clare Mackintosh

Reportage fra Krimimessen 2017 – søndag

Krimimessen 2017: En journalist bag lås og slå, en nordmand med to gyldne revolvere og interview med krimidebutanter. En søndag på Krimimessen i Horsens er mangfoldig.

Fra venstre: Katrine Engberg, Louise Stigsgaard og Karen Strandbygaard, der alle udkommer på People’s Press. Foto: Rebekka Andreasen

Tyvstarter den officielle søndagsåbning af messen med et blogger-arrangement. Kaffe, croissanter og Katrine Engberg, Louise Stigsgaard og Karen Strandbygaard.

Katrine Engberg skrev første udkast af Blodmåne, der kommer til juni, på tre-fire måneder. Til gengæld har redigeringen taget et års tid. Hun er netop i gang med sidste og femte redigering og har i processen inviteret en gruppe testlæsere til at give feedback:

Det handler enormt meget om tillid. Jeg fik virkelig brugbar feedback. Vi sad i tre timer, og jeg tror ikke, jeg nogen sinde har været så træt. Men jeg ville gøre det igen. Jeg kommer fra tv- og teaterverdenen, hvor man er vant til at evaluere og spørge: hvad synes du?

Louise Stigsgaard har været udstationeret som journalist i bl.a. Jerusalem og i Beirut, hvor Natten er fuld af lys udspiller sig. Bogen handler bl.a. om hævn, tro, terror og om kærlighed. På en måde er krimigenren den mest naturlige genre, mener Stigsgaard: “Vi er alle detektiver i vores egne liv og stiller spørgsmål som: Hvorfor er jeg, hvor jeg er lige nu? Vi forsøger hele tiden at finde ud af ting.”

7300 mennesker har i år besøgt Krimimessen i Horsens  hvilket er ny rekord. Møffe har også fået møffet sig med i Fængslet. Foto: Rebekka Andreasen

Karen Strandbygaard har skrevet thrilleren Se ikke væk om Anna, der har angst, og som rejser til Thailand med mand og børn. Forfatteren har selv oplevet angstanfald og har også selv taget seks ugers barselsorlov i Thailand med mand og børn. “Men jeg kan godt skelne, selvom jeg skriver om noget tæt på,” smiler hun, der i thrilleren leger med en utroværdig fortæller. Kan man stole på Anna, eller er det angsten, der har taget overhånd?

En herlig og interessant start på dagen.

Smiler ved synet af de mange Møffer, der er placeret rundt omkring på messen. Møffe, den engelske bulldog, som Michael Katz Krefeldts hovedperson i Ravn-krimierne, Thomas Ravn, deler husbåd med.

Julie Hastrup fortæller om arbejdet med Mirakelmanden. Journalist Ulla Hinge interviewer. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg hilser og krammer og snakker med en masse gode mennesker. Og hører bidder af spændende interviews med både Julie Hastrup og Martin Jensen, begge veloplagte og underholdende fortællere, inden jeg møder Anette L. Hyllested – en tidligere kollega fra min tid på Fyens Stiftstidende.

Anette har netop interviewet forfatter Linda Lassen (Det forsvundne spædbarn) i en af de gamle celler i Arresten, og da de er færdige, er døren smækket.Vores bankeri blev opfattet som en spøg på den anden side af døren, men heldigvis var fotografen på vej og fandt en mand med mange nøgler,” ler hun.

To forfattere. Mor og datter. Lotte og Laura Hammer. Foto: Rebekka Andreasen

Får en hyggelig sludder med Lotte Hammer og datteren Laura, der allerede som 13-årig fik udgivet en bog på Gyldendal – den ultimative opskriftsbog fyldt med godbidder og guf til heste. Respekt herfra.

Torkil Damhaug har en baggrund som psykiatrisk overlæge og debuterede i 1996. Fem af hans bøger er oversat til dansk. Foto: Rebekka Andreasen

På en bænk i solen får jeg en interessant snak med den norske forfatter Torkil Damhaug, der netop har vundet Rivertonprisen (i form af en gylden revolver) for årets bedste norske krimi. Igen.

Han vandt tilbage i 2011 for Ildmanden, og nu er også den psykologiske krimi Den femte årstid blevet hædret. “Jeg er meget stolt og glad. At få prisen igen betyder, at juryen ser en udvikling i mit forfatterskab”, siger han. Interview med Damhaug senere på bloggen.

Hører, at Publikumsprisen går til Jens Henrik Jensen. Det er meget fortjent, synes jeg.

Dagens to sceneinterviews er med to krimidebutanter, kulturjournalist og litteraturredaktør på Nordjyske Medier, Bent Stenbakken,og Jürgen Klahn, der har sit eget investeringsselskab.

Stenbakken fortæller om, hvordan et grønt spøgelse gemt i løvet på det berømte Krøyer-maleri Hip Hip Hurra, gav ham ideen til debutkrimien Mord på museet, der foregår i Skagen. Det bliver også til en snak om at bruge musik til at karakterisere bogens hovedpersoner.

Vi skal snart lære et helt nyt krimiunivers a la Elsebeth Egholm at kende. Også Jürgen Klahn har gang i skriveprojekter. Om det bliver til endnu en krimi med efterforsker Jesper Frank, som vi møder i Sommerfuglen, må tiden vise. Foto: Rebekka Andreasen

Dagens andet sceneinterview er med Jürgen Klahn, der er aktuel med Sommerfuglen. Han fortæller bl.a. om at nyde roen på Ørslev Kloster, når han skriver, og om at skrive skarpt, præcist og enkelt – og undgå unødig støj og svulstigt sprog. Netop tonen, stemningen i hans debutkrimi, er jeg ret glad for. I øvrigt mødte Klahn kæresten Elsebeth Egholm netop på en krimimesse. I 2006, da messen for sidste gang blev holdt på Horsens Ny Teater.

Sætter kurs mod teltet og hører et par numre med Morten Kærså. Forfatter, komponist, pianist, sanger og producer. Kreativ mand. God ide med et musiktelt i år.

Jussi Adler-Olsen er en populær herre, men tager sig tid til selfies og signeringer. Her er mit “Jusfie” med forfatteren. Foto: Elisabeth Ahlefeldt-Laurvig

Når jeg tager billeder på Krimimessen, foretrækker jeg forfatterfotos. Altså billeder af forfatteren alene og ej selfies, men jeg har en fast tradition med, at jeg skal have et Jusfie – tak til Modtryks Nanna Rørdam Knudsen for det udtryk – altså et selfie med Jussi Adler-Olsen, når jeg ser ham.

På Krimimessen kan man ikke nå alt. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke når at høre bl.a. Stephanie Caruana og Jeanette Øbro diskutere kønskampen i krimibranchen. Øv.

Og jeg når kun at høre de sidste fem minutter af en  – virker det som om – spændende diskussion om krimiklicheer.

Er efterhånden ved at være godt mør. Snupper en Cortado hos den meget stemningsfulde Café Lorentzen og interviewer den britiske forfatter Clare Mackintosh.

Clare Mackintosh skriver på en ny thriller samtidig med, at hun laver PR for Jeg ser dig. Foto: Rebekka Andreasen

Da hun sidste år deltog på Krimimessen i Horsens for første gang, var der få danskere, der kendte hende. Dengang var hendes domestic noir-thriller Jeg lader dig gå netop udkommet. I år er hun aktuel med Jeg ser dig og har signeret en del flere bøger her i Horsens end sidste år, smiler hun, der har besøgt tre lande på en lille uge: Frankrig, Holland og Danmark.

Det gælder om at finde tiden til at skrive. Også selvom det bliver til få ord. Heldigvis har jeg lært mig selv at skrive på et fly. Så snart vi er lettet, finder jeg den bærbare frem. Der er sådan en hvid støj på fly, og det passer mig godt. 

Læs interview med Clare Mackintosh på bloggen senere. 

Timer efter interviewet er den britiske bestsellerforfatter på vej til Amsterdam. Jeg sætter kurs mod mit hjem nord for Aarhus. Træt, glad, begejstret og endnu mere Vild Med Krimi. Og jeg glæder mig allerede til Krimimessen 2018 den 17. og 18. marts.

PS: Du kan læse en reportage og se fotos fra lørdag på Krimimessen her

Pris til Broen og radiodrama af A.J. Kazinski

I mandag kunne du høre det første afsnit af Det 4. rige på DR Podcast. En spændingshistorie af A.J. Kazinski. De næste syv mandage følger de resterende afsnit.

I mandags kunne du høre det første afsnit af Det 4. rige på DR Podcast. En spændingshistorie og et radiodrama af A.J. Kazinski. De næste syv mandage følger de resterende afsnit.

DR-krimiguf: Tv-pris til Saga og co. Og spændingshistorie af A.J.Kazinski  – som podcast.

Det allerførste afsnit af Broen – sæson 1 – blev sendt for cirka seks år siden. Klokken 20 den 28. september 2011. Det var en onsdag. Ingen længe møffede serien sig ind på søndag og bedste sendetid, og siden har temmelig mange seere fulgt med i krimigåderne tværs over Øresund.

Det er ikke kun danske seere, der har taget godt imod Broen. Søndag aften vandt den dansk-svenske krimiserie en af Sveriges store TV-priser, Kristallen, for årets bedste tv-drama. En pendant til den amerikanske Emmy Award. Og det er ikke første gang, at serien vinder en pris. Anden sæson blev også hædret med den eftertragtede pris.

Måske det giver lidt ekstra energi til arbejdet. Folkene bag Broen arbejder, som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, på en fjerde sæson af den populære serie. Åbenbart også den sidste sæson. Resultatet kan vi se, når Broen 4 sendes engang i 2018. Broens fjerde sæson kommer igen til at foregå i København og i Malmø. Og igen står hovedforfatter Hans Rosenfeldt i spidsen for et team af danske og svenske forfattere. Danske Rumle Hammerich og svenske Henrik Georgsson deler instruktørstolen.

Lyt til en god historie

Du behøver ikke vente til 2018 for at lytte til A. J. Kazinskis radiodrama Det 4. rige, som jeg også har omtalt før her på bloggen. Du kan nu downloade første afsnit på DR Podcast lige her

I otte afsnit følger vi Rebekka, der er havarikommissær og Christian, hvis kæreste befandt sig på det fly, der på vej til München eksploderer over København. De to jagter sandheden om, hvad der skete med flyet, og hvem eller hvad, der står bag. Jeg har hørt første afsnit, og jeg glæder mig til næste mandag, hvor jeg kan downloade et nyt afsnit af Det 4. rige

Thrilleren Jeg lader dig gå udkom foråret 2016. Foto:

Thrilleren Jeg lader dig gå udkom foråret 2016. Foto: Ida Frost

Når jeg skriver om podcast på bloggen får jeg ofte mails og spørgsmål om tekniske problemer/udfordringer med at downloade etc. Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med.

PS: Billedet er fra Bog & ide i Søborg. Og ja, butikken har spurgt om lov. Du finder hele anmeldelsen af Jeg lader dig gå her

 

Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh

Snup bogen med ud i forårssolen, Jeg er sikker på, at du plusgrader til trods får en isnende fornemmelse i kroppen. Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh er udkommet på forlaget Aronsen. Foto: Rebekka Andreasen

Snup bogen med ud i forårssolen, Jeg er sikker på, at du plusgrader til trods får en isnende fornemmelse i kroppen, når du læser denne thriller. Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh er udkommet på forlaget Aronsen. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Jeg lader dig gå af britiske Clare Mackintosh er en usædvanlig god thriller. Intens domestic noir, der også tilfredsstiller dig, der tror, at du ikke er vild med denne subgenre.

På sproget.dk står der om ordet tvist: Ændring, drejning som tilfører et nyt, evt. forfriskende moment til noget velkendt.

Tvist er netop kodeordet, når jeg skal anmelde denne usædvanlig gode psykologiske thriller, der med et ordentlig brag dumper ned i genren domestic noir og markerer sig som en bog, du ikke kan komme uden om, hvis du er vild med genren. Den er isnende uhyggelig og skræmmende. Og spændende som bare pokker.

Britiske Clare Mackintosh leger med sine læsere, og hun har skruet en uhyre godt tænkt og meget medrivende historie sammen. Jeg er begejstret. Pludselig vender hun alting på hovedet, og det du tror, du ved, ved du slet ikke alligevel.

Handlingen: En femårig dreng bliver dræbt af en flugtbilist i Fishponds i Bristol, og det lokale politi med kriminalkommissær Ray Stevens i spidsen står for efterforskningen. Jenna Grays verden bliver på et splitsekund forvandlet til et mareridt, og for at starte på en frisk flytter hun til en isoleret hytte på den walisiske kyst. Det er dog svært at flygte fra fortiden. Mere kan jeg ikke fortælle uden at komme til at røbe for meget. For bogen er, som sagt, fuld af overraskelser.

Ofte når jeg læser en bog, der har to parallelle spor, så har jeg mere lyst til at læse om den ene handling end den anden. Clare Mackintosh har skabt to spor i thrilleren, som jeg begge var opslugte af.

Baggrund i politiet

I dag er hun forfatter på fuld tid, men Clare Mackintosh har en baggrund i politiet, bl.a. i kriminalpolitiet og som indsatsleder. En af de første største sager, hun arbejdede med, var en sag, hvor nogle unge biltyve kørte vanvidskørsel i et boligområde og dræbte en niårig dreng. Eftervirkningerne af den forbrydelse gjorde et kolossalt indtryk på hende og inspirerede hende til bogen. Skiftet fra politi til forfatter er ikke så stort, mener hun selv.

– Jeg kunne godt lide den historiefortælling, der er i at være efterforsker; at samle trådene og finde ud af, hvad der er sandt og ikke sandt. Jeg har altid skrevet og altid nydt det, og jeg var en af de betjente, der også nød papirarbejdet, fortalte forfatteren veloplagt på Krimimessen i Horsens i år.

At Clare Mackintosh har tjek på, hvordan politiarbejdet fungerer, afspejler sig fornemt i romanen, og selvfølgelig fletter hun de to handlingsspor sammen til sidst.

Der er stærke og vedkommende person- og miljøbeskrivelser, hvad enten forfatteren tager os med til den forblæste walisiske kyst eller til centrum af Bristol. Hun har en evne til at formidle sorg og smerte, så det bliver alt andet end klichefyldt, men i stedet efterlader en massiv klump i maven. Det er fint gjort.

Jeg gik i gang med thrilleren en lørdag aften og stoppede ikke med at læse, før jeg var færdig med de knap 430 sider midt om natten. Jeg havde endda bogen med på toilet.

På Krimimessen kan man komme helt tæt på forfattere - det oplevede Per. Foto: Per Kragelund Christensen

På Krimimessen kan man komme helt tæt på forfattere – det oplevede Per. Foto: Per Kragelund Christensen

Ikke underligt at bogen er solgt til mere end 25 lande, og at forfatteren har solgt mere end 500.000 bøger i Storbritannien.

PS: En sjov lille episode fra Krimimessen i Horsens: På messens første dag fortalte jeg på scenen om domestic noir, og jeg nævnte bogen som et læseværdigt eksempel på genren. Kort efter fik jeg en besked på Facebook fra en mand, der hørte mit oplæg, og som netop havde købt Jeg lader dig gå på messen. Han skrev, at da han købte thrilleren, blev han prikket på skulderen af den britiske forfatter. Og han fik en særlig hilsen i sit eksemplar.

Reportage fra Krimimessen 2016 – lørdag

Aldrig har der været så mange gæster til Krimimesse som lørdag den 12. marts. I alt lagde mere end 6000 mennesker vejen forbi det gamle statsfængsel i Horsens, hvor messen holder til. Foto: Rebekka Andreasen

Aldrig har der været så mange gæster til Krimimesse som lørdag den 12. marts. I alt lagde mere end 6000 mennesker vejen forbi det gamle statsfængsel i Horsens, hvor messen holder til. Foto: Rebekka Andreasen

Kærlighed til Krimi: Krimimessen i Horsens 2016 i ord og billeder. Langt indlæg.

“Hvis der virkelig er en bombe, tror du så ikke, at vi står lidt for tæt på døren?” siger en kvinde roligt til sin veninde, mens hun ser mere ud til at bekymre sig om at holde balancen med favnen fuld af muleposer, end om den ordrer, der har gennet alle ud fra det største messelokale på Krimimessen i Horsens.

10. juni er Sara Blædel klar med første bind i en ny serie. Bedemandens datter hedder den. Foto: Rebekka Andreasen

10. juni er Sara Blædel klar med første bind i en ny serie. Bedemandens datter hedder den. Foto: Rebekka Andreasen

Krimifreaks er ikke sådan at hyle ud af den, og der er ingen panik, da forfattere, forlagsfolk, frivillige messefolk, boghandlere, kamerafolk, journalister og krimimessens mange gæster bliver evakueret på grund af det, der viser sig at være en brandalarm, der er aktiveret ved en fejl.

I stedet sender folk blikke efter PR-stuntet fra People’s Press: En ligvogn, der reklamerer for Sara Blædels næste roman Bedemandens datter. Senere hører jeg Sara Blædel ærligt fortælle, hvordan det at miste begge sine forældre og endnu et familiemedlem inden for få uger, betød, at hun var i tæt kontakt med en kvindelig bedemand – og sådan plantede det første frø til en ny hovedperson sig. Det kan virke morbidt med den ligvogn, men folk smiler og pakker forargelsen væk. Vi er jo krimilæsere. Og vant til lidt af hvert.

Deler en krimilakrids og en kaffe med en af de første forfattere, jeg interviewede på Krimimessen tilbage i 2008. Så hyggeligt. Foto: Rebekka Andreasen

Deler krimilakridser og kaffe med en af de første forfattere, jeg interviewede på Krimimessen tilbage i 2009. Så hyggeligt. Foto: Rebekka Andreasen

I modsætning til på BogForum, så er ALLE i Horsens vilde med krimigenren, og det giver en helt bestemt fællesskabsfølelse og stemning. Allerede inden messen for alvor går i gang, har jeg hilst på mange velkendte ansigter. Og folk, jeg kun kender som en mailsignatur. Dejligt at møde jer alle.

Klokken er lidt over ti, da Bertel Haarder åbner den 15. krimimesse.

Jeg er ligeglad med, hvem morderen er. Men krimier handler jo også om rigtig meget andet. De bedste krimier giver os indblik i sindets mørke sider, i samfundets bagsider og forbrydelsens karakter, siger kulturministeren.

På scenen med Nina Vad Holtum (th), der er en af de danske forfattere, der skriver domestic noir. Foto: Janus Bjarke Andersen

På scenen med Nina Vad Holtum (th), der er en af de danske forfattere, der skriver domestic noir. Foto: Janus Bjarke Andersen

Da jeg senere holder oplæg om domestic noir, omdøber jeg det nok så korsstingsbroderede slogan: Home is where the heart is til Home is where the hurt is. Jeg improviserer og hiver forfatter Nina Vad Holtum op på scenen de sidste fem minutter af min tid. Hun har skrevet to bøger om konservatoren Lærke Lind og siger flere gange, at hun er lettet over endelig at kunne proppe en genre på sit forfatterskab – nemlig domestic noir.

På Krimimessen kan man komme helt tæt på forfattere - det oplevede Per. Foto: Per Kragelund Christensen

På Krimimessen kan man komme helt tæt på forfattere. Det oplevede Per. Foto: Per Kragelund Christensen.

Kort efter får jeg en besked på Facebook fra Per Kragelund Christensen, som jeg ikke kender. Han hørte mit oplæg og vil gerne have fingre i en domestic noir-thriller, jeg har anbefalet. Han fortæller, at da han køber Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh på Føtexs stand, bliver han prikket på skulderen af den britiske forfatter. For hun er nemlig også i Horsens. Og Per får en særlig hilsen i bogen.

Krimimessen er andet end krimiforfattere. Jeg hører et inspirerende oplæg af Steffen Larsen, der i 96 fulgte Sandhedskommissionens arbejde i Sydafrika. Ofre fortæller, hvad de har været udsat for, og forbrydere siger undskyld. Det baner vejen for lys og en ny begyndelse. Og er med til at hele nationens betændte sår.

Formålet med kommissionen i Sydafrika var at indsamle vidnesbyrd og efterforske dem, tildele amnesti og udmåle erstatning. Foto: Rebekka Andreasen

Der kom nogle forfærdelige historier frem, der blev formildnet af den nærmest eventyragtige måde at fortælle på. I et sprog renset for alt overflødigt, fortæller Steffen Larsen, der rejste rundt i Sydafrika i midten af 90’erne. Foto: Rebekka Andreasen

Og Steffen Larsen fortæller, at han i Sydafrika møder en “sort Marianne Jelved”. Virkeligheden overgår fantasien.

Opgiver at høre enkelte oplæg, fordi der er for mange mennesker. Øv.

Det var en meget ydmyg og glad norsk forfatter, der modtog prisen for bedste krimi. Foto: Rebekka Andreasen

Det er en meget ydmyg og glad norsk forfatter, der modtager prisen for året bedste krimi. Foto: Rebekka Andreasen

Møder et hav af herlige forlagsfolk, krimikendere, bloggere, selvudgivere, bestseller-forfattere, boghandlere, bibliotekarer etc. Og overværer, at både Gard Sveen, Ane Riel og Finn Halfdan får priser. Alle tre virker glade og ydmyge. Norske Gard Sveen, der modtager Palle Rosenkrantz-Prisen for Den sidste pilgrim siger i sin takketale, at “Det danske turistbureau i Norge har et berømt slogan, der hedder: Det er dejligt at være norsk i Danmark. Og sjældent har det været mere sandt end i dag”.

Ane Riel læser en utrolig morsom mail, hendes advokat-far har skrevet, op. Mailen konkluderer, at Jens Haarder, som man møder i bogen Harpiks, har overtrådt den og den paragraf, så altså – det er en krimi, hvis hans datter skulle være i tvivl!

Og krimikritiker- og kender Bo Tao Michaëlis siger noget, som jeg ikke kunne være mere enig i:

Der findes kun gode og dårlige bøger. Og så er det ligegyldigt, om det handler om kærestesorger eller mordet i et kloster.

Alle os, der er valfartet til Horsens denne lørdag, ved godt, at krimigenren i dag byder på anerkendt litteratur af høj klasse.

Interviewer Eva Maria Fredensborg, der fra Rød Scene blandt andet fortæller om sin fascination af familiehemmeligheder. Og hvorfor hendes nye roman foregår i Sønderjylland. Jeg kan varmt anbefale Det hvide mørke – en hybrid mellem en krimi og en slægtsroman.

Folk hamstrer bøger som var det gær under en storkonflikt. Også Lone Dahl Andersen og Christina Damkier Nissen (se foto nederst)

Når lige at høre et nummer med krimiforfatter Kim Juul og band, før jeg med ømme fødder iler mod mit hotel for mindre end en time senere at sidde i en taxa på vej til et af byens andre hoteller og min allerførste generalforsamling i Det Danske Kriminalakademi.

Lone Dahl Andersen med knap to-årige Carl. Der var simpelthen ikke plads i klapvognen, som Christina Damkier Nissen skubber. Her hygger bøger af bl.a. Jesper Stein, Helle Vincentz og Steffen Jacobsens sig nemlig. Foto: Rebekka Andreasen

Lone Dahl Andersen med knap to-årige Carl. Der var simpelthen ikke plads i klapvognen, som Christina Damkier Nissen skubber. Her hygger bøger af bl.a. Jesper Stein, Helle Vincentz og Steffen Jacobsens sig nemlig. Foto: Rebekka Andreasen

Sikke en dag. Og sikke en aften, der også byder på gode snakke og grin over en krimimesse-middag. Mere om messens anden dag senere på bloggen.

PS: Vil du se flere billeder fra messen, små videoklip etc, så se endnu flere på Vild Med Krimis Facebookside.

PPS: Har du læst reportagen fra Krimimessens anden dag? Find den her

 

 

 

Nyt fra Jakob Melander, Viveca Sten og Ninni Schulman

Disse tre bøger lander i handlen i dag. Foto: Rebekka Andreasen

Disse tre bøger af Viveca Sten, Ninni Schulman og Jakob Melander lander i handlen i dag. Foto: Rebekka Andreasen

Flere nye krimier er landet hos din fysiske eller online bogpusher i dag.

Der udkommer så mange krimier i øjeblikket, at det kan være svært at følge med. Måske du skal hamstre lidt godt læsestof til påskeferien? Alene i dag udkommer bl.a.:

  • Jakob Melanders fjerde krimi om efterforsker Lars Winkler: Det bedste til mig og mine venner
  • Ninni Schulmans fjerde fritstående thriller om bl.a. journalisten Magdalena Hansson: Vores egen lille hemmelighed
  • Viveca Stens syvende krimi om Nora Linde og Thomas Andreasson: I magtens skygge

Mon ikke den online bogklub Plusbog sælger mange krimier for tiden? Plusbog kommer på Krimimessen i Horsens, men du kan ikke finde interviewtider i Krimimessens program, så her kommer en lille servicemeddelelse, hvis du kommer forbi Horsens 12. og 13. marts 2016.

Lørdagsprogram:

  • 10.30 Jesper Stein
  • 11.15 Karin Slaughter
  • 12.00 A. J. Kazinski
  • 13.30 Erik Valeur

Søndagsprogram:

  • 10.00 Clare Mackintosh
  • 11.00 Michael Katz Krefeld
  • 12.00 Leif Davidsen
  • 12.30 Lars Kepler
  • 13.30 Thomas Enger
  • 14.30 Lars Kjædegaard

 

 

98 sider med gratis krimiguf – på norsk

En opdatering på Facebook er skyld i, at min kødsovs brændte på. Der er i disse dage krimifestival i Oslo. Foto: Rebekka Andreasen

En opdatering på Facebook er skyld i, at min kødsovs brændte på. Der er i disse dage krimifestival i Oslo. Foto: Rebekka Andreasen


 

Krimifestival i Oslo: Du kan se interviews fra krimifestivalen i Oslo live – hjemme fra sofaen. Og muntre dig med 98 siders krimistof.

Man skal aldrig tjekke Facebook, når man samtidig har sat kødsovs over til lasagne. En opdatering fra Det Danske Kriminalakademi (som jeg er meget stolt af, at jeg er blevet medlem af) er nemlig skyld i, at min kødsovs brændte på.

Opdateringen informerede mig om, at der i disse dage er krimifestival i Oslo. Og du kan følge med hjemme fra sofaen, når festivalen livestreamer dagens mange interviews og debatter. Tjek dette link

Du kan også læse lystigt i det knap 100 sider lange elektroniske magasin, hvor du finder interviews med f.eks. Jo Nesbø, Clare Mackintosh, Tom Egeland, Torkil Damhaug, Peter Swanson og Hjorth og Rosenfeldt. Der er også spændende artikler om Sherlock Holmes, Henning Mankell og Sjöwall og Wahlöö. (Norsk er så meget nemmere at læse og forstå – end svensk. Synes jeg, der er østjyde.) Du finder magasinet her – bemærk, at du i venstre hjørne kan justere størrelsen på bladet, hvis du læser magasinet på en pc. 

Både Peter Swanson og Clare Mackintosh kan du møde på dansk grund inden længe – på Krimimessen i Horsens.

Rigtig god fornøjelse. Jeg snupper rugbrød til aftensmad.

PS: I dag får Flaskepost fra P premiere. Et par stikord fra mig: Visuelt er den fuldstændig fantastisk. Smukke, stærke billeder og nogle super fede actionscener, der virkelig er kræs for øjet. Og Lie Kaas spiller forrygende. Der er ikke den følelse, den mand ikke kan udtrykke med et blik. Men der er meget langt fra den Jussi Adler-Olsen roman, jeg holder meget af, til det du kan se på det store lærred. Filmen er meget langt væk fra bogens univers, selvom plottet selvfølgelig er sammenligneligt. Som en af Vild Med Krimies Facebooksfølgere skrev til mig: “Jeg ser altid på det som en film med udgangspunkt i en bog og ikke som en filmatisering.” Tak for de kloge ord, Helle Klitgaard.

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her