at give plads til det – og have lyst – når man ikke ved, om der nogensinde er nogen, der kommer til at læse det. Det er vidunderligt privilegeret at have en redaktør at samarbejde med!

Anne Mette: – Enig!

Ingen, der følger de to forfattere på de sociale medier, kan være i tvivl om, at de i høj grad er ambassadører for hinandens forfatterskab. At de ikke kun er kolleger, men også en slags konkurrenter, spænder ej ben for venskabet.

Katrine: – Vi er faktisk mega konkurrencemennesker begge to, men vi er samtidig klar over, at den enes succes ikke er lig med den andens fiasko. Der er plads til os begge på hver vores måde. Hvis en af os stormer afsted, lige mens den anden er i en bakkedal, snakker vi om at det er svært, og så holder det faktisk op med at være det. Helt fundamentalt under vi bare hinanden det bedste.

Anne Mette: – Dengang jeg var barn, cyklede jeg tit hånd i hånd med en veninde, hvor vi skiftedes til at sakke lidt bagud og trække hinanden frem. Så zigzaggede vi ned ad gaden, sammen, men alligevel hver for sig. Sådan opfatter jeg det at have Katrine som både veninde og kollega.

Katrine: – Vi bruger hinanden rigtig meget til at heppe gensidigt og sparre idéer, plots og vendinger. Vi skriver vidt forskelligt men er hinandens bedste cheerleaders. Anne Mette er den bedste i verden til at give konstruktiv kritik, så jeg forstår, der skal arbejdes med teksten, men samtidig føler mig fuldstændig overbevist om, at hun elsker den.

Anne Mette: – Væddeløbsmetaforen gør sig også gældende her. Katrine skriver enormt hurtigt og intuitivt, hvor jeg nørkler mere med tingene. Så når hun siger: ”Nu har jeg lige skrevet 200 sider over formiddagskaffen,” og jeg kun har skrevet 13 sider på to uger, tænker jeg ”ARGH!!?”. Det giver mig et tiltrængt skub.

Anne Mette Hancock (tv) er født i 1979 i Gråsten. I dag bor hun i København klods op ad Marmorkirken, der spiller en rolle i hendes debutkrimi. Katrine Engberg er en årgang 1975 og født og opvokset i København i et hjem, hvor der blev læst masser af krimier bl.a. Dorothy L. Sayers. Foto: Privat.

Både Anne Mette Hancock og Katrine Engberg har rejst en del, ligesom de på forskellige tidspunkter i deres liv har boet i udlandet. Og rejseglæden har dryppet af på deres forfatterskab.

Katrine: – Timm (Katrines mand, Timm Vladimir red.) og jeg rejste jorden rundt sammen et helt år i 2005/2006. På den rejse skrev jeg dagbog hver dag og begyndte også at skrive rejseartikler hjem til danske magasiner og aviser. Jeg er slet ikke i tvivl om, at kimen til mit forfatterskab blev lagt på den rejse.

Anne Mette: – Jeg ’opdagede’ først for alvor krimigenren, da jeg flyttede til USA som 18-årig. Derfor er mit litterære fundament støbt af Michael Connelly, Harlan Coben, Patricia D. Cornwell og andre store amerikanske forfattere. De bøger, man forelsker sig i, præger ens forfatterskab.

I er begge forfattere, der giver sproget stor opmærksomhed. Hvordan fornemmer I, om en sætning er helt rigtig?

Katrine: – Sprog er musik. Man kan høre, om sætningen er rigtig, når man læser den højt. Der er ikke ét facit, men hvis det skurrer, når man siger den højt, skal den skrives om.

Anne Mette: – Det er lidt ligesom at spørge: Hvordan ved man, at man har fundet en rigtige mand? Jeg kender ikke formlen; jeg ved bare, hvornår noget føles rigtigt, og hvornår det ikke gør.

På spørgsmålet om, hvorvidt de har et yndlingsord, svarer de meget forskelligt.

Katrine: – Jeg har mange. Nænsom, potent, fersken og  for eksempel. Ordet fin har også en særlig plads i mit hjerte. Det er nok mit yndlingsadjektiv. Et fint menneske er en virkelig god og smuk person men også et menneske med en vis poesi og følsomhed.

