De forsvundne

Kriminyt: Stein, Lemaitre, Broen, Netflix-krimi og en vinder

Lidt blandede krimibolsjer med nyt fra bl.a. Jesper Stein og Pierre Lemaitre og mulighed for at lægge stemme til tv-serien Broen.

 

Ny Axel Steen-krimi:

To krimier, der udkommer i dag: Jesper Steins Papa og Tre dage og et liv af franske Pierre Lemaitre.

I dag udkommer Papa af Jesper Stein. Papa er navnet på en russisk mafiaboss og våbenhandler, og i sit nye job – som undercoveragent for PET – skal Axel Steen forsøge at komme tæt på den storkriminelle russer. Det bringer ham bl.a. til Amsterdam. Jeg har endnu ikke læst bogen, der udkommer på Politikens Forlag, men den bader allerede i rosende ord.

Og mon ikke mange læsere har forudbestilt bogen? I hver fald blev bogen, trods stort 1. oplag, trykt i 2. oplag – en uge før udgivelsen. Sejt. I øvrigt er det Jesper Steins forfatterkollega Thomas Rydahl, der kom på titlen til bogen.

De øvrige bøger i serien om Axel Steen er:

  • Uro
  • Bye Bye Blackbird
  • Akrash
  • Aisha

Mørk fransk krimi:

En anden krimi, der udkommer i dag, er Tre dage og et liv af franske Pierre Lemaitre. Den prisvindende forfatter har bl.a. skrevet Alex, der udkom på dansk i 2014 og Camille, der udkom på dansk i 2015.

En seksårig dreng forsvinder fra en lille provinsby en vinterdag i 1999. Trods en storstilet eftersøgning finder politiet ikke drengen. Imens går 12-årige Antoine rundt ude af sig selv, for det er ham, der ved et uheld har slået drengen ihjel. Og snart viser det sig, at den lille drengs forsvinden blot er den første i rækken af katastrofer, der rammer byen.

Lemaitre er som regel garant for fremragende og kringlede krimier. Bogen udkommer på Lindhardt og Ringhof.

Broen sæson 4:

1. januar 2018 kan du se første afsnit af Broen sæson 4 på DR1. Og nej, det er selvfølgelig ikke denne bro, der lægger navn til serien om Saga og co, men jeg benytter fluks lejligheden til at vise et feriefoto. Denne bro viser vej fra Miami til Miami Beach, som jeg besøgte i februar. Foto: Rebekka Andreasen

Har du et par timer til rådighed torsdag den 15. juni 2017 mellem klokken 9.00 og 17.00, og er du i nærheden af Filmbyen i Hvidovre? Og taler du dansk og er ca. mellem 25-50 år? Så er det måske dig, der skal lægge stemme til Broen?

Folkene bag den dansk/svenske tv-krimi Broen er nemlig i gang med efterarbejdet på fire afsnit af fjerde sæson og søger statister til eftersynkronisering.

Du skal være med til at lægge stemme til generel samtale f.eks. restaurantbesøg, museumsbesøg etc. Hvis du er interesseret, så kontakt Frederikke på mail: Frederikke@nimbusfilm.dk senest fredag d. 11. juni kl. 00.00. Oplys venligst hvilken tid du foretrækker, to-tre timer i løbet af dagen, og om du kan deltage andre tidspunkter i løbet af dagen.

Bemærk: Jeg formidler kun muligheden og har intet med arbejdet at gøre. Har du spørgsmål, skal du derfor ikke kontakte mig, men maile til Frederikke.

En sæson mere af Top of the lake:

Jeg slugte første sæson af Jane Campions britisk/australske krimiserie, der kan ses på Netflix, og som er centreret omkring et lille samfund i udkanten af alting i New Zealand.  Serien er en visuel lækkerbisken, har en klang af mystik, er proppet med eminent skuespil af bl.a. Elisabeth Moss og Holly Hunter, og historien er mørk og fascinerende med et kvalmende og overraskende plot. Et mørkt portræt af et skævt, kriminelt samfund i provinsen.

Elisabeth Moss er igen betjenten Robin, og i anden sæson får hun følgeskab af bl.a. Nicole Kidman og af danske David Dencik, der har en større rolle i serien. Anden sæson af serien foregår i Sydneys bordelmiljø, og Dencik spiller en alfons. Jeg ser frem til serien, der kan streames på Netflix senere på året.

Har du vundet?

Tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om at vinde svenske Caroline Erikssons thriller De Forsvundne. Vinderen blev Helle Dannemand. Send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk – og der er en signeret bog på vej til dig. Tak til Peoples Press for at sponsorere bogen. Og fik du ikke læst mit interview med forfatteren, så læs det her

Interview med Caroline Eriksson – vind hendes nye bog

Forfatterinterview/konkurrence: I morgen udkommer svenske Caroline Erikssons første bog på dansk – spændingsromanen De forsvundne. Jeg har mødt forfatteren i hendes hjemby Stockholm. Vind en signeret udgave af bogen, der er blevet en international sensation.

(Interview lavet på vegne af People’sPress– se PS nederst i indlægget)

– Det har været helt surrealistisk. Som at blive smidt ind i en vaskemaskine. Den første uge efter udgivelsen var virkelig turbulent og lidt uvirkelig, og min mand og jeg drak en del champagne den uge. Det var meget overvældende. Jeg er taknemmelig for, at bogen har fået så langt et liv.

Den svenske forfatter er vild med det danske cover. – Vand kan både være beroligende, afslappende og smukt at se på – men det kan også være mørkt, hemmelighedsfuldt og farligt. Og det passer meget godt til historien, forklarer Caroline Eriksson, der skriver om både en fiktiv sø og ø i De forsvundne.

Ordene er den svenske forfatter Caroline Erikssons. Efter at have skrevet to bøger inspireret af virkelige forbrydelser, sendte Caroline Eriksson i efteråret 2015 sin første spændingsroman på gaden i Sverige, hvor “det var mig og ikke historiske fakta, der bestemte historien,” som hun siger.

På ganske kort tid blev De Försvunna, som bogen hedder på svensk, solgt til mere end 20 lande. I morgen udgiver People’sPress bogen i Danmark, som bliver land nummer 26 på listen.

De rosende ord er haglet ned over Caroline Eriksson. Hun er blevet sammenlignet med amerikanske Gillian Flynn bag bestselleren Kvinden der forsvandt. Og sidste år var De forsvundne den mest solgte e-bog i Sverige.

En følsom forfatter

Amuletten her sad på et armbånd, som Caroline Eriksson fik af en boghandler i Skåne, da hun var til Bogmesse i Göteborg for tre-fire år siden. – Hun havde læst mine to første bøger og syntes, at jeg skulle have den her. Jeg blev meget glad og satte den på en halskæde, som jeg bar, i den intense periode, hvor jeg skrev De forsvundne. Foto: Caroline Eriksson.

Jeg er kun sammen med Caroline Eriksson i ganske få minutter, før det går op for mig, at jeg er i selskab med en ydmyg, følsom og nærværende kvinde, der hellere vil tale om, at det har kostet både tid og penge at følge forfatterdrømmen, end om alle de store, flotte ord, der er blevet hæftet på hendes bog.

Livet som forfatter er ikke glamourøst, påpeger hun, selvom arbejdet også byder på sjove interviews, rejser og spændende invitationer. Hun vil om bag facaden, både som privatperson, men også når hun skriver, og ærlighed er et kodeord, når hun bl.a. taler om skriveproces i podcasts, som hun laver i samarbejde med sin forfatterkollega Ninni Schulman.

Caroline Eriksson sætter pris på dybe samtaler om det, der betyder noget. Livet, kærligheden, drømmene. Og hun nævner – på en blanding af svensk og engelsk – at hun fik en skøn livsbekræftende snak med især Anders Rønnow Klarlund (den ene del af A.J. Kazinski), da der for nylig var krimifestival i Oslo.

– Hvis du spørger mig hvilket tøjmærke, du har på, så aner jeg det ikke. Det interesserer mig ikke. Til gengæld nyder jeg de små ting og kan sige til min mand: næh, se en smuk blomst i vejkanten. Jeg er menneskekender, god til mennesker, til at lytte og se folk. Og så er jeg et meget introvert menneske, selvom jeg er meget social. Jeg har brug for at være alene indimellem.

Ideen kom på sommerferien

Og alene det er hun, når hun skriver. Hvert år er Caroline Eriksson i sommerhus med sin mand og parrets to børn, en datter og en søn, i Gävle, som ligger cirka 150 kilometer nord for Stockholm. Inspirationen til De forsvundne opstod en dag, familien var ude at ro. Da de ankom til en lille ø, blev Caroline selv i båden, mens hendes mand og børn hoppede i land for at udforske øen.

– Først kan jeg se dem, og længe efter kan jeg høre dem le og snakke, men pludselig er der stille, og lydene forsvinder. Og lige der tænkte jeg: Hvad nu hvis de aldrig kommer tilbage?

Carolines familie vendte retur, men en tanke havde plantet sig i forfatteren. Og derfor er omdrejningspunktet i De forsvundne, at kvinden Greta desperat forsøger at finde ud af, hvad der er sket med manden Axel og datteren Smilla, der ikke vender tilbage efter et visit på en lille ø midt i en sø.

Caroline Eriksson lavede en playliste med instrumental musik, som hun lyttede til, da hun skrev De Forsvundne. Musikken hjalp hende i rette stemning til at presse hendes karakterer psykisk og skrive om det foruroligende, mørke, nervepirrende og farlige univers, bogen rummer. Screenshot fra Caroline Erikssons mobiltelefon.

Caroline Erikssons mål med bogen har været at skrive et underholdende domestic noir mysterium, og at tage læserne med på en rejse gennem en labyrint af tvist, skarpe sving og overraskelser. At skrive en spændende, mørk bog med fokus på det psykologiske og det helt nære, fordi hun går vældig meget ind i sine karakterer og interesserer sig for, hvorfor de handler, som de gør, og hvad der har formet dem som mennesker.

For at hellige sig skriveriet på fuld tid, sagde hun sit konsulentjob inden for HR op. Og skrev De forsvundne på tre hæsblæsende og intense måneder i sofaen hjemme i Stockholm, i joggingtøj og med skuldrene trukket helt op under ørerne med ømme nakkemuskler til følge, for ” jeg er ikke så god til at passe på mig selv, når jeg skriver.”

Historien flød, hendes fingre ramte tasterne med flow og gejst, men Caroline Eriksson ser direkte på mig og fastholder mit blik, da hun forklarer, at hun er en sensitiv forfatter, der “føler mine følelser vældig voldsomt.” Og at det var psykisk hårdt for hende at skrive om hovedpersonen Greta, der – uden at røbe for meget af fortællingen – lever i et dysfunktionelt forhold.

Greta er en utroværdig fortæller, man som læser ikke ved, om man kan stole på. Er hun uskyldig, offer eller gerningsmand? Hun er blevet lige præcis så kompleks, som forfatteren ønskede det.

– Greta kan være svær at holde af, men giv hende en chance. Jeg føler vældig stærkt for Greta. Hun er en sårbar person, men også meget spændende og sammensat og med en smertefuld bagage. Hun er ikke mig, men alligevel måtte jeg hive fat i noget i mig selv for at skrive om hende. I virkeligheden er jeg selv meget ræd og ængstelig, så at bevæge mig ud i et mørkt og dystert univers har også være en måde at bearbejde min egen angst på.

De forsvundne er også en bog om et kompliceret forhold mellem mor og datter. Og om søsterskab, som Caroline Eriksson kalder det, og det gik først op for forfatteren, at det var et tema i bogen, da hun var færdig med at skrive.

Nøgen i en lufthavn

I øjeblikket skriver Caroline Eriksson på en spændingsroman, der udkommer i Sverige senere på året, og hver af hendes bøger har krævet forskellige arbejdsprocesser. Caroline Eriksson pointerer, at hun er en meget struktureret person, der dog ikke altid har struktur. Men i arbejdet med hendes bøger går en ting igen: Disciplin.

– The first draft of anything is shit, sagde Hemingway. Skriv nu bare, hvis du gerne vil være forfatter. Og læs, læs, læs og bliv inspireret til din egen stil, opfordrer hun, der ikke kun er glad for at skrive, men også er vild med citater.

Faktisk så vild med dem, at hun længe klippede citater, der tiltalte hende, ud fra magasiner og blade og gemte dem i små notesbøger. Måske, forklarer hun, kan man sammenligne det lidt med kunst – at der er nogle sætninger, der taler til en og rammer noget centralt.

Nu håber Caroline Eriksson, at De forsvundne og hendes egne ord rammer noget i de danske læsere,  ligesom bogen har slået igennem i mange andre lande. Hun værdsætter succesen utrolig meget, men når man er en følsom forfatter, kan det samtidig være lidt grænseoverskridende at andre skal læse ens ord.

– Det kan føles som at stå nøgen midt i en lufthavn. Bogen er ikke om mig, men den er stadig personlig, og læserne får noget af mig, som jeg ikke får igen. Jeg håber, I tager godt imod De forsvundne i Danmark.

Først fik vi en tjener på den restaurant, hvor vi spiste frokost, til at tage et foto. Men det blev ikke godt, så vi måtte i gang med en selfie. Vind det eksemplar af De Forsvundne, som Caroline Eriksson holder på fotoet her. Hun har signeret bogen. Foto: Caroline Eriksson

Du kan vinde en signeret udgave af Caroline Erikssons spændingsroman ved at skrive en kommentar under indlægget her. Vælg selv hvad du vil skrive.

Du kan deltage frem til torsdag den 8. juni klokken 10. Jeg trækker en vinder senere samme dag. Husk, at der kan gå lidt tid, før du kan læse din kommentar på bloggen. Bogen er sponsoreret af Peoples Press. Hører jeg ikke fra vinderen inden en uge, udtrækker jeg en ny.

PS: Lige for en god ordens skyld: Jeg har interviewet forfatteren på vegne af Peoples Press. Jeg har altså fået et honorar for opgaven, men forlaget har ikke blandet sig i, hvad jeg har skrevet. Af samme grund har jeg takket pænt nej tak til at anmelde bogen.

Stockholmmøde med succesfuld forfatter

Forfatterinterview: På mandag sætter jeg kurs mod Stockholm for at interviewe den svenske forfatter Caroline Eriksson, der snart er aktuel med thriller på dansk.

De forsvundne er blevet en international sensation, da den på kort tid blev solgt til over tyve lande. Udkommer i Danmark 2. juni. Læs mere om bogen her

Caroline Eriksson har skrevet en mørk og psykologisk spændingsroman, De forsvundne, der udkommer på dansk 2. juni på forlaget People’sPress.

Flere anmeldere har sammenlignet den svenske forfatter med amerikanske Gillian Flynn, der står bag Kvinden, der forsvandt – en thriller, der har været med til at gøre domestic noir-genren overordentlig populær.

De forsvundne er sådan en thriller, som jeg glæder mig til, at andre har læst, så jeg kan tale frit om bogens tvist og plot. For intet er, som det ser ud til, og ingen er, som man tror.

I  Sverige var bogen sidste år den mest solgt e-bog, og siden De forsvundne udkom i forfatterens hjemland for cirka halvandet år siden, har 26 lande fulgt trop – og nu altså også snart Danmark.

At De Försvunna, som bogen hedder på svensk, er blevet lidt af en international sensation, betyder også, at forfatteren er vant til at give interviews.

Mon jeg kan lokke Caroline Eriksson til at afsløre noget omkring arbejdet med bogen, som hun aldrig har fortalt i andre interviews, når vi mandag spiser frokost sammen? Jeg vil i hvert fald forsøge.

Den svenske forfatter Caroline Eriksson har boet flere forskellige steder rundt omkring i verden bl.a. i USA og i Australien. I dag bor hun i Stockholm, hvor jeg mødes med hende. Foto: Rebekka Andreasen

Interviewet bliver bragt her på bloggen engang i næste uge. Stay tuned.

PS: Jeg får et honorar af People’sPress for at interviewe Caroline Eriksson. Af samme grund har jeg takket nej til at anmelde bogen.

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her