biografi

Krimier til sommerferien

Krimier til kufferten: Udover dovne dage hjemme skal jeg til Sønderjylland, det sydfynske øhav og Lübeck i min sommerferie. Og jeg tager bl.a. Michael Connelly, Christopher Bollen, Lotte Petri og Kim Juul med mig.

Bøger, som jeg vil læse i min sommerferie. Foto: Rebekka Andreasen

Sommerferien nærmer sig. Og selvfølgelig skal der gode bøger med i kufferten. Her er min bunke med læsestof til sommerferien:

Nattens konger af Michael Connelly, Forlaget Klim. En Harry Bosch krimi, som jeg købte i min lokale boghandel for nylig. Bogen udkom på dansk i 2006, og bogen er den niende i serien. Amerikanske Connelly er en produktiv forfatter, og jeg har flere krimier i serien om betjenten fra LAPD til gode. I Nattens konger har Bosch forladt politiet og er tvunget til at gå nye veje i sit liv. Og jeg glæder mig til at gå med på sidelinjen.

Perfekte dage af Raphael Montes, der er en ung brasiliansk forfatter. Det er hans første bog på dansk, udgivet af Gyldendal. Jeg har ikke læst noget af Montes tidligere, men jeg er nysgerrig efter at læse bogen, der ifølge bagsideteksten tager mig med på et uhyggeligt, makabert, hæsblæsende og spændende roadtrip gennem Brasilien.

Jeg har kun hørt godt om Orient af den amerikanske forfatter Christopher Bollen, og bogen skal på listen over de bøger, jeg vil læse i sommerferien.

Orient af den amerikanske forfatter Christopher Bollen, Gads Forlag. En anmelder kaldte bogen for Den store Gatsby møder Donna Tartt. Andre kalder den Twin Peaks-agtig, og det er heller ikke en dårlig reference. Jeg har hørt meget fremragende om denne roman, der foregår i den lille pittoreske Long Island-sommerby Orient, og jeg tænker, at bogen fint kan kombineres med liggestol og kaffe. Det er en mobbedreng af en bog på over 650 sider, og jeg læser den som e-bog.

Djævelens værk af Lotte Petri, Lindhardt og Ringhof. Det er forfatterens femte roman, men den første bog om knogleeksperten og retsantropologen Josefine Jespersen. En krimi om bl.a. eksorcisme, og jeg ved, at forfatteren i sin research mødte en eksorcist med autorisation af selveste paven. Jeg glæder mig til at springe ud i forfatterens nye krimiunivers.

Spejlbogen af E.O. Chirovici. Forfatteren er rumæner, og bogen er udkommet på forlaget Hr. Ferdinand. Jeg bliver rundtosset af at læse, hvad bogen handler om, men jeg er spændt på at kaste mig over historien om den litterære agent Peter Katz. Da han læser manuskriptet til Spejlbogen, mener han at nærme sig opklaringen af en gammel mordgåde. Håber det bliver interessant at læse om.

På et lodret skråplan af Kim Juul, Brænderiet. Det er fjerde fynske krimi om den musikalske efterforsker Lars Norholm, der i denne roman leder overvågningen af en russisk våbenhandler. Ifølge forfatteren selv er der mere tempo og fart i denne krimi i forhold til de andre bøger i serien, men mon ikke der også er plads til eftertanke i bedste Juul-stil? Også en bog jeg glæder mig meget til.

Jussi. En biografi af Jonas Langvad Nilsson, Politikens Forlag. Jeg er allerede begyndt på bogen, der er en omfangsrig, smuk og rigt illustreret sag. Jeg glæder mig til at lære Jussi Adler-Olsen endnu bedre at kende og til at læse om de mere ukendte sider af forfatteren. Glæder mig til alvor såvel som sjov. Jeg har netop læst, hvordan forfatteren som barn tog alternative metoder i brug over for en stædig rokketand. Det er noget med en snøre og en strømpe proppet med småsten og sand.

Mon ikke jeg også finder en god lydbog, jeg hører, når jeg går til bageren efter morgenbrød, mens resten af huset sover? Og der er jo også de lokale loppemarkeder, der lokker med bøger.  Og de gode danske biblioteker ude i sommerlandet, som ofte er et udflugtsmål for min familie. Jeg løber ikke tør for læsestof.

Et par krimier presser sig på inden ferien bl.a. Jesper Steins Papa og Katrine Engbergs Blodmåne.

Hvilke bøger skal du læse i din ferie?

God læselyst/Rebekka

 

Biografi om Jussi Adler-Olsen udkommer i morgen

Biografi: I mere end fem år har journalisten Jonas Langvad Nilsson fulgt Jussi Adler-Olsen, og han har interviewet omkring 150 mennesker om den populære forfatter. Det er der kommet biografien Jussi ud af.

En smuk bog. Det er Jussi. 408 siders lækker bog med masser af billeder.

Jeg håber, at bogen også er god og fortæller mig nyt om forfatteren, der er blevet et kolossalt navn, ikke kun i Danmark, men også i udlandet. Se den fine bog her:

Ifølge forlaget bag, Politikens Forlag, handler biografien bl.a. om at stå ansigt til ansigt med døden. Ikke bare én, men flere gange. Og har du fulgt med i medierne de sidste par dage, har du måske hørt, at Jussi Adler-Olsen har været ramt af kræft flere gange. Sejt at han har kæmpet med svær sygdom ad flere omgange, uden at det har sat en stopper for hans virkelyst, gåpåmod, stædighed, arbejdsiver og karriere. Stor respekt herfra.

Jussi handler også om at være iværksætter og forretningsmand og gå hele vejen, hvis han kan komme til det. Om stædighed, hårdt arbejde og om en lille smule held.

Euroman-journalisten Jonas Langvad Nilsson, der står bag biografien, har også skrevet bl.a.  Skurk om skuespilleren Torben Jensen. Nilsson skriver forrygende, så mine forventninger er høje, og jeg glæder mig til at tage bidder af Jussi.

Tre hurtige om Hastrup, Adler-Olsen og Theils

Tre hurtige: Julie Hastrups Mirakelmanden overhaler de andre bøger i Rebekka Holm-serien med talrige kilometer. Jussi Adler-Olsen kan føje endnu en pris til rækken. Og så har Lone Theils lavet fremragende radio om TrueCrimeFiction.

Tre hurtige om tre af landets populære krimiforfattere: Julie Hastrup, Jussi Adler-Olsen og Lone Theils.

Julie Hastrup: Når Julie Hastrup har sendt en ny Rebekka Holm-krimi på gaden, har jeg altid set frem til den. Fordi hun kreerer solide, gedigne og underholdende krimier, der ubesværet glider ned.

Flere gange i mine anmeldelser af forfatterens bøger har jeg skrevet, at Hastrups bøger er krimier uden de store dikkedarer, og jeg har aldrig tidligere været fuldstændig blæst bagud. Indtil nu.

Denne gang overgiver jeg mig totalt. Mirakelmanden, den 6. Rebekka Holm-krimi, er stærk. Og sindssyg interessant. Måske fordi den er mere mørk, grum og dyster, hvilket jeg synes, klæder fortællingen? Måske fordi forfatteren hiver sin hovedperson ud af sine vante omgivelser og bringer hende til bl.a. Finland, og at netop det giver god energi og nerve? Måske fordi jeg er optaget af psykiatri? Hvis de andre bøger i serien er en fodboldspiller i superligaen, så er Mirakelmanden Cristiano Ronaldo.

Du behøver ikke at google ret meget for at finde ud af, at forfatteren har haft nogle turbulente og sårbare år med sygdom etc, men Julie Hastrup har altså også formået, at skrive r…. ud af bukserne. Imponerende.

Jussi Adler-Olsen: Jussi Adler-Olsen har vundet talrige priser, og i går fik han endnu en. Han blev nemlig hædret som årets Æreshåndværker af Haandværkerforeningen. En udmærkelse, som han deler med 44 andre modtagere, som gennem et langt arbejdsliv har udmærket sig med deres indsats. At skrive er nemlig også et håndværk.

Forfatteren modtog prisen ved et arrangement med bl.a. Dronning Margrethe på Københavns Rådhus. I interviews har han selv kaldt det for noget af en overraskelse. Tillykke til Jussi Adler-Olsen.

I øvrigt er der ikke mange uger til, at Jussi – en biografi af Jonas Langvad Nilsson – udkommer.

Lone Theils: Jeg har med heftig appetit slugt podcasten 87 sekunder – Mord på P1, hvor Lone Theis – i samarbejde med tilrettelægger Alberte Clement Meldal – har eksperimenteret med genren og undersøgt, hvad der sker, når man researcher og skriver en krimi for åben mikrofon. TrueCrimeFiction kalder forfatteren selv det, der er blevet til lækker radio og spændende lyd.

Jeg har råhygget mig med at høre forfatteren interviewe politifolk, anklagere, retsmedicinere etc. og begejstret lyttet til, hvordan de hver især har bidraget til krimien 87 sekunder. Den har jeg også læst, altså bogen, og den var tilgengæld ikke særlig interessant, da jeg havde hørt radioudsendelserne først.

Hele processen, at  historien ikke var lagt fast, men kom frem igennem forfatterens research, er meget mere interessant end slutresultatet. Vil du nøjes med en af delene, så snup radioudsendelserne. De er ret interessante. Du finder podcasten her

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her