Anne Mette: – Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om noget, så det må blive nej. Og ja. To dejligt kontante ord. Ikke så meget fikumdik.

Begge forfattere har turneret rundt i landet og mødt læsere og boghandlere. Og der er et par episoder, der har gjort ekstra indtryk.

Katrine: – Jeg blev for nylig overrasket af en hel delegation fra plusbog.dk, som var kørt fra Viborg til København, fordi jeg var blevet deres “Månedens forfatter”. De havde blomster med, diplom, champagne og tale. Det var ret overvældende, og jeg måtte rømme mig RET mange gange for ikke at stortude.

Anne Mette: – Mit første boghandlerbesøg var i mit barndomshood i Gråsten. Jeg var lidt bange for, at jeg skulle stå der og kukkelure alene, for det er efterhånden mange år siden, jeg flyttede derfra. Men folk væltede simpelthen ind i butikken for at bakke mig op. Mine gamle folkeskolelærere, barndomsvenner, folk, jeg genkendte fra mit ungdomsjob i SuperBrugsen i halvfemserne, venner af mine forældre, cykelsmeden!  Jeg blev sgu helt rørt og følte virkelig, at jeg var én af vor egne.

Hvad er det allerbedste ved at være krimiforfatter?

Katrine: – Det hele! Det er vitterligt verdens bedste job. Jeg elsker alle led i processen: idéfasen, hvor alt er muligt; researchen, hvor man møder helt nye mennesker og miljøer; skrivefasen, hvor man går i symbiose med teksten; redigering og udgivelse – jeg elsker virkelig det hele. Tænk, at jeg får lov at leve af det!

Anne Mette: – Det bedste er friheden og slutproduktet. Jeg elsker også alt det, Katrine remser op, men ikke hver dag og hele tiden. Der er dage, hvor det hele bare kører, og jeg står forrest på Titanic og rækker armene ud i et sejrskrig. Men der er bestemt også dage, hvor jeg rammer isbjerget. Alt i alt ville jeg ikke bytte det for noget!

Skriver I en Engberg/Hancock-krimi en dag?

Katrine: – Det er nok ikke særlig sandsynligt. Vi skriver så utrolig forskelligt og foretrækker som læsere også vidt forskellige bøger, så det ville måske være den ene situation, hvor vi faktisk kunne blive uvenner. Men man skal aldrig sige aldrig…

Anne Mette: – Jeg tror nu alligevel, jeg sætter mine penge på aldrig.

PS: Du kan følge de to forfattere på både Facebook og Instagram.

Katrine Enberg: Facebook/Instagram

Anne Mette Hancock: Facebook/Instagram

 

 

 

 

Anmeldelse: Osiris labyrint af Paul Sussman

Anmeldelse: Tænk Dan Brown med mere sproglig omhu møder en moderne Indiana Jones. Hold tungen lige i munden og tag med på en spændende og fantasifuld rejse til Mellemøsten i Paul Sussmans Osiris labyrint. Det bliver ikke kedeligt.

Der er forfattere, der skærer helt ind til benet, og som serverer en stramt komponeret krimi på under 300 sider. Sådan en type er Paul Sussmann ikke.

Paul Sussman har bl.a. arbejdet som feltarkæolog i Kongernes dal i Egypten og har skrevet en snørklet, fantasifuld og særdeles underholdende krimi.

De første 30 sider af Osiris labyrint illustrerer bogen meget godt. I prologen er vi både på Nilens vestbred i Luxor i Egypten i 1931 og i 1972. Så hopper vi til nutidens Luxor, ligesom vi kommer til Jerusalem, hvor en jeg-fortæller kvæler en kvindelig journalist i den armenske katedral i Jerusalem med en garrotte.

Så hopper vi til en 3. person-fortæller og møder kriminalinspektør Arieh Ben-Roi fra Jerusalems Politi, der skal opklare drabet.

Og sådan forsætter historien. Gennem en labyrintisk, atmosfærefyldt fortælling på knap 600 sider tager den nu afdøde britiske forfatter, der havde en baggrund som både journalist og klassisk arkæolog, læserne med til især Israel og Egypten. Det er en indviklet historie og et plot med mange forgreninger. Men heldigvis farer man som læser aldrig vild.

