britisk krimi

Anmeldelse: Osiris labyrint af Paul Sussman

Anmeldelse: Tænk Dan Brown med mere sproglig omhu møder en moderne Indiana Jones. Hold tungen lige i munden og tag med på en spændende og fantasifuld rejse til Mellemøsten i Paul Sussmans Osiris labyrint. Det bliver ikke kedeligt.

Der er forfattere, der skærer helt ind til benet, og som serverer en stramt komponeret krimi på under 300 sider. Sådan en type er Paul Sussmann ikke.

Paul Sussman har bl.a. arbejdet som feltarkæolog i Kongernes dal i Egypten og har skrevet en snørklet, fantasifuld og særdeles underholdende krimi.

De første 30 sider af Osiris labyrint illustrerer bogen meget godt. I prologen er vi både på Nilens vestbred i Luxor i Egypten i 1931 og i 1972. Så hopper vi til nutidens Luxor, ligesom vi kommer til Jerusalem, hvor en jeg-fortæller kvæler en kvindelig journalist i den armenske katedral i Jerusalem med en garrotte.

Så hopper vi til en 3. person-fortæller og møder kriminalinspektør Arieh Ben-Roi fra Jerusalems Politi, der skal opklare drabet.

Og sådan forsætter historien. Gennem en labyrintisk, atmosfærefyldt fortælling på knap 600 sider tager den nu afdøde britiske forfatter, der havde en baggrund som både journalist og klassisk arkæolog, læserne med til især Israel og Egypten. Det er en indviklet historie og et plot med mange forgreninger. Men heldigvis farer man som læser aldrig vild.

Hvor jeg for ganske kort tid siden anmeldte en nutidig koldkrigs-krimi og kritiserede den for netop at være for indviklet og miste fokus, så fungerer de mange lag i Osiris Labyrint glimrende. Historien mister aldrig fokus, og den er virkelig godt skruet sammen og svært underholdende.

Selvom Osiris Labyrint er tredje og sidste bog i serien om den israelske politimand Arieh Ben-Roi, kan nye læsere, som jeg,  sagtens følge med.

Vi møder også Yusuf Ezz el-Din Khalifa, den egyptiske politimand fra Luxor Politi, der må hjælpe sin israelske kollega og ven med opklaringen. Sussman-fans vil kende figuren fra de øvrige bøger i serien.

Drabet på journalisten har nemlig forbindelser til arkæologiske udgravninger i 1930’erne og en labyrintisk  guldmine i Egyptens ørken. Dadadada…..

Bogen rummer fine miljø- og personkarakteristikker og gode portrætter af de to meget forskellige politimænd, der kommer fra lande med anstrengte forhold til hinanden, og som skal samarbejde trods ret forskellige baggrunde.

Hvad enten vi er i Mellemøsten eller i Congo, Canada, England eller USA, og hvad enten det handler om den russiske mafia, om korrupte selskaber, om Det Gamle Egyptens historie, trafficking eller politiefterforskning, så er der guf på hver eneste side. Fortidens mysterier flettes sammen med nutiden i en historie fuld af tempo og eventyrlig ramasjang.

Og derfor spolerer det ikke min begejstring, at bogens for mig mange ukendte begreber og historiske personer indimellem blokerer for et stabilt læse-flow. Til info er ordlisten bagerst i bogen, der forklarer udtryk og personer, 15 sider lang.

I very nearly joined MI6 (thankfully for national security I didn’t)

Sådan står der på forfatterens website, og hvor Paul Sussman altså ikke blev en del af den britiske efterretningstjeneste, så har han i den grad sørget for fiktiv spænding og fart over feltet med Osiris labyrint.

Og den slutning, jamen altså. Læs nu bare bogen.

PS: De øvrige bøger i serien er Den forsvundne hær og Templets sidste hemmelighed. Desuden har forfatteren skrevet Den skjulte oase, der også er en krimi, der foregår i Mellemøsten. Forfatteren var kun 46 år, da han døde af en hjerneblødning i 2012 omtrent samtidig med, at Osiris labyrint udkom på engelsk.

