bestseller

Interview med Lars Kepler

Alexander Ahndoril og Alexandra Coelho Ahndoril er Lars Kepler tilsammen. De er også mand og kone. Alexandra: Alexander har sans for detaljer. Han er en perfekt portrætmaler og meget præcis, men det tager også sin tid. Jeg breder mig mere. Alexander: Alexandra er meget kreativ og sprudlende. Der går et øjeblik, og så har hun skrevet 100 ord. Foto: Rebekka Andreasen

Interview: De sidste par dage har forfatter-ægteparret bag Lars Kepler, Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril, været i Danmark for at lancere Kaninjægeren – den sjette bog om kommissær Joona Linna. I fredags mødte jeg dem på Sveriges Ambassade i København.

Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril har hver for sig skrevet det, man vil kalde finkulturelle bøger. Pseudonymet Lars Kepler opstod, fordi parret havde behov for at adskille krimiforfatterskabet fra deres egne forfatterskaber.

Når de smelter sammen til Lars Kepler, omfavner de krimigenren og serverer højspændt thriller-action. Med masser af suspense. Og har kolossal succes med at gøre det. Kaninjægeren udkom sent på efteråret i både Sverige og Norge og nåede alligevel at blive den mest solgte bog. Af alle genrer. I begge lande.  Og der findes over 8,5 millioner solgte bøger med Lars Keplers navn på.

Og nej. Parret mener ikke, det er nemmere at skrive en krimi, end det er at skrive en bog om Ingmar Bergman (som Alexander har på sit cv) eller en roman om Tycho Brahe (Alexandras værk).

Alexandra forklarer:

I en roman kan man skrive, at et vindue står åbent uden at behøve forklare yderligere, men hvis et vindue står åbent i en krimi, skal scenen anvendes til noget, have en betydning. Læserne forventer, at der sker noget. Og man kan ikke slutte bogen med en gåde. Genren fordrer, at der skal en form for forløsning og opklaring til.

Og selvom Lars Kepler ikke er kendt for happy endings, så skal der alligevel være en vej ud, mener parret. Alexandra siger:

Vi har en slags kontrakt med læserne og går ind i en labyrint med monstre, men det er vigtigt at få svar, at få lidt lys for enden.

Alexander understreger, at det er kompliceret at opbygge et plot, og at man som krimiforfatter skal kunne overskue en masse detaljer og blindspor, som man skal føre læserne igennem:

Vi skal være sikre på historiens hjerte, før vi begynder at skrive og folde plot og intriger ud.

Han tilføjer, at far/søn-forhold er noget af det, de gerne vil udforske i bogen, det, der denne gang er en del af hjertet i Kaninjægeren.

Netop familierelationer, forskellige måder at være familier på og magtforhold internt i familien er noget, der går igen i Lars Keplers krimier. Det er her, forfatterparret lægger deres kolossale psykologiske interesse. Fordi, fortæller de, der i familier er brandstof til gode historier, til følelser, hemmeligheder, dramatik, identifikation og konflikter. Og angsten for at miste.

Lars Kepler skriver ofte ud fra ofrets perspektiv. Skal man rive læserne med, handler det om empati, at man holder af personerne og føler med dem, mener de svenske forfattere. I Kaninjægeren er læserne også inde i hovedet på morderen, som parret kalder en fascinerende person.

Se lige engang: To forskellig signeringer – Lars Kepler og Lars Kepler. Sådan er det, når der gemmer sig to forfatternavne bag Lars Kepler. Foto: Rebekka Andreasen

Navnet Joona Linna

At hovedpersonen i Lars Keplers krimier, kommissær Joona Linna, er svensk-finsk, er et meget bevidst valg. I Sverige er der stor tradition for at skrive krimier, og Kepler-parret ville gerne skabe en anderledes hovedperson. Dermed var en alkoholiseret, deprimeret politimand strøget af listen. Finnerne er den største minoritetsgruppe i Sverige, og derfor valgte parret at give Joona Linna netop den baggrund.

Den finske forfatter Väinö Linna, der døde i 1992 og var en af Finlands mest internationalt kendte forfatter, gav inspiration til efternavnet. Det Gamle Testamente har inspireret til kommissærens fornavn. Alexander forklarer:

Joona er opkaldt efter Jonas i hvalens mave. Vi ser hver bog som en stor fisk, der sluger Joona, og som han til sidst vil kæmpe sig ud af.

Den første bog i serien, Hypnotisøren, er blevet filmatiseret. En filmatisering parret dog ikke havde noget at gøre med. Især i USA er de vilde med bl.a. Saga Bauer , og der har været tale om at lave krimiserien om Joona og Saga om til tv-serie eller film. Men: “Filmbranchen taler og taler, og man ved aldrig, om der kommer noget ud af det. Nu må vi se”, siger Alexandra Coelho Ahndoril. Foto: Rebekka Andreasen

Slås derhjemme

For at få scener med f.eks. vold til at blive så autentiske som muligt, afprøver parret slåskampe derhjemme på stuegulvet i Stockholm. Ganske forsigtigt, som Alexandra indskyder, men scener med kamp og slag kan være komplicerede at skrive. Øvelsen giver dem forståelse for, hvordan en slåskamp kan gå til. Med detaljer som retning, kraft, tempo, indlevelse etc. kan de nemmere skrive en fysisk scene.