Hvor jeg for ganske kort tid siden anmeldte en nutidig koldkrigs-krimi og kritiserede den for netop at være for indviklet og miste fokus, så fungerer de mange lag i Osiris Labyrint glimrende. Historien mister aldrig fokus, og den er virkelig godt skruet sammen og svært underholdende.

Selvom Osiris Labyrint er tredje og sidste bog i serien om den israelske politimand Arieh Ben-Roi, kan nye læsere, som jeg,  sagtens følge med.

Vi møder også Yusuf Ezz el-Din Khalifa, den egyptiske politimand fra Luxor Politi, der må hjælpe sin israelske kollega og ven med opklaringen. Sussman-fans vil kende figuren fra de øvrige bøger i serien.

Drabet på journalisten har nemlig forbindelser til arkæologiske udgravninger i 1930’erne og en labyrintisk  guldmine i Egyptens ørken. Dadadada…..

Bogen rummer fine miljø- og personkarakteristikker og gode portrætter af de to meget forskellige politimænd, der kommer fra lande med anstrengte forhold til hinanden, og som skal samarbejde trods ret forskellige baggrunde.

Hvad enten vi er i Mellemøsten eller i Congo, Canada, England eller USA, og hvad enten det handler om den russiske mafia, om korrupte selskaber, om Det Gamle Egyptens historie, trafficking eller politiefterforskning, så er der guf på hver eneste side. Fortidens mysterier flettes sammen med nutiden i en historie fuld af tempo og eventyrlig ramasjang.

Og derfor spolerer det ikke min begejstring, at bogens for mig mange ukendte begreber og historiske personer indimellem blokerer for et stabilt læse-flow. Til info er ordlisten bagerst i bogen, der forklarer udtryk og personer, 15 sider lang.

I very nearly joined MI6 (thankfully for national security I didn’t)

Sådan står der på forfatterens website, og hvor Paul Sussman altså ikke blev en del af den britiske efterretningstjeneste, så har han i den grad sørget for fiktiv spænding og fart over feltet med Osiris labyrint.

Og den slutning, jamen altså. Læs nu bare bogen.

PS: De øvrige bøger i serien er Den forsvundne hær og Templets sidste hemmelighed. Desuden har forfatteren skrevet Den skjulte oase, der også er en krimi, der foregår i Mellemøsten. Forfatteren var kun 46 år, da han døde af en hjerneblødning i 2012 omtrent samtidig med, at Osiris labyrint udkom på engelsk.

 

Interview med Clare Mackintosh

Forfatterinterview: Britiske Clare Mackintosh har en baggrund i politiet, bl.a. i kriminalpolitiet og som indsatsleder. I dag er hun forfatter på fuld tid.

Den britiske forfatter Clare Mackintosh skriver på en ny thriller samtidig med, at hun laver PR for Jeg ser dig. Foto: Rebekka Andreasen

Et par dage efter Krimimessen i Horsens er veloverstået, skriver Clare Mackintosh følgende på sin forfatterprofil på Facebook:

  • 6 dage
  • 3 lande
  • 4 byer
  • 5 fly
  • 1 tog
  • 6 events
  • 10 interviews
  • Masser af bøger signeret
  • 6000 ord skrevet
  • Tid til at tage hjem

Forfatter bag bøgerne Jeg lader dig gå og Jeg ser dig har travlt. Læserne har taget Mackintoshs psykologiske thrillers til sig i stor stil, og da jeg møder forfatteren på Krimimessen i Horsens har hun netop været i Lyon og Paris og skal efter interviewet nå et fly til Amsterdam.

Kun et varmt kram og en hurtig privat snak med Sara Blædel, som forfatteren er venner med, kommer imellem det interview, Clare Mackintosh lige har overstået, og hendes og min samtale. Jeg bliver forpustet bare ved tanken om hendes program. Og bemærker, at hun – som de fleste andre få timer før Krimimessen 2017 lukker ned for i år – virker en smule brugt. Men blikket er intenst, og hun er nærværende, selvom jeg er allersidste punkt på dagsordenen, inden hun skal videre mod lufthavnen.

