britisk forfatter

Anmeldelse: Ildbarnet af S.K. Tremayne

Anmeldelse: I dag udkommer Ildbarnet af britiske S.K. Tremayne. En thriller, der langsomt og ad lidt snørklet sti sneg sig ind på mig, og som fik mine små hår i nakken til at danse.

Minegangene løber under havet. Det er en vished, jeg ikke så nemt kan slå ud af hovedet. Minegangene løber under havet. Halvanden kilometer eller mere.

Ildbarnet af S.K. Tremayne er en britisk, psykologisk thriller om familiehemmeligheder, sorg, skyld og skam. Foto: Rebekka Andreasen

Sådan begynder Ildbarnet, der lynhurtigt slår en ildevarslende stemning an og tager os med til et kæmpe landsted i Sydengland, i det allervestligste Cornwall, hvor naturens kræfter er enorme. Hvor Atlanterhavet banker ind mod stejle klippekyster, og hvor der ikke er læ for den brutale blæst.

London-kvinden Rachel har efter få måneders bekendtskab giftet sig med den rige enkemand David, far til 8-årige Jamie og ud af en yderst velhavende familie, der er blevet rig på minedrift og udvinding af tin og kobber. Et arbejde, der gennem generationer har haft rædselsfulde konsekvenser for arbejderne i minerne og ført død, lemlæstelse og lidelser med sig.

Det nygifte par bor bogstaveligt talt oven på en af de gamle miner, og mens David arbejder i London som advokat fem af ugens dage, har Rachel masser af tid i det enorme hus sammen med stedsønnen Jamie.

Idyllen krakelerer hurtigt, da Jamie begynder at komme med dystre og skræmmende forudsigelser. Som du kan læse på bogens bagsidetekst mener han bl.a. at vide, hvornår Rachel skal dø. En information, som jeg egentlig gerne ville have opdaget selv ved at læse bogen i stedet for at få den serveret på bagsiden.

Samtidig forsøger Rachel at finde ud af, hvordan Davids første kone egentlig døde.

Bogen fortælles især fra Rachels synsvinkel suppleret af enkelte kapitler, hvor vi er i hovedet på David, og det er indre tanker og ikke ydre omstændigheder, der er central i første del af bogen. Rachel begynder at tvivle på både sin mand, sig selv – og sin egen forstand.

Langsomt tempo, gode miljøbeskrivelser

Hvor jeg godt kunne have ønsket mig en anelse mere tempo og fremdrift især i første del af bogen, overgav jeg mig straks til de stærke miljøbeskrivelser, der er bogens store styrke.

Som ganske ung boede jeg nogle måneder i Devon, der grænser op til Cornwall, og jeg var straks tilbage i et England hvor idyl og barsk klippenatur og voldsomt hav mødes, og selvom du måske ikke er bekendt med landskabet, så svøber bogens lækre miljøbeskrivelser dig nænsomt ind og hægter dig fast til fortællingen.

Forfatterens mormor har som ti-årig arbejdet som såkaldt minepige, der knuste sten med en hammer i de righoldige miner i det nordlige Cornwall, og det er interessant at læse om de historiske miner, forfatteren tydeligvis har været optaget af. S.K. Tremayne skriver usentimentalt om det barske liv i de nu tomme miner. Han skriver godt.

I bedste domestic noir-stil aner du ikke, hvem du kan stole på. Hemmelighederne lurer lige under den fine facade og five o’clock tea’en. Og plottet er herligt overraskende.

Ildbarnet er en mørk thriller med et strejf af gotisk stil. En thriller om familiehemmeligheder, sorg, skam og skyld.

S.K. Tremayne har også skrevet bestselleren Faldet, og Ildbarnet slog mig ikke omkuld på samme måde, som forfatterens forrige bog på dansk gjorde. Men det er en god thriller.

Læs Ildbarnet på grund af de stærke miljøbeskrivelser og historiske lag og nyd den snigende uhygge, der omhylder dig helt til allersidst.

Ildbarnet er ikke en del af en serie, men en selvstændig thriller og oversat af Nanna Lund. Udkommer på Gads Forlag i dag.