Ikke uden stolthed i stemmerne forklarer de, at en underviser på politiskolen i Sverige har rost deres evner til at beskrive en nærkamp i bogen og sagt, at det er nøjagtig sådan, det foregår.

Alexandra:

Research er vigtigt for os. Krimier skal have et ben i den virkelig verden, og det andet ben i fiktionens. Vi elsker fiktion, men har måtte tillære os at skrive så tæt på virkeligheden som muligt.

Alexander:

Vi hader vold og vil aldrig romantisere vold, men virkeligheden er blodig, og mennesker er grumme, og det forholder vi os til. Og derfor er der også vold i vores bøger.

Parret har bl.a. besøgt Kumla – et af Sveriges største og sikreste fængsler. Oplevelsen i et miljø, som Alexander kalder meget barskt, gjorde indtryk og var vældig lærerigt, og de har placeret deres hovedperson Joona Linna netop her i begyndelsen af Kaninjægeren.

Hvordan det går Joona Linna, og om han slipper ud af hvalens mave, må du læse Kaninjægeren for at finde ud af.

PS: Lars Kepler læser også selv bøger. Alexandra er meget optaget af Gillian Flynn (Kvinden der forsvandt) og af Emma Clines Pigerne. Og så anbefaler hun Jeg er pilgrim af Terry Hayes, der vist snart kommer i ny version på dansk.

Tre korte anmeldelser: Åsa Larsson, Nele Neuhaus og Joakim Zander

Snehvide skal dø og Broderen udkom tidligere i år på People's Press og Gyldendal. Indtil din vrede er ovre udkom på Modtryk i 2008. Foto: Rebekka Andreasen

Snehvide skal dø og Broderen udkom tidligere i år på People’s Press og Gyldendal. Indtil din vrede er ovre udkom på Modtryk i 2008. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Læs om den tyske krimi Snehvide skal dø og de svenske krimier Broderen og Indtil din vrede er ovre.

Tysk politikrimi, der holder:

Selvom vi geografisk er tæt forbundet med Tyskland, er det ikke hverdagskost med en tysk krimi oversat til dansk. Men det er Snehvide skal dø af Nele Neuhaus, der er oversat af Jacob Jonia. Skal du stifte bekendtskab med en tysk forfatter, kan du trygt kaste dig over Nele Neuhaus, der har solgt millioner af bøger i sit hjemland og ikke er uvant med en placering på bestseller-lister.

I den næsten 450 sider tykke mobbedreng af en krimi møder vi efterforskerne Pia Kirchhoff og Oliver von Bodenstein, der hvirvles ind i en mystisk sag, da de efterforsker et mistænkeligt trafikuheld. Det bringer dem bl.a. til en lille landsby, hvor det flyder med hemmeligheder, løgne, had, sladder og fortielser. År tilbage forsvandt to 17-årige piger, og den mand, der blev dømt for forbrydelsen ud fra en række indicier, er netop blevet løsladt. Han vender tilbage til landsbyen, hvilket skaber ravage blandt de lokale. Kort efter forsvinder endnu en ung pige. Hvordan det hænger sammen knokler de to politifolk for at finde ud af.

Bogen er en anelse for lang og kunne med fordel være strammet op. Alligevel er Snehvide skal dø solid og effektiv krimiunderholdning. Plottet er dejligt kringlet, og persongalleriet interessant. Desuden er det herligt forfriskende med nye græsgange, og jeg tager gerne til Tyskland med Pia og Oliver igen.

Det er første bog af forfatteren på dansk, selvom det er den fjerde i serien. Jeg håber, at forlaget bag – People’s Press – udgiver flere af bøgerne på dansk.

Spændende svensk politisk thriller:

Broderen af Joakim Zander er en selvstændig fortsættelse af forfatterens debutroman Svømmeren. Og bedre, hvis du spørger mig. Vi møder igen juristen Klara Walldéen, der arbejder i London. Hun har det ikke godt efter hændelserne i den forrige roman og forsøger at skylle fortiden væk med rødvin. Det hjælper ikke, at hendes pc bliver stjålet, og at en kollega skubbes ud foran et tog. Hvem lurer i skyggen? Klara må tilbage til Sverige for at finde svar.

Vi møder også søskendeparret Fadi og Yasmin, der er vokset op i en ghetto nær Stockholm. De har hele pakken: Forældre, der ikke magter dem, rastløshed og småkriminelle venner. Yasmin flygter fra de bristede fremtidsdrømme i Sverige til New York med sin voldelige kæreste. Da hendes bror forsvinder fire år efter, vender hun hjem til ghettoen for at lede efter ham. Er Fadi virkelig draget til Syrien for at kæmpe for IS?