Det gælder om at finde tiden til at skrive. Også selvom det bliver til få ord. Det kan være svært, når jeg laver mange interviews og PR.  Jeg har rejst meget i Europa – og også i USA. Heldigvis har jeg lært mig selv at skrive på et fly. Så snart vi er lettet, finder jeg den bærbare frem. Der er sådan en hvid støj på fly, og det passer mig godt. Måske bliver det kun til 100 ord, men det er 100 ord mere, end da jeg stod op. Det fungerer.

Efter 12 år i politiet forlod Clare Mackintosh i 2011 korpset for at arbejde som freelancejournalist og konsulent. Og så fik hun ideen til en bog.

Da hun sidste år besøgte Horsens, var hendes første thriller netop udkommet. Hendes debutroman. Få kendte til hendes forfatterskab, og hun forklarer, at hun var en smule overvældet over at besøge messen, men også en smule beklemt og spændt på, om danske læsere ville tage en for dem ukendt, britisk forfatter til sig.

Det gjorde de. Og hun er lykkelig og taknemmelig over, at ” de turde løbe en risiko med mig.”

I år har det været en helt anden oplevelse at gæste messen. Leende forklarer forfatteren, at denne gang har folk læst hendes bog, ja nogle læsere har endda allerede læst efterfølgeren, der udkom for et par dage siden. Og så fremhæver Clare Mackintosh de helt unikke rammer, som Krimimessen holdes i – det tidligere statsfængsel i byen. Det skaber en helt særlig atmosfære, der er uhyggelig velvalgt, mener hun.

Clare Mackintosh skriver thrillers i domestic noir-genren. Foto: Rebekka Andreasen

Den svære bog nummer to og domestic noir

Clare Mackintosh er mester i at overraske læserne med en historie, der drejer og snor sig en uventet vej. Over en million solgte bøger skaber et vist forventningspres, og forfatteren forklarer, at hun i perioder har følt sig enormt presset af forventningerne om at skrive endnu en bestseller. Indimellem har hun følt sig handlingslammet. Alligevel har hun formået at gøre det, hun elsker – nemlig at skrive og fortælle historier. Og det var en enorm lettelse, da bog nummer to, Jeg ser dig, var færdig. I øjeblikket skriver Clare Mackintosh på sin tredje bog – endnu en stand-alone thriller.

Clare Mackintosh skriver domestic noir og blander på den måde thrilleren med den mere almindelige skønlitterære roman. Med vægt på det psykologiske frem for hæsblæsende action. Gyset ligger i de små skræmmende detaljer, der afslører, at intet er, som det giver sig ud for at være.

I domestic noir rykker uhyggen helt tæt på og forplanter sig lige der, hvor du burde føle dig allermest tryg og sikker, nemlig i dit eget hjem og blandt din familie og din nære omgangskreds. Domestic noir centrerer sig om privatlivet og de tætte relationer. Og det er netop årsagen til, at genren er blevet så populær, mener Clare Mackintosh. Læserne kan relatere sig til problemstillingerne. Og genren leger med en frygt, vi alle har.

Hvordan skaber forfatteren så karakterer og personer, som en million læsere gerne vil følge?

Jeg går bl.a. ture med min hund, mens jeg udvikler mine karakterer. Jeg skal forstå, hvad de kommer fra, og hvem de er. Jeg skal ind i hovedet på dem. Hvis en person f.eks. altid springer frokosten over, har det indflydelse på, hvordan hun agerer, og hvem hun er. Jeg skal kende alle de små detaljer om, hvordan de f.eks. kan lide deres kaffe. Det er ikke sikkert, at jeg bruger det i bogen, men jeg skal kende dem og forstå dem. Jo mere jeg ved, jo bedre kan jeg kan skrive om karaktererne, så de lever for læserne.

Bedøm selv, om det er lykkedes, ved at kaste dig over en af hendes thrillers.