 

Anmeldelse: Den anden af Harriet Lane

Harriet Lane er i hjemlandet England blevet sammenlignet med Ruth Rendell og Daphne du Maurier. Ikke dårligt! Den anden udkommer midt i januar.

Harriet Lane er i hjemlandet England blevet sammenlignet med Ruth Rendell og Daphne du Maurier.

Anmeldelse: Den anden af britiske Harriet Lane er en kvinde-er-kvinde-værst-thriller, hvor stemningen mere end handlingen gør bogen intens og dramatisk.

Denne bog, der for nylig udkom på Gads Forlag, hører til i domestic noir-genren. Her er det stemningen, mere end tempofyldt handling, der gør bogen spændende. Glem alt om narkobander, spektakulære røverier, pengegriske bagmænd eller menneskesmuglere. I Den anden skal dramaet findes i det nære og familiære. Britiske Harriet Lane har skrevet en psykologisk thriller, hvor uhyggen kommer snigende og forgrener sig langsomt ud over siderne.

Jeg elsker action og tempo, men da jeg først havde indstillet mig på et langsommere tempo og en anden type spændingsbog, blev jeg fanget af fortællingen. Den anden er en bog om misundelse, venskab, hævn og manipulation.

Emma og Nina er jævnaldrende og bor kun et par gader fra hinanden i det nordlige London, men deres liv kunne ikke være mere forskelligt. Emma er småbørnsmor og længes tilbage til dengang, hun arbejdede med at lave tv, selvom hun elsker sine to børn. Pengene er små, da det kun er manden, der hiver en usikker freelanceløn hjem. Emma har konstant underskud af søvn og halser efter for at nå de huslige pligter og fjerne krummer af riskiks op fra gulvet.

Nina, derimod, er et helt andet sted i sit liv. Hun er kunstmaler, uden pletter på sit designertøj, mor til en 17-årig datter, der går på privatskole og gift med ægtemand nummer to, der er succesfuld arkitekt. Familien bor let, luftigt og tidløst på den helt rigtige måde. Og nå ja, penge er intet problem.

Nina har en ondskabsfuld plan

De to kvinder møder hinanden på gaden i London. At de har mødt hinanden tidligere i deres liv, bliver vi hurtigt klar over, men det er kun Nina, der husker deres første møde. Uden at Emma ved, at Nina bærer indædt nag til hende, udvikler kvinderne et venskab, der er nøje tilrettelagt af Nina. Hvorfor Nina bærer nag, ja ligefrem føler had til Emma, finder vi først ud af allersidst i bogen.

Bogen veksler mellem Emmas og Ninas stemme. At flere scener fortælles ud fra to synsvinkler, fungerer fint, men en gentagelse af de mange dialoger, kunne jeg godt have undværet. Det bliver en anelse for omstændeligt. Fortællestilen er dog effektiv, for modsat Emma er vi klar over, at katastrofen lurer. Vi ved, at de to kvinders såkaldte venskab og det, Emma opfatter som tilfældigheder, styres med hård hånd af Nina, og vi ved, at en kollision er nær. Vi ved bare ikke hvordan eller hvorfor og hvilke konsekvenser, den får. Det ødelægger ikke læseoplevelsen. Tværtimod. I bedste suspense-stil venter vi kun på det uundgåelige.

En af bogens store styrker er karakteristikken af de to kvinder. Jeg fik fysisk ondt i maven af at læse, hvordan Nina nærmest stalker Emma, der hungrer efter voksenkontakt og alt det, som Nina repræsenterer. Harriet Lane serverer sproglige himmerigsmundfulde indimellem, og Den anden er en kvinde-er-kvinde-værst-thriller, der får dig til at miste pusten for en stund, når det hele kulminerer.

PS: Harriet Lane har også skrevet Aldrig uden dig

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her