Yasmine og Klara krydser spor i hver deres søgen efter sandheden, og bogen fortælles fra tre forskellige synsvinkler. Det er med til at skabe intensitet. En bloglæser skrev til mig, at hun fandt det trættende med det slang, de unge bruger: bro, wallah, habibi, hullu. Jeg mener, det gør bogen autentisk og nærværende.

Broderen er en spændingsroman om bl.a. radikalisering, rodløshed, politik og magt. Og om søskendekærlighed. En relevant krimi, der tager favntag med meget aktuelle emner. Og så har bogen et plot, der jonglerer med dine anelser.

Har du planlagt at læse Svømmeren, så snup den først, men Broderen kan sagtens læses selvstændigt.

Suveræn tur til det nordlige Sverige:

Jeg er begejstret for Åsa Larssons serie om anklageren og juristen Rebecka Martinsson, og hvor jeg for længst har læst de øvrige bøger i serien, manglede jeg indtil for nylig Indtil din vrede er ovre, der er den fjerde i serien. Tanken om en ulæst Åsa Larsson-krimi og endnu en tur til Kiruna i det nordligste Sverige, gjorde mig glad og forventningsfuld. Heldigvis blev jeg ikke skuffet.

Fra første bid er det en fornøjelse at være i selskab med en Åsa Larsson-krimi. Legesygt sprog, veltænkt plot, nervepirrende læsning, udførlige personkarakteristikker og rammende miljøbeskrivelser af en svensk vildmark langt mod nord. Alt er lige til at lappe i sig. Også Rebeckas kvaler. Hun er outsider, men hun er også indfødt.

Forfatteren blander magisk realisme og det overnaturlige, men det virker forunderligt nok logisk i denne fortælling om et ung par, der aldrig kommer op fra deres vinterdyk i en sø, hvor et fly fra krigens tid er begravet. Hvem er det, der ikke vil have, at der dykkes ned i fortiden? Rebecka involveres selvfølgelig i sagen om familiehemmeligheder og løgne og fortidens forbindelser til Nazityskland.

Åsa Larssons serie om Rebecka Martinsson i rækkefølge:

 

 

 

Michael Katz Krefeld vinder Martha-Prisen 2016

Billedet her tog jeg, da Michael Katz Krefeld åbnede Krimimessen i Horsens i 2015. Foto: Rebekka Andreasen

Billedet her tog jeg, da Michael Katz Krefeld åbnede Krimimessen i Horsens i 2015. Foto: Rebekka Andreasen

Danskernes yndlingsforfatter: Michael Katz Krefeld, der bl.a. står bag krimiserien om detektiven Ravn, modtager Martha-Prisen 2016, der er læsernes egen bogpris.

Prisen uddeles af Bog & idé og gives til den forfatter, som modtager flest stemmer fra de besøgende i Bog & idés butikker, Facebokside og på kædens hjemmeside.

Michael Katz Krefeld vinder Martha-Prisen 2016 i et stærkt felt af nominerede forfattere nemlig Jesper Stein, Morten Pape, Kim Leine, Ida Jessen, Julie Hastrup, Steffen Jacobsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Første gang MARTHA-Prisen blev uddelt var i 1989. Dengang modtog Martha Christensen prisen, der dengang hed Danskernes Yndlingsforfatter. I mellemtiden har prisen dog skiftet navn og er opkaldt efter ja, hvem tror du?

For at sikre at der kommer fokus på så mange forskellige forfattere som muligt – både debutanter og garvede forfattere, går der fire år, før en vinder – og nu altså Michael Katz Krefeld – må nomineres igen.

Michael Katz Krefeld får overrakt prisen af Charlotte Thyberg, bogindkøber i Bog & idé. Foto: PR

Michael Katz Krefeld får overrakt prisen af Charlotte Thyberg, bogindkøber i Bog & idé. Foto: PR

Michael Katz Krefeld på bloggen

Læs eller genlæs et par gange, hvor forfatteren er dukket op her på bloggen.

Du kan bl.a. læse om et dejligt sommerminde, hvor forfatteren også fortæller, hvorfor han er glad for navnet Ravn. I øvrigt en serie, som han planlægger til hele elleve bind.

Og i denne reportage fra BogForum 2015 kan du læse Michael Katz Krefelds bud på, hvad et godt krimiplot er.

Og du kan også læse, hvad forfatteren bl.a. sagde i sin åbningstale, da han i 2015 åbnede Krimimessen i Horsens.