PS: Jeg har skrevet en artikel til Litteratursiden om domestic noir

 

 

 

 

 

 

 

 

Arne Dahl: Jeg missede mit fly

Hvor Utmarker, Skyggezone på dansk, udkom i 2016 herhjemme, må danske læsere vente lidt endnu på efterfølgeren, der på svensk hedder Inland. Foto: Rebekka Andreasen

Han er manden bag bl.a. krimierne om Paul Hjelm og A-gruppen, han er blevet kaldt Sjöwall & Wahlöös arvtager, og så kalder han sin første bog i en ny serie om Sam Berger, politibetjent i Stockholm, for en sort diamant. Mød krimiforfatter Arne Dahl.

Jeg tror, at de fleste hotelreceptionister i Europa tænker, der kommer ham fjolset, der ikke selv ved, hvad han hedder. Engang jeg skulle til en bogmesse i Frankrig, missede jeg flyet, fordi der stod Arne Dahl på flybilletten. Og jeg har siddet hele natten i en hotellobby i Tyskland, fordi jeg ikke kunne få mit værelse.

Sådan siger bestsellerforfatter Arne Dahl.

Bag pseudonymet Arne Dahl gemmer litteraturkritiker, tidsskriftredaktør og forfatter Jan Arnald sig. Han byttede simpelthen om på bogstaverne i sit navn i midten af 90’erne, da han havde brug for at genopfinde sig selv som forfatter.

Hvor det kun har været et kæmpe plus i forhold til forfatterskabet og styrket skriveglæden og kreativiteten, så har det altså også skabt nogle udfordringer at være både Jan Arnald og Arne Dahl.

Og der er forskel på de to ifølge forfatteren selv:

Jan er langsom og tænker meget. Arne er mere effektiv.

Arne Dahl her i samtale med Diana Bach fra DR Læseklubber. Forfatterens serie om A-gruppen er filmatiseret. Det er polititeamet, du ser bag den svenske forfatter. Foto: Rebekka Andreasen.

Måske er det derfor, at forfatteren nogle gange leder efter ordene, holder pause og tænker sig om. For så at følge et spørgsmål helt til dørs med en grundig forklaring.

At han skal have gang i endnu et alias afviser han. For der er nok 10-12 bøger i Arne Dahl endnu, understreger den svenske forfatter.

Jeg får ikke skriveblokering eller skrivkramp, som det hedder på svensk. For når først jeg begynder på et kapitel, ved jeg, hvad jeg skal skrive. Det, der kan være udfordrende, er, når jeg skal finde på en original og unik historie, skal finde på snørklede tvists og plots. Jeg vil ikke gentage mig selv og skrive den samme historie igen og igen.

Siden Arne Dahl skrev den første bog om A-gruppen, Misterioso, er det blevet til en hel del forskellige krimier. Udover serien om A-gruppen står han også bag Opcop-serien.

Sidste år udkom Skyggezone på dansk, den første bog i en ny serie. Og den bedste udenlandske krimi, som jeg læste i 2016. Det er en bog, som Arne Dahl er meget glad for, og som han kalder “om ikke perfekt, så tæt på perfekt.” En bog, der også overraskede ham selv og tog nye vendinger undervejs i skriveprocessen.

I sin nye serie har han droppet et stort team af efterforskere og er back- to-krimi-basic. Arne Dahl har taget udgangspunkt i den traditionelle, lidt egenhændige efterforsker, den klassiske kommissærtype, som han efter 15 bøger med et politikollektiv fik lyst til at skrive om.

Oprindeligt var bogen tænkt som en såkaldt stand-alone krimi, men bog nummer to om Sam Berger, der på svensk hedder Inland, pressede sig på. Endnu har Inland ikke fået en dansk titel, men Arne Dahl fortæller, at også efterfølgeren er en psykologisk krimi, hvor læserne lærer Sam Berger endnu mere at kende.

I stedet for at have fokus på storpolitik, økonomisk kriminalitet eller skyggesiderne i det moderne svenske velfærdsdemokrati, så koncentrerer forfatteren sig i Sam Berger-serien om det tætte, det nære. Det indre.

Arne Dahl har placeret sin hovedperson, der er vild med eksklusive ure, som ham selv, i den stockholmske bydel Södermalm, hvor han selv bor og er vokset op. Sam Berger har endda gået på samme skole, som ham selv.