PS: S. K Tremayne er et pseudonym for den britiske journalist og bestsellerforfatter Sean Thomas, der tidligere har skrevet tempofyldte konspirationsthrillers om religiøse sammensværgelser under pseudonymet Tom Knox. Jeg interviewede ham, da Faldet udkom på dansk. Læs interviewet her

Anmeldelse: Den anden af Harriet Lane

Harriet Lane er i hjemlandet England blevet sammenlignet med Ruth Rendell og Daphne du Maurier. Ikke dårligt! Den anden udkommer midt i januar.

Harriet Lane er i hjemlandet England blevet sammenlignet med Ruth Rendell og Daphne du Maurier.

Anmeldelse: Den anden af britiske Harriet Lane er en kvinde-er-kvinde-værst-thriller, hvor stemningen mere end handlingen gør bogen intens og dramatisk.

Denne bog, der for nylig udkom på Gads Forlag, hører til i domestic noir-genren. Her er det stemningen, mere end tempofyldt handling, der gør bogen spændende. Glem alt om narkobander, spektakulære røverier, pengegriske bagmænd eller menneskesmuglere. I Den anden skal dramaet findes i det nære og familiære. Britiske Harriet Lane har skrevet en psykologisk thriller, hvor uhyggen kommer snigende og forgrener sig langsomt ud over siderne.

Jeg elsker action og tempo, men da jeg først havde indstillet mig på et langsommere tempo og en anden type spændingsbog, blev jeg fanget af fortællingen. Den anden er en bog om misundelse, venskab, hævn og manipulation.

Emma og Nina er jævnaldrende og bor kun et par gader fra hinanden i det nordlige London, men deres liv kunne ikke være mere forskelligt. Emma er småbørnsmor og længes tilbage til dengang, hun arbejdede med at lave tv, selvom hun elsker sine to børn. Pengene er små, da det kun er manden, der hiver en usikker freelanceløn hjem. Emma har konstant underskud af søvn og halser efter for at nå de huslige pligter og fjerne krummer af riskiks op fra gulvet.

Nina, derimod, er et helt andet sted i sit liv. Hun er kunstmaler, uden pletter på sit designertøj, mor til en 17-årig datter, der går på privatskole og gift med ægtemand nummer to, der er succesfuld arkitekt. Familien bor let, luftigt og tidløst på den helt rigtige måde. Og nå ja, penge er intet problem.

Nina har en ondskabsfuld plan

De to kvinder møder hinanden på gaden i London. At de har mødt hinanden tidligere i deres liv, bliver vi hurtigt klar over, men det er kun Nina, der husker deres første møde. Uden at Emma ved, at Nina bærer indædt nag til hende, udvikler kvinderne et venskab, der er nøje tilrettelagt af Nina. Hvorfor Nina bærer nag, ja ligefrem føler had til Emma, finder vi først ud af allersidst i bogen.

Bogen veksler mellem Emmas og Ninas stemme. At flere scener fortælles ud fra to synsvinkler, fungerer fint, men en gentagelse af de mange dialoger, kunne jeg godt have undværet. Det bliver en anelse for omstændeligt. Fortællestilen er dog effektiv, for modsat Emma er vi klar over, at katastrofen lurer. Vi ved, at de to kvinders såkaldte venskab og det, Emma opfatter som tilfældigheder, styres med hård hånd af Nina, og vi ved, at en kollision er nær. Vi ved bare ikke hvordan eller hvorfor og hvilke konsekvenser, den får. Det ødelægger ikke læseoplevelsen. Tværtimod. I bedste suspense-stil venter vi kun på det uundgåelige.

En af bogens store styrker er karakteristikken af de to kvinder. Jeg fik fysisk ondt i maven af at læse, hvordan Nina nærmest stalker Emma, der hungrer efter voksenkontakt og alt det, som Nina repræsenterer. Harriet Lane serverer sproglige himmerigsmundfulde indimellem, og Den anden er en kvinde-er-kvinde-værst-thriller, der får dig til at miste pusten for en stund, når det hele kulminerer.

PS: Harriet Lane har også skrevet Aldrig uden dig

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her