PS: Du kan læse mere om forfatteren her

 

Anmeldelse: Selfies af Jussi Adler-Olsen

Jeg har ståljet min ældste søns selfiestang, for det passer meget godt sammen med Jussi Adler-Olsens nye Afdeling Q-eventyr: Selfies. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg har lånt min ældste søns selfiestang til billedet, for den matcher fint Jussi Adler-Olsens nye Afdeling Q-eventyr: Selfies. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Afdeling Q er tilbage. Selfies hedder den 7. bog i serien. Den er et tragisk/komisk portræt af et kvindeligt trekløver, der mosler rundt i kontanthjælpssystemet og stejler ved de mindste krav. Selfies er både mørk, komisk og satirisk. Og pokkers god.

Kan du lide en god historie? Det får du i Selfies – syvende bind om Afdeling Q.

For første gang kommer vi helt ind i hovedet på Rose. Og her er ikke særlig rart at være. Her er mørke, depressive selvmordstanker og heftige ar fra barndommen. Her er skrøbeligt at være. Jussi Adler-Olsens fornemmelse for psykiatri fornægter sig ikke.

Rose bliver frivilligt indlagt på en psykiatrisk afdeling, men hun hader at være der, stikker af og ingen ved, hvor hun befinder sig. Eftersøgningen af Rose er opslidende for Carl, Assad og Gordon, der får en smule mere krop i denne thriller. Carl og co. graver i Roses fortid og må bringe dystre hemmeligheder op til overfladen, før de kan opklare, hvad der er blevet af deres kære, psykisk sårbare, men samtidig stærke kollega. Samtidig kæmper de for at overbevise ledelsen om, at Afdeling Q har sin berettigelse.

Det gør den umage trio, der er tilbage under Københavns Politigård, ved at efterforske en lang rækker sager. Godt nok arbejder Afdeling Q med henlagte sager, men selvfølgelig er der tråde til nutidige efterforskninger. Og spor helt tilbage til 2. verdenskrig.

Det er et kompliceret net af spor, som Jussi Adler-Olsen samler i en elegant, veldisponeret og interessant fletning, der vil gøre selv øvede YouTube-flette-piger imponerede.

En ældre dame bliver dræbt i Kongens Have. Drabet minder meget om et uopklaret mord år tilbage. Carl og co. aner den sammenhæng, de øvrige kolleger på politigården overser.

Vi følger også tre kvinder, der nærmer sig de 30 år. De er ikke dumme, men de er socialt inkompetente og stejler hver gang, de møder et krav. Hverken Denise, Michelle eller Jazmine har et arbejde. De er på kontanthjælp og supplerer indtægterne ved bl.a. at have såkaldte sugardaddies. Titlen er meget rammende, for selvfølgelig hedder en thriller, der handler om selvcentrerede, dovne og egoistiske unge kvinder, der ikke har øje for fællesskabet, eller at de selv skal yde en indsats, for Selfies. Mig, mig, mig.

Indimellem læner beskrivelserne af de tre kvinder sig op ad karikaturer. Men jeg lapper alligevel cocktailen af humor og satire i mig, fordi bestseller-forfatteren har fat i noget centralt, og derfor suger jeg lystigt sætninger om disse i mig:

” De havde alle tre omhyggeligt påsatte hårextensions og støvletter med høje hæle, men som den ene af dem sagde, så kunne hun også engang imellem gå med moonboots med lidt similipels.”

Den midaldrende, lidt grå og ensomme socialrådgiver Anne-Lise Svendsen, der arbejder på et socialkontor, har de tre kvinder som klienter (undskyld borgere). Hun bliver syg og får et sammenbrud og beslutter sig for at behandle kvindernes sager på en lidt alternativ måde. Hun udvikler sig til en psykopat af rang.

Mere om Assad i vente

Der er hints til Assads fortid. Som erfaren Afdeling Q-læser er jeg klar over, at Assad gemmer på hemmeligheder. Måske er han ikke helt så sympatisk og rar, som vi tror. Også han har hemmeligheder, og mon ikke den ottende bog i serien, hvor vi lærer mere om Assad, rækker længere ud over landets grænser? Mit gæt er til en eksotisk efterretningstjeneste eller i tortur-er-noget-vi-bruger-skyggen af et knap så demokratisk regime.

Selfies er ikke hæsblæsende som andre af forfatterens bøger, selvom Jussi Adler-Olsen stadig jonglerer fornemt med begrebet suspens. Han fodrer læserne med informationer, så vi ofte er et skridt foran politiet. Humor og Afdeling Q går hånd i hånd, og denne gang har alvoren og eftertænksomheden fået et nøk opad. Selfies er både mørk og satirisk og tragisk/komisk, og den er pokkers god og underholdende. Endnu en væsentlig brik i det store puslespil om Carl, Assad og Rose.

 

Interview med bestsellerforfatter S.K. Tremayne

En ø i det skotske højland spiller en hovedrolle i S.K. Tremaynes Faldet, der udkommer på danske 30. august. Foto: S.K. Tremayne.