Jeg ville skrive noget mere tidløst, noget mere alment menneskeligt med fokus på det psykologiske.

Skyggezone er centreret om barndomstraumer og fortrængte, mørke hemmeligheder. Og mobning spiller en central rolle i bogen. Især en scene var så voldsom at skrive, at Arne Dahl måtte holde pause i skriveriet, rejse sig lidt op og gå gå rundt, for atter at sætte sig for at skrive scenen færdig. Og han kan godt forstå, at læserne kan væmmes ved netop den scene.

Han understreger, at en god krimi kan være en slags terapi, hvor man konfronteres med noget af det, der skræmmer. Og hvis man tænker en enkel tanke eller tre, efter at en Arne Dahl-krimi er læst, så gør det bestemt heller ingenting, smiler forfatteren.

PS: Indlægget er skrevet ud fra et foredrag med Arne Dahl i Åbyhøj, marts 2017, hvor han blev interviewet af Diana Bach.

Jo Nesbø-krimi på trapperne

Jo Nesbø har ladet sin hovedperson Harry Hole være vild med alt fra Sex Pistols til Duke Ellington. Selv er Nesbø frontfigur i det norske band Di Derre. Foto: Thron Ullberg

Harry Hole-krimi: 19. dage. Så længe må jeg, og du, vente på en ny fortælling om Harry Hole. Jeg har været klar til at tage på nye eventyr med Nesbøs politimand siden 2013, hvor Politi, den tiende bog i serien, udkom.

Den 21. marts udkommer Tørst. Harry Hole er en holdbar hovedperson, for den første bog i serien udkom på norsk i 1997 og tre år senere i Danmark. Jo Nesbø siger selv:

Jeg vender altid tilbage til Harry Hole. Han er jo min soulmate. Men det er en ret mørk sjæl, så det har som altid været både en glæde og følelsesmæssigt udmattende. Men Harry og historien gør, at det er de søvnløse nætter værd.

Den norske forfatter har bestemt ikke ligget på den lade side, siden han satte sidste punktum i Politi. Han har skrevet tre spændingsromaner, Sønnen, Blod på sneen og Midnatssol, men mange har alligevel ventet i spænding på nyt om den 193 cm høje Harry Hole.

Harry skal løse Tinder-mord

Endnu engang sker der uhyggelige ting i Oslo. Unge kvinder, der har været aktive på datingappen Tinder, bliver dræbt i deres hjem. Harry Hole, der nu underviser på Politiskolen og lever et fredsommeligt liv med sin Rakel, bliver trukket ind i jagten på en blodtørstig morder.

Bogen udkommer i Danmark samme dag, som den udkommer i Norge, og i en artikel i den norske avis Verdens Gang er Nora Campbell fra forlaget Aschehoug citeret for at sige:

Tørst er en reel og solid Harry Hole-roman med alt hvad det indebærer af galskab, korruption, magtbegær, snu mordmetoder og en efterforsker, der aldrig undslipper fuldstændig uskadt.

Synes du, at der er umådelig lang tid til den 21. marts, så kan du hygge dig med lidt Jo Nesbø-guf i form af dette lille elektroniske magasin om den norske forfatter. Her kan du bl.a. læse, at Jo Nesbø fandt på navnet Harry Hole som en kombination af sin barndomshelt, fodboldspilleren Harry Hestad, og af navnet på den politibetjent, der boede i samme by som hans mormor.

Rækkefølgen på bøgerne om Harry Hole:

  • Flagermusmanden, 2000
  • Kakerlakkerne, 2001
  • Rødhals, 2001
  • Sorgenfri, 2004
  • Marekors, 2005
  • Frelseren, 2006
  • Snemanden, 2007
  • Panserhjerte, 2009
  • Genfærd, 2011
  • Politi, 2013
  • Tørst 2017

PS: Snemanden er forvandlet til film. Michael Fassbender har hovedrollen som Harry Hole. Også svenske Rebecca Ferguson og franske Charlotte Gainsbourg er på rollelisten. Filmen får premiere 12. oktober i år.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her