Corpus Christi

Guide til BogForum 2016

bogforum-14

Billedet her er fra BogForum 2014, men mon ikke der igen i år bliver trængsel? Foto: Rebekka Andreasen

BogForum: En god sjat krimiguf, lidt astrofysik og humor a la Hella Joof. Her kommer Vild Med Krimis guide til en fredag på BogForum 2016. Måske du bliver inspireret?

Nå. Jeg kan lige så godt skrive det, som det er: Jeg besøger ikke BogForum i år.

Det kan simpelthen ikke gå op med min kalender, hvis jeg også skal have tid til at sove, undgå at blive fortravlet og få røde pletter på halsen og ikke lade det gå ud over to af mine tre børn, at de er født i november og skal fejres med manér. Øv.

Jeg har været af sted mange gange og ofte blandet arbejde og fornøjelse. Også dengang BogForum faktisk foregik i Forum. Indrømmet. Det bliver underligt og vemodigt at undvære BogForum i år.

Hvis vi nu leger, at jeg skal af sted til årets største bog-event, så kunne min fredag se sådan her ud:

10.30, Scenen: Officiel åbning af BogForum 2016. Årets taler er Tom Buk-Swienty, der er journalist, historiker og forfatter. Det plejer at være en festlig start på weekenden. Samtidig overrækkes årets Debutantpris.

Jeg heppede indtil i dag på Katrine Engberg, der har skrevet Krokodillevogteren, og som har været med i opløbet. Men de ti forfatternavne på shortlisten blev offentliggjort i eftermiddags, og her blev der ikke plads til krimiforfatteren.

11.00, Hvid scene: Hvis jeg kan nå det, vil jeg høre musiker og sangskriver Morten Remar fortælle om sin spændingsroman Amok. Radiovært Mads Steffensen interviewer.

12.00, Krimimessens stand: Her vil jeg møde forfatter Martin Jensen, der bl.a. er kendt for sine historiske krimier om Eske Litle.

Egentlig kunne jeg hele weekenden hænge ud på Krimimessens stand. Det er første gang, at den østjyske messe har en stand på BogForum, og er du som jeg Vild Med Krimi, er dette stedet, du bør besøge. Forfattere som Jens Henrik Jensen, Øbro og Tornbjerg, Leif Davidsen, Helle Vincentz, Jakob Melander, Paul Cleave og Steen Langstrup kigger forbi.

Kommer du f.eks. lørdag kan du møde krimiforfatter Jürgen Klahn og høre ham fortælle om krimien Sommerfuglen, der udkom for nylig. Jeg mødte ham kort til litteraturfesitvalen Vild Med Ord for nogle år siden i Aarhus, hvor han fulgtes med kæresten Elsebeth Egholm. Følg Jürgen Klahn på Facebook her

Og se hele programmet for Krimimessens stand på BogForum her

12.55, Gyldendals Tranescene: Der skal være lidt modvægt til krimigenren. Jeg vil gerne høre Søren Ulrik Thomsen, der i den grad formår at jonglere med sproget,  fortælle om En hårnål klemt inde bag panelet.

13.30, Lindhardt og Ringhofs stand: Jeg vil ile fra Søren Ulrik Thomasen til Leif Davidsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky, der taler om Hemingway.

14.30, Scenen: Jeg elsker, når folk brænder for noget, og man mærker deres passion. Jeg vil lappe den danske astronom og astrofysiker Anja C. Andersens oplæg i mig. Det er i øvrigt hende, forfatterparret A.J. Kazinski besøger, hver gang de skal i gang med en ny Niels Bentzon-krimi. De efterlyser svar på det “beskedne” spørgsmål om, hvad der er sket i universet siden sidst.

15.00, Saxo-scenen: Her fortæller Jesper Holm om, hvordan han finder tid til at skrive, når han også skal passe sit fuldtidsarbejde som selvstændig grafisk designer. Han er i gang med en efterfølger til tempelridder-thrilleren Corpus Christi

En af de forfattere, du kan møde på Bogforum, er Thomas Rydahl, der meget snart er aktuel med thrilleren De savnede. Billedet her er fra BogForum 2014, hvor han vandt Debutantprisen. Foto: Rebekka Andreasen

En af de forfattere, du i år kan møde på Bogforum, er Thomas Rydahl, der meget snart er aktuel med thrilleren De savnede. Billedet her er fra BogForum 2014, hvor han vandt Debutantprisen. Foto: Rebekka Andreasen

15.30, Saxo-scenen: Thomas Rydahl er snart aktuel med sin anden spændingsroman om eremitten Erhard Jørgensen, der er glad for geder. Kim Juul har en musikalsk efterforsker i hovedrollen i sine krimier. De to forfattere taler om, hvordan de hver især har udviklet deres anderledes hovedpersoner.

16.00, Cph Comics: Jeg vil iagttage Peter Kielland-Brandt og Tatiana Goldberg, mens de tegner på Tegnevæggen og bagefter ile til Bogcaféen, hvor den tyrkiske forfatter Hakan Günday fortæller om sin bog Mere, mere, der højaktuelt handler om illegale flygtninge, der sætter deres liv på spil for at komme til Europa.

17.00, Hvid scene: Hella Joof – hvem kan stå for hende? Jeg vil høre Hella Joof tale med Lotte Kirkeby Hansen om sin nye bog Papmaché-reglen.

17.30, Saxo-scenen: Jeg arbejder indimellem sammen med redaktør Heidi Korsgaard fra Skriveværkstedet, der er knaldhamrende dygtig. Det bliver en fornøjelse at høre hende fortælle om at få sproget til at sprudle med sanser og dialog, når hun giver gode råd om at skrive fængende. Jeg iler videre til Politikens stand, hvor jeg gerne vil høre en bid af Jussi Adler-Olsen, der taler om Selfies

Den mand er ikke kun fremragende på skrift, men også en fornøjelse at opleve live.

18.20, Politikens forlag: Jeg vil slutte fredag på BogForum med Ole Rasmussen og Gorm Vølver, der underholder med udgangspunkt i Året der gak – ATS 2016. Sidste år lo jeg så  meget af de to mænds oplæg, at jeg tissede en lille smule i bukserne af grin.

Og så er der jo også en hel lørdag og søndag at hoppe ombord i. Rigtig god fornøjelse til alle jer, der skal afsted.

PS: Jeg har ikke hørt fra den ene vinder af to entrebilletter til BogForum. Derfor har jeg udtrukket en ny. Margit Jensen send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk – så er der to entrebilletter til BogForum på vej til dig.

 

Et pip inden Krimimessen i Horsens

Årets store krimievent, Krimimessen i Horsens, åbner liiige om lidt.

At være i fængsel er fornøjeligt – når det er i Fængslet i Horsens altså. Krimimessen i Horsens åbner i morgen, lørdag den 12. marts.

Årets store krimievent begynder lørdag  – det er selvfølgelig Krimimessen i Horsens. Og jeg glæder mig.

Følg Vild med Krimi på Facebook eller Instragram, hvis du vil have lidt stemning fra messen. Jeg når ikke at opdatere bloggen i weekenden. Dog kan du i morgen læse min anmeldelse af Bille og Billes nye krimi, Vredens ord, her på sitet.

Tidligere i dag var jeg i P1 eftermiddag, hvor jeg snakkede om – ja krimier. Jeg fik bl.a. nævnt, at der findes andre hovedpersoner end den klassiske journalist/politimand-type (og også nævnt, at hvis strømeren er lige så sej som Jesper Steins Axel Steen eller har en baggrund som punker og er musikalsk som Jakob Melanders Lars Winkler, så læser jeg gerne om betjente).

Men ja, der findes også andre typer detektiver:

  • Jesper Holm, der har skrevet Corpus Christi, har f.eks en moderne tempelridder i hovedrollen i sin konspirationsthriller sat i nutiden.
  • Pernille Boelskov har en præst i hovedrollen i Bornholmer-krimien Granitgraven
  • Lotte Petri har en læge og forsker i centrum i sine videnskabskrimier

Jeg har fået flere mails, hvor folk skriver til mig, at der altså også blev skrevet danske krimier op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne, og det er jeg fuldt ud klar over, men den voldsomme vækst i danske krimiudgivelser kommer først senere. Og derfor nævner jeg i indslaget 90’erne.

Du kan lytte til P1-indslaget, der varer godt ti minutter, lige her

 

 

 

 

En japansk boghandel – med Jussi på hylderne

Denne kæmpestore boghandel i flere etager faldt Birthe Sonne over på en tur til Tokyo. Foto: Birthe Sonne.

Denne kæmpestore boghandel i flere etager faldt Birthe Sonne over på en tur til Tokyo. Foto: Birthe Sonne.

Fotos fra Japan: Når jeg besøger en ny by, forsøger jeg altid at finde en boghandel. Bare for at snuse lidt rundt. Og jeg er åbenbart ikke den eneste.

En aften i januar i 2015 er jeg på vej hjem til Aarhus fra et møde i København. En af de andre passagerer i toget på vej mod Jylland er i gang med at læse Jussi Adler-Olsens Den grænseløse. Selv læser jeg Jesper Holms Corpus Christi. Vi falder hurtigt i snak og taler selvfølgelig om krimilitteratur, mens Sjælland og Fyn passerer forbi uden for vinduet.

Det er en smule svært at orientere sig, når man ikke er en haj til japansk. Hvor er det lige, at der er krimilitteratur? Foto: Birthe Sonne.

Det er en smule svært at orientere sig, når man ikke er ferm til japansk. Hvor er det lige, at der er krimilitteratur? Foto: Birthe Sonne.

Siden har Birthe, som min medpassagerer hed, trofast fulgt bloggen, og i dag sendte hun mig nogle skønne fotos, som hun har taget i en boghandel i Tokyo. Jeg har fået lov til at bringe dem her på bloggen.

Alfabethuset af Jussi Adler-Olsen - set i en boghandel i Tokyo. Foto: Birthe Sonne.

Marco Effekten og Alfabethuset af Jussi Adler-Olsen – set i en boghandel i Tokyo. Foto: Birthe Sonne.

Faktisk var der et par bøger, hun kunne genkende blandt de tusindvis af titler.

Jussi Adler-Olsens Alfabethuset og Marco Effekten (som jeg altid stejler over er i to ord)  i japansk udgave.

1000 tak for billeder, Birthe. Er du på rejse og kommer forbi en spændende boghandel, så send mig gerne et foto, som jeg må bringe på bloggen.

PS: Da jeg i efteråret var i Berlin, besøgte jeg selvfølgelig flere boghandlere. Se fotos her

 

 

Har du vundet Corpus Christi?

Corpus Christi er en havneby ved Den Mexicanske Golf i det sydlige Texas i USA. Det er også betegnelse for Jesu Legeme og så er det titlen på Jesper Holms spændende konspirationsthriller. Foto: Rebekka Andreasen

Corpus Christi er en havneby ved Den Mexicanske Golf i det sydlige Texas i USA. Det er også betegnelse for Jesu legeme og så er det titlen på Jesper Holms meget spændende thriller. Foto: Rebekka Andreasen

Tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om at vinde Corpus Christi af Jesper Holm.

Mangler du inspiration til en god bog – krimi eller ej – så tjek kommentarerne under indlægget her

Du kan følge forfatter Jesper Holm på Facebook lige her

Lisbeth Maja Sørensen er vinder af konkurrencen. Tak til findenvinder.dk for at hjælpe med udtrækningen.

Lisbeth Maja Sørensen er vinder af konkurrencen. Tak til www.findenvinder.dk for at hjælpe med udtrækningen.

Lisbeth Maja Sørensen – send din adresse til mig på mail@rebekkaand.dk – du har nemlig vundet en signeret bog. Rigtig god læselyst.

PS: Lisbeth Maja Sørensen skriver, at hun er i gang med Nostradamustestamente af Tom Egeland, og at bogen er fremragende og kan anbefales.

 

 

Vind Corpus Christi af Jesper Holm

Forfatter til Corpus Christi har signeret den bog, du kan vinde.

Jesper Holm  har signeret den Corpus Christi-bog, du kan vinde.

Konkurrence: Nu har jeg nævnt krimien Corpus Christi af Jesper Holm her på bloggen flere gange. Nu kan du vinde bogen.

Hovedpersonen i Jesper Holms bog er den 24-årig Noah Smith. Han er en ung dansk mand, der er i gang med ph.d.-studier i økonomi. Han har også tilmeldt sig timer i græsk og latin på Corpus Christi College i Oxford, men studierne må vige for en stund. Noah er nemlig i fare. Få kapitler inde i bogen er både politi og lejemordere på jagt efter Noah. Hvorfor må du læse bogen for at finde ud af.

Jesper Holm har leget med tanken om, at tempelridderordenen eksisterer den dag i dag, og Noah har selvfølgelig vaskeægte tempelridderblod i årerne. Corpus Christi er en forfriskende, hæsblæsende og velskrevet spændingsroman, der i stilen minder lidt om Dan Browns Da Vinci Mysteriet.

Bogen, du kan vinde, er signeret af forfatteren med en særlig hilsen. Du kan læse min anmeldelse af bogen lige her

For at deltage i konkurrencen skal du skrive en kommentar under indlægget her. Skriv hvilken bog du er i gang med at læse lige nu (eller sidst har læst) Det er altid dejligt at blive inspireret, og jeg ved, at I bloglæsere læser rigtig mange gode bøger.

Vi snupper en hurtig konkurrence, der slutter allerede om en uge, så jeg skal have din kommentar senest søndag den 26. april klokken 15. Senere samme dag kan du på bloggen læse, om det er netop dig, der har vundet Corpus Christi.

Bemærk: Der kan godt gå lidt tid, fra du skriver en kommentar, til du kan se den på sitet.

En veloplagt Jesper Holm fortæller om Corpus Christi på Krimimessen i Horsens 2015. Foto: Ellen Marie Andreasen

Jeg interviewede en veloplagt Jesper Holm på Krimimessen i Horsens 2015. Foto: Ellen Marie Andreasen

PS: Du kan følge Jesper Holm på Facebook lige her

 

 

Løvetæmmeren af Camilla Läckberg skal hjem til….

Løvetæmmeren er Camilla Läckbergs niende krimi om Erica Falck og Patrik Hedström

Løvetæmmeren er Camilla Läckbergs niende krimi om Erica Falck og Patrik Hedström

Hvis du vil have inspiration til din næste krimi, så læs de mange kommentarer, som I har sendt til Camilla Läckberg-konkurrencen. Tak for alle anbefalingerne. Se dem under indlægget her

I dag udkommer Løvetæmmeren. Og Ingrid Færk behøver ikke at købe bogen. Du har nemlig vundet bogen. Send din adresse til mail@rebekkaand.dk – og bogen er på vej til dig. Tak til forlaget People’sPress for at donere bogen.

Nu vender jeg snart snuden mod Horsens for at deltage i Krimimessen 2015. Se programmet lige her

Kom og sig hej, hvis du kommer forbi. Jeg glæder mig til at interviewe disse fire forfattere:

PS: I dag udkommer også Lad mig tage din hånd af Tove Alsterdal. Læs mere om bogen her

PPS: Læs min anmeldelse af endnu en krimi, der udkommer i dag – nemlig Lone Theils Pigerne fra Englandsbåden

 

 

Corpus Christi af Jesper Holm

Mød Jesper Holm på Krimimessen søndag den 22. marts.

Mød krimiforfatter Jesper Holm på Krimimessen i Horsens søndag den 22. marts.

Anmeldelse: Corpus Christi er en effektiv thriller om tempelridderne og en af verdens ældste konspirationsteorier.

Hovedpersonen i Jesper Holms thriller Corpus Christi er den 24-årige danske Noah Smith. Han ser ikke tv. Han lever strengt og kontrolleret. Er typen, der er opdraget til ikke at være i centrum og tiltrække alt for megen opmærksomhed. Han lever ydmygt og næsten asketisk. Og så er han i gang med sine ph.d.-studier i økonomi og har også tilmeldt sig timer i græsk og latin på Corpus Christi College i Oxford. Lyder han en smule kedelig? Det er han ikke. For det blod, der strømmer i Noahs årer, er vaskeægte tempelridderblod. Noah, hans far og generationer før ham har alle tilhørt tempelridderordenen. Se, det gør jo Noah umådelig interessant.

Noah bliver beskyldt for mord

En 62-årig mand bliver korsfæstet i sit hjem uden for Oxford. En korsfæstelse er vel aldrig munter, men denne her er udført fuldstændig anatomisk korrekt. Noah får skylden, og så tvinges han ud på en rejse rundt i Europa for at finde tempelriddernes hemmelighed – og morderen. Den korsfæstede mand var nemlig også medlem af ordenen, for ja, den lever videre i nutiden, selvom den sidste tempelridder-stormester blev brændt på bålet i 1314 i Paris. På flugt fra både politi og lejemordere får Noah selskab af en professor i teologi. En ung, smuk og kvindelig en af slagsen selvfølgelig.

Googler løs

Jeg elsker, når en skønlitterær bog gør mig nysgerrig på et emne, og mens jeg læste Corpus Christi havde jeg gang i google mange gange. For hvordan var det nu, det var, med den tempelridderorden? Jeg er normalt ikke den store fan af konspirationsthrillere, men jeg er vild med Corpus Christi. Den er saftsuseme spændende. Jesper Holm blander elegant historie og fiktion og smider fægtning, latin, middelalderlige torturmetoder, den katolske kirke, våben, nørdede lejemordere og en af historiens ældste konspirationsteorier ind i sin bog og tilsætter et hæsblæsende tempo og et intelligent og saftigt sprog. Det er svært underholdene og fornøjeligt at læse.

En meget udansk bog

Jesper Holm har researchen i orden, og han deler gavmildt ud af sin viden. Det bliver aldrig gumpetungt, selvom han har proppet meget fakta ind i bogen. Men det bliver voldsomt. Nok også for voldsomt for nogle læsere. For detaljerigdom når det gælder tortur og korsfæstelser er barske sager at læse om.

I Corpus Christi møder du bl.a. kardinal Napoleone og østrigerne Slatan og Piers Ramstein. Far og søn med et noget usædvanligt job.

I Corpus Christi møder du bl.a. kardinal Napoleone og østrigerne Slatan og Piers Ramstein. Far og søn med et noget usædvanligt job.

Corpus Christi foregår især i nutiden i både Danmark, Italien, Frankrig og England, men også tilbage i år 1307, hvor tempelriddernes stormester, Jacques de Molay, måtte tage en stor beslutning.  Bogen kunne lige så godt være skrevet af en udenlandsk forfatter. Jeg mener det som et kompliment, selvom jeg er vild med danske krimier. Det kan godt være, at du ikke googler Molay og tempelridderne, mens du læser Corpus Christi, men du får en forfriskende og velskrevet spændingsroman med fart over feltet. Jeg kan godt fordøje, at nogle scener i bogen er lige lovlig fantasifulde, for jeg synes, plottet er genialt. Bum.

PS: Vil du gerne høre Jesper Holm fortælle om bogen, så kan du møde ham på Krimimessen i Horsens søndag den 22. marts. Jeg interviewer ham klokken 10.40 på sort scene. Du kan følge Jesper Holm lige her

PPS: Som noget ganske særligt er der i Corpus Christi udlagt ni forskellige spor, som viser dig vej til morderen. Jeg kunne bare ikke finde dem – kan du?

PPPS: (Hvis der er noget, der hedder det?) Inden længe er der konkurrence her på Vild Med Krimi, hvor du kan vinde den nye krimi fra Camilla Läckberg, der hedder Løvetæmmeren.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her