En ø i det skotske højland spiller en hovedrolle i S.K. Tremaynes thriller Faldet, der udkommer på dansk 30. august. En fiktiv ø, der er kraftigt inspireret af øen Eilean Sionnach, der er en del af øgruppen Hebriderne. Foto: S.K. Tremayne.

Forfatter-interview: Siden han som fireårig fik offentliggjort et digt, har britiske S.K. Tremayne skrevet. Han kan simpelthen ikke lade være. I Faldet der udkommer på dansk i næste uge, og som er solgt til udgivelse i 20 lande, har han plantet sine hovedpersoner på en forblæst skotsk ø. En ø, han længe har været optaget af. Også tvillinger fascinerer ham, og derfor er enæggede tvillingepiger, en død og en levende, centrale i den psykologiske domestic noir-thriller.

S. K Tremayne er et pseudonym for den britiske journalist og bestsellerforfatter Sean Thomas, der tidligere har skrevet tempofyldte konspirationsthrillers om religiøse sammensværgelser under pseudonymet Tom Knox.

Da han skrev Faldet, der er en psykologisk ægteskabsthriller i domestic noir-genren, opstod behovet for et nyt forfatternavn. Sean Thomas alias S. K. Tremayne, der bor med sin familie i London, forklarer:

Jeg ønskede at skrive en thriller, hvor det underlige, uhyggelige og skumle kan tilskrives mine karakterers sorg eller vrede. Hvor alt der sker kan være noget, der kun foregår i deres hoveder. På samme tid ønskede jeg, at læserne skal være i tvivl om, hvorvidt der virkelig sker noget mærkværdigt. Den tvetydighed er jeg vild med. S står for mit fornavn, Sean. K har jeg valgt for sjov. Og Tremayne er min bedstemors pigenavn.

Ideen om at bruge enæggede tvillinger som omdrejningspunkt i bogen opstod, da forfatteren på en pub i London fortalte en ven, at han havde planer om at skrive en isnende thriller. En psykologisk thriller om en familie, der flytter til en fjerntliggende ø, og som sørger, fordi de har mistet et barn.

Jeg nævnte, at jeg havde brug for et ekstra tvist til historien. Pludselig kiggede min ven op og udbrød: tvillinger. Jeg fik straks fornemmelsen af, at hun havde fat i noget. Tvillinger var perfekte til at tviste historien. Der er automatisk noget dragende og anderledes over tvillinger, og det at de ligner hinanden og næsten er identiske, giver mig som forfatter mange muligheder for at tviste plottet og skabe uhygge. Som når en meget ung tvilling i bogen ser sig selv i spejlet og tror, at hun i stedet ser sin afdøde søsters spøgelse.

En ø, der gør indtryk

I Faldet flytter ægteparret Sarah og Angus fra London til den afsides, fiktive ø Torran ud for den skotske vestkyst. Øen er kraftigt inspireret af den lille skotske ø Eilean Sionnach, der er en del af øgruppen Hebriderne. I mange år har S.K. Tremayne følt sig sært tiltrukket af den isolerede og forblæste ø.

Som 7-årig så han en film bygget over den skotske forfatter Gavin Maxwells selvbiografiske roman om Maxwells pleje af og unikke forhold til en vild odder. Filmen gjorde et kolossalt indtryk på ham. Som 22-årig besøgte S. K. Tremayne øen Eilean Sionnach, som en af hans venner havde købt. Da det gik op for ham, at manden med odderen havde boet netop på denne ø og levet med dyret ikke langt derfra, voksede hans fascinationen af øen. Siden har S.K Tremayne besøgt øen med sin ene datter. Og nu danner øen en skræmmende perfekt ramme om den dramatiske historie i Faldet.

Det er et meget smukt, men alligevel dystert og barskt sted. Romantisk, trist, gribende og poetisk på samme tid. Øen isolerer på naturlig vis karaktererne, og de mørke, kolde, stormfulde vintre matcher bogens dystre stemning, især når klimakset nærmer sig.

Han føjer til, at hvis han har svært ved at komme i den rette stemning, når han skal skrive noget skræmmende, nervepirrende eller uhyggeligt, så hjælper det, hvis han læser dyster og kraftfuld poesi a la Sylvia Plath. Som far til to piger var det ikke uproblematisk at skrive om et forældrepar, der har mistet en datter.

Det var virkelig hårdt. Jeg elsker mine døtre, og det var smertefuldt at skrive om et dødt barn på nogenlunde deres alder. Nogle gange måtte jeg stoppe med at skrive, falde til ro og minde mig selv om, at det var fiktion. At det jeg skrev ikke ville sive ind i mit eget liv. På den anden side er mange af mine bekymringer som forælder kommet med i bogen, forklarer han.

Faldet har et genialt, originalt og overraskende plot, som forfatteren har arbejdet intensivt med. S. K. Tremayne forklarer:

Jeg var nødt til at omskrive hele bogen i andet udkast, fordi plottet ikke virkede og var kraftfuldt nok. Jeg indså, at ved at ændre en af personernes holdninger og perspektiv, fungerede historien meget bedre. Man kan ikke afgøre, om et plot er vigtigere end karaktererne. Det svarer til at skulle vælge, om skønhed eller duft er det vigtigste for en blomst. De er uadskillelige. Karaktererne driver plottet, og plottet afhænger af karaktererne. Ideelt set fungerer begge dele.

Faldet er solgt til udgivelse i 20 lande og røget direkte ind på bestsellerlisterne. I Holland måtte forlaget genoptrykke romanen otte gange i løbet af de første seks uger. Igen skal vi tilbage til den skotske ø for at finde forfatterens egen forklaring på succesen.

Folk kan åbenbart lide den tvetydighed, jeg nævnte tidligere. Følelsen af, at du ikke kan være sikker på, om Faldet er en overnaturlig historie, en roman om forældrenes sorg, en mordgåde eller noget helt fjerde. Jeg tror også bogens location spiller en rolle. Alle elsker en ensom ø.

PS: For en god ordens skyld vil jeg nævne, at jeg i første omgang lavede interviewet som en betalt opgave for Gads Forlag, der bruger interviewet i forbindelse med markedsføring af bogen. At jeg har valgt at bringe interviewet her, så bloggens læsere får glæde af det, har jeg ikke fået en krone for.

PPS: I morgen sætter jeg skub i en konkurrence, hvor to bloglæsere kan vinde bogen. Se trailer for bogen her

Jussi Adler-Olsen: – Jeg vil gerne afsløre lidt om Afdeling Q bind 7.

Når der står Adler-Olsen på en bogryk sælger bogen næsten sig selv. Men det betyder ikke, at Jussi Adler-Olsen er ligeglad med sine læsere. Tværtimod. - Hvorfor skulle jeg være ligeglad med det, jeg laver?", svarer han flere gange, da jeg flere gange spørger ind til, om læsernes kritik påvirker ham. Foto: Rebekka Andreasen

Jussi Adler-Olsen har solgt over 15 millioner bøger. Men det betyder ikke, at forfatteren er ligeglad med, hvordan læserne modtager bøgerne. Tværtimod. “Hvorfor skulle jeg være ligeglad med det, jeg laver?” svarer han flere gange, da jeg spørger ind til, hvad læserne betyder for ham. Det kan lyde som en kliche, men læserne ER de vigtigste for Jussi Adler-Olsen. Og han lytter til den kritik og feedback, som han får. Foto: Rebekka Andreasen.

Interview/reportage: I de sidste par år har Jussi Adler-Olsen sjældent mødt sine danske læsere. Han har simpelthen ikke tiden til det. For nylig gjorde han en ekstraordinær undtagelse og gæstede først Frederikshavn, derefter Hjørring Bibliotek, hvor han på bedste stand up-manér underholdte med historier fra sit forfatterliv. Og afslørede nyt om næste bog om Carl Mørck, Assad og Rose. Inden da mødte jeg – og en håndfuld andre bogbloggere – forfatteren til en god times snak.

Hver gang Jussi Adler-Olsen omtaler sin far, kommer der en ømhed i stemmen. Dette (lange) indlæg skal ikke handle om forfatterens opvækst på diverse hospitaler rundt omkring i landet, hvor Jussi Adler-Olsens far var overlæge. Den historie er velkendt for de fleste. Men vi kommer alligevel ikke uden om forfatterens far. Flere gange nævner Jussi Adler-Olsen nemlig sin far Carl Henry Olsen.

Måske blot i en bisætning, når han fortæller, at faderen altid opfordrede ham til at kaste sig over det, han havde lyst til. Eller når han fortæller, at faderen lærte ham aldrig at tøjle sin nysgerrighed. Og der er inderlighed og stolthed at spore i stemmen, når han beretter, at faderen mente, at Jussi havde mange talenter, og at det allerstørste var hans held.

Med et smil, der flækker ansigtet, fortæller Jussi Adler-Olsen, hvordan hans far elskede at hapse smagsprøver i Kvickly, og at Olsen senior trods sin sukkersyge kastede sig over søde sager – bevæbnet med insulin.

Det er også Jussi Adler-Olsens far, der opfordrede sønnike til først at tisse, når noget krævede koncentration –  så var det nemlig af vejen, og man kunne koncentrere sig om vigtigere sager.

Og det gør han så, tisser, inden han sætter sig til tastaturet og skriver historier om Carl og de andre fra kælderen under Politigården i København. Og ja, det foretrukne skriveprogram er stadig WordPerfect 5.1

Når du skriver i WordPerfect, behøver du ikke vente på, at musen er det rigtige sted, for den bruger du ikke. Den distraktion der er ved at se en cursor køre hen over billedet, bare det at finde musen, det at afmærke en tekstblok og flytte den – dødssygt. Det tager alt for langt tid. Du er helt væk. Det går ikke for mig.

Jussi Adler-Olsens far døde i 1996 som knap 87-årig og nåede aldrig at opleve, hvordan hans eneste søn ud af fire børn blev en overordentlig succesfuld forfatter med millioner af læsere over hele verden – i 125 lande.

Nyt om Afdeling Q – den 7. krimi i serien om Carl Mørck

En god ansigtskulør afslører, at Jussi Adler-Olsen har tilbragt en del af vinteren i Barcelona, hvor han og husturen Hanne har en lejlighed.

“Titlen er genial. Det er et enkelt ord. Mere vil jeg ikke afsløre,” siger Jussi Adler-Olsen om titlen på den bog, han er i gang med at skrive.

Han er, med egne ord, endnu engang bagud med skriveriet. Han mangler stadig at skrive cirka 150 sider. Deadline er 1. august. Herefter skal bogen redigeres, så den kan lande hos læserne omkring oktober. Hvis alt går efter planen. Det bliver den syvende bog om Afdeling Q.

Viljen til at skrive om Assad, Rose og Carl Mørck mangler ikke. Men tiden gør.  Med cirka 140 rejsedage om året og læsere, forlag og bogmesser over hele verden, der skal plejes, så er tiden til skriveriet knap. Jussi Adler-Olsen er blevet en gigantforretning.

Forfatteren forklarer, at det sjoveste er at skrive synopsis, researche og at finde på et godt plot. At skrive kan nogle gange føles som noget, der bare skal gøre. Men når det virkelig kører, skriveriet, når han er i flow, så føles det vidunderligt:

Det kan være noget af det mest fantastiske, og jeg kan få samme følelse som i gamle dage, hvor jeg spillede rockguitar a la Jimi Hendrix.

Selvom Jussi Adler-Olsen ikke vil afsløre titlen på den ny bog om Afdeling Q, så vil han gerne afsløre lidt om sin kommende krimithriller:

I denne bog kommer vi ind i hovedet på Rose, og hun har det rigtig skidt. Både på grund af det, der sker i hende, men også på grund af det, der sker omkring hende. Vi lærer mere om hendes hemmeligheder. Det er også en bog, hvor både Assad og Carl er meget kede af det, så trøst dem, når I læser bogen.

Læserne kommer også til at møde Denise: En ung kvinde sidst i tyverne, der ser godt ud, og som altid har fået at vide, at verden ligger for hendes fødder, og at hun kan alting. Men også en ung kvinde, der stejler, hver gang hun møder et krav. Hun har ingen uddannelse og er på overførselsindkomst.

Hun er ikke dum, men hun er socialt inkompetent, fordi hun er blevet socialt mishandlet af sine forældre. Sætter man sådan en pige med alle hendes frustrationer i gang og sætter hende sammen med et par ligesindede piger af samme skuffe – åh, det bliver godt!

Fuck det", tænkte hun og hev op i dynen, rystede den, bankede på hovedpuden og overbevidste sig selv om, at når en af hendes Sugardaddies først var kommet så langt, som her til, så sked han nok på resten". Citat fra Jussi Adler-Olsens kommende bog om Afdeling Q. Teksten handler om den unge kvinde Denise, der spiller en rolle i den nye krimithriller. Foto: Rebekka Andreasen

“Fuck det”, tænkte hun og hev op i dynen, rystede den, bankede på hovedpuden og overbeviste sig selv om, at når en af hendes sugardaddies først var kommet så langt, som her til, så sked han nok på resten”. Citat fra Jussi Adler-Olsens kommende bog om Afdeling Q. Teksten handler om den unge kvinde Denise, der spiller en rolle i den nye krimithriller. Foto: Rebekka Andreasen

Da han senere underholder læserne på Hjørring Bibliotek, læser han op fra den endnu ufærdige bog. Han er generøs med bidder fra bogen, og publikum lapper dem begærligt i sig.

Jussi Adler-Olsen er på scenen en god halv time længere end programlagt. At stå foran publikum bekommer ham vel. Han joker, får publikum til at bryde ud i latter og tager sig god tid til spørgsmål fra salen.

Han fortæller, hvor meget hans redaktør og hustruen Hanne betyder for ham i forbindelse med et nyt bogprojekt. Og han fortæller om den mest grumme bog, han aldrig har fået udgivet, men som han skrev i 1980 på en IBM kuglehoved skrivemaskine. Og han understreger, at Washington Dekretet er mere aktuel end nogen sinde før og hentyder til kampen om præsidentposten, der er i gang i USA. (Læs et uddrag af bogen, der udkom i 2006, her )

Rigtig mange af dem, der er mødt op på Hjørring Bibliotek, vil gerne fotograferes sammen med Jussi Adler-Olsen og få deres "Jusfie". Foto: Rebekka Andreasen

Rigtig mange af dem, der er mødt op på Hjørring Bibliotek, vil gerne fotograferes sammen med Jussi Adler-Olsen og have deres “Jusfie”. Foto: Rebekka Andreasen

I over en halv time signerer Jussi Adler-Olsen bøger og snakker med publikum. Han bruger sig selv. Og havde han haft sin personlige assistent Elisabeth med, havde hun nok stoppet ham en smule før – og passet på ham. At sige nej og stop og “nu er det nok” er en del af hendes job. For uden tid til at skrive – ingen ny bog om Afdeling Q.

 

 

 

 

Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh

Snup bogen med ud i forårssolen, Jeg er sikker på, at du plusgrader til trods får en isnende fornemmelse i kroppen. Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh er udkommet på forlaget Aronsen. Foto: Rebekka Andreasen

Snup bogen med ud i forårssolen, Jeg er sikker på, at du plusgrader til trods får en isnende fornemmelse i kroppen, når du læser denne thriller. Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh er udkommet på forlaget Aronsen. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Jeg lader dig gå af britiske Clare Mackintosh er en usædvanlig god thriller. Intens domestic noir, der også tilfredsstiller dig, der tror, at du ikke er vild med denne subgenre.

På sproget.dk står der om ordet tvist: Ændring, drejning som tilfører et nyt, evt. forfriskende moment til noget velkendt.

Tvist er netop kodeordet, når jeg skal anmelde denne usædvanlig gode psykologiske thriller, der med et ordentlig brag dumper ned i genren domestic noir og markerer sig som en bog, du ikke kan komme uden om, hvis du er vild med genren. Den er isnende uhyggelig og skræmmende. Og spændende som bare pokker.

Britiske Clare Mackintosh leger med sine læsere, og hun har skruet en uhyre godt tænkt og meget medrivende historie sammen. Jeg er begejstret. Pludselig vender hun alting på hovedet, og det du tror, du ved, ved du slet ikke alligevel.

Handlingen: En femårig dreng bliver dræbt af en flugtbilist i Fishponds i Bristol, og det lokale politi med kriminalkommissær Ray Stevens i spidsen står for efterforskningen. Jenna Grays verden bliver på et splitsekund forvandlet til et mareridt, og for at starte på en frisk flytter hun til en isoleret hytte på den walisiske kyst. Det er dog svært at flygte fra fortiden. Mere kan jeg ikke fortælle uden at komme til at røbe for meget. For bogen er, som sagt, fuld af overraskelser.

Ofte når jeg læser en bog, der har to parallelle spor, så har jeg mere lyst til at læse om den ene handling end den anden. Clare Mackintosh har skabt to spor i thrilleren, som jeg begge var opslugte af.

Baggrund i politiet

I dag er hun forfatter på fuld tid, men Clare Mackintosh har en baggrund i politiet, bl.a. i kriminalpolitiet og som indsatsleder. En af de første største sager, hun arbejdede med, var en sag, hvor nogle unge biltyve kørte vanvidskørsel i et boligområde og dræbte en niårig dreng. Eftervirkningerne af den forbrydelse gjorde et kolossalt indtryk på hende og inspirerede hende til bogen. Skiftet fra politi til forfatter er ikke så stort, mener hun selv.

– Jeg kunne godt lide den historiefortælling, der er i at være efterforsker; at samle trådene og finde ud af, hvad der er sandt og ikke sandt. Jeg har altid skrevet og altid nydt det, og jeg var en af de betjente, der også nød papirarbejdet, fortalte forfatteren veloplagt på Krimimessen i Horsens i år.

At Clare Mackintosh har tjek på, hvordan politiarbejdet fungerer, afspejler sig fornemt i romanen, og selvfølgelig fletter hun de to handlingsspor sammen til sidst.

Der er stærke og vedkommende person- og miljøbeskrivelser, hvad enten forfatteren tager os med til den forblæste walisiske kyst eller til centrum af Bristol. Hun har en evne til at formidle sorg og smerte, så det bliver alt andet end klichefyldt, men i stedet efterlader en massiv klump i maven. Det er fint gjort.

Jeg gik i gang med thrilleren en lørdag aften og stoppede ikke med at læse, før jeg var færdig med de knap 430 sider midt om natten. Jeg havde endda bogen med på toilet.

På Krimimessen kan man komme helt tæt på forfattere - det oplevede Per. Foto: Per Kragelund Christensen

På Krimimessen kan man komme helt tæt på forfattere – det oplevede Per. Foto: Per Kragelund Christensen

Ikke underligt at bogen er solgt til mere end 25 lande, og at forfatteren har solgt mere end 500.000 bøger i Storbritannien.

PS: En sjov lille episode fra Krimimessen i Horsens: På messens første dag fortalte jeg på scenen om domestic noir, og jeg nævnte bogen som et læseværdigt eksempel på genren. Kort efter fik jeg en besked på Facebook fra en mand, der hørte mit oplæg, og som netop havde købt Jeg lader dig gå på messen. Han skrev, at da han købte thrilleren, blev han prikket på skulderen af den britiske forfatter. Og han fik en særlig hilsen i sit eksemplar.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her