debutant

Anmeldelse: Den permanente af Thomas Bagger

Hvad hovedpersonen Ask Hjortheede og et californisk jordegern har til fælles, må du læse bogen for at finde ud af: Foto: E.C. Edition.

Anmeldelse: Jeg jubler. Den permanente af Thomas Bagger er en usædvanlig god krimidebut, der både har knippelgodt sprog, fantasifuldt og underholdende plot og en nuanceret hovedperson, man har lyst til at være i selskab med. Aarhus har fået en ny krimiforfatter med kæmpe K.

Da jeg for snart fem år siden begyndte bloggen, var det netop fordi jeg gerne ville dele mine gode læseoplevelser og inspirere andre til at dykke ned i skønne bøger inden for krimigenren. Derfor er det en stor fornøjelse at skrive anmeldelsen her, som jeg håber inspirerer dig.

Den permanente, der er 35-årige Thomas Baggers debutkrimi, overrumplede mig fuldstændig. Bagger skriver i ofte korte, rappe sætninger med åbenlyse skarpe og sylespidse ord, der er skrevet med omhu og kreativitet. Jeg labbede grådigt ordene i mig. Forfatteren, der har læst medievidenskab, har tidligere skrevet filmmanuskripter, og det smitter af på teksten. Kort, stramt, præcist, men samtidig med krølle på halen. Og plads til eftertænksomhed.

Og så har Bagger fundet på en ret god og kringlet historie, der foregår i Aarhus og i de nordlige forstæder: Trøjborg, Risskov, Egå og Skæring.

I Den permanente, der er ikke kun er bogens titel, men også navnet på Aarhus’ gamle havbadeanstalt ved stranden i Risskov nord for byen, møder vi chefefterforsker Ask Hjortheede fra Østjyllands Politi.

Han leder det såkaldte Task Force Den Permanente. Hvorfor er unge homoseksuelle mænd siden firserne forsvundet og aldrig dukket op? Altså indtil et lig skyller op på den aarhusianske badeanstalt, og politiet aner et mønster.

Et spor i sagen fører Ask og en ung kollega til havnen i Aarhus. Men i en grim brandulykke dør den unge betjent. Ask overlever med svære fysiske mén, men den nogle og fyrreårige betjent udskriver sig selv fra hospitalet før tid for at få svar på de spørgsmål, der hober sig op i kølvandet på ulykken.

Men pludselig er Hjortheede selv anklaget for den unge betjents død, og samtidig ånder et par ukendte mænd ham tungt og klamt i nakken.

Ask Hjortheede er ikke en alkoholiseret efterforsker Tværtimod har han, for at støtte sin kone Julie, gået med hende til AA-møder i årevis. Efter 17 år som ædru alkoholiker, falder hun igen i. Og Hjortheede begynder at tvivle. På sin kone. Og på sig selv.

Den aarhusianske efterforsker er netop så sammensat og interessant, at jeg hellere end gerne vil være i selskab med ham gennem bogens 360 sider.

Thomas Bagger er født og opvokset i Aarhus, hvor han også bor i dag. Bogen foregår i og omkring Aarhus. Den permanente er hans debutkrimi. Foto: PR

Thomas Bagger har skabt en broget palet af interessante bipersoner, og vi kommer godt rundt i samfundet. Fra den omsorgssvigtede unge kriminelle, til Hjortheedes universitetsuddannede kollega Camilla Staal og til den magtfulde og svimlende rige rederiejer, som Dronningen takker i sin nytårstale.

Forfatteren styrer sikkert, men overraskende, sine personer igennem et snørklet plot i kulisser i min baghave.

Det gav mig lidt ekstra krimiguf at jeg selv bor i Risskov, men hvad enten du bor i Glyngøre, Faaborg eller Helsingør, så giv krimidebutanten en chance. Du får en skarp underholdende Aarhuskrimi med både tjubang og en dyb tanke eller to til gengæld.

Den permanente er en krimi om bl.a. svigt, hævn, seksualitet, korruption, familiehemmeligheder, kærlighed og tilgivelse.

Et par småting irriterede: I den korte prolog er hovedpersonens navn stavet forkert. Det er en ommer. Og i et par kapitler blander forfatteren synsvinkler, altså fortællestemmer, i samme afsnit. Det forvirrer. Heldigvis er det korte afsnit, men mon ikke der bliver luget ud i de småfejl i bog nummer to og tre i serien, som forfatteren stort set allerede har skrevet færdig? Jeg håber.

Elsebeth Egholm, Inger Wolf og Inger Gammelgaard Madsen: gør fluks plads til endnu en aarhusiansk krimiforfatter med format. Navnet er Bagger. Thomas Bagger.

PS: Ifølge E.C. Edition, der er det lille aarhusianske forlag, der udgiver bogen, er et produktionsselskab og en manuskriptforfatter i gang med at forvandle serien til en tv-serie.

Anmeldelse: Maestro af Geir Tangen

Jeg læste det meste af Maestro af Geir Tangen på denne altan ved Fort Myers Beach på øen Estero i det sydvestlige Florida. Lige omme på den anden side af vejen bag palmerne gemmer Den Mexicanske Golf sig. Men hvem gider i vandet, når man er i gang med en god krimi? Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Norske Geir Tangen har skrevet en legesyg, opfindsom bog, en utraditionel traditionel krimi.

Alle de traditionelle krimielementer er til stede i Geir Tangens krimidebut Maestro:

  • En slidt dagbladsreporter, I ved den slags, der ikke bruger tid på opvask, og som bærer rundt på et traume, som kæderyger og drikker for meget og har et næsten ikke-eksisterende forhold til sin teenagesøn.
  • En kvik efterforsker, der har sine særheder og samarbejdskvaler med en kollega.
  • Og endelig en udspekuleret seriemorder, der altid er et skridt foran politiet, og som vi i små kapitler følger i jeg-form.

At den norske forfatter har høvlet en hulens masse krimier igennem og siden barndommen haft en ivrig lidenskab for krimigenren skinner tydeligt igennem, og jeg kom bl.a. til at tænke på tv-serien Broen, da jeg læste bogen.

Gør det noget? Nej. Overhovedet ikke. Geir Tangen vrider rundt på alle de velkendte elementer, og han skaber sin egen helt specielle krimiblanding med humor, overraskelser og spænding. Det er opfindsomt, underholdende og værd at bruge tid på.

Maestro er norske Geir Tangens debutkrimi, der er udkommet på dansk på Forlaget Modtryk.

E-mails fra morderen

Forfatteren tager os med til Haugesund i det sydvestlige Norge, og her på sin hjemstavn har han bosat bogens hovedperson, journalisten Viljar, der er ansat på Haugesunds Avis.

Viljar modtager mails, der varsler om mord.  Mord, der desværre ikke kun bliver ved forudsigelserne. Hvem er morderen, der kalder sig selv Maestro, og hvem bliver ofre i det blodige værk, morderen dirigerer og opfører?

Bogen serverer gode personportrætter af hovedpersonerne. Viljar har dæmoner med i bagagen. År tilbage var han stjernereporter, men på grund af episoder år tilbage har han mistet gejsten, og han slæber sig gennem dagen.

Den nogle og 30-årige politikommissær Lotte Skeisvoll står i spidsen for morder-jagten. Hun er Saga-agtig (Saga Norén fra tv-serien Broen) i sin møjsommelige omhyggelighed og detalje-iver.

Maestro er ikke elegant, men effektivt skrevet. Og en stor fornøjelse at læse.

Forfatteren er i gang med andet bind i serien.

PS: Geir Tangen, der har arbejdet som lærer, står bag Norges største krimiblog, og han udgav i første omgang selv Maestro. Siden har Norsk Gyldendal købt bogen, der er solgt til udgivelse i en lang række lande.

PPS: Husk, at du stadig kan nå at deltage i konkurrencen om Pernille Boelskovs seneste krimi, Bornholmderdybet. Du deltager ved at skrive en kommentar til indlægget her

 

Anmeldelse: Krokodillevogteren af Katrine Engberg

Katrine Engberg har skrevet en original krimi, der foregår i København, og som har en følsom mandlig betjent i hovedrollen.

Katrine Engberg har skrevet en original krimi, der foregår i København, og som har en følsom mandlig efterforsker i hovedrollen.

Anmeldelse: Krokodillevogteren af Katrine Engberg er en original Københavnerkrimi med et raffineret plot og en følsom detektiv. En beundringsværdig debut.

Katrine Engberg, der især har arbejdet som koreograf, og som har været med til at skabe flere teaterforestillinger og underholdningsshows, debuterer som krimiforfatter med Krokodillevogteren, der udkommer i dag. Da jeg interviewede Katrine Engberg i december, som en del af Vild Med Krimis adventskalender, sagde hun:

For mig bliver en bog ikke spændende, hvis ikke sproget overrasker og forfører. Det er jo i det gode sprog, i de gode beskrivelser af karakterer og miljøer, at spændingen opstår.

At hendes eget sprog ligefrem forfører, mener jeg ikke, men Katrine Engberg skriver dejligt ubesværet, og hun disker indimellem op med lækre ordhapsere. Og skaber gode karakterer og miljøer. Bogens store styrke er nemlig de herlige beskrivelser af et kulørt persongalleri. Vi møder bl.a. den pensionerede universitetslærer Esther de Laurenti, der ejer byhuset midt i København, hvor en ung kvindelig lejer bliver myrdet. Esther, der selv bor på 3. sal i huset, og som har hennafarvet hår og hang til alt for meget rødvin. Jeg elsker, at hendes to mobser hedder Epistéme og Dóxa (Groft sagt viden/holdninger).

Katrine Engberg har blik for de små, spøjse detaljer. Det er krimiguf. Og dejligt med en krimidebutant, der skriver både kreativt og solidt.

Følsom detektiv

Kriminalbetjent Jeppe Kørner bliver sammen med makkeren Anette Werner sat til at efterforske drabet på den unge kvinde. Jeppe er midt i trediverne. Han er blevet forladt af sin utro hustru efter år med opslidende fertilitetsbehandlinger. Egentlig drømte han som helt ung om at blive skuespiller, men han endte i stedet med at uddanne sig til betjent. Han er følsom og blød. Herligt med en betjent af den kaliber. Bogen balancerer fint mellem plot og privatliv.

At en af byhusets beboere er i gang med at skrive en krimi, der netop beskriver mordet på en ung kvinde, gør ikke opklaringsarbejdet nemmere.

Krokodillevogteren er en original krimi, der handler om bl.a svigt, hævn og jalousi. Jeg slugte bogen, men kalorierne var heldigvis ikke tomme. Udover fine personkarakteristikker har forfatteren skabt et elegant udtænkt plot, der f.eks. tager læserne med til det buede rum allerøverst oppe under taget på Det Kongelige Teater – kroneloftet syv etager over scenegulvet. Midt i kroneloftet er der hul i gulvet og plads til at hejse den enorme lysekrone op, når de tusindvis af krystaller skal pudses, eller når pærerne skal skiftes. Og hvorfor ikke smide et lig netop her?

Med forfatterens kendskab til teaterbranchen kunne det have været interessant at komme endnu mere bag om kulisserne – mon ikke der er masser af gode konflikter og kampe her – gemt væk fra publikums opmærksomhed? Hermed en opfordring til næste Jeppe Kørner-krimi, som forfatteren i øjeblikket arbejder på.

Der er mere trav end spurt over handlingen. Det er en smagssag, men jeg ville ønske, at der var strammet en anelse op på handlingsforløbet især i den sidste tredjedel af bogen. Men alt i alt en beundringsværdig debut. Skal du give en krimidebutant en chance dette forår, så brug din tid på Katrine Engberg. Vogt dig for Krokodillevogteren – den napper på forrygende vis din tid.

PS: En krokodillevogter en lille fugl, der søger føde bl.a. på krokodiller.

PPS: Katrine Engberg debuterer ikke kun som krimiforfatter dette forår. Hun debuterer snart som instruktør og står bag Cougar the Musical, der spiller på Bellevue Teatret fra 4. marts.

PPPS: (Hvis der er noget, der hedder det) I dag udkommer også Stjålne liv af Helle Vincentz og Tykkere end vand af Carin Gerhardsen

 

Eremitten af Thomas Rydahl

Er det interessant at læse om en 67-årig dansk mand, der kører taxa på Fuerteventura og kaster sig over en sag om et død spædbarn? Ja, det er. I høj grad.

Er det interessant at læse om en 67-årig dansk mand, der kører taxa på Fuerteventura og kaster sig over en sag om et død spædbarn? Ja, det er. I høj grad.

Anmeldelse: Eremitten er en sær krimi. En løjerlig størrelse. Men sær og løjerlig kan også være godt, rigtig godt endda. Eremitten er en vidunderlig anderledes krimi med masser af charme og spænding, selvom der er mere Miss Marple-tempo end Harry Hole-action i romanen.

Den 67-årige danske taxachauffør, Erhard, nu bosat på den kanariske ø, Fuerteventura, finder (lidt mere af) sig selv, da han efterforsker en sag om en baby, der er fundet død i en papkasse på bagsædet af en bil. Det er det, Eremitten handler om.

Danske Thomas Rydahl er uddannet fra Forfatterskolen og har udgivet flere noveller. Eremitten er hans debutroman. Der er dog intet i romanen, der slingrer eller skriger debutant. At Eremitten er en vellykket krimidebut skyldes især to ting: Hovedpersonen og forfatterens sprog. Det med sproget først. Forfatteren er uhyre velskrivende og sikker i sin (løjerlige) stil. Og jeg er vild med sætninger som: “I gennemtrækket, der altid stryger gennem huset, skifter avisstumperne plads som aske over et bål.”

Thomas Rydahl tager sig tid til at skabe troværdige personer og miljøer, og heldigvis er det blevet en af bogens styrker, selvom det går ud over tempoet. For der er flow og fremdrift i historien og herlig hittepåsomhed, og selvom visse elementer i plottet virker langt ude, så hænger alting alligevel godt sammen, og jeg køber præmisserne, fordi jeg bliver opslugt af historien. Og vi ved jo alle, at virkeligheden overgår fantasien, så måske kunne det ske i virkeligheden. Jeg fornemmer klart karaktererne og får stærke billeder på nethinden – hvad enten jeg læser om prostituerede, forbrydere eller politimænd – eller får beskrivelser af livet, som det leves på den spanske ferieø, når man ikke er turist.

Hovedpersonen Erhard er et skønt bekendtskab. Han er en lidt ensom, håbløs umoderne mand, der ikke aner, hvordan man googler. Han kappede forbindelsen til sin kone og børn i Danmark for knap tyve år siden. Hvad mon han er flygtet fra, og hvorfor mangler han en finger på venstre hånd? Han er en særling og lever nu – sammen med de to geder Laurel og Hardy – en beskeden og enebo-agtig tilværelse på Fuerteventura, hvor han kører taxa og stemmer klaver for en lille kreds af kunder. Han drikker for meget lumumba og lever frivilligt næsten afsondret fra andre mennesker.

Men Erhard er ikke bitter, og han søger på sin helt egen facon efter retfærdighed, så han rykker sig – selvfølgelig gør han det. For han kaster sig over en sag om en lille død baby. En tre måneder gammel dreng, der er fundet i en papkasse på bagsædet af en bil ved en af øens strande. Ingen savner drengen, og politiet vil gerne dysse sagen ned for ikke at skræmme turisterne og muligheden for at tjene gode penge væk. I sin slidte Mercedes fra Marokko med slidte, gullige sæder og stive accelerering kører Erhard øen rundt – blandt matadorer og ludere – for at lede efter sandheden. Fordi det fortjener den døde dreng. Og fordi den jagt gør ham selv godt.

Det er en fornøjelse at være på en langsom, men dog dramatisk rejse med Eremitten. Bogen udkommer i dag på det lille forlag Bindslev. Romanen er allerede solgt til en række lande. Det kan jeg godt forstå.

Sommerinterview med Vibeke Dorph

Babyalarm af Vibeke Dorph handler om Katrine, der ændrer sig voldsomt, da hun bliver gravid. Hun føler sig overvåget, hun er fyldt af uro, og hun gør mærkelige ting, som hun ikke kan huske bagefter.

Babyalarm af Vibeke Dorph handler om Katrine, der ændrer sig voldsomt, da hun bliver gravid. Hun føler sig overvåget, hun er fyldt af uro, og hun gør mærkelige ting, som hun ikke kan huske bagefter. Forfatteren har selv oplevet, at det kan være rigtig svært, ensomt og angstprovokerende at blive mor.

Sommerkavalkade: I maj i år debuterede Vibeke Dorph som romanforfatter med den psykologiske thriller Babyalarm, der tager udgangspunkt i forfatterens egen turbulente oplevelse af at blive mor.

Hvad er din sommer gået med?

– Den første uge af min sommerferie tog jeg en uge til Mallorca med mine to skriveveninder. Her sad vi og skrev en sommerferie-thriller fra Mallorca, som vi har været så heldige at sælge til ugebladet Hjemmet. Det er tredje gang, vi gør det, og jeg kan godt lide den form for ferie. Vi plotter, skriver, skændes, drikker vin, ævler og skriver igen. Så har jeg været en uge på en dejlig ferie til Bornholm med min familie. Resten af ferien gemmer jeg – jeg skal jo gerne i gang med en ny bog, det er svært at finde tiden, når der også er et job, der skal passes.

Fortæl om et skønt sommerminde fra din barndom:

– Mine forældre havde sammen med deres venner en meget gammel træbåd, som vi hver sommer sejlede til Hven i. Båden var altid lige ved at drukne, men når man fik tømt den for vand, kunne den godt klare turen over til Hven, hvor vi så lå i telt en masse børn og voksne. Det var dengang, hvor børn ikke hele tiden skulle overvåges, så vi levede som frie vilde på øen. I dag kan jeg ikke høre ordet Hven, uden at der dukker en masse vidunderlige billeder op i mit hoved.

Er der en bestemt læseoplevelse, som du forbinder med en sommer?

– Mine to drengevenner og jeg var i Sverige. Det var hedebølge, så vi kunne ikke foretage os andet end at svømme i søen og ligge og dase i solen til langt ude på aftenen. Min ene ven havde hele samlingen af Christian Kampmanns Gregersen-serie med, så dem kastede jeg mig også over. Til sidst endte vi med at gå rundt deroppe i skoven og tale som den fine, men også ret fallerede familie fra det nordsjællandske. Vi var vel omkring 18 år, og naturligvis handlede det om, at min ven var ved at springe ud som bøsse – det havde jeg så ikke gennemskuet, men bøgerne holder, jeg genlæste dem for et par år siden.

Har du et favoritord, som du er ekstra glad for?

– I min roman Babyalarm, bliver der holdt en tale for faren til hans 70-års fødselsdag, hvor taleren omtaler faren som ”Flamboyant”. Det ord havde jeg (gen)hørt i et radioprogram, jeg forelskede mig i det, og jeg vidste, at jeg måtte bruge det på en eller anden facon. Og det endte så med at være faren, der kom til at hænge på det – men det passede også fint til ham. Kernefamilie er også godt. Uhyggeligt og klaustrofobisk, men også indbegrebet af tryghed på én og samme tid.

Hvilken skønlitterær bog har/har haft stor betydning for dig?

– Lykke-Per af Pontoppidan stod og flød, hærget og laset, i min reol. Jeg havde købt romanen i et antikvariat og sikkert tænkt, at det var en af de romaner, man burde læse – men ikke gad. Så en dag, var der ikke andet til rådighed, og så læste jeg den. Hold op, den er fantastisk. I lang tid levede jeg i en helt anden verden, jeg gik rundt i historien sammen med Per – og det vidste jeg jo ikke, at man bare sådan kunne. Hemingway reddede mig, da jeg var hamrende ulykkelig forelsket engang. Jeg slugte de fleste af hans romaner og noveller, og pludselig føltes min kummerlighed ligefrem interessant.

Hvis folk kun læser en enkelt krimi i deres sommerferie, hvilken bog vil du så anbefale?

– Selvfølgelig skal de læse min psykologiske thriller, Babyalarm, men skulle de også have lyst til at rejse en tur over sundet, hvor der foregår lige så uhyggelige ting, så vil jeg helt sikkert anbefale alle at læse Bedrag af den svenske forfatter Karin Alvtegen. Jeg fik den af en ven og kan huske, at jeg satte mig ned i mit køkken og begyndte at læse, og jeg stoppede ikke, før jeg var færdig. Jeg kan godt lide, at der er lidt mere på spil end blot et godt krimi-plot. Det har Bedrag helt sikkert, men det er også et næsten klaustrofobisk psykologisk portræt af et meget ulykkeligt ægteskab, hvor alt, der kan går galt, derfor går galt.

Hvad skal du selv læse i løbet af sommeren?

– Lige nu læser jeg Alice Munros sidste novellesamling Livet. Hun er fantastisk, hun kan kaste tryllestøv ud over noget, der ligner ganske almindelig hverdag og ganske almindelige mennesker, så det hele bliver meget mystisk og meget fængslende. Derudover har jeg også gang i Den sindssyge polak af Lotte og Søren Hammer – de er altså også virkelig gode, og så er det meget dansk og Danmark. Jesper Stein vil jeg også gerne have læst. Vi fik hans seneste krimi til anmeldelse på mit arbejde, og jeg måtte nærmest mandsopdække bogen, for alle ville have fingrene i den